portræt af E. Aarestrup Forfatterportræt: Emil Aarestrup

af Esther Kielberg


Samlede Skrifter:
Indholdsfortegnelser
for alle bind I - VI

Forfatterportræt
Indhold:
I. Pennens sprætninger og sprutninger
II. Livsforløb
III. Forfatterskabet
IV. Temaer i forfatterskabet
IV.-1. Erotik og død
IV.-2. Det eksotiske
IV.-3. Barnet
IV.-4. Forkrænkeligheden og det hellige
IV.-5. Kunsten
V. Forfatterskabets efterliv
VI. Tekstkritiske oplysninger
VIII. Bibliografi
Aarestrup:
manuskripter

Aarestrup: musik
E. Aarestrup
hjemmeside

DNA hjemmeside

KBs logo
E. Aarestrup
E. Aarestrup
C. Aarestrup
C. Aarestrup
E. Aarestrup
E. Aarestrup


I. Pennens sprætninger og sprutninger

Emil Aarestrups navn er for de fleste forbundet med hans erotiske poesi. Ved den er han blevet kendt, og med god grund. Hans kærlighedslyrik har nerve, er nutidig og nærværende i langt højere grad end samtidens. Men det samme gælder den del af hans bedste digtning, der ikke har erotik som hovedtema - det erotiske er i øvrigt til stede som et mere eller mindre skjult lag i det meste af hans poesi. Den oplevelse, man som læser har af at være samtidig med digtene, kommer af Aarestrups overrumplende skrivemåde med dens i sin tid uhørte sprogbehandling, hans sans for det konkrete, jordnære, humoren, hans vidtrækkende, hurtigt arbejdende fantasi og den brændende, voldsomme energi, der driver hans skrift. I et af sine mange rimbreve, her til vennen, urtekræmmer Christian Petersen (1805-52), taler han om "min Pens elastiske, - plastiske, - bombastiske - Sprætninger og Sprutninger". Men energiudbruddene er ledsaget og kontrolleret af en kritisk udvælgende skønhedssans og musikalitet.

Aarestrup hører litteraturhistorisk til i romantikken, den danske guldalder, som perioden 1800-1850 gerne kaldes på grund af dens overflod af produktiv begavelse. Men ærkedansk virker hans digtning ikke, hvis vi sammenligner ham med andre digtere i tiden, fx hans idol, den ca. 20 år ældre Oehlenschläger, eller den beundrede, lidt ældre ven Christian Winther.

Man har placeret Aarestrup og hans åndsform i den såkaldte romantisme, en strømning, der i Danmark meldte sig fra ca. 1830, og som også Blicher, Kierkegaard og H. C. Andersen gerne rubriceres i. Karakteristisk for romantismen er et ubehag ved den borgerlige orden, dyrkelsen af det smerteligt splittede ('zerrissene'), ironien og det interessante, dvs. det der skjuler sig under overfladen og kan antage dæmoniske former. Temaer som ensomheden, døden, den døde elskede er tilbagevendende. Den danske romantisme fandt dog en form, der var mere harmoniserende, mindre ekstrem end den udefra kommende. Ved siden af har vi den såkaldte 'biedermeier'-ånd, en kristelig-moralsk, borgerliggjort udgave af den højromantiske idealisme.

Det er i en vis forstand rimeligt at placere Aarestrup her. I hans digtning finder vi de nævnte træk og temaer; og han var dyrker og oversætter af de store udenlandske romantister, bl.a. Byron, Heine, Hugo, Musset. Men derudover har han et særpræg, der unddrager sig afgrænsning i tid og periode.

Inden vi ser nærmere herpå, skal der gives et overblik over Aarestrups biografi:

II. Livsforløb [TOP]

Aarestrup var københavner, født 4. december 1800 i Store Kongensgade. Faderen, Jørgen Fog Aarestrup, der var toldkontrollør ved Østerport, skal have været et festmenneske og en bonvivant. Moderen, Sophie Charlotte Aagaard, var datter af te- og porcelænshandler Rasmus Aagaard; i hans ejendom fik ægteparret Aarestrup tildelt en lejlighed. Til Chr. Petersen skriver Aarestrup 11.4.1844: "Du erindrer vel af Historien, at min Bedstefader var Urtekræmmer eller dog idetmindste Theehandler, og at mine Drengeaar tildeels have været paavirkede af Urtebodens sødmende, kryderagtige fidtede Athmosphære?" I det livfulde digt "Kjøbenhavnske Minder" (Note 1: Samlede Skrifter(SS) IV, 38. If. Oluf Friis skrevet 1838 ) beretter han om sine tidlige indtryk fra hovedstaden, sine legepladser og tilholdssteder, bl.a. den halvtopførte Marmorkirke, der først blev fuldført 1894:

Marmorkirken, taus og eensom,
Ufuldført, musgroet og huul,
I hvis Helgennische Drengen,
Halv med Gysen, leged Skjul!

Og man har slæbt ungen i teatret for hans dannelses skyld:

O Theatrets lyse Runddeel
Med din Loge smal og heed!
Femaarsbarn sad jeg deroppe,
Kjeded mig og - spytted ned!

Senere har han modtaget indtryk fra byens kunstsamlinger og udstillinger:

O Charlottenborg med Salen,
Gibsopfyldt og pittoresk!
Din Laokoon mig hvidsked
Første Gang et Par Ord Græsk!

Som syvårig mistede Aarestrup begge forældre. Af den oplevelse bringer digtet et glimt:

Hospitalets sorte Gitter!
Ha, en Stank af Dyvelsdræk!
Laasen klirrer, Hængslet skriger,
Bærebøren kommer - væk!

Og dog kan jeg ei løsrives -

Lindetræ med Bænken lav!
Hvor min Fader i det Grønne
Døende mig Haanden gav!

Det forhold, at forældrene levede adskilt, fra drengen var fem år, og at han så tidligt blev forældreløs, har måske været medvirkende til en grundlæggende følelse af ensomhed og hjemløshed, der tit meddeles, således i digtet "Eensomheden" (Note 2: SS II, 151. Skrevet 1837) og i det ellers lystige og fandenivoldske digt "Dyrehaugen" (Note 3: Digte (1838); SS III, 153) om et barn, der er blevet væk fra forældrene i Bakkens mylder:

Din Fader og Moder blev borte; o vi ville
Hjælpes at søge dem. Græd ikke, Lille!
Selv misted jeg min Fader og Moder, som du
En syvaarig Stakkel, og jeg leder endnu!

Han blev efter forældrenes død opdraget hos en ældre pebermø, Marie Møller, fhv. kammerpige hos enkedronningen. Det kom sig af, at hun var universalarving til en justitsråd F. C. Sprein, som havde været Jørgen Aarestrups særlige ven og velynder. I sit testamente havde Sprein bestemt, at et større beløb skulle afsættes til de forældreløse Aarestrup-drenge, samt at frøken Møller skulle administrere rentemidlerne med henblik på Emils opdragelse. Om dette for en livlig dreng ikke altfor festlige hjem har Aarestrup 1834 skrevet i et rimbrev (Note 4: SS II, 69. Skrevet 1834 )til en skolekammerat:

Du fulgte med mig stundom op ad Trappen
Til Jfr. Møller, til den gamle Mø med Kappen,
Med Taffeluhret og med Silkekjolen,
Med Biblen paa sit Skjød i Lænestolen.

Aarestrup blev student i 1819 og studerede derefter medicin. I det meste af sin studietid logerede han i Fiolstræde hos en adjunkt Christian Spengler, som også manuducerede ham. Det er senere fastslået, at Aarestrup er far til den datter, Cornelia, som Spenglers hustru fik i 1822, et halvt år efter mandens død. Af brevene til Chr. Petersen og til hustruen Caroline (f. Aagaard, 1808-92) fremgår det, at han i stilhed har taget sig pænt af Cornelia også i ægteskabsårene, trods Carolines anelser om og ubehag ved de dulgte kendsgerninger om pigen.

Aarestrup begyndte tidligt at skrive. Det ældste bevarede er fra 1815, kort før hans 15-års fødselsdag. I 1823 fik han optaget digte i Aftenblad , enkelte blev bragt i Nyt Aftenblad 1825 og 1826. I studieårene gav Aarestrup sig tid til at følge forelæsninger over æstetiske emner hos K. L. Rahbek og Oehlenschläger. Med den sidste blev han bekendt og kom i hjemmet, også siden hen. Han sætter Oehlenschlägers digtning højt og udtrykker det flere steder. I et epigram (Note 5: SS II, 62. Skrevet før 1838) hedder det:

Gud ham og hans Begeistring skiærme!
Til ham jeg end bestandig haaber;
Thi der er flere Kræfter i hans Bærme,
End i de andres Første-Draaber

Beundringen for det store forbillede medførte logisk nok i tidens løb skuffelser: I et brev til Chr. Petersen (6.8.1839) ærgrer han sig over den snart aldrende digterkonges prosaiske fremtoning "med en rædsom Kasket paa Hovedet; især saae hans brede Nakke bagfra besynderlig commandeer-sergeantagtig ud".

Aarestrups æstetiske interesser i studietiden blokerede dog ikke for hans engagement i det medicinske fag. Dissektionsøvelserne og anatomistudierne optog ham stærkt, at dømme ud fra et brev til Caroline 10.4.1826. Han indleder med at delagtiggøre hende i, at han lige har rodet i en menneskehjerne, og at "en krum Næse og et par blaa Øine ligger henne i Vinduet". Måske har han villet kyse den velbeskyttede borgerdatter, eller det har blot ligget ham på sinde at meddele sig om den verden, der var hans. Han fortsætter:

kjære søde Glut (...) Tro mig, Anatomien (...) er ikke hæslig, ikke vanhellig. Hvor stygt er ikke Cadaveret, saaledes som vi faaer det, smudsigt, hentæret, uskjønt; men naar Huden er borte, naar de enkelte Dele betragtes hver for sig; de røde, friske Kjødtrevler med deres fine, gjennemsigtige Hinder; Senerne, blanke som Sølv; Brusket paa Ledemodene, snehvide, glatte; det uendelig fine Net af Aarer, Pulsaarer og Nerver; og den beundringsværdige Sammenhæng, Forstanden kan opdage deri - o Caroline! Et dødt Legeme indeholder en Skat af den høieste Skjønhed; man maa tabe sig i Beundring derover, som om man stod over for det fuldendteste Værk i Naturen. God Nat! Gud holde sin Haand over Dig! (Note 6: Hans Brix: Emil Aarestrup (1952). II (Br. II),124-25)

Det fascinerede billede af kroppens indre peger fremad, mod fx hesteslagtningsscenen i Johs. V. Jensens roman Kongens Fald (1901) og længere frem, mod 60'er-modernismen, som vi møder den i Jørgen Sonnes digt "Foldemændene" (Krese, 1963). Aarestrups nøgternt-begejstrede visualisering af det skabte i dets mystik og utilslørede skønhed svarer til han sans for at forbinde højt med lavt, at bemærke og beskrive det konkrete med kærlighed, uden idealisering.

Det kan være de anatomiske studier, der har frigjort hans glæde over kønnet, den kropsligt-åndelige kærlighed som en helhed. Et monistisk natursyn i modsætning til samtidens dualistiske. Glæden over den fysisk-åndelige eros viser sig i de for deres tid usædvanlig ligefremme kærlighedsdigte, især "Du! Du! Du Søde" og "Som i en hellig Dødskamp", begge trykt posthumt. Den glæde vil den unge Aarestrup gerne dele med sin Caroline og lære hende uforfærdet, uden skam at føle og være stolt af:

naar du og jeg, Caroline, spadsere Haand i Haand (...), naar vi føle den oplivende Solvarme, indaande den friske Landluft, see ud over de blaa Krumninger af Søen, høre Græshopperne synge, lugte Kløverduften og Camillablomsterne, spise et par Bær eller tygge paa et Straa, og da føle os ubeskriveligen lykkelige og synke i hinandens Arme - ved Gud! Da er vi ikke andet end et par gode, kjærlige Dyr! (...) Den skjønne, naturlige Tilstand og Glæde ved Livet, den dele vi med Dyret, og det er en altfor herlig Gudsgave til at vi skulle vrage den; den stille Blomstren og Udvikling i legemlig Henseende dele vi med Planten, og det behøver, selv ikke den smukkeste Pige at skamme sig ved (...); men noget Eiendommeligt have vi som Mennesker: den fornuftige Erkjendelse af det Guddommelige saavel udenom os, som i os. (Note 7: 16.12.1824.Hans Brix: Emil Aarestrup (1952). Br II, 132)
(16.12.1824)
Han belærer sin kæreste kraftigt herom i brevene fra forlovelsestiden. Caroline, som var hans kusine, havde han kastet sine øjne på i 1823. Året efter blev de forlovet, hvorefter man fjernede den sekstenårige pige fra hendes fyrige elsker og anbragte hende hos familie i Præstø.

Eftersom hendes breve til ham ikke er bevaret, ved vi ikke, hvad hun har sagt til hans progressive idealisme på kærlighedsfeltet - den var jo en anden end den skikkelige borgerligt-romantiske og snusfornuftige idealisme, hun vel var opdraget i. Men han har i almindelighed opdraget og herset, kærligt-utålmodigt og ikke så lidt tyrannisk, for at hun skulle ligne hans pigeideal mest muligt og ikke gøre ham knuder. Og anstødsstenene er mange: galt er det fx, at hun beklager sig over ét og andet i sin situation i stedet for stolt at hæve sig over fortrædelighederne, at hun ytrer (begrundet) mistanke om, hvordan det er fat med kærestens forhold til Madam Spengler og Cornelia, hvad han øjensynlig har undgået at tale åbent om, at hun på den anden side ikke er aldeles åben over for ham, men har sine urørlighedszoner, at hun ikke tilstrækkelig frit og tilstrækkelig punktligt beretter om sin helbredstilstand og sin krops funktioner, at hun begår stavefejl, at hun ved deres seneste møde var trukket i et par "fæle Strømper", og denne her:

Husker Du, at jeg har gjort Dig opmærksom paa, hvor uskjønt, næsten taabeligt, det saae ud, naar Du og Din Søster i Parkettet bestandigen vendte Hovederne til en og samme Side? (Note 8: 21.7.1826. Hans Brix: Emil Aarestrup (1952). Br II, 158)

Sin idiosynkrasi begrunder han med, at han "afskyer al Snedker-Symmetrie". Caroline må betale for sin forlovedes ustyrlige længsel efter det fuldkomne.

1827 bestod Aarestrup den medicinske embedseksamen; han fik embede i Nysted på Lolland, og i oktober samme år blev han og Caroline gift. Børn myldrede frem, og hans praksis var travl; men samtidig var han digterisk produktiv - enkelte af hans digte blev trykt i Nytaarsgave for danske Digtere 1836. Han deltog desuden i egnens selskabsliv og holdt nok af at komme på herregårdene og nyde deres comfort og elegance, trods det at han kaldte sig liberalist og revolutionær (om Aarestrup og det politiske liv, se i øvrigt afsnittet om Brandes i kapitlet "Forfatterskabets efterliv"). Brevene til Chr. Petersen giver et indtryk af Nysted-hverdagene. Han klager uafladelig over stedets kedsommelighed og åndløshed, men har dog nok hygget sig på biedermeiervis i sin udørk - det tyder brevene på. Chr. Petersen må imidlertid have været en af hans få sande brødre i ånden. Når det gjaldt at slippe galskaben løs, det "Ravruskende og Ellevilde", vendte han sig gerne til vennen, som han kaldte sin "psychiske Læge". Lejlighedsvis var Aarestrup i hovedstaden for at rekreere sig i hans selskab - og i hans unge hustru Grethes. Til hende havde Aarestrup et godt øje. Et brev af 16.1.1840 frister til at tro, at han under de opulente københavnske sørgehøjtideligheder ved Frederik VIs død har set hende for sig i den tugtige sørgedragt, og at det har ført til ritornellen "Dunkle Skabiose!" (se ndf.). I brevet skriver han, efter at have harcelleret over begravelsesstadsen: "Hils især din hulde Grethe, med de bløde Lokker under Krepfloret, og al den hvide Skjønhed under Sørgedragten!"

At dømme efter de breve til hustruen, der er bevaret, har Aarestrup dog inderligt elsket sin Caroline, som if. et brev af 3.9.1824 befriede ham for et mangeårigt stort savn, men "hvem en Hex Bestemmelsen satte / i hele sit Liv at gie Patte / og sig kun med Børn og Gryder befatte". (Note 9: SS II, 188) Over for vennen, i herreværelset, kan han nok lade et par drøje ord falde både om sine promiskuøse drømme og om irritation over hustruens begrænsede åndelige format og deres temperamenters uforenelighed. I et brev 10.11.1836 til Chr. Petersen, hvor han bebrejder vennen hans traurighed, omtaler han sin kones sentimentalitet: "hendes Gemyt (...) bestaaer ikke i en brilliant Zerrissenheit og en lidenskabelig Næserynken som (...) mit; men i en rosinagtig Klamhed og myseostagtig Tendents til Blødhed og Fugtighed, som altfor meget corresponderer med de elegiske Suk, Du udstøder fra Din Urtebod". Digtet "Gunløde" (Note 10: Digte; SS III, 72) handler om den både lyksaliggørende og dræbende tryghed, personificeret i en øm hustru.

I det nævnte brev advarer han i øvrigt vennen mod at læse for meget H. C. Andersen, i hvis værker - og hermed menes nok romanerne - "ligger en Uendelighed af sentimentalsk Puddersukker". Selv foretrak han Kierkegaards funklende stil. Og if. brev 16.8.1848 var han ved en lejlighed i selskab med Kierkegaard på en lang "Spadseretour" af den slags, som mænd af ånd dengang foretog i Københavns gader, når de havde noget betydningsfuldt at samtale om.

I 1832 ledsagede han i sin egenskab af læge den syge komtesse Amalie Raben fra Aalholm på en rejse til Karlsbad. Hun døde på rejsen. Man har ment, at minder fra den og et sværmeri for komtessen ligger til grund for tilblivelsen af digtkredsen "Erotiske Situationer", der indgår i Digte 1838. Værdien af, at dette forhold opklares, kan diskuteres. Hvorom alting er: Caroline modtog under hans fravær lange, kærlige, længselsfulde breve, fulde af fortælleglæde. (Note 11: Dele af brevene fra rejsen er offentliggjort i Dansk Litteratur-Tidende 1924 af Palle Raunkjær, som havde nogle af dem i sin besiddelse. Disse bevarede breve vil formentlig i løbet af et par år blive udgivet for DSL af Palle Raunkjærs datter Eva Vikjær).

Det var Christian Winther, der, efter begejstret at have overværet Aarestrups oplæsning, fik ham til at samle et udvalg af sine digte og aflevere dem til C. A. Reitzel. Selv havde Aarestrup tilsyneladende ikke høje tanker om dem: "Mine Poesier, som jeg er saa keed af som Kat af Sennop, har jeg nu endelig ekspederet til W. - Gud trøste Reitzel!" skriver han til Chr. Petersen 30.9.1837. Digte udkom december samme år, solgtes i ca. 40 eksemplarer og blev ignoreret af kritikken. Om værket og dets receptionshistorie i øvrigt, se nedenfor.

I 1838 fik Aarestrup en noget større og meget travl praksis i Sakskøbing; siden, i 1849, blev han stiftsfysikus i Odense, hvor han døde 1856. Aarestrup blev hele livet ved med at skrive, men efter 1838 ikke nær så meget. Grundene kan være mange: travlhed, udbrændthed eller skuffelse over den modtagelse, Digte fik. I digtet "Bebreidelsen" fra 1846 har jeg'et denne kommentar til sig selv: "Nu er jeg Embedsmand og Ridder, / En fredelig, frugtbar Vulkan". Af de efterladte digte, som Chr. Winther og F. L. Liebenberg udgav posthumt 1863, stammer de fleste fra før 1838.

III. Forfatterskabet [TOP]

Digte (Note 12: SS III, 19-230) er sammenkomponeret af udvalgte digte fra årene 1823-37. Af dem var kun ni tidligere blevet offentliggjort. De indledende strofer, "Oprindelse", meddeler, at digtene er blevet til på samme måde som andre skabende processer i naturen:

Som sit brune Lyng den øde Flade,
Som sit lette Ax den grønne Tilie,
Som sit løse Skum en ung Najade,
Som et Løg i sorten Muld, sin Lilie,
Som Polyperne den skjøre Plade,
Som den bløde Musling sin Conchilie,
Har mit Indre formet disse Blade,
Af en lønlig Drift, fast uden Villie.

(Note 13: SS III, 19)

Og han beder læseren se på digtene med samme mildhed som på et stykke natur: den brune lyng, den gule lilje, den spraglede konkylje osv.

Bogen består af fire hovedgrupper. Først en række blandede digte: lyrik og romancer, dvs. fortællende digte. Dernæst 42 ritorneller. Denne strofeform, som Aarestrup kendte fra den tyske digter Fr. Rückert ( 1788-1866), er trelinjet, tit anråbende, og gerne med yderlinjerne rimede og midterlinjen urimet:

Neglike, du bristende!
Hvad vil du i det gamle Frøkenkloster,
Saalænge du endnu er ung og fristende?

Efter ritornellerne følger to digte: livlige scenerier, hurtige klip fra de to folkelige københavnske udflugtssteder Charlottenlund og Dyrehaven. Endelig, som hovedstykket: digtkredsen "Erotiske Situationer", der også kunne kaldes en versnovelle om et kærlighedsforløb. Digtene her er holdt i den firelinjede, såkaldte Aarestrup-strofe. Den kunne, som Dan Ringgaard har nævnt, (Note 14: Aarestrup: Udvalgte digte Ved Dan Ringgaard (1998). 264-65.) være ensformig, hvis ikke digteren havde udnyttet dens muligheder for ophold, indskud og enjambement (det at føre meningen over versfuren). Herved holdes læseren i spænding.

Du aabner halvt kun Øiet -
Men denne Spalt, den Strimmel
Af en formørket, skyet
Heel overtrukken Himmel -

O, ingen Sommerklarhed
Er skjønnere i Verden,
Saa kjøligmørk, saa regnblaa,
Saa foraarsdeilig er den!
(Note 15: "Blikket". I: Digte, SS III, 214)

Selv om digtene ikke er ordnet kronologisk efter tilblivelsestidspunkt, viser de et poetisk forfatterskabs formmæssige udvikling fra en traditionel patetisk udtryksform og til det særpræg og mesterskab, vi kender Aarestrup på.

Men mange fremragende digte har han ladet ligge. En del kom med i Chr. Winthers og F. L. Liebenbergs udvalg Efterladte Digte fra 1863. Om andre Aarestrup-udgaver, se bibliografien. Først i 1922-23 kom en samlet videnskabelig udgave af Aarestrups Samlede Skrifter (SS) udgivet af Hans Brix og Palle Raunkjær for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Foruden digtene omfatter udgaven Aarestrups optegnelser og et par novellefragmenter samt hans mange oversættelser af udenlandske digte, jf. ndf.

Her skal en række af Aarestrups temaer behandles med inddragelse af både Digte 1838 og dele af det øvrige forfatterskab.

IV. Temaer i forfatterskabet [TOP]

1. Erotik og død [TOP]

Som sagt, er det store gennemgående emne kærligheden, både det store og det lille erotiske sus. Drømmen om den grænseløse oplevelse af at være ét med hinanden og universet, den, Aarestrup foreholdt sin lille unge kæreste, får lov at blive opfyldt i flere meget smukke digte, som "Var det Synd?" om det frie kærlighedsmøde i skoven, hvor de elskende velsignes, ikke af præsten, men af naturen, som i sidste strofe hylder parret, ikke med korkoncert og fyrværkeri, men:

(...)
Græshopper sang med tusind Stemmer,
Og hvert Minut faldt Stjerneskud.
(Note 16: SS III, 101)

"Erotiske Situationer" kan læses som en fortælling om, hvordan to elskende efter lang, anspændt tøven, megen lidelse og mange afvisninger fra kvindens side endelig finder hinanden. Det lykkelige højdepunkt er digtet "Skoveensomhed":
(Note 17: SS III, 209)

(...)
Det var, som hele Verden
Med Blomster og med Grene,
Med Skyer og med Stjerner,
Tilhørte os alene.

Men mørke skygger viser sig allerede i næste digt, "Midnatsscenen". En uheldssvanger stengæstlignende figur, måske døden, dukker op i midnatstimen og minder pigen om, at tiden snart rinder ud. "Den truer, den kommer / Den dræbende Forandring", hedder det senere i "Advarsel". Et af de følgende digte, det kendte "Angst", lyder:
(Note 18: SS III, 221)

Hold fastere omkring mig
Med dine runde Arme;
Hold fast, imens dit Hjerte
Endnu har Blod og Varme.

Om lidt, saa er vi skilt ad
Som Bærrene paa Hækken;
Om lidt, er vi forsvundne,
som Boblerne i Bækken.

Pigen hensygner, og fortællingen afsluttes med hendes død. I Aarestrups kærlighedsdigtning færdes døden jævnlig tæt på de elskende. Man har argumenteret for, at dødens optræden i "Erotiske Situationer" er billede på, at kærlighedsilden hurtigt dør, og at den bevidste kunstner regner og kalkulerer hermed. Han véd, at først når den elskede er væk, kan han forme erindringen om den sublime oplevelse til digt. Digtet kan kun blive til i længsel og erindring. "legende, drømmende, sværmende, elskende, døende, digtende" hedder det i en af Aarestrups optegnelser. (Note 19: SS IV, 296) Men dødsbevidstheden kunne også slet og ret komme af en besk vished om forkrænkelighed, som det skal berøres nedenfor.

Et andet digt om den døde elskede, ligeledes i Digte, er "Ghasele". (Note 20: Digte; SS III, 96) Titlen er navnet på en persisk versform, som Aarestrup også har fra Rückert, og i hvilken der hveranden linje digtet igennem rimes på det første rimpar.

Temaet er igen den døde elskede, til hvis grav jeget flygter fra den højglanspolerede selskabverden. Her ved graven vil han hvile, og ordet "hvile" gentages igen og igen i rimet på en monotont indtrængende måde, som giver indtrykket af, at den talende synker dybere og dybere ind i mulden i en sammensmelten med den døde:

Paa dette grønne Mos, det bløde, lad mig hvile,
Hvor Oleanderbuske røde ad mig smile!
Jeg har ei Lyst til Dandsesalens rige Glimmer,
Kun her, hvor Duggens Perler gløde, lad mig hvile!
Mit Øre brister ved de stærke Symphonier,
Hvor Nattergaleslag sig møde, lad mig hvile!
Jeg kan ei taale disse snevre Silkekleder,
Løs op, løs op! Hvor det er øde, lad mig hvile!
Jeg vil ei boe i Huset med de klare Lamper;
Hvor Høsten sine Blade strøede, lad mig hvile!
I veed, jeg drak mig syg ved Livets bittre Kilder,
O nu, hvor Kilderne er søde, lad mig hvile!
(...)
Ei nogen Levende mod denne Barm sig sænke,

I Armene paa en, som døde, lad mig hvile!

Men Aarestrup har også en anden, knap, forvoven og vittigt sensuel form for kærlighedspoesi, den vi kender fra ritornellerne. Her er der ikke tale om bryllupper, hellige kærlighedspagter og drøm om enhed, men om biens raske fart fra blomst til blomst. Mange Aarestrup-ritorneller er leg med blomsternavne. Den vellyd, navnene har, og de associationer, de giver, bliver afsæt for et overraskende spring over i en højspændt erotisk situation, som rimet er med til at bringe i stand - "Dryade" kalder på "Gade", "Skabiose" på "Rose". Blomsterne antager kvindelige omrids, eller rettere, en kvindefigur opstår af blomsternes farver, duft og konturer:

Hvidblomstrede lille Dryade!
Alpehøit boer du! mange Trapper i Veiret;
Men jeg følger dig i den ensomme Gade.
(Note 21: SS II, 210)

Eller:

Dunkle Skabiose!
Igjennem Sørgedragtens Sorthed skimter
Jeg Purpur af en friskbedugget Rose!
(Note 22: SS II, 209)

Blikket for den konkrete, sensuelle detalje er skarpt, og detaljen fremmaner helheden:

Blomst af Reinekloden!
Du svulmer alt - o snør dig ei formeget!
Husk, at din Frugt skal blive rund og moden.
(Note 23: SS II, 189)

2. Det eksotiske [TOP]

Ved den slags spring i fantasien lander man i andre digte i en fremmedartet sammenhæng, længselens fjerne steder. "Har Du Lyst til at reise med mig til Sydamerica eller til Rusland?" spørger Aarestrup pludselig Caroline i et brev 18.6.1825. Brevet har forud handlet om, at hun snarere skal bekymre sig om deres lykke end om deres borgerlige fremtid: hans studeringer og "Dine Haandklæder". På samme måde i digtene: I et sæt har han bevæget sig fra det hjemlige til det fjerne. Sådan i "Dyrehaugen". Han ser en blå sømandstrøje, og straks er associationerne på langfart:

Din blaa Atlastrøie, Chinafarer, falder
Fra Skuldren med Knaphullets Liliekonvaller!

Foran sig eller for det indre øje har man Dyrehavens savannelignende sletter med lave, krogede vækster. Et landskab, der nok kunne tænkes befolket af buskmænd. Og så tages springet:

Hvilket Eiland med Buske! Og bag Busken den lille,
Sminkeglødende, nøgne, sortøiede Vilde!

I sidste vers gløder ø'erne eksotisk, og syns- og følesansens indtryk blandes, så billedet koncentreres i en grad, man ikke tit ser i datidens poesi. Den hører det tyvende århundrede til, ligesom selve oplevelsen af udvidet bevidsthed - den finder vi senere i Johs. V. Jensens Myter.

I et andet telt vender en taskenspiller, ikke ulig digteren, op og ned på verden og forskønner den med sine trylleord:

Et gesvindt Kakkelorum, et Pust, ikke mere,
Og Marsviin er Roser, Vandet Madera
(...)

I teltet med Verdensteatret er der mere håndfaste, turistede svar på udlængselen. Her vises romantiske naturbilleder, der fører publikum sydpå, ned i Alpernes sne:

I Verdenstheatret sig Mængden forsamler.
Der maa jeg ind; man føler og famler -
Tillad, at jeg trykker om Livet dig, Søde;
Seer du? Solen gaaer ned og Alperne gløde.

Udlængsel og længsel efter kvinder hænger gerne sammen hos Aarestrup. I flere andre digte sammenføres kvindernes og alpernes skønhed, bl.a. i "Enthusiasme": (Note 24: SS II, 108) "Hvad er Alpesneens Hvidhed / Fuld af Sænkninger og Kupler / Mod Din Arms, din Skulders Runding / For en henrykt, eensom Grubler". Venindens tilstedeværelse forvandler de kedsommelige hjemlige landskaber til et "Ginistan af Skønhed", der overgår alpernes.

Udveen klager han over i et brev til Chr. Petersen 20.6.1844. Af samme brev fremgår det, at han i desperation, "for at snuse mig ind i en anden Verden", har købt sig et pund snustobak, men uden at det hjalp på hans "lollandske Tilstand". Men hans umættelige fantasi bringer dog læseren vidt omkring. Videst, ikke bare geografisk, men også sprogligt og i tid, i det store digt "Aturernes Grave" (Note 25: Digte; SS III, 133)

Alle Folk i Maypures
Holde Siesta -Ingen Zitter,
Poppegøieskrig kun lyder
Uophørlig fra et Gitter.

Hvad er det, som Fuglen ivrig
Med saamegen Fynd fortæller?
Siig mig, hvad dens høie Udraab,
Hvem dens vrede Tale gjelder!

Ingen kan forstaa dens Udraab,
Ingen kan dens Sprog udgrunde;
Hele Stammen, som har talt det,
Hele Slægten gik til Grunde

Mellem Orinokos Vandfald
Folkets sidste Toner løde,
Og forlængst i Skovens Dybde
Sidste Mand af Ætten døde.

(...)

Nærm dig de uhyre Grotter,
Alle fyldt med Dødningrester,
Palmesvøbte, Fyrster, Kvinder,
Krigere og Børn og Præster;

Røde af Onotofarve,
Duftende af Gummi - Ære
Yde du den sidste Levning
Af Aturefolkets Hære!

Dvæl hvor Cataracten ryger,
Hvor Jaguapalmen lufter,
Hvor om Hulens Gab Bignonien
Og Vanilleranken dufter!

Hvor er nu de Faldnes Aander?
Hvor er de forsvundne Slægter?
Mange Ringe staae om Maanen,
Jorden gløder af Insecter.

Baggrunden for digtet er den tyske naturforsker Alexander von Humboldts værk Ansichten der Natur (1806-26), i hvilket han skildrer sit fund - ca. 600 skeletter - i den uddøde indianerstamme aturernes gravrum ved byerne Atures og Maypures i Venezuela.

Også i enkelte af ritornellerne mærker man udlængselen, her i billedet af en sørgmodig sort slavinde, der kender vejen til sin herres kammerdør:
(Note 26: SS II, 197)

Min brogetklædte, brune Negerinde,
Afrikas Barn, med Hjertet fuldt af Hjemvee,
Vil hjelpe dig min Kammerdør at finde.

Og i "Tilstaaelsen" (1837) (Note 27: Digte; SS III, 12) føres man til Syden, ned under den andalusiske måne.

(...)
Donna Maja, Donna Maja,
I er hvid, men kold som Maanen,
Naar den lyser på Altanen
Mine Taarer med sit Sølvlys.

Elskeren er betaget af en skønhedsplet på donnaens hvide hånd. Også i beskrivelsen af den afgiver det lille, konkrete billede nærvær og betydning til den store følelse:

(...)
Som en Sivblomst i Fontainen;
Som en Sky i Maanens Klarhed;
Som paa Lammets hvide Ryguld
En nedfalden, brun Castanie.

Som den lille Væges Skygge
Mørk i Alabasterlampen:
Som en Sommerfugl, forvildet
Til din Snee, Sierra Nevada!

3. Barnet [TOP]

Uanset om kastanjen på lammets hvide ryguld er observeret i virkeligheden eller i fantasien, er iaggtagelsen skarp. Den giver et vink om en opmærksomhed over for verden, der ligner barnets. Hvis Jakob Knudsen har ret i, at barnets virkelighedssans overgår den voksnes, (Note 28: Jf. essayet "Noget om at digte" (1904), Livsfilosofi (1908), 87) må man tro, at Aarestrup har bjerget sin barnlige modtagelighed med over i voksenlivet. I nogle få digte, han har skrevet om og til børn, sætter den voksne sig i niveau med barnet, jf. strofen om den lille i "Dyrehaugen", der er blevet borte fra forældrene. De fleste i samtiden - med H. C. Andersen som en af undtagelserne - sentimentaliserede, harmoniserede og idealiserede barndommen og dens uskyld; Aarestrups egen "Børnepsalme", (Note 29: Digte; SS III, 41) som han skrev ca. tyve år gammel gør sig i øvrigt skyld i det samme. Hans mest indtagende børnedigt er "Til et Barn" (Note 30: Digte; SS III, 57) med sit væld af konkrete enkeltheder, set i børnehøjde og med et barns øjne:

Kom ud, min lille Stump!
Tag paa de gule Støvler!
Kom ud, hvor Kildens Plump
I Græsset gaaer og vrøvler.
En gammel Kone graa
Gi'r dig af Skaalen Drikke,
Og hendes Døttre gaae
Med Melkespand og strikke.

Med skjæve Been du stumper
Igjennem Revl og Krat,
Og Oldenborren dumper
Fra Grenen paa din Hat.
Hvor Storken vader i Mosen,
Hvor Lilien blomstrer guul,
Hvor Bien kryber i Rosen,
Der vil vi lege Skjul.

"Den lille Ulykkelige" (trykt 1823) (Note 31: SS III, 3) skal være skrevet til fru Spenglers og hans datter, Cornelia. Temaet er dog det moderløse barn, ikke det faderløse. Dette tidlige digt er meget mere traditionelt end "Til et Barn", kan ikke måle sig med det i nutidighed. Men allerede her er der blik - og øre - for realistiske detaljer, som gør det rasende spædbarns skrig skingert og hjerteskærende. Den lille

(...)
Kaster i sin bittre Harme
Sølverskeen med Foragt,
Som dog ellers, aarle, silde,
Kunde hendes Sorg formilde

River i sin Kniplingshue,
Flaaer den bløde Strimmel ned,
Viser, ogsaa hun har Lue,
De skal see, at hun var vred.
Nu hun holder ud ei længer,
Skriget sig fra Brystet trænger.
(...)

4. Forkrænkeligheden og det hellige [TOP]

"Den lille Ulykkelige" og strofen fra "Dyrehaugen" fortæller om børns prisgivethed. Det samme gør et andet digt, "Vi sad i Vinternatten" (Note 32: SS II, 181) , hårdt og direkte:

Vi sad i Vinternatten
Hvor Ovnen sparsomt gløded;
Vi holdt i vore Arme
Det syge Barn paa Skjødet.

Jeg følte Pulsen svinde
I Gluttens spæde Aarer;
Fra dine Øine perle
Saae jeg de friske Taarer.

Jeg saae den lille Strube
De sidste Luftdrag tømme
- - - - - - - - -

Digtet standses i et barsk hug. Aarestrups iscenesættelsen af døden kan nogle steder, fx i "Erotiske Situationer"s slutdigt (men ikke i "Angst") forekomme konventionelt-patetisk. Her i digtet går den knappe meddelelse om barnets død til marv og ben. Digtets form angiver den skærende tavshed og tomhed efter dødens indtræden.

Skriveriet har vel været Aarestrups endelige udtryksmulighed. Her kunne erkendelser, lyster, drømme komme til orde, som den trøstende læge, den kærlige familiefar og den borgerlige standsperson måtte tie om. Den biografiske person Aarestrup kan i sine breve til hustruen fra rejsen i 1832 fortælle, at han har været i kirke og bedt for hende og børnene. Men i hans digtning - den modne i det mindste - er det kristne evighedshåb langt væk. For lægen Aarestrup hørte døden med i hverdagen. Man kunne kalde hans holdning for naturalistisk, i så fald en naturalisme, der ikke bare peger frem mod 1870'ernes, men også bagud. Og den knytter lige så meget an til oplysningstidens bistre forstandskølighed og skepticisme som til 1830'er-romantismens luciferske oprørsholdning med dens vrængen og sorthed. Den sidste er spektakulært sat i scene i digtet "Fortvivlelse" (Note 33: SS II, 94). Men digtet om William Hogarths sidste kobberstik fra 1764 med indledningsordene "Der ligger Tiden sidstegang paa Rumpen" (Note 34: SS II, 59) hylder den gamle satiriker for hans nøgternhed, vid og illusionsløse sandhedskærlighed.

(...)

Den nøgne Sandhed, gammel og alvorlig
Vil treffes om den end er styg og daarlig
(...)
din mandige, forvovne Længsel
Slap ud tilsidst af dette Fængsel,
Hvori din Kunsthaand skrev paa Muren
De rædsomme Portraiter af Naturen
Som ingen traf saa ypperlige,
Saa moersomt sanddrue, evig gyselige.

Hvad kirken angår, står det dårligt til:

(...) blandt Gruus og Blokke
Staaer en Ruin af Kirkens gamle Kasse
Hvor længst alt revnet laae den store Klokke
(...)

Men den unge Aarestrups erotisk-monistiske naturfromhed, som er forklaret ovenfor, overlever trods alt, ved siden af melankoli og tanker om tomhed og forgængelighed. Den unddrager sig, som berørt, det borgerligt-kristne trosliv. I digtet "Er du en Christen? - spurgte du mig nylig" (if. O. Friis fra 1838) (Note 35: SS IV, 68) forsøger jeget at redegøre for sin form for fromhed, - den, han kan staa inde for:

Det Hellige maa mine Hænder røre,
Maa med det Jordiske sig blande,
Maa sig forvandle, under mine Bønner,
Til Guddomslegemet, det sande.

Saa kan jeg inderligen Een tilbede,
Som jeg har hos mig, i min Nærhed,
Hvis Hjerte banker som mit eget Hjerte,
Og som er fri for himmelsk Særhed.

Stadigvæk er kærlighedsmødet en hellig handling. Denne konfession - og de samme anfægtelser og vanitasforestillinger - er også den 65 år yngre Sophus Claussens. Hos ham finder man den, rigt udfoldet, så sent som i 1925 (i digtet "Atomernes Oprør" fra Heroica):

(...)

Jeg et Atom under Solen vil søge det eneste sande
Guddomsvæsen og Legem, hvorfra al Herlighed strømmer,
Hjerteglæden, som fyldte Naturrigets tusind Kapeller,
Da vi var unge og indgik i Pagt med en hemmelig Almagt:
Skoven og Stranden, og inde i Byen vort Pigebarns Sybord,
Hvor vi elsked to Hænder saa ømt, som var det Gudsmoders.

(...)

5. Kunsten [TOP]

Sophus Claussen kan kaldes Aarestrups arvtager. De to er fælles om en høj vurdering af kunsten, men Claussen gik endnu videre. Han satte sit liv ind for den, betragtede den kunstneriske vilje som en befriende energi. Kunsten skulle tilbagegive menneskene forbindelsen til den skabende kraft i universet. På grund af denne krafts evne til at til at tiltrække, føre elementer sammen, betragtede han den som erotisk.

Johannes Ewald kunne med sin tilsvarende værdsættelse af de beåndede øjeblikke kaldes Aarestrups forgænger. Han lod sig brænde op i " den himmelske Ild" som han kaldte inspirationen, ligesom han kaldte den erotiske energi for "Englernes Ild". Claussen forsøgte under store vanskeligheder at forene kunst med hverdagsliv. - Aarestrup, som var fritidsdigter og havde tolv børn, tillod sig ikke at gå op i inspirationens luer. Men han vidste, hvilke kræfter, der er nedlagt i kunsten, kendte dens forbindelse til det erotiske og begreb, hvordan kunsten kan give livet en evighedsdimension, gøre en oplevelse langtidsholdbar, så at sige. Således i "Erotiske Situationer"s digt "Hvilestedet" (Note 36: SS III, 226) , hvor jeget ønsker at lægge sig til hvile i et mos- og bregnebegroet klippelandskab:

(...)
Det purpurrøde Kredsløb
I disse Dybder skulde,
Lidt efter lidt, forstenes
Af Rolighed og Kulde.

Og vidne, som Granitens
Matrødmende Krystaller,
Om stærke Flammers Virkning
I en forsvunden Alder.

Det tidlige kunstnerdigt "Luca Signorelli" priser i gammeldags romanceform "Konstens Hellighed".

I digtet til William Hogarth taler jeget, ganske vist i en mere mismodig sammenhæng, om sin omgang med det sublime:

Jeg kjender ogsaa det Sublime
Og fusker med det i min sidste Time
See Skjønhedslinien! See Skjønhedspletten
(...)

Ewald, Aarestrup og Claussen udgør en "kongerække" af digtere, der i eminent grad besad formbevidsthed og en opfattelse af kunsten som en selvstændig sfære, der gjorde dem enestående i deres tid og bebudede en ny. Aarestrup havde sansen for det (erotisk) lystfyldte ved at lade ord tiltrække hinanden og blive til et digt, der får sin egeneksistens. Men han vidste, at hertil krævedes den yderste lydhørhed og omhu, det største mod og den dybeste respekt for både kunst og liv; ellers kunne man ende med at forråde én af delene eller begge dele:

Sommerfugle jeg elsker at fange et eneste Misgreb
Og det flygtige Støvs glimrende Farver forgaaer.
Slanger jeg elsker at gribe, tæmme og vikle om Armen
Et uændset Minut - Giften og Døden er viss.
Elskovs Hemmeligheder, de sødeste, elsker jeg gjemme
Blot et Ord, blot et Blik, saa er det Hele forspildt.
(Note 37: SS II, 83)

V. Forfatterskabets efterliv [TOP]

Som nævnt blev Digte 1838 kun solgt i få eksemplarer, og anmelderne var tavse, måske af taktfuld hensyntagen til doktorens renommé. Digtene fik dog en vis udbredelse som undergrundslitteratur; if. Johanne Luise Heibergs erindringer var de i 1839 kommet "i Mode". Men Heiberg, den toneangivende litterære dommer, havde kun foragt til overs for dem og skal, muligvis på samme tid, have sagt, at "En vis Liderlighed er den eneste Gehalt i disse Poesier". (Note 38: Poul Andræ: Geheimekonferentsraad Carl Georg Andræ: En biografisk Fremstilling (...). I-III (1897-1911). III, 86. ) Inden for Heibergkredsens åndshorisont var det kunstens fornemste opgave og dens berettigelse at transcendere det materielle. Aarestrups poesi er alt det, der skal transcenderes; digtene giver luft for alt det, biedermeieridyllen - og den kendte Heiberg bedre end de fleste - søgte at stilisere og i en vis forstand uskadeliggøre. Det er ikke kun decorum, som Aarestrup forbryder sig imod, det er hele tidens filosofi og åndelige indstilling. I 1842 udgav Heiberg Eet Hundrede Digte af den danske Litteratur. I den figurerede Aarestrup naturligvis ikke.

Det kan være Heibergs arrogant-bornerte udtalelse, der har fået Aarestrup til i 1839 at skrive digtet "Til Kritikerne" (Note 39: SS IV, 49) med hårde ord om kritikkens optræden som øvrighedsperson. Han siger her:

(...)
Er Musen eder ikke kjær - afsted!
Hun døer af Latter over Eders Dom
At hun skal være knibsk og snerpet som
Den lille Tøs I gik til Præsten med!

Først i 1844 påtog den mere fremsynede kritiker P. L. Møller (1814-65) sig at give en kritisk vurdering af Digte. Han beklager, at det ikke er sket før, og giver den almindelige dorskhed og dydsirethed skylden, samt det forhold, at da bogen kom, "herskede paa Parnasset den strenge spekulative Disciplin. Ingen ville nedlade sig til at røre ved en saa "umiddelbar" Person, og Aarestrup kan maaske ovenikjøbet være ret glad, at han ikke kom under den hegelske Kniv." (Note 40: P. L. Møller: Kritiske Skizzer fra Aarene 1840-47. Udg. af Hans Hertel (1971), 224 )

Møller fremhæver især Aarestrups "naive Lune", det sanseligt livsnydende, og en naturlighed, som han mener kommer af, at digteren "har levet idetmindste ligesaa meget som studeret". Det graciøse og virtuose fremhæves, men Møller agter ikke de alvorlige digte, som han finder poserende og manierede á la Heine, uden forbilledets vid og hvasse pointer. Den sorte angst, der gennemtrænger digtet af samme navn tages ikke alvorlig; stemningen i diget karakteriseres som "epikuræisk Angest eller horatsisk Letsind".

Møller havde personlig interesse i at fremhæve den glemte digter for hans "Naturlighed" og derved protestere mod det Heibergske stil-og dannelsesideal med henblik på at bane vej for et nyt, friere syn på litteratur og moral. Han understreger derfor som en af Aarestrups fortjenester, at han, ligesom Christian Winther, "opfatter Kjærligheden som uafhængig æsthetisk Magt overfor de spidsborgerlige Bestemmelser, der ere Poesien uvedkommende" (Note 41: P. L. Møller: Kritiske Skizzer fra Aarene 1840-47. Udg. af Hans Hertel (1971), 227 ).

Efter Møllers kritiske undersøgelse var der igen længe tavshed om forfatterskabet, bortset fra , at Fr. Barfods omtaler hans udgivelse i 1838 af "et Bind Digte, der vel ingenlunde udmærkede sig ved Ideernes Høihed, men ved Billedernes Rigdom og Sprogets Skjønhed" (Note 42: Fortællinger af Fædrelandets Historie ved Frederik Barfod (1853). Først med Brandes' essay "Emil Aarestrup" fra 1867 - altså efter Winthers og Liebenbergs Aarestrupudvalg var kommet - blev Aarestrups digte igen genstand for den opmærkomhed, den fortjente. Brandes mener, at hans poesi "især af den Grund var ilde stedt, at den paa éngang i sin Egenskab af Poesi blev lagt tilside af de "materialistisk" Sindede i Tiden og samtidig i sin Egenskab af "materialistisk" Poesi blev lagt paa Hylden af Datidens idealistiske Læseverden". (Note 43: Samlede Skrifter II (1899), 68. Efter Emil Aarestrups Samlede Digte ved F. L. Liebenberg (1877))

Brandes måtte ud fra sit ønske om, at litteraturen skal sætte problemer under debat, begynde med at underkaste Aarestrups politiske engagement en kritisk undersøgelse. Især i brevene til Chr. Petersen, som Brandes var bekendt med , gav digteren fra tid til anden udtryk for et revolutionært sindelag - den "bekendte gamle Frihedskulør" [sic](Note 44: Citeret efter Brandes) kalder han den. Men Brandes må fastslå, at Aarestrup engagementet er teoretisk. Når det kommer til stykket, siger Brandes, har Aarestrup ingen tiltro til folkets dømmekraft, han er i bund og grund for meget åndsaristokrat og for magelig en natur til at kere sig alvorligt om frihedssagen. Han foretrækker at drive spot med den. Brandes henviser til de seks (egl. syv) sonetter fra 1848 (Note 45: SS IV, 93-99), hvor folket kaldes en "Blindebuk", men hvor Aarestrup alligevel udtrykker forståelse for dets trang til hævn, dets "Bitterhed, hvis Ret jeg ei benegter".

Brandes, der som den første gør digtene til genstand for en ret indgående stilanalyse, tilkender til gengæld Aarestrup et mesterskab som stilist. Fuldendte helheder sammenføjes som mosaikker af farveglødende stene, og glæden ved materialet, ordene, er synlig. Han fremhæver det sensuelle, det fremmedartede, som ikke er tillært, men stammer fra digterens eget "indre Asien". Aarestrups erotiske dristighed kan Brandes ligesom Møller bruge til et af sine formål: frigørelseskampen. Men som Zeruneith har påvist (Note 46: Zeruneith, 18), vikler han sig ind i en selvmodsigelse ved først at kalde Aarestrup livsglad, sanselig og udadvendt og derefter at konstatere en "mistrøstig Studsen overfor Livets Gaade", der ikke fører til løsningsforsøg - en "halvt fortvivlet Ligegyldighed". I stedet for at acceptere denne spittelse i forfatterpersonligheden løser Brandes problemet ved at fastslå, at "den [poesien] virker alligevel frigørende ved sin Foragt for det Filistrøse og ved det frejdige Had til alle snærende og snerpende Baand".

Med udgivelsen af Samlede Digte i 1877 synes Aarestrup omsider at være blevet et indlysende objekt for litteraturhistorieskrivningen. I Vilhelm Andersen og Carl S. Petersens Illustreret dansk Litteraturhistorie bd. 3 (1924) optræder han side om side med Winther og Ludvig Bødtcher. Placeringen ved siden af specielt Bødtcher er begrundet i dét sydlandske islæt i Aarestrups digtning, som Vilh. Andersen ser som udtryk for en "naturlig Trang til at lade Fantasien bøde paa Virkeligheden - omtrent som naar Doktoren ved Familiebordet krydrede Vandgrøden ved at foredrage deklamatorisk et Uddrag af Navnene paa Kogebogens nydeligste Retter" ( 404). Vilh. Andersen har naturligvis læst Brandes' behandling af Aarestrup, og flere af Brandes' pointer genfindes her. Således placeres Aarestrup sammen med romantismens store revolutionære, Heine, Hugo og Byron, men underordnes samtidig disse: "Det er ikke Lidenskaben i Aarestrups erotiske Digte, der ligesom Heines ikke er virkelig Ild, men en malet Flamme, der river en med, det er hans kunstneriske Passion for Billedet" (407). I det hele taget synes Andersen at have svært ved at skrive Aarestrup fri af Bødtcher, ikke mindst fordi han, som sine forgængere, vægrer sig ved at tage fat om det erotiske og splittede - Aarestrups egentlige modernitet. Som Brandes gør han opmærksom på Aarestrups hang til at beundre skønhedens enkeltdele - "det lille Rosenøre", den lille "Melkekno". Han bemærker desuden, at visse dele af Aarestrups poesier, specielt "Erotiske Situationer", er "et Tegn paa hans Savn af Tid og Evne til sammenhængende Digtning (...)" ( 405). Forbigås det egentlig erotiske som Aarestrups modernitet, kan Vilh. Andersen til gengæld finde det moderne i den stemning, som digteren deler med flere af sine samtidige, vel specielt H. C. Andersen og Kierkegaard. Omkring digtene "Angst" og "Med Roser og Ranunkler" hedder det:

Han frygter ikke ene Legemsverdenens Undergang, men Tilintetgørelsen af Aanden, ligesom Kierkegaard, hvem han elskede, og til hvis Æstetiker eller "Forfører" hans erotiske Digte giver levende Illustrationer. Han dyrker Skønheden, fordi han fortvivler om Sandheden og Friheden" (408).

Man genkalder sig Brandes' påstand om, at Aarestrup resignerer over for frihedskampen og mangler evne (vilje?) til at indlade sig med virkelighedens forpligtelser. I stedet centreres digteren omkring sig selv. Vilh. Andersen ser ham som et udtryk for en tidsalder, "da Nationens bedste

Aandskraft af Mangel paa politiske og sociale Opgaver tog sig Motion i Kunstens Leg med Livet og vidste, at den gjorde det, og led ved at den vidste det" (410).

Hans Brix skrev i 1920rne og 1930rne om Aarestrup, men mest kendt er den store udgivelse Emil Aarestrup i to bind. Det første bind, Digteren og Doktoren (1952), går kronologisk frem. Denne linje fører dog ikke til nærmere undersøgelser af en eventuel udvikling i forfatterskabet. Bogen omfatter heller ikke udtømmende digtanalyser af stilistisk eller tematisk art. Den er stærkt præget af Brix' biografiske interesse - især opklaring af gåder omkring Aarestrups forskellige damebekendtskaber. Det brudte, stemningskiftene fra det høje til det dybe i i forfatterskabet, er Brix tæt på en undersøgelse af: "Her tales (...) om Aarestrups stigende og dalende Bølge i Sjælelivet, ikke fordi han savnede Mandsvilje og Handlekraft eller Skøn og Overblik, men fordi Konflikterne mellem Naturel og Tilskikkelser kommanderede Skiftene. Han - en stor Digteraand - havde slået sig ned i en Ravnekrog" (130), oven i købet med en efterhånden anselig børneflok, og underlagt ravnekrogens mer eller mindre trivielle tvang og afbrydelser.

Men dette perspektiv slippes. Værkets værdi består især i registrering af nogle faktuelle oplysninger, som dog ikke er lige pålidelige; fx påstås det, at Caroline tilintetgjorde de breve, manden skrev til hende fra rejsen 1832 (I, 56, jf. note 11 ). 2. bind indeholder brevene til Caroline fra forlovelsestiden og fra årene 1845-55.

I 1918 udgav Oluf Friis Aarestrups digte i to bind med indledning. Denne er med i revideret form i andenudgaven fra 1962. Her berettes livligt og hengivent om Aarestrup og hans livsforløb; derefter går forfatteren tæt på værkerne, ikke i udtømmende analyser, men i indfølende læsninger, der fører til gode samlende karakteristikker af Aarestrups formsprog og hans hensigt med sin digtning. "Om Aarestrups digtning gælder det, at den kun har ét formål: at skildre det skønne", opsummerer han.

Friis lader forstå (I, 185), at han ikke kan tilslutte sig Brix' biografisme. Han er også uenig med Brix mht. læsning af digtene. Det skulle fremgå, siger han, af en sammenligning mellem Brix' og hans egen læsning af de tre Ghaseler "Venskabstrøst", "Trudsel" og "Paa dette grønne Mos, det bløde, lad mig hvile" (Note 47: SS II, 130 og 132, III, 96). Brix prøver at opklare, hvilke biografiske kvindelige personer disse digte har henvendt sig til. Det interesserer Friis mindre, hvem der er hvem, for "Det er uvæsentligt, at de tre digte er rettet til forskellige kvinder, det er ikke disse i sig selv, men refleksen i digterens sind, der er det egentlige motiv". Friis' intention er at gengive digtenes grundstemning og grundholdning og at gøre rede for stiltræk, der viser, hvordan Aarestrup har arbejdet hen imod sit mål.

Af nyere Aarestrup-forskning skiller Keld Zeruneiths disputats Den frigjorte (1981) sig ud som den mest omfattende. Den har sit udgangspunkt i Aage Henriksens tænkning omkring individuationsprocessen, der koncentrerer sig om personlighedens muligheder for at bringe sig i overensstem-melse med sig selv, sin omverden og det universelle. Den frigjorte kan ses i sammenhæng med hans to senere store bøger, Soldigteren (1985) om Johannes Ewald og Fra klodens værksted (1992) om Sophus Claussen som en samlet undersøgelse af, hvordan individuationsprocessen er lykkedes for hver af de tre digtere. Den undersøger desuden karakteristika ved den modernistiske kunstopfattelse og kunstner, og Aarestrup ses som den første moderne. Det har bl.a. at gøre med Aarestrups opfattelse af kunsten som en selvstændig sfære, jf. ovf. Det lykkedes ikke for Aarestrup, siger Zeruneith, at opdrage Caroline til at følge ham ind i den fri kærlighedssfære, han begærede at leve med hende i, og som er beskrevet i et brev (28.1.1826) fra forlovelsestiden:

Idet Manden giver sig hen til Qvinden, og hun til ham, handle de med den høieste

Frihed, det vil sige, overensstemmende med den inderste Attraa i deres Sjæl (...); de to elskovsfulde, i hinanden levende Sjæle have en Kraft, som hver for sig aldrig kunde opnaae, en Kraft, der gjør dem modige nok til som een Aand med den høieste Frihed at elske det Uendelige (...)

Tværtimod blev han bundet på hænder og fødder i en borgerlig tilværelse. Han kompenserede da, siger Zeruneith, ved med sin digtning at indrette sin egen skønhedsverden, skilt fra hverdagen. Fx skal han efter rejsen i 1832 have hengivet sig til i sine digte at dyrke den døde komtesse, fordi den med længsel imødesete hjemkomst til konen blev en skuffelse. En påstand, det er svært at finde sikkert belæg for. - Men if. Zeruneith lykkes individuationsprocessen med andre ord mindre godt for Aarestrup.

Søren Baggesen har skrevet afsnittet om Aarestrup i Dansk litteraturhistore med skyldigt hensyn til værkets socialhistoriske syn på litteraturen. Kapitlet er at finde i bd. 5: "Den borgerlige enhedskultur" (1984), og Baggesen beskriver i første omgang Aarestrups ydre livshistorie som en borgerlig succeshistorie: Han udgår fra småborgerskabet, bliver akademiker, vinder sig en solid livsstilling som læge osv. Han var ikke den, der gav afkald på materielle goder; derfor blev han aldrig fuldtidsdigter. Det er kommet hans digtning til gode derved, at "han frigjorde den fra den litterære institutions konventioner af både formel og indholdsmæssig art" (384). Han "foregreb (...) den isolation, som senere skulle blive alment vilkår for digteren som offentlig figur" (396) - her kunne man dog nævne Ewald som en forgænger. Hvorom alting er, Aarestrup kunne skrive, som han ville og om hvad han ville. Deraf hans enestående versbehandling og tematisk-metaforiske metode, der var langt forud for sin tid. Deraf også hans frie behandling af det erotiske som tema: Hvor biedermeier-samtiden "søger ind i favntagets ømme inderlighed, søger Aarestrup ud i favntagets verdenssprængende henrykkelse, hans erotiske lyrik er forsøg på at bringe orgasmen på begreb" (s. 389). Og han forsøger ad skumle veje "at nå ned til og begribe driften og dens lyst og angst"(som i digtet "Paa Maskeraden" (Note 48: SS II, 95) : "Før mig derind, hvor dine Potter koge; / Hvor Marekatten slikker paa sin Klo!"). For Baggesen er opfattelsen i Aarestrups digtning af eros og død "monistisk, der er tale om én drift, som har liv og død som modstående og sammenhængende indhold" (393, jf. digtet "Angst").

Jørgen Sonne har i de senere år skrevet nogle gnistrende, animerede artikler om Aarestrups sprogkunst (Note 49: Se bibliografien ). I sin egenskab af lyriker bevæger hans sig i niveau med digteren og skriver henrykt om det bedste af hans poesier med præcise, detaljerede redegørelser for, hvordan eksempelvis sætningsføjninger, sproglig økonomi, musikalske mønstre giver digtene deres prægnans. Til anskueliggørelse sammenligner han et sted (Note 50: I: Dansk Noter 1995, 1) den meget gode Aarestrup med den mindre gode, nemlig med den mere ferske version af "Der er en Trolddom paa Din Læbe", der, vel af publikumshensyn, kom med i Digte på bekostning af den udgave (fra 1835), vi nu kender. Sonne genkender Aarestrups fryd ved ordene, deres stoflighed, musik, farveglød og associationskraft, som den fremgår af digterens ordopremsninger i optegnelserne. Senest har han skrevet om Aarestrups "Lyriske Exotismer" (Note 51: I: Kritik 140, 46-49) om, hvordan digteren visualiserer dett aldrig sete, så det bliver nærværende, jf. eksemplerne ovenfor i kapitlet "Det eksotiske". Sonne inddrager oversættelser og varianter, der kan være kraftig kost, som varianterne til "Gaadeløsningen" (Note 52: Se SS IV, 6 m. noter. Der citeres her efter Sonne) om en skøn og grusom kvinde, hvem jeget bejler til. Hvis han afvises:

Saa lad mit Hoved
Ret lige for dit Vindve stages ...
Der kan du se det, naar det mørknes,
Der kan du se det, når det dages.

Og Sonne har i variantapparatet bemærket denne gruelige tilføjelse: " Og Kroppen sparke(s) om paa Gaden.

Den ubetingede opmærksomhed over for det digteriske sprog, uanfægtet af biografiske overvejelser, deler Dan Ringgaard med Sonne i sin efterskrift til DSLs udgave af Aarestrups Digte i udvalg (1998). Ringgård når meget vidt i sin udforskning af digtenes æstetiske hemmeligheder ved analyser af navnlig de virkninger, rim og rytmer tilfører dem. Dette for at vise, at skønheden i kunsten for Aarestrup er en kvalitet i sig selv (jf. i øvrigt Oluf Friis). Aarestrups syn på sine digte spænder, siger Ringgaard, "fra tanken om kunsten som utilstrækkelig erstatning, over kunsten som eviggører og spejling af naturen, og hen til kunsten som forbedret natur og noget artificielt andet." (Note 53: Udvalgte digte (1998), 274-75) Den sidste opfattelse svarer efter Ringgaards opfattelse til Aarestrups skrivemåde, når han er bedst.

Ligesom Sonne er Ringgaard opmærksom på Aarestrups optegnelser; de er et laboratorium og lager, hvor digteren nydende har kunnet tage ordmaterialet frem (jf. igen Friis), studere det og bringe det i nye kombinationer. Et ords lyd eller billede er "ikke (...) så selvfølgeligt bundet til et bestemt indhold, men (...) i forskellige sproglige omgivelser changerer [det] i alle mulige retninger. Forstår vi store dele af verden gennem sprog, så viser dette løsnede sprog os verden på ny".

Det sidste er netop, hvad Aarestrups digte gør.

VI. Tekstkritiske oplysninger [TOP]

Teksterne er sat efter Emil Aarestrup; Samlede Skrifter. Ved Hans Brix og Palle Raunkjær. Bd. 1-6. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. 1976. Fotografisk optryk af 1. udgave bd. 1-5. 1922-25.