…Jeg var nu et lykkeligt Menneske, 
troede saa godt om Alle, 
havde Digter Mod, Ungdoms Sind…

 
I årene før og efter skoleårene i Slagelse skrev Andersen nærmest konstant på teaterstykker, som regel inden for skæbnetragedie-genren. Sørgespillet Skovcapellet fra 1821 er et markant eksempel herpå og udtryk for hans på det tidspunkt endnu uprøvede forsøg på at sikre sig adgang til teatrets verden. 

Stykket, som han i særlig grad yndede at optræde med ved oplæsningsaftener, fik efter hans eget udsagn Kamma Rahbek til at udbryde: ”men der er jo hele Stykker deri, De har skrevet ud af Oehlenschlæger og Ingemann!”. Hertil svarede den purunge digter frejdigt: ”Ja, men de ere ogsaa saa deilige!”.

Først i 1829 lykkedes det endeligt Andersen at debutere som dramatiker på den attråede scene, men da pudsigt nok med en parodi på netop skæbnetragedien som genre i form af en heroisk-satiriske vaudeville Kjærlighed på Nicolai Taarn eller Hvad siger Parterret?

Man kan her for første gang fornemme den grotesk-absurde stil og vittige tone han ofte lagde i sine scenearbejder, og som skaffede ham de største teatersucceser med hans senere vaudeviller, eventyr- og folkekomedier.