Den tyske planlægningsingeniør Bernd F. Künne har samlet fotografi siden midten af 1990'erne. På denne relativt korte tid har han opbygget en meget væsentlig samling af især europæisk samtidsfotografi. Det er på mange måder en atypisk samling, ikke mindst fordi det klassiske fotografi, som fotosamlere normalt tildeler en hovedrolle, optager en forholdsvis beskeden plads.  Efter Bernd F. Künne's eget udsagn startede erhvervelsen til samlingen lidt i blinde. Han havde i en årrække ønsket at opbygge en kunstsamling, og efter en del overvejelser faldt valget på fotokunsten, blandt andet - men ikke kun - fordi han her havde mulighed for at erhverve større udsnit af betydende kunstneres produktion, end hvis det havde drejet sig om for eksempel malerkunst. Fra begyndelsen var det intuition og nysgerrighed snarere end egentlig viden om fotografiets historie og værdi som investeringsobjekt, der styrede erhvervelserne. Samtidig havde Künne et stort ønske om at arbejde sammen med de enkelte kunstnere, især for at lære mere om deres værker, men også for at sikre at samlingen endte med virkelig at afspejle deres værk frem for blot at indeholde enkelte mere eller mindre arbitrært valgte værker. Han har derfor også hele tiden lagt vægt på at erhverve hele serier og supplere eksisterende værkgrupper. Og hvis dette af for eksempel markedsmæssige grunde ikke er muligt, foretrækker han at sælge de løsrevne værker fra og satse andre steder. Professionelt arbejder Bernd F. Künne med større by- og trafikplanlægningsopgaver, og han er derfor ganske naturligt meget engageret i forholdet mellem mennesket og dets omgivelser. Dette engagement skinner også tydeligt igennem i hans samling, hvor man finder mange kunstnere, der undersøger og bearbejder dette forhold kunstnerisk. Som han selv har konstateret, er der i samlingen mange billeder af mennesker i gader, f. eks hos Helen Levitt. "Det er åbenbart noget, jeg godt kan lide". Men mon ikke det er et meget bevidst valg, at han lader samlingen afspejle sine professionelle interesser? Det interessante er så, at man i samlingen både finder Helen Levitt's klassisk dokumentariske skildringer af dette tema og de mere eller mindre iscenesatte eller manipulerede versioner hos f. eks. Valérie Jouve og Philip-Lorca di Corcia. Netop denne modsætning imellem det dokumentære og det kunstigt konstruerede eller iscenesatte er central for fotografiet og al diskussion om det. Om det så er på trods af eller på grund af hans intuitive tilgang til opbygningen af samlingen, er det altså lykkedes for Bernd F. Künne med sine erhvervelser at ramme ned i meget centrale temaer i fotografiet. På intet tidspunkt har det været Bernd F. Künnes mål at skabe en museal samling. I stedet har han meget bevidst bygget samlingen op som en brugssamling, en samling som han bor og arbejder midt i. Når man besøger Bernd F. Künnes virksomhed i Hannover, er det slående overalt på væggene at møde samtidsfotografi af meget høj klasse. Ikke ophængt for at pynte rummene op eller fylde tomme vægge ud. Nej, de ophængte værker tjener i lige så høj grad til at skabe rummene og at påvirke de omgivelser, der danner rammen om hans og virksomhedens arbejde. Og det er selve denne idé om at lade kunstværkerne opbygge en verden omkring sig, der ligger til grund for Det Nationale Fotomuseum fortolkning af Bernd F. Künnes samling. I udstillingen Yet Untitled skabes der et rum, en scene af omgivelser, "ægte" eller "konstruerede", hvori skildringer af mennesket kommer til live. udstillingens kunstnere