Minearbejde i Ivigtut

I mellemtiden havde Gustaf Munch-Petersen til forældrenes bekymring definitivt opgivet studierne ved Københavns Universitet. Han havde også fået en ny kæreste, Brigitte Brandt, som han var meget forelsket i.[31] Alligevel besluttede han at forlade København i en periode for at prøve at tjene så mange penge, at han ville blive i stand til at forsørge sig selv, mens han arbejdede på at etablere sig som forfatter.[32] I april 1932 rejste han derfor til kryolitminerne i Ivigtut i Grønland. Arbejdet var hårdt og arbejdsdagene lange, men det var muligt at tjene betydeligt mere end ved et lignende ufaglært job i Danmark. Måske spillede det også ind på valget, at Gustaf Munch-Petersen med interesse havde læst eskimoiske sagn og myter, men minearbejdet levnede ham ikke meget tid til at studere den grønlandske kultur.[33] Gustaf Munch-Petersen befandt sig udmærket ved at have hårdt fysisk arbejde og var tilfreds med at konstatere, at hans legemlige konstitution ikke stod tilbage for de "rigtige" arbejderes.[34] I den sparsomme fritid kunne han sejle, fiske og gå på jagt i den storslåede natur: "- naturen heroppe er pragtfuld: vældige fjælde, straalende sol, nordlys om natten, elve og isbjærge [...]".[35] Miljøet og omgangsformen var anderledes end det, han var vant til. Som mange af tidens intellektuelle og kunstnere mente han, at der var en ufordærvet livskraft i arbejderklassen, som savnedes i det blodfattige og velopdragne borgerskab; en holdning, der afspejler sig i flere af hans digte. Men han måtte alligevel konstatere, at ikke alle arbejdskammeraterne var lige spændende for ham at tale med, måske fordi de ikke delte hans interesse for kunst og kultur. Han mødte dog en tømrer, Knud Nielsen, som han blev gode venner med.[36]

Gustaf Munch-Petersens forældre foreslog ham, at han eventuelt kunne blive længere i Grønland i en anden type stilling, som de håbede at kunne hjælpe ham med at finde igennem deres forbindelser. Der var bl.a. overvejelser om beskæftigelse ved den grønlandske vejrtjeneste. Et længere grønlandsophold ville give Gustaf Munch-Petersen mulighed for at spare flere penge op og give ham ro til at lægge planer for fremtiden. Idéen tiltalte ham, for han følte et behov for mere tid og ro til at komme til klarhed over sig selv og sin fremtid.[37] Selv om han tilsyneladende ikke havde ægteskab i tankerne, stillede Gustaf Munch-Petersen imidlertid et krav vedrørende kæresten Brigitte. Han skrev til sine forældre, at "[hendes] nærværelse maa være en uafviselig betingelse for ethvert forslag af denne ellers enestaaende art - -".[38]

Af en eller anden grund blev planerne om et længere ophold i Grønland ikke til noget, og Gustaf Munch-Petersen kom allerede tilbage til København i august 1932. De penge, han havde sparet op, rakte ikke så langt formodentlig brugte han en del af dem ret hurtigt i det københavnske natteliv.[39]

Uafsluttede kunsthistoriestudier i Lund

Selv om forældrene viste forståelse for Gustaf Munch-Petersens ambitioner om at blive kunstner, var det stadig deres ønske, at han fik en formel uddannelse af en eller anden art.[40] Det er sandsynligt, at det har været på deres initiativ, at Gustaf Munch-Petersen i september 1932 tog til Lund for at studere ved universitetet der. Hans mor havde mange kontakter i byens akademiske miljø, som kunne være ham til nytte. Gustaf Munch-Petersen besluttede sig for tre fag: kunsthistorie, religionshistorie og psykologi-filosofi. I første omgang ville han koncentrere sig om kunsthistorien, og i begyndelsen forekom studierne ham spændende. Professoren i kunsthistorie, Ragnar Josephson, viste interesse for ham han anskaffede sig ligefrem det nøgne menneske og fortalte Gustaf Munch-Petersen, at han "syntes godt om den".[41] Professoren inviterede ham også til selskab i sit hjem. Herom skrev Gustaf Munch-Petersen ironisk til sine forældre, at han selv "og to andre genier [...] skulde [...] læse op til selskabets forventningsfulde underholdning frenetisk bifald -: paa forhaand og bagefter tja - ".[42]

Studierne var ikke tilfredsstillende i længden, og allerede efter få måneder (i november 1932) vendte han tilbage til København. I de næste måneder levede Gustaf Munch-Petersen uregelmæssigt og hans sindsstemning var svingende. Han havde konflikter med forældrene, der bebrejdede ham hans levevis især faren.[43] Og med kæresten Brigitte kom det til et brud, som gik ham på.[44]

Rejse til Italien

Gustaf Munch-Petersen blev enig med sine forældre om, at det ville være en god idé rejse til udlandet for en tid. Forældrene finansierede derfor en tur til Italien. Gustaf Munch-Petersen tog afsted i marts 1933 og endte i Taormina på Sicilien, hvor han opholdt sig et stykke tid. Her nød han solen, badede og tog også på et par dages turisttur til Tunis. Men først og fremmest læste og skrev han ivrigt, både på en roman og en ny digtsamling. I maj vendte han atter tilbage til Danmark, hvor han fortsatte han arbejdet med sine manuskripter.[45]

Hospitalsophold

I sommeren 1933 foretog Gustaf Munch-Petersen sig tilsyneladende noget problematisk eller skandaløst af en eller anden art. Det er usikkert, hvad det mere præcist drejede sig om, men et kort brev til moren skrevet på svensk lyder: "kära kära mamma! försök tro, 'bara' detta ena, som jag vet, att det är absolut sista gången, något utav detta slag händer försök tro det jag vet det gustaf".[46] I den forbindelse blev Gustaf Munch-Petersen indlagt på Københavns Kommunehospitals psykiatriske afdeling i nogle uger, muligvis foranlediget af moren, der havde kontakt til afdelingens overlæge, professor August Wimmer. Gustaf Munch-Petersens breve fra hospitalsopholdet tyder ikke umiddelbart på, at han følte sig syg, og han skrev da også til moren, at han gerne ville "ud" hurtigst muligt. Han klagede over, at han ikke blev mæt af maden, og bad om penge, frugt og cigarer af et bestemt mærke ("bouquet" fra Hirschsprung til 35 øre stykket). Han var også i stand til at arbejde; mens han lå på hospitalet læste han korrektur på sine to næste bøger: romanen simon begynder og digtsamlingen det underste land. [47]