|
Den internationalt kendte Ann Lislegaard
har skabt et nyt værk til udstillingen "Eyes Wide Open" i Det Nationale
Fotomuseum.
Værket er en videoinstallation, der består
af tre store projektioner, der alle portrætterer en kvinde. Disse
billeder vises sammen med et lydspor. Fra flere forskellige højtalere
lyder en stemme, som beskriver kvinden og situationen. Sætninger
som - she's moving her hand, her eyes closed, a close up, her hair,
her skin, her lips, her nose - lyder fra snart den ene, snart den
anden side af rummet.
De tre projektioner gengiver nærbilleder
som et ansigt, en krop, en hånd, en skulder eller kanten af en kjole.
Gennem nærbillederne skabes en oplevelse af tidslighed - af tid
som begreb. Tiden synliggøres i billederne i kraft af en næsten
manisk fokus på detaljen og brugen af stop motion.
Samtidig undersøger Ann Lislegaard portrættet
som fænomen. Med afsæt i Carl Th. Dreyers slutscene med Jeanne d'Arc,
laver hun tætte optagelser af kvindens ansigt i langsom bevægelse
foran kameraet. Udtrykket ændrer sig radikalt fra det åbne, barnlige
til det modne, kvindelige. Ændringerne sker i umærkelige skift,
hvor man ikke længere kan fastholde kvinden i én bestemt identitet.
|
|
Med værket peger Ann Lislegaard mod en
tilstand af sansende nærvær, men det rummer også et kunstnerisk
udtryk, som i høj grad artikulerer sig gennem dialogen med den aktive
betragter. Værkets betydning produceres så at sige i denne tætte
dialog.
|