Særlig i dette Foraar har der været ført talrige Diskussioner om, hvorvidt Arbejds- og Forligsnævnet ogsaa efter Krigen bør have Hals- og Haandsret over de danske Arbejderes Arbejdsvilkaar. I det store og hele har Arbejderne vel under Besættelsens første Tid "bøjet sig under Nødvendighedens Lov" og affundet sig med Prisgivelsen af Strejkeretten, men efterhaanden som det blev mere klart, at Arbejderne blev snydt under den givne Magtfordeling, greb man rundt omkring til Strejker som Middel til at give en indestængt Harme Udtryk. Medens Strejkerne i Sommeren 1943 først og fremmest var rettet mod Besættelsesmagtens overgreb (omend de næppe var kommet til Udbrud uden den skæve økonomiske Fordeling under Krigen), saa har Strejkerne i Foraaret 1944 mere været Forsøg paa et økonomisk Fremstød.

B. & W.-Strejken, der førte til en delvis Succes, og den Resolutionskampagne, der fulgte i dens Kølvand, har vist, at der blandt Arbejderne idag er en aldeles overvejende Stemning for, at Arbejds- og Forligsnævnet skal ophæves straks ved Krigens Ophør, og den frie Adgang til Strejke genindføres. Det socialdemokratiske Partis Standpunkt maa utvivlsomt gaa ud paa, at ligesom det under Krigen har været nødvendigt med Arbejds- og Forligsnævnet, saaledes maa der ogsaa efter Krigen findes en eller anden Mekanisme til Forhindring af Strejker. Partiet vil vende tilbage til sin "planøkonomiske" Linje fra før Krigen, og - hævder man - det viste sig allerede i 30'erne, at en saadan Politik er uforenelig med fri Strejkeret. De samvirkende Fagforbund har som bekendt været med til at tage Initiativet til Loven om Arbejds- og Forligsnævnet, og i de Udtalelser, som i den senere Tid er fremsat af Eiler Jensen, balanceres der mellem Arbejdernes Standpunkt og Partiets. Eiler Jensen formulerede saaledes i 1943 den Parole, at der efter Krigen paa livsvigtige Omraader maatte opretholdes tvungen Voldgift, men efter Februarkendelsen i Aar sagde han, at Arbejds- og Forligsnævnet maatte afskaffes efter Krigen.- Vedtagelsen paa Repræsentantskabsmødet d. 19 Maj 1944 gaar ud paa, at Loven bør afskaffes snarest muligt, men det tilføjes:"...saaledes at de faglige Spørgsmaal atter kan behandles paa den i Overenskomsterne og den tidligere Lovgivning forudsatte Maade." Det vil altsaa sige at D.s.F. med Kravet om Ophævelse af Loven om Arbejdsforhold ikke mener Tilbagevenden til fri Strejkeret, idet "den tidligere Lovgivning" maa indbefatte de lejlighedsvis gennemførte Love om tvungen Voldgift. Det fremgaar ogsaa af Eiler Jensens Udtalelser paa Mødet, at det kun er permanent tvungen Voldgift, D.s.F. er Modstander af. Eiler Jensens Understregning af, at "Aktionsfriheden ikke betyder Arbejdskamp", viser ligeledes, at der er langt fra Arbejdernes Krav om Strejkeret til de samvirkendes Standpunkt.

Der er saaledes ikke Overensstemmelse mellem Anskuelserne i de forskellige Lejre, og der er derfor Grund til at søge at klargøre Spørgsmaalet : Bør Strejkeretten generobres, og bør dette ske under alle Omstændigheder, eller er det maaske saaledes, at det kun bør ske under bestemte Forudsætninger ? Der har jo under Diskussionerne været Røster fremme om, at Strejkeretten kun bør forfægtes, naar Arbejderpartiet er i Opposition, medens den maa skydes tilside, naar Partiet har Regeringsmagten.

Hvorfor Strejkeret?

Saa længe der hersker Kapitalisme, vil de, der ejer Produktionsmidlerne, derved være i Besiddelse af en økonomisk Magtposition, der sikrer dem den afgørende Indflydelse i Samfundet. Arbejderklassen kan ad politisk Vej under visse Betingelser opnaa Fordele, men Strejken er til syvende og sidst Arbejdernes afgørende Magtmiddel, fordi den rammer direkte ind i Grundlaget for Kapitalisternes Magt. Derfor bør Arbejderklassen, saa længe Samfundet ikke er radikalt omdannet, ikke fraskrive sig Retten til Strejke.

Udviklingen under Besættelsen herhjemme beviser Rigtigheden heraf. Det turde være ubestrideligt, at hvis ikke den tyske Besættelse i det væsentlige havde ophævet Muligheden for legale Strejker, saa kunde den økonomiske Fordeling ikke være blevet, som den er. Det er imidlertid ikke blot Spørgsmaalet om den formelle Adgang til ar strejke, der afgør Sagen; det er nok saa meget Viljen til i givet Fald at sætte Trumf paa sine Krav, det kommer an paa. Denne Vilje var før Krigen blevet trængt saa stærkt tilbage, at Arbejdernes Modstandere ikke havde større Anledning til at frygte en aggressiv Holdning hos Arbejderne. Kun paa denne Baggrund forstaar man, at Udviklingen fra Krigens Begyndelse til Besættelsen forløb, som den gjorde: Efter en forholdsvis gunstig Optakt i Form af Oktober-Overenskomsten om Lønregulering sker der en gradvis Svingning i Stemningen, indtil der i Marts 1940 - altsaa før Besættelsen - af den samme Regering, som har været ved Magten siden 1929, gøres Brud paa Lønreguleringsaftalen. En saadan Udvikling, hvor Arbejdernes egne Repræsentanter medvirker til Ophævelse af den beskedne Garanti, som Lønreguleringen indebar, vilde ikke have været mulig uden den bestemte Indstilling, som gennem Socialdemokratiet prægede Arbejderklassen, og hvis fundamentale Træk var den manglende Vilje til at vise Tænder og eventuelt ved Strejkeaktioner sætte sine Krav igennem.

Men det er heller ikke nok at sige, at det er Viljen til Strejke, der er afgørende for Arbejderklassens Magt. Man maa snarere formulere det saaledes, at Hovedproblemet er, om Arbejderklassen i sin Kamp lægger Vægten paa Magtudøvelsen gennem Strejker samt paa politiske Aktioner paa tværs af det parlamentariske Spil - eller om Stemmesedlerne, Rigsdagsmandaterne og Ministertaburetterne anses for det vigtigste. Udviklingen fra Krigsudbruddet til Besættelsen har vist de uheldige Konsekvenser af at stirre sig blind paa Parlamentarismen. I Perioden 1929/39 kunde man ganske vist ved Hjælp af Stemmesedlen opnaa parlamentariske Gevinster, der muliggjorde, at man tuskede sig ganske hæderligt igennem, selv om der paa den anden Side ikke var Udsigt til ad denne Vej at opnaa radikale Reformer. Men det viste sig, at der kun var Tale om en forbigaaende Konjunktur for parlamentarisk Reformpolitik. Da Krigen gjorde Ende derpaa, blev Spillet væltet over Ende, og det viste sig da, at der i Virkeligheden gennem den foregaaende Periodes Politik var sket en Afvæbning af Arbejderne, saa de stod forsvarsløse, da det virkelig gjaldt.

Kravet om "Generobring af Strejkeretten" har derfor ingen Mening, hvis det ikke ledsages af et Krav om, at hele Arbejderbevægelsens politiske Kurs bliver taget op til Revision i Lys af Erfaringerne før og under Krigen.

"Planøkonomi" eller Strejkeret?

Men nu Spørgsmaalet om, hvorvidt Kravet om Strejkeret bør opretholdes under alle Omstændigheder. Er det rigtigt, at Planøkonomi udelukker Strejkeret?

Det siger sig selv, at en konsekvent centraliseret Økonomi ikke lader sig forene med, at Lønnen fastsættes gennem fri Kamp mellem Arbejdere og Arbejdsgivere uden Hensyn til den øvrige økonomiske Politik. For saa vidt er Spørgsmaalet altsaa ganske lige til. Men den socialdemokratiske Paastand, at Planøkonomi er uforeneligt med Strejkeret, indebærer noget helt andet end dette rent praktiske. I Virkeligheden siger man, at Arbejderne bør vælge Planøkonomien frem for Strejkeretten, og det er dette som ikke kan staa uimodsagt. Thi hvis der med Planøkonomi menes en Politik som den, Socialdemokratiet drev før Krigen, og som Partiet antagelig vil søge at vende tilbage til efter Krigen, saa er der ikke Gevinst, men Tab ved at ofre Strejkeretten til Fordel for Planøkonomien. Og det er paa ingen Maade rigtigt, at den Form for "Planøkonomi" der blev drevet i 30erne som en teknisk-økonomisk Nødvendighed maatte medføre Prisgivelse af Strejkeretten.

Realiteten bag den socialdemokratiske Paastand, at Strejkeret er uforenelig med Planøkonomi, er simpelt hen den Erkendelse, at det politisk var og er en Forudsætning for Socialdemokratiets Deltagelse i Regeringsmagten sammen med en borgerlig Partner, at Socialdemokratiet til Gengæld garanterer "Ro og Orden", d.v.s. forhindrer i hvert Fald omfattende og effektive Strejkebevægelser.

Regeringsdeltagelse eller Strejkeret?

Naar det hævdes, at man kun skal forlange fri Strejkeret, saa længe Socialdemokratiet er i Opposition paa Rigsdagen, men ikke naar "vi har Magten", saa bliver det afgørende, hvad der skal forstaas ved at have Magten. Man kan ikke med nogen Berettigelse sige, at Arbejderne havde Magten i Aarene 1929/39. Højst kan der blive tale om, at Socialdemokratiet som deltager i Regeringskoalitionen var Medindehaver af den politiske Magt. Selv denne begrænsede Position kunde kun købes ved at undertrykke Aktioner uden for Rigsdagen, derunder Strejkeaktioner, og naar det virkelig gjaldt - som under Krigens første Fase frem til Besættelsen viste det sig, hvor ringe Betydning Andelen i den formelle Regeringsmagt havde.

Erfaringen har saaledes vist det skæbnesvangre ved at forveksle det Skin af Magt, som er knyttet til Deltagelse i Regeringskoalitioner med borgerlige Partier, med den reale Magt, der bestaar i Udfoldelse af den organisationsmæssige Styrke. Hvis man ved at "have Magten" kun forstaar en Fortsættelse af Førkrigstidens Politik, vil det derfor ikke lønne sig at ofre Strejkeretten til Fordel for denne "Magt". Paa den anden Side er det klart, at naar Kapitalisternes økonomiske Magt er afgørende brudt, og Arbejderne har erobret den virkelige Magt i Samfundet, saa vil der under en socialistisk Planøkonomi ikke længere være noget at opnaa ved Strejker; Problemet om Strejker og Strejkeret vil da af sig selv falde bort. Men denne Tilstand kan ikke naas, før Arbejderne er gaaet over til at sætte Hensynet til deres direkte økonomiske og politiske Magtudfoldelse over Hensynet til Rigsdagspositionen.