Ved Udarbejdelsen af nærværende Redegørelse er foruden "Den permanente" og "Den faste Voldgiftsret"'s Kendelser anvendt et Materiale om "Septemberforliget i Den faste Voldgiftsrets Fortolkning", uddraget til Brug for Studiekredse i Dansk Smede- og Maskinarbejderforbunds Afd. 17 af V. Olsen og Johs. Nielsen.

Om Forliget af 5. September 1899 er mangen haard Dravat blevet udkæmpet i Arbejdernes Organisationer. Det er vel rigtigt, hvad en gammel Fagforeningsleder engang skrev, at mange har haft saa travlt med at angribe Septemberforliget, at de har glemt at sætte sig ind i det; men lige saa rigtigt er det, at andre har været saa optaget af at forsvare det, saa de har undladt at bemærke dets uheldige Sider.
    I det følgende vil Septemberforligets Bestemmelser blive gjort til Genstand for en Vurdering, idet de sammenholdes med "Den føste Voldgiftsret"'s Kendelser i forskellige af de Sager, som har været til Afgørelse der.
    Forinden bør dog gøres et Par Bemærkninger om den Tid i hvilken Forliget blev til.
    Før 1899 fandtes ingen generelle Regler for Iværksættelse af Konflikter. Nogle Landsforbund havde aftalt saadanne, andre ikke. Arbejderne kunne formelt rejse Krav om alt muligt, fra Arbejdets Ledelse og Fordeling til Protest mod Afskedigelser, - reelt var det naturligvis afhængig af deres Styrke, om Kravene blev opfyldt.
    Denne blev da ofte prøvet; men samtidig med at Kræfterne voksede i de unge Organisationer, brændte den nydannede Arbejdsgiverforening efter en Lejlighed til at tjene sine Sporer, ved en Standardisering af Overenskomst- og Arbejdsforhold.
    Denne kom med den store Lockout i 1899. Arbejdskøberne ftemsatte under denne deres smukke Formaal, først i 8 Punkter, senere i 10; men begge disse kønne Samlinger afvistes af Arbejdernes Organisationer.
    Konflikten endte d. 5. September med Underskrivning af den Overenskomst, som af Eftertiden har faaet Navnet Septemberforliget
    Begge Parter tilskrev sig Sejr. Arbejderne havde afslaaet Angrebet paa deres Organisationsret, og opnaaet Organisationernes Anerkendelse. Arbejdskøberne havde paa deres Side faaet fastsat visse Grænser for Organisationernes Indblanding, bl. a. den væsentlige om Arbejdets Ledelse og Fordeling, Formænd og først og fremmest Regler for Iværksættelse af Arbejdsstandsninger; de havde endvidere faaet disse Bestemmelser ophøjet til en Art faglig Grundlov, i Strid med hvilken ingen Overenskomst maatte afsluttes, og sluttelig, hvad man vel egentlig først senere blev rigtig klar over, faaet Ændringer i denne "Grundlov" gjort mindst lige saa vanskelige, som Ændringer i den danske Stats Forfatning.
    I det efterfølgende vil de mindre væsentlige Bestemmelser, og blandt disse saadanne, som overvejende tager Sigte paa Konfliktens Afslutning i 1899, uden at række herudover, ikke blive behandlet.
    Til disse hører Bestemmelserne i § 1.
    § 2 derimod er Forligets mest betydningsfulde.
    Den anerkender Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforenings og De samv. Fagforbunds Ret til at dekretere og godkende Arbejdsstandsning, under Iagttagelse af Regler som fastslaas i samme Paragraf.
    Denne Ret er forsaavidt uindskrænket, og begge Parter vil kunne anvende den til Fremme af alle, ogsaa politiske, Formaal.
    I Hovedorganisationernes Ret til at godkende Arbejdsstandsning, er der i Forlig ved Den faste Voldgiftsret af 20. Decbr. 1914, Sag Nr. 108 foretaget en betydningsfuld Fortolkning.
    Det fastslaas heri, at et Landsforbund har Ret til at varsle Sympatistrejke, for sine egne Medlemmer, i den Industri (f. Eks. Jern- og Metalindustrien), hvor der er Konflikt. Men det kan ikke udvide Konflikten udover det konfliktberørte Overenskomstomraade (Jernsammenslutningen), ved f. Eks. at dekretere Sympatistrejke af Forbundets Medlemmer overfor andre Arbejdsgiverorganisationer (f. Eks. Cementindustrien).
    Ønskes noget saadant, skal det godkendes af D. s. F. og andet Varsel udsendes af disse.
    Reglerne, som i alle Tilfælde skal iagttages ved Etablering af Arbejdsstandsning, er at den skal være vedtaget med 3/4 Stemmers Majoritet af en dertil kompetent Forsamling, at Forslag om Arbejdsstandsning vil blive forelagt skal meddeles den anden Part 14 Dage forud for Arbejdsstandsningens Begyndelse, og endelig at Meddelelse om Forslagets Vedtagelse skal være den modstaaende Organisation i Hænde senest 7 Dage før Arbejdsstandsningens Ikrafttræden.
    Disse Bestemmelser er de saakaldte "Varselsregler", og ingen Konflikt, som er etableret i Strid med dem, maa støttes af nogen af Hovedorganisationerne.
    "Affolkning" af Arbejdspladser, ved at Arbejderne efterhaanden forlader dem, eller efterhaanden afskediges, er at betragte som Strejke eller Lockout.
    Denne Afgørelse er tilsyneladende lige retfærdig mod begge Parter; men i Praksis virker den ikke saaledes. En Virksomhed kan naar som helst affolke sine Værksteder, under Paaskud af Mangel paa Arbejde, økonomiske Vanskeligheder, Materialemangel o. s. v., uden det er Arbejderne muligt at bevise, at det ikke forholder sig rigtigt, idet der jo ikke for nogen Pris indrømmes dem Adgang til Kontrol med disse Ting. I den omfattende Arbejdsløshed, som fortsat hærger her i Landet, er der utvivlsomt et Moment af denne Karakter, med det Formaal at knuge Lønningerne yderligere ned.
    I andre Tilfælde kan rent lokale Formaal paa denne Maade forfølges, uden det vil være muligt for Arbejderne at bevise, at der sker Brud paa Septemberforliget.
    Arbejderne derimod vil i ingen Tilfælde kunne omgaa Bestemmelsen i § 2. Affolker de systematisk Værkstedet, vil det omgaaende kunne paavises, og de vil ikke kunne undgaa Dom.
    § 2 bestemmer sluttelig, at det betragtes som Brud paa Septemberforliget om Organisationer, der er forpligtet af dette, understøtter udenforstaaende, som er i Strid med nogen af Hovedorganisationerne eller deres Medlemmer.
    Dette vil sige, at ingen Organisationer under "De samv. Fagforbund" maa understøtte f. Eks. de københavnske Byggefag under en eventuel Konflikt med Arbejdsgiverforeningen eller dens Medlemmer, og omvendt er det naturligvis ogsaa Arbejdsgiverforeningens og dens Medlemmer forbudt, at understøtte udenforstaaende Arbejdsgiverorganisationer, der befinder sig i Strid med De samv. Fagforbund.
    § 4 fastslaar "Arbejdsgivernes Ret til at lede og fordele Arbejdet, og anvende den efter deres Skøn til enhver Tid passende Arbejdskraft."
    Denne Bestemmelse gør en Række yderst betydningsfulde Forhold paa Arbejdspladserne til Arbejdsgiverens private Anliggender, og er i sin nuværende Form bl. a. en Hindring for Indførelse af Bedriftsraad; forudsat naturligvis at disse skal have blot den ringeste Indflydelse. Den kom oprindelig ind, hvilket fremgaar af Protokollen over Forhandlingerne i 1899, for at sikre Arbejdsgiverne Ret til at anvende uorganiseret Arbejdskraft. En Række Kendelser af "Den faste Voldgiftsret" understreger dette, bl. a. Sag Nr. 58.
    Det virkelige Liv har jo imidlertid berøvet Arbejdsgiverne enhver Glæde af denne "Ret". Mere alvorlige er ogsaa Bestemmelsens øvrige Virkninger, som gør Forhold af vital Betydning for Arbejderne til Arbejdsgiverens private Anliggender, og det vil derfor i den Diskussion om Revision af Septemberforliget, som maa komme, blive et af de Punkter, hvor Kravene maa sættes ind.
    Det øvrige Indhold i Paragraf 4 er nogle Bestemmelser om Akkordforholdet, som er af ret stor økonomisk Værdi for Arbejderne.
    § 5 er den saakaldte "Formandsparagraf". Den fastslaar fastlønnede Formænds og Arbejdslederes Ret til at staa udenfor Arbejderorganisationerne. Dens Bestemmelser har medført en lang Række Sager for "Den faste Voldgiftsret", idet det selvfølgelig altid er Arbejdsgivere, som ser deres Fordel i at ansætte saa mange "Formænd" som muligt, bl. a. for at kunne disponere over deres Arbejdskraft under Konflikter.
    Gennem en Række Kendelser har D. f. V. saaledes haft Lejlighed til at understrege, hvad der kræves af en "Formand i Septemberforligets Forstand", og der er her tilvejebragt betydelig Klarhed, saaledes at Omgaaelse vanskeligt kan lykkes. Virkelige Formænd ønsker Arbejdernes Organisationer selvfølgelig ikke at have som Medlemmer. Men selv disse har ikke under Konflikter Lov til at optage den Virksomhed som Arbejderne har forladt. "Den faste Voldgiftsret" har i Sag Nr. 98 udtalt, "at hvis en Formand under Konflikter har paataget sig andet Arbejde end at være Fabrikanten behjælpelig med at forebygge, at Værdier gik til Spilde under Arhejdsstandsningen, saaledes at han har medvirket ved det almindelige Arbejde for at holde Bedriften i Gang, har han gjort sin Formandsstilling ulovlig i Septemberforligets Forstand".
    Der vil saaledes være et vist Grundlag for at rejse Sag mod en Arbejdsgiver, som paa denne Maade har omgaaet Septemberforliget.
    § 6 fastsætter Opsigelsesfristen for Overenskomster angaaende Priskuranter og øvrige Arbejdsforhold til 3 Maaneder. - Ifølge D. f. V.s Kendelser i Sager om denne Paragraf er mundtlige Overenskomster og gennem længere Tids Kotume fastslaaede Arbejdsforhold at betragte som Overenskomster, hvis Forandring ogsaa forudsætter 3 Maaneders Opsigelse.
    § 7 vender sig mod enhver Art af Boycotting overfor saavel Arbejdere som Arbejdsgivere. Som Tilfældet var med Affolkningen af Arbejdspladser i Paragraf 2, vil en Vurdering af denne Paragraf i Praksis vise, at den ikke stiller Parterne lige.
    Enhver Arbejder véd, at rankryggede Kammerater, som stod paa Ret, gode Tillidsmænd, der djærvt talte Kammeraternes Sag, og andre, som kom for Skade at støde Arbejdsgiverne lidt haardt paa Manchetterne, haardt har maattet bøde for deres Forsyndelser. De har kunnet gaa fra Arbejdsplads til Arbejdsplads og overalt konstateret, at for dem var der intet; kom de endelig ind, blev de afskediget faa Timer eller Dage efter. Alle maa være klar over, at der ofte foreligger Boykotting; men hvorledes bevise det?
    I denne Henseende er Sag Nr. 468 ved "Den faste Volågiftsret" betegnende. Elektrikerforbundet klagede over formentlig Boycot af et af dets Medlemmer. Vedkommende kunde, efter Afskedigelse fra Kabelfabriken, ikke erholde Arbejde hos Medlemmer af "Sammenslutningen af Arbejdsgivere i Jern- og Metalmdustrien". Efter at have været paa tre Arbejdspladser udenfor "Sammenslutningen", faar han endelig Arbejde paa en Virksomhed under denne. Han blev kort Tid efter afskediget, formentlig fordi der fra Arbejdsgiverforeningen var kommet Paalæg herom. Under Retsforhandlingen oplystes, at Henvendelsen fra Arbejdsgiverforeningen var den sædvanlige Meddelelse fra "Industrifagenes Oplysningsbureau". [[Note Et Kontor, bl. a. med Kartothek over Arbejderne. Ved Afskedigelse tilsender Arbejdsgiveren Kontoret Besked om Afskedigelsesgrund sammen med andre Oplysninger af Interesse; disse paaføres Arbejderens Kort. Ved Antagelse andetsteds tilstiller Kontoret den nye Arbejdsgiver disse Oplysninger.]] Det var heri angivet, at han var afskediget fra fem Arbejdspladser, henholdsvis fordi han "lavede Uro", "ikke udførte nok Arbejde" o. a. l. Grunde.
    Retten fandt det ikke oplyst, at der havde foreligget Blokade, men var dog klar over, at dette System rummede Fare for Misbrug.
   Det vil sikkert ikke falde nogen vanskeligt at se, at det med de Beviser, som D. f. V. forlanger, vil være saa temmeligt umuligt at opnaa Dom over Arbejdsgiverne for Boycotting af en Arbejder. Overfor Arbejdsgiverne derimod vil Boycotting ikke kunne iværksættes, uden at Beviserne straks kan skaffes tilveje, og Dommens Udfald er paa Forhaand sikker.
    § 9's Hovedindhold er en Samling Løfter om Samarbejde for at "sikre rolige og stabile Arbejdsforhold". Den indeholder endvidere Bestemmelse om Hovedorganisationernes Vilje til at samvirke om en Løsning m. H. t. Opsigelsesfrist, Betaling for Overarbejde, Lærlingenes Lønningsforhold under Akkordarbejde og Oprettelse af nogenlunde ensartede Voldgiftsregler i alle Fag for Afgørelse af faglig Strid.
    Af disse venter Spørgsmaalene om Opsigelsesfrist og Lærlingenes Lønningsforhold endnu paa deres Løsning. - Navnlig Lærlingeforholdene var det vel paa Tide at tage op. En Ordning af Overtidsbetalingen er forlængst gennemført, og med en "Norm for Regler for Behandling af faglig Strid", som aftaltes 1908 og efterhaanden er antaget i omtrent alle Fag, er der gennemført nogenlunde ensartede Regler for Mægling og eventuelt Voldgift i alle paa Arbejdspladserne opkommende Stridigheder.
    §§ 10 og 11 henviser formentlige Brud paa Septemberforliget, begaaede af Hovedorganisationerne eller deres Medlemmer, til Behandling af "Københavns Landsover- samt Hof- og Stadsret". Denne afløstes senere som "vedtaget Værneting" af "Den permanente Voldgiftsret", og fra 1910 har "Den faste Voldgiftsret" haft bl. a. ogsaa denne Funktion.
    §12 bestemmer, at Septemberforliget underskrives af Hovedorganisationerne med bindende Virkning for samtlige under dem hørende Organisationer og Medlemmer. De samv. Fagforbund skal dog ogsaa underskrive paa de eventuelt udenfor dette staaende Organisationers Vegne.
    Denne sidste Bestemmelse er vistnok kommet ind af Hensyn til Bygningssnedkernes Fagforening i København, som udmeldte sig af Snedkerforbundet ved Lockoutens Begyndelse i 1899 .- Deres Underskrift findes iøvrigt, trods dette, paa Forliget.
    Organisationer, som aldrig har været Medlemmer af "De samvirkende Fagforbund" er ikke underkastet Septemberforliget. Det gælder saaledes Handels- og Kontormedhjælperne [[Note. I 1924 er der dog mellem Dansk Principalforening og Dansk Handels- og Kontormedhjælperforb. afsluttet Overenskomst, der principielt indeholder Septemberforligets Bestemmelser, men kan opsiges med 1 Aars Varsel, tidligst 1. Jan. 1927.]], men derudover ingen betydende Organisationer, idet saa godt som alle paa et eller andet Tidspunkt, i kortere eller længere Tid, har været Medlem af D. s. F., og dermed er kommet ind under Septemberforligets Omraade uden at kunne frigøre sig for det, saaledes som vi skal se det under § 13.
    Denne bestemmer nemlig, at ingen under Hovedorganisationerne staaende Foreninger eller Virksomheder ved Udmeldelse kan frigøre sig for de Forpligtelser, som Septemberforliget fører med sig.
    Der er hermed sat en forsvarlig Bom for alle Opsigelseslyster, og alle Forsøg herpaa er naturligvis mislykkedes. Mest interessant er Bygningssnedkernes i 1907.
    Bygningssnedkernes Fagforening i København opsagde da Septemberforliget med 3 Maaneders Varsel til 1. April. Fagforeningen havde under Lockouten i 1899 udmeldt sig af Forbundet og dermed af D. s. F. 1. Maj nedlagdes Arbejdet uvarslet. Arbejdsgiverne klagede til "Den permanente Voldgiftsret" (Sag Nr. 18), og Kendelsen gik ud paa, "... at Septemberforliget vel ikke er uopsigeligt, dog er det muligt, at der maa stilles visse Vilkaar rn. H. t. Motiver, forudgaaende Forhandlinger, Varsel o. s. v., men paa dette vilde Retten ikke komme yderligere ind, ... men da Septemberforliget er indgaaet af D. s. F. og Bygningssnedkernes Fagforening i Fællesskab paa den ene Side, kan det ikke bringes til Ophør for Bygningssnedkernes Fagforening ved dennes ensidige Opsigelse."
   Efter denne Afgørelse vil man se, at Opsigelse af Septemberforliget er en kompliceret Sag, som i hvert Fald kun løses ved, at Underskriverne paa den ene Side (eventuelt endog med Tilslutning fra de udtraadte Organisationer) i Fællesskab opsiger det.
    Selv i saa Tilfælde vilde man, i Henhold til ovenstaaende Kendelse, være i Tvivl om, hvilke "Vilkaar m. H. t. Motiver, forudgaaende Forhandlinger, Varsel osv.", der mulig skulde stilles. En Afgørelse heraf vilde have været meget betydningsfuld.
    At Septemberforliget uantastet har kunnet bestaa i et kvart Aarhundrede skyldes vel udelukkende denne Paragraf. Det har ikke været Brist paa Vilje, som har medført, at Forsøgene paa, ved Opsigelse eller Ignorering at frigøre sig for dets Bestemmelser, har haft saa krank en Skæbne; Forligets § 13, og det Retsmaskineri, der staar bagved, har indtil nu været de stærkeste.
    For den, for hvem Septemberforliget synes tilfredsstillende, er dette Forhold selvsagt i sin Orden; men de, som ønsker dets forældede Paragraffer afløst af mere tidssvarende Bestemmelser, maa dyrt beklage, at Adgangen til Opsigelse og gradvis Forbedring i den Udstrækning er vanskeliggjort. Der er Gang paa Gang rejst politisk Grundlovskamp; men den faglige Grundlov bestaar fortsat uændret, og ingen rejser Kamp for Ændringer i den. Overenskomster opsiges, forandres og forbedres; men ingen kræver Udviklingen overført ogsaa paa Overenskomsten af 5. September 1899. Det maa dog komme dertil engang. Kan denne Artikel bidrage til at udbrede Kendskabet til Septemberforligets Mangler og sætte dets Revision under Debat, er Formaalet med dens Fremkomst opnaaet.

Johs. Nielsen.