De kirurgiske behandlingsmetoder var fortrinsvis lavement, kopsætning, åreladning og påsætning af igler - alle metoder, hvormed man i overensstemmelse med den herskende humoralpatologi søgte at udskille de syge væsker fra kroppen.
Tandudtrækning var også en mulig indtægtskilde, men her måtte barberen dele arbejdet med andre, f.eks. smeden, apotekeren eller omrejsende tandbrækkere, der ligefrem "optrådte" med behandlingen.

Ved dissektioner (ill. Ketham "Fasciculus medicinae", 1513) udførte barberen den manuelle del af arbejdet som prosektor, mens den lærde professor forelæste ex catedra - en praksis der fortsatte længe efter at Vesalius i 1543 forsøgte ændre denne arbejdsdeling. Allerede fra det gamle Rom lyder det: "Det anstår ikke en hædret læge selv at foretage operationer, men overladende sligt til sine håndlangere bør han kun foreskrive sine patienter lægedom og diæt".
Større operationer som trepanation og amputation foretog bartskæren sædvanligvis i samråd med en medicus og kun i livstruende tilfælde. Operationer i hjerte, lunger og lever var udelukkede og helbredtes alene ved Guds hjælp.

Operationer for brok, blæresten og stær afholdt han sig normalt fra. Disse blev foretaget af omrejsende operatører og empirici. (se Bartisch)