link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Homer, Iliaden, 20. sang

1     Saaledes rusted Achaiernes Folk sig hist ved de krumme
2 Skibe til Strid, i Forening med dig, kampgridske Peleide!
3 Medens den Troiske Hær stod væbnet ved Bakken paa Sletten.
4     Zeus befaled nu Themis til Raad hver Guddom at stævne
5 Høit fra det kløftede Bjerg Olympos's Tind; til dem Alle
6 Iilsomt hun gik, og møde dem bød for Zeus i hans Høisal.
7 Ingen af Flodernes Guder, undtagen Okeanos, svigted,
8 Eller af Nymphernes Slægt, som boe i de deilige Lunde,
9 Eller i Flodernes Kilder og urtebevoxede Dale.
10 Altsom i Borgen de mødte hos Zeus, hiin Skyernes Herre,
11 Tog tilhobe de Plads i den straalende Hal, som Hephaistos
12 Selv havde bygget med synderlig Kløgt til Fader Kronion.
13 Saaledes sad de hos Zeus forsamlede. Ogsaa Poseidon
14 Mødte paa Kald, fra Havet han kom, men efter de Andre,
15 Satte sig ned udi Kreds, og frittede Zeus's Beslutning:
16     Zeus! lynslyngende Drot! hvi stævned du Guder til Møde?
17 Har med Achaier og Troer maaskee du Noget isinde,
18 Hvilke nu snart den hedeste Dyst med hinanden vil friste?
19     Ham Skysamleren Zeus paastand gjensvared, og sagde:
20 Ja! Jordryster! forsand, du har gjettet mit Hjertes Beslutning,
21 Hvi jeg har kaldt Eder hid; jeg ændser dem, selv naar de dræbes.
22 Selv vil imens jeg tage min Plads paa en Aas af Olympen,
23 Kaste paa Striden mit Blik, og frydes derved; men I Andre
24 Drager afsted til Mændenes Færd, til Achaier og Troer!
25 Ganske som selv I finde for godt, kan Hjelp I dem yde,
26 Thi naar alene Peleiden er med i Kampen mod Troer,
27 Flygte de brat for den stormende Helt, uden ringeste Modstand.
28 Blot ved at see ham, de rysted af Skræk i forrige Tider,
29 Nu derimod, da saa svart for sin myrdede Ven han er opbragt,
30 Troer jeg, at Muren han styrter i Gruus trods Skjebnens Forføining.
31     Saaledes talte Kronion, og ypped ustandselig Kampfærd.
32 Guderne ginge til Strid, men i to forskjellige Formaal,
33 Here med Pallas Athene til Skibenes Krinds sig forføied,
34 Did begav sig tillige den Jordomslynger Poseidon,
35 Did gik ogsaa Velsignelsens Gud, den kløgtige Hermes;
36 Dem ledsaged Hephaistos, som stolt af umaadelig Styrke
37 Humped afsted, de vanføre Been sig bevæged med Møie.
38 Men til det Troiske Folk gik Ares med blinkende Malmhjelm.
39 Phoibos med langtnedrullende Haar og hans piilfroe Søster,
40 Xanthos og Leto med samt den smilende Viv Aphrodite.
41 Medens at Guderne end vare fjernt fra Mændenes Skarer,
42 Jublede stolt Achaiernes Folk, da Peleiden Achilleus
43 Synlig var bleven paany efter rum Tids Hvile fra Kampfærd,
44 Men en forfærdelig Skræk sig sneg gjennem Troernes Lemmer!
45 Rædde de blev ved at see, hvor kjækt den rappe Peleide
46 Straaled i Rustningens Malm, heel lig den mordiske Krigsgud.
47 Men da de salige Guder til Mændenes Stimmel var komne,
48 Reiste med Kraft sig den hidsige Kiv; høit hæved Athene
49 Snart ved den kastede Grav sin Røst, tæt udenfor Muren,
50 Snart ved den buldrende Strand med gjaldende Stemme hun raabte,
51 Medens at Ares, saa vild som Stormen fra sortnende Regnskye,
52 Kaldte med Brøl paa Troernes Mænd, snart oppe fra Borgen,
53 Snart ved Simois' Bred, hvor han løb paa Kallikolone.
54     Saaledes hidsed den evige Slægt de fiendtlige Hære
55 Sammen til Strid, saa den barskeste Kamp brød løs mellem Begge,
56 Og med forfærdeligt Brag lod Guders og Menneskers Fader
57 Tordenen rulle foroven, imens Poseidon forneden
58 Rystede Jorderig vide og Bjergenes kneisende Toppe.
59 Rundtom skjælvede brat det kildebesprudlede Idas
60 Fødder og Pynter, med Ilions Stad og Achaiernes Skibe.
61 Selv under Jord blev Skyggernes Drot Aidoneus forfærdet,
62 Sprang med et Skrig fra sin Stol af Grue, om over hans Hoved
63 Jorderigs Muld kanskee ved Poseidons Stød skulde revne,
64 Og hans beklumrede hæslige Boe, selv for Guder en Rædsel,
65 Komme tilsyne for Menneskens Æt og de himmelske Guder;
66 Saadant et Bulder blev hørt, da Guderne traadte til Kampen.
67 Phoibos Apollon, bevæbnet til Strid med vingede Pile,
68 Traadte nu frem til en Dyst med den vældige Hersker Poseidon;
69 Mod Enyalios stod den lysblaaøiede Pallas;
70 Frem mod Here til Strid den guldpiilskydende Jagtmøe
71 Artemis stilled sig kjækt, Fjernrammerens piilfroe Søster;
72 Hermes, den stærke, Velsignelsens Gud, foer frem imod Leto,
73 Og mod Hephaistos sig stilled den dybthenrullende Flodgud,
74 Kaldet af Guderne Xanthos, af Mennesker kaldet Skamandros.
75     Saaledes stormede Guder mod Guder i Kamp, men Achilleus
76 Higed med ivrigst Begjær, i Stimlen at mødes med Hektor,
77 Priamos' Søn, til en Dyst; hans Blod han helst vilde give
78 Ares at lædske sig paa, den urokkelig kæmpende Krigsgud.
79 Men til at møde Peleiden nu Folkophidseren Phoibos
80 Eggede Helten Aineias, og gav ham Mod udi Brystet,
81 Priamos' Søn Lykaon han lignede grandt paa sit Mæle,
82 Ham livagtigen lig tog Phoibos Apollon til Orde:
83     Troiske Drot, Aineias! hvad bliver det til med de Trudsler,
84 Som du saa stolt lod falde blandt Troernes Helte ved Gilde?
85 Freidigen vilde du træde til Kamp med Peleiden Achilleus.
86     Ordet saa tog Aineias paastand, og gav ham til Gjensvar:
87 Priamos' Søn! hvi byder du mig, da Lysten mig fattes,
88 Saadan en Færd, at mødes til Dyst med den kjække Peleion?
89 Stred jeg idag med Achilles, forsand ei var det da første
90 Gang i mit Liv, alt fordum engang han jog mig fra Ida
91 Bort med sit Spyd, da han stormede løs, for at rane vort Hornqvæg,
92 Dengang han hærged Lyrnessos og Pedasos; dog i min Qvide
93 Frelste mig Zeus, som Kraft og smidige Knæer mig skjenked,
94 Ellers var segnet jeg vist for Achilles's Haand og Athenes,
95 Foran for Helten hun gik, udbredende Lysning, og bød ham
96 Myrde for Fode med Spæret af Malm Leleger og Troer.
97 Derfor lad aldrig en Mand sig fordriste til Kamp med Achilleus!
98 Altid en Gud jo stander ham nær, som ham skjermer mod Ufærd;
99 Kaster han Spyd, saa flyver det frem, og aldrig det standser,
100 Førend det fæstes i Menneskehud. Tilveied en Gud os
101 Kampvilkaarene eens, ei let skulde Seiren ham vorde,
102 Ei om han end var heelt af Malm fra Isse til Fodsaal.
103     Flux gjensvared Apollon, hiin mægtige Søn af Kronion:
104 Beed i det mindste, du Ædling! en Bøn til de salige Guder!
105 Ordet jo gaaer, at til Verden dig bar den Viv Aphrodite,
106 Datter af Zeus, men Achilles er fød af en ringere Guddom,
107 Zeus er jo Fader til hiin, Havoldingens Barn er den Anden.
108 Gak ham kjækt tillivs med den hærdede Malm, og for Alting
109 Lad ham ei skræmme dig bort med knubbede Ord eller Trudsler!
110     Talt, og umaadelig Kraft indblæste han Krigernes Høvding.
111 Gjennem de forreste Rækker han skred i sin straalende Rustning,
112 Men at Anchises's Søn gjennem Stimlen til Kamp med Achilleus
113 Gik, blev ikke fordulgt for den liliearmede Here,
114 Guderne kaldte hun til sig paastand, og talte saalunde:
115     Hører nu Begge mit Ord, Poseidon og Pallas Athene!
116 Tænker alvorligen efter i Sind, hvad Enden vil blive!
117 Hist fremskrider Aineias, kampvæbnet i straalende Rustning,
118 Mødes han vil med Achilles, tilskyndet til Strid af Apollon.
119 Lader os drive tilbage paastand hiin Søn af Anchises,
120 Eller lad En af os gaae hen, og skjenke Peleiden
121 Kjækhed og synderlig Kraft, at det ei ham skorter paa Manddom,
122 For at han klart kan see, at de mægtigste Guder ham elske,
123 Men at de Guder tilhobe, som have for Skik at beskjerme
124 Troernes Folk i Ledingefærd, ere Stakler tilhobe;
125 Samtlige kom vi jo ned fra Olymp, at mødes ved Slaget
126 Her, i det Meed, at for Troernes Haand ham ei skulde times
127 Vanheld idag; i den kommende Tid maa han friste hvad Skjebnen
128 Spandt ham ved Fødslen i Traad den Stund hans Moder ham fødte.
129 Dog, naar guddommelig Røst ei kundgjør sligt for Achilleus,
130 Gruer han vist, om En af de Himmelske træder imod ham,
131 Farligt for Menneskens Blik er en Guds skinbarlige Aasyn.
132     Hende til Svar Jordrysteren gav, den stærke Poseidon:
133 Fnys dog ikke, som var du fra Sands, sligt ikke dig anstaaer!
134 Mig i det mindste det huer kun slet, at vi, som i Vælde
135 Høiere staae, vil hidse til Kamp de øvrige Guder.
136 Nei! lad heller os drage herfra, og etsteds paa en Bakke
137 Afveis tage vor Plads, lad saa Mændene sørge for Striden.
138 Dog, hvis Ares begynder en Dyst, eller Phoibos Apollon,
139 Eller de standse Peleiden, og ei tilstede ham Kampgang,
140 Da vil vi selv til den hidsige Færd fremstorme paa Stedet.
141 Flux vil de da, det troer jeg forvist, adsplittes og atter
142 Tye til Olympen igjen, til de øvrige Guders Forsamling,
143 Kuede svart af vor kraftige Haand, nødtvungne til Rømning.
144     Talt; og det vildene Havs sorthaarede Konge dem førte
145 Hen til Herakles's kneisende Vold, som Pallas Athene
146 Havde med Troiske Mænd optuet i forrige Dage,
147 For at han did kunde tye, og for Havuhyret sig bjerge,
148 Dersom det styrtede frem, og fra Stranden til Sletten fordrev ham.
149 Der med de øvrige Guder ihob sig leired Poseidon;
150 Heelt indhylled' om Skulder de sad i den tætteste Taage,
151 Medens de Andre tog Plads paa Brynet af Kallikolone,
152 Herlige Phoibos! hos dig, og hos Stadomstyrteren Ares.
153 Saaledes Guderne sad, baade hisset og her, og paa Anslag
154 Pønsed de stærkt, men yppe den barskhenstrækkende Kampfærd,
155 Vilde de nødig; dog Kamp bød Zeus, som sad i det Høie.
156     Trindt var Sletten besat; af Kæmpers og Gangeres Kobber
157 Straaled den lyst, og af Krigernes Fjed huult gungrede Jorden,
158 Altsom de styrtede løs, men to fortrinlige Helte
159 Treen mod hinanden i Mændenes Kreds, kamphidsige begge,
160 Manden Aineias, Anchises's Søn, og den Ædling Achilles.
161 Først Aineias med truende Blik fremtreen; paa hans Hoved
162 Nikked den vældige Hjelm, sit lethandteerlige Rundskjold
163 Frem for Brystet han holdt, og svang sin kobberne Spydstang.
164 Men fra den modsatte Kant foer Peleus's Søn ham imøde,
165 Ret som en glubende Løve, naar samtlige Mænd fra en Landsbye
166 Flokkes, at slaae den ihjel; i Førstningen, uden at ændse
167 Mændene, gaaer den sin Gang, men kaster med Spyd en forvoven
168 Knøs, da skyder den Ryg, opspilende Gabet, mens Fraaden
169 Skummer om Tand; vildt fnyser i Bryst dens modige Hjerte;
170 Derpaa med viftende Hale den slaaer sine Sider og Baglaar,
171 Alt for at hidse sig selv desmeer til et frygteligt Angreb,
172 Farer saa frem med gnistrende Blik, for enten at myrde
173 En af de samlede Mænd, eller lade sit Liv udi Stimlen.
174 Saaledes Helten Achilles, hans Kraft og modige Hjerte
175 Hidsed ham op til at møde den mandige Søn af Anchises.
176 Men da de skridende frem hinanden var traadt under Øine,
177 Først til Orde da tog den Helt fodrappen Achilleus:
178     Siig, Aineias! hvi vover du dog saa langt dig fra Mængden
179 Bort? hvad egged dit Sind til en Dyst med mig at forsøge?
180 Haaber du enten at keises til Drot for de modige Troer,
181 Hædret som Priamos høit? dog selv om du vog mig i Kampen,
182 Gav dog Priamos ei slig glimrende Løn dig ihænde,
183 Selv har han Sønner, og fast, ei flygtig af Sind er den Gamle.
184 Eller har Troerne alt afmaalt dig en ypperlig Jordlod,
185 Herlig til Planter og Sæd, som Eiendomsjord at bedrive,
186 Dersom du slaaer mig ihjel? dog knap vil dette dig lykkes.
187 Alt har engang med mit Spyd jeg forjaget dig, skulde jeg mene.
188 Husker du ei den Dag, da ved Qvæget du vandrede eensomt?
189 Brat fra Skrænten af Ida paa flyvende Fod jeg fordrev dig,
190 Ei du voved engang paa din Flugt at see dig tilbage,
191 Hen til Lyrnessos du flygtede ræd; da stormed jeg Staden,
192 Zeus og Athene var med mig, og brat jeg lagde den øde,
193 Qvinder berøved jeg Frihedens Dag, og førte som Fanger
194 Bort, men du blev frelst af Zeus og de øvrige Guder.
195 Nu derimod vil de neppe beskjerme dit Liv, som du vistnok
196 Trøstigen bilder dig ind, thi følg mit Raad, og forføi dig
197 Atter tilbage til Stimlen, og træd mig ei under Øine,
198 Inden dig times Fordærv! af Skade maae Tosserne lære.
199     Ham gjensvared Aineias paastand, og talte saalunde:
200 Vent dog aldrig, Peleide! at kyse mig bort med et Mundsveir,
201 Ret som var jeg en Pog! let kunde jeg selv, om mig lysted,
202 Tale dig til med knubbede Ord eller stiklende Gluffer.
203 Sikkert hinandens Forældre og Æt gjensidig vi kjende
204 Gjennem de ældgamle Sagn, som ordes i Folkenes Munde;
205 Mine du ligesaa lidet har seet, som dine jeg skued,
206 Men efter Sigende est du en Søn af Ædlingen Peleus,
207 Fød til Verden af Thetis, den fagerlokkede Havfrue;
208 Jeg derimod kan forsand den behjertede Høvding Anchises
209 Stoltelig nævne som Fader, til Moder jeg har Aphrodite.
210 Græde skal lydt idag for en Søn enten dine Forældre,
211 Eller og mine, thi fast tør jeg troe, med Peblingetaler
212 Skilles vi ei fra hinanden idag, eller slippe fra Striden.
213 Dog, hvis dig lyster om dette Besked, da vil jeg det sige,
214 At ogsaa du kan kjende min Æt, som er kjøndt af saa Mange.
215 Først blev Dardanos avlet af Zeus, hiin Skyernes Herre;
216 Han er Dardanias Stifter; den Tid var Ilions Kongstad
217 End ei bygget paa Sletten til Menneskers Hjem, og man boede
218 Nede ved Foden endnu af det kildebesprudlede Ida.
219 Dardanos avled en Søn Erichthonios, Mændenes Konge,
220 Han var den rigeste Mand, som dengang leved i Verden,
221 Heste han eied i Mængde, ja tregange tusinde Hopper
222 Gik i hans Eng, og lystige Føl sig om Mødrene boltred.
223 Boreas selv optændtes af Lyst til de græssende Hopper,
224 Skabte sig om til en graaskimlet Hingst, og parred sig med dem.
225 Tolv udmærkede Føl blev født ved denne Beblanding;
226 Hvergang de væligen sprang paa de kornfrembringende Marker,
227 Løbe de hen over Straaenes Ax, og knækked dem ikke,
228 Ja, naar de væligen sprang paa Havets den mægtige Rygning,
229 Svævede let over Fladen de hen af de blaalige Vande.
230 Men Erichthonios avlede Tros, den Troiske Konning,
231 Tros havde tre fortrinlige Børn: Assarakos, Ilos
232 Og Ganymedes, livsalig og skjøn som Himmelens Guder;
233 Han var den fagreste Svend, som var runden af dødelig Herkomst,
234 Guderne selv ham raned fra Jord, Kronion til Mundskjenk,
235 Alt for hans Deiligheds Skyld, hos de salige Væsner at leve.
236 Ilos's Søn var den bolde Laomedon, Mændenes Konge,
237 Drotten Laomedon avled Tithonos og Priamos, Lampos,
238 Klytios og Hiketaon, et Skud paa Krigsgudens Stamme.
239 Kapys, Assarakos' Søn, blev Fader til Helten Anchises,
240 Jeg er en Søn af Anchises, og Priamos avlede Hektor;
241 Det er den Æt, og det er det Blod, hvoraf jeg mig roser.
242 Dog Kronion forøger og mindsker et Menneskes Kjækhed,
243 Altsom ham tykkes for godt, thi hans er den høieste Vælde.
244 Dog, lad os ei paa Peblingeviis med forfængelig Tale
245 Øde vor Tid, da til drabelig Dyst i Kredsen vi stande.
246 Let hinanden vi gav saa svær en Ladning af Skjeldsord,
247 At den vel knap kunde rummes ombord i en Hundredæring,
248 Menneskets Tunge bevæger sig let, og Ord er der nok af,
249 Viid er den Mark, hvor Talen kan tumle sig frem og tilbage,
250 Alt hvad dig lyster at sige til mig, kan vanke til Gjensvar.
251 Dog, slet ikke det gjøres behov, at vi her med hinanden
252 Kives og klamres med haanlige Ord, ret ligesom Qvindfolk,
253 Som, naar en sindsfortærende Kiv har vakt deres Vrede,
254 Midt ud paa Gaden forfølge hinanden med mylrende Skjeldsord,
255 Sandhed og Løgn ifleng, thi sligt har Vreden i Medfør.
256 Ei skal fra Manddomsdaad du vende min Hu med et Mundsveir,
257 Før du med mig har prøvet en Dyst; velan da! saa skynd dig!
258 Lader os smage paastand hinandens forsvarlige Malmspær.
259     Saaledes taled Aineias, og drev sin vældige Landse
260 Mod det forbausende Skjold, saa høit det klirred om Spydsod;
261 Men med sin senede Arm sit Skjold Achilles fra Livet
262 Holdt, dog ei uden Grue, han meente, den mægtige Spydstang,
263 Kastet af Helten Aineias, heel let kunde gaae gjennem Skjoldet,
264 Han den Daare, som ei i Sind og Hjerte betænkte,
265 At de fortrinlige Gaver, de salige Guder forære,
266 Giver ei efter saa let, eller knuses af dødelig Kæmpe.
267 Heller ei mægtede nu Aineias's vældige Landse
268 Skjoldet at kløve, thi Guldet den standsede, Guddommens Gave;
269 Gjennem de to Lag Plader den brød, men tre var tilbage,
270 Skjoldet den lamme Hephaistos af fem Lag Malm havde smeddet,
271 Yderst var to af Kobber, af Tin var de inderste tvende,
272 Eet derimod var af Guld, og af dette hans Landse blev stoppet.
273 Dernæst Achilles af Haand udslynged sin mægtige Spydstang,
274 Og med sit Spær han traf Aineias's blankede Rundskjold
275 Tæt ved den yderste Rand, hvor Kobberets Plade var tyndest
276 Og med det smekkreste Læder beklædt, men heelt gjennem Malmen
277 Foer den Peliske Ask, saa Pladerne klirred ved Rammet.
278 Flux han dukked sig ned, og sit Skjold i Veiret han rakte,
279 Slagen af Skræk, dog over hans Ryg den hidsige Landse
280 Fløi, og sig planted i Muld, men det mandbedækkende Rundskjolds
281 Dobbelte Rand blev knust, og da Spæret forbi ham var faret,
282 Stod han betagen af Grue, at Spydet saa nær havde ramt ham,
283 Og en usigelig Qval omtaaged hans Blik; men Achilleus
284 Trak sit hvæssede Sværd, og styrtede heftig imod ham
285 Med et forfærdeligt Raab, da greb Aineias en Kampsteen,
286 Knap to dygtige Karle, som nuomstunder de fødes,
287 Magte saa vældig en Steen, dog ene han svang den med Lethed.
288 Vist Aineias med Stenen den vildtfremstormende Kæmpes
289 Hjelm og Skjold havde ramt, som dog havde frelst ham fra Ufærd,
290 Vist Achilles med Sværdet ham Ulivssaar havde givet,
291 Naar ikke Jordomslyngerens Blik betids havde seet det,
292 Flux til de øvrige Guder sit Ord han vendte saalunde:
293     Ha! mit Hjerte betages af Sorg for Helten Aineias;
294 Fældet af Peleus's Søn ret snart han vandrer til Hades,
295 Ene fordi han villigen lød Apollons Befaling
296 Ret som en Taabe, thi Phoibos ham ei vil frelse fra Ufærd.
297 Hvi skal Manden saa svart for Andres Forbittrelse lide
298 Uden den ringeste Skyld? mangt velbehageligt Offer
299 Har han dog Guderne bragt, som boe paa Himmelen vide;
300 Lad os da bort fra truende Død ham skyndeligst føre!
301 Ogsaa vil Zeus jo svart optændes af Harm, hvis Achilles
302 Slaaer Aineias ihjel, og af Skjebnen forundes ham Frelse,
303 At ikke Dardanos' Æt skal forgaae uden Rye eller Afbyrd.
304 Aldrig har Zeus Kronion saa høit som Dardanos elsket
305 Nogen af alle de Sønner, han avled med dødelig Qvinde.
306 Alt er jo Priamos' samtlige Slægt forhadt af Kronion,
307 Nu skal Aineias, den kraftige Helt, over Troerne herske,
308 Han og hans Børn i fjerneste Led, som fødes i Fremtid.
309     Ham gjensvarede Here, den qvieøiede Drotning:
310 Selv i dit Sind betænke du maa, Jordryster Poseidon!
311 Om du Aineias vil frelse fra truende Død, eller ogsaa
312 Helten den gjæve skal lade sit Liv for Achilles's Hænder;
313 Thi med urokkelig Eed blandt alle de salige Guder
314 Svor vi Begge saa tit, baade jeg og Pallas Athene,
315 Aldrig mod Jammerens Dag de Troiske Mænd at beskjerme,
316 Ei om saa hele det Troiske Land i lysende Lue
317 Blussede, stukket ibrand af Achaiernes krigerske Sønner.
318     Knap Jordrysteren hørte det Ord, som Here ham svared,
319 Førend han foer afsted gjennem Kamp, gjennem Spydenes Stimmel,
320 Did hvor Kæmperne stod, Aineias og Aiakos' Ætling.
321 Flux om Peleiden Achilles's Blik en mørkende Taage
322 Hylled han trindt, greb fat i det malmbevæbnede Askspær,
323 Og af Aineias's Skjold han ud det rev i det samme,
324 Men for Achilles's Fødder i Støv nedslængte han Spydet,
325 Løfted Aineias fra Jord, og svang ham høit op i Veiret.
326 Hen over talrige Skarer af Mænd og vælige Heste
327 Foer han paa Guddommens Haand i flyvende Fart gjennem Luften,
328 Indtil han naaede det yderste Skjel af den buldrende Kampplads,
329 Hvor de Kaukoniske Mænd stod væbnede, rede til Striden;
330 Der treen Jordomslyngeren frem paany for Aineias,
331 Og med bevingede Ord han talede til ham, og sagde:
332     Hvo var den Gud, Aineias! som saa dig forblinded og bød dig
333 Frem forvoven at træde til Kamp mod Helten Achilles,
334 Som er din Mester i Kraft, og meer af Guderne yndes!
335 Nei hvergang du kommer ham nær, saa træk dig tilbage,
336 For at du ei trods Skjebnen skal vandre til Hades's Bolig;
337 Men naar Peleiden Achilles i Død og Fordærv sig har styrtet,
338 Da kan du forrest i Heltenes Flok med Trøstighed kæmpe,
339 Thi af de andre Danaiske Mænd vil Ingen dig fælde.
340     Talt, og brat han Aineias forlod efter denne Formaning.
341 Strax adspredte han Taagen, som rugede tæt om Peleidens
342 Blik, da klared det pludselig op for begge hans Øine.
343 Hjertebeklemt til sin mandige Sjel saalunde han talte:
344     Ha! for mit Øie jeg seer et høist forbausende Særsyn!
345 Her min Landse jo ligger i Støv, men Manden er borte,
346 Hvem jeg den kasted imod, i den Agt at slaae ham tildøde.
347 Saa var da selv Aineias af Himmelens evige Guder
348 Elsket, jeg troede forsand hans Ord var forfængelig Skryden.
349 Dog, lad ham fare! mig frister han knap herefter til Kampgang,
350 Han maa jo glæde sig høit, at han nu med Livet er sluppen.
351 Derfor velan! opmuntre jeg vil de kjække Danaer,
352 Saa vil jeg gange til Kamp, og de øvrige Troer forsøge.
353     Flux han til Fylkerne sprang, og talede saa til sit Mandskab:
354 Staaer ikke længer saa fjernt fra Troerne, brave Danaer!
355 Mand mod Mand skal I gaae, og freidigen tænke paa Striden!
356 Plat umuligt det er jo for mig, hvorvel jeg er kraftfuld,
357 Saadan en Flok at komme tillivs, og slaaes med dem Alle.
358 Ja selv Ares, som dog er en Gud, eller Pallas Athene,
359 Fik dog i Stridens Besvær ei Bugt med saadant et Kampsvælg.
360 Dog hvad jeg evner at øve med Arm, med Fod og med Kræfter,
361 Derpaa forsand, det lover jeg høit, skal ikke det skorte;
362 Fare jeg vil gjennem Fiendernes Rad, og neppe skal nogen
363 Troer sig fryde, som kommer mig nær, naar Landsen jeg svinger.
364     Saa sine Folk han muntred, men ogsaa den straalende Hektor
365 Egged sit Mandskab til Daad, og loved en Dyst med Achilleus:
366     Modige Troiske Mænd! forfærdes dog ei for Achilles!
367 Selv med de salige Guder jeg vel turde stride med Munden,
368 Stride med Spyd vilde falde mig svært, deres Kraft er jo større.
369 Heller ei sætter Achilles i Værk hvert Ord, han har mælet,
370 Noget bedriver han nok, men det Øvrige slipper han halvgjort.
371 Ham jeg mig agter tillivs, om hans Arm end lignede Ilden,
372 Ligned hans Arm end Ilden, og blinkende Jern hans Kjækhed.
373     Saaledes muntred han Folket, da rykked med kneisende Landser
374 Troerne frem, og med gjaldende Raab Hærskarerne mødtes.
375 Phoibos Apollon paastand sig nærmede Hektor og sagde:
376     Hektor! ei træde paa Valen du frem til Kamp mod Achilleus!
377 Hold dig fra Vaabnenes Gnye, og vent ham i Krigernes Skare!
378 At han dig ei skal stinge med Spyd, eller hugge med Glavind.
379     Saaledes taled Apollon, og Hektor til Krigernes Stimmel
380 Trak sig tilbage med Grue, da Guddommens Stemme han hørte.
381 Frem mod de Troiske Mænd, med Kraft i den mandige Bringe,
382 Styrted Achilles med frygteligt Raab, og Iphition vog han
383 Først, Otryntes's Søn, en Drot over talrige Stridsfolk.
384 Med en Naiade ham avled den Stadomstyrter Otryntes
385 Hist i Hydas velsignede Land ved det snedækte Tmolos.
386 Just som han stormede frem, med sit Spyd den bolde Peleion
387 Midt ham i Hovedet traf, saa tværsigjennem det flaktes,
388 Brat han faldt, saa det drøned, da jublede Helten Achilleus:
389     Lig nu, Iphition, der! du rædsomste Kriger af Alle!
390 Her har du hentet din Død, og til Verden du kom ved Gygaias
391 Søe, der ligger din fædrene Gaard, dine fædrene Jorder
392 Hist ved den fiskrige Hyllos og Hermos's rivende Vande.
393     Saaledes jubled han høit, Mulm dækked Iphitions Øine,
394 Vognene over ham løb, og Fælgerne knuste hans Lemmer;
395 Forrest paa Valen han laae. Demoleon, Helten Antenors
396 Mandige Søn, var den næste, som faldt; Achilles's Landse
397 Traf ham i Tindingen gjennem hans Hjelms kinddækkende Plade,
398 Slet kun bøded den kobberne Hjelm, thi heelt gjennem denne
399 Løb Spydsodden, saa Skallen blev knust, og al Hjernen derinde
400 Sprøitede frem, saalunde han vog ham midt i hans Fremfart.
401 Frem han stormed dernæst mod Hippodamas, just som af Vognen
402 Ned han sprang, for at flye, og i Ryggen han stødte ham Spydet;
403 Brat opgav han sin Aand, og brølede, ligesom Tyren
404 Brøler, naar rundt den i Kreds om Helikes høie Behersker
405 Slæbes af Knøsenes Flok, deres Færd er en Fryd for Poseidon;
406 Og som han brølede saa, fløi Sjelen fra Dødningens Knogler.
407 Frem med Landsen han foer mod den deilige Svend Polydoros,
408 Priamos' Søn; i Striden at gaae hans Fader forbød ham,
409 Saasom af Aar den yngste han var af alle hans Sønner,
410 Derhos den kjæreste Søn, og rap tilbeens som den Bedste.
411 Ret som et Barn, for at vise, hvor flink han var til at løbe,
412 Foer han omkring blandt de forreste Mænd, til sit Liv han forliste.
413 Midt i hans Ryg med Spydet ham traf den bolde Peleide,
414 Altsom han foer ham forbi, just der, hvor Beltet om Livet
415 Slutted med Spænder af Guld, og hvor Bryniepladerne mødtes.
416 Tværs gjennem Livet ved Navlen omtrent kom Spydet tilsyne;
417 Hylende sank han i Knæe, da bredte sig trindt ham en blaalig
418 Skye, og segnende greb han med Haand sine synkende Tarme.
419     Men da saa Hektor blev vaer, hvorlunde hans elskede Broder
420 Holdt udi Haand sine Tarme, og vælted sig hen over Jorden,
421 Sortned det brat for hans Blik, da faldt det for tungt paa hans Hjerte,
422 Længer at stande saa fjernt, og frem mod Achilles han stormed
423 Heftig som blussende Ild, mens Landsen han svang, men Achilleus
424 Øined ham knap, før han styrtede frem, og raabte med Jubel:
425     Der er den Mand, som har voldet min Sjel den bittreste Smerte,
426 Han som har dræbt min kjæreste Ven; ei skal vi herefter
427 Liste med Grue fra hinanden os bort, naar vi sees paa Kampplads.
428     Bistert han kasted paa Hektor sit Blik, og raabte til Helten:
429 Nærmere hid! at Død og Fordærv desfør dig kan times!
430     Uden at grue gjensvared den hjelmomstraalede Hektor:
431 Vent dog aldrig, Peleide! at kyse mig bort med et Mundsveir,
432 Ret som var jeg en Pog; let kunde jeg selv, om mig lysted,
433 Tale dig til med knubbede Ord eller stiklende Gluffer.
434 Vel est du tapper, det veed jeg, og vel er jeg en vaagere Kæmpe,
435 O men i Gudernes Skjød endnu det hviler tilvisse,
436 Om ikke jeg, skjøndt ringere Helt, kanskee med min Landse
437 Slaaer dig ihjel, mit Spær er forsand ogsaa hvast udi Enden.
438     Talt; med et Sving udslynged han flux sit Spyd; men Athene
439 Aanded derpaa, og vendte det bort fra den bolde Peleide
440 Blot ved et sagteligt Pust, da fløi det tilbage til Hektor,
441 Ned for hans Fødder til Jorden det faldt, da styrted Achilleus
442 Frem med vilden Begjær i den Agt at slaae ham tildøde,
443 Og med et frygteligt Raab, men bort ham snapped Apollon
444 Let, han var jo en Gud, og hyllede tæt ham i Taage.
445 Tregange styrtede frem med sit Spyd den bolde Peleide,
446 Tregange stak den kobberne Od i den tykkeste Taage,
447 Men da han fjerdegang stormede frem med Kraft som en Guddom,
448 Mæled han disse bevingede Ord med forfærdelig Stemme:
449     Atter for Døden du slap, du Hund! ja nær var en Ufærd
450 Skeet dig, men Phoibos Apollon beskjermed paany dig i Qviden,
451 Hvem du paakalder i Bøn, naar til Spydenes Gnye du drager.
452 O men jeg møder dig sagtens engang, og giver dig Livsbrød,
453 Hvis der saasandt er af Guderne En, som under mig Bistand.
454 Nu vil jeg ile til Kamp mod de Øvrige, hvem jeg saa træffer.
455     Talt, og mod Dryops han kasted sit Spyd, og traf ham i Halsen;
456 Ned for hans Fødder paastand han tumlede. Ham lod han ligge.
457 Men den behjertede Helt Demuchos, en Søn af Philetor,
458 Standsed han først ved at saare hans Knæe med Landsen, og derpaa
459 Hug han løs med sit mægtige Sværd og berøved ham Livet.
460 Videre stormed Peleiden saa frem, og til Jorden fra Stridskarm
461 Kasted han Dardanos ned og Laogonos, Sønner af Bias,
462 Ramte den Ene med Spyd, og hug til den Anden med Glavind.
463 Tros, en Søn af Alastor, imøde ham løb, og med Knæfald
464 Bønlig han bad ham at spare hans Liv, og lade ham slippe
465 Uden at slaae ham ihjel, men ynkes en jevnaarig Kriger;
466 Daarlig betænkt, ei faldt det ham ind, at hans Bønner var spildte,
467 Ei var Achilles en Mand med et blødt og bevægeligt Hjerte,
468 Men af det hidsigste Sind; Tros favned hans Knæe, og om Naade
469 Ivrig han bad, men Achilles sit Sværd i Leveren stak ham;
470 Leveren gled af hans Liv, sort strømmede Blodet af Vunden
471 Over hans Barm, og om Dødningens Blik udbredte sig Mørke.
472 Videre styrted Achilles mod Mulios frem, og i Øret
473 Stak han ham Spydet, saa Kobberets Od gik ud af det andet
474 Øre; frem foer han paany, og Echeklos, en Søn af Agenor,
475 Midt han paa Hovedet traf med det vældighjaltede Slagsværd,
476 Varm blev Klingen af rygende Blod, og om begge hans Øine
477 Leired sig brat den blaalige Død og den mægtige Skjebne.
478 Manden Deukalion ramte han næst; hvor Senerne samles
479 Nedenfor Albuens Bugt, der bored den kobberne Spydsod
480 Dybt sig i Armen, og lam paa sin Haand, med Døden for Øine
481 Nøled han der, til Achilles et Hug over Halsen med Sværdet
482 Gav ham, saa Hoved med Hjelm fløi af, langt ud i det Fjerne;
483 Brat fremsprang Ryghvirvlernes Marv, strakt laae han paa Jorden.
484 Videre foer han mod Peireos' Søn, den herlige Rhigmos,
485 Som fra det frugtbare Thrakierland var dragen i Orlog,
486 Slynged sit kobberne Spyd, og traf ham nederst i Bugen.
487 Ned af Vognen han faldt, og da Svenden Areithoos vendte
488 Hestenes Spand, blev i Ryggen han ramt af den hvæssede Spydsod,
489 Brat af Karmen han styrted, og Gangerne tog til at løbe.
490     Ret som en frygtelig Ild farer rasende hen gjennem Dalens
491 Dyb paa et vandløst Bjerg, og fortærer en Strækning af Skovland,
492 Medens den hvirvlende Storm overalt til Luerne puster;
493 Saaledes raste Peleiden med Spyd, og med Kraft som en Guddom,
494 Fremad, og fældede Mand efter Mand, og af Blod svam Jorden.
495 Som naar en Mand, der har bundet i Aag bredpandede Oxer,
496 Lader dem tærske den lysgule Byg paa den jevnede Markloe,
497 Lettelig falder da Kornet af Straae under Oxernes Fødder,
498 Saaledes knuste det vælige Spand for Achilles's Stridskarm
499 Liig og Skjolde med trampende Fod; Vognaxlen forneden
500 Drypped af Blod, og mod Fadingens Krinds, som løber om Agstol,
501 Sprøitede Blod fra Gangernes Hov og Fælgernes Skinner,
502 Stænk paa Stænk, men Peleiden afsted, for at vinde sig Hæder,
503 Stormede vildt, besudlet med Blod paa de knusende Hænder.