Vejen til Scenen |
Den 15-årige H.C. Andersens åbne ansøgningsbreve om økonomisk støtte fra ”ædelmodige Menneskevenners Hænder” til virkeliggørelsen af hans ”Trang og inderligste Tilbøjelighed for Skuespillerkunsten”. Bønskrivelserne er dateret den 2. juni og 3. juli 1820 og blandt bidragyderne ses komponisten C.E.F. Weyse og fysikeren H.C. Ørsted. |
Andersens optegnelser af det repertoire på 30 forestillinger, som han optrådte i på Det Kongelige Teaters scene i årene 1820 og 1821. Opslaget viser et notat om forestillingen den 25. januar 1821 i balletten Nina eller Den vanvittige af Kjærlighed, hvor han som danseelev udførte rollen som ”en musicerende Tjener” sammen med datidens berømteste solodanserinde Margrethe Schall.
Samtidigt stik med Kongens Nytorv og Det Kongelige Teater, hvor Andersen debuterede som danseelev i 1821. |
Margrethe Schall i titelrollen i Vincenzo Galeottis ballet
Nina eller Den vanvittige af Kjærlighed. Andersens debut-optræden i denne ballet, gjorde ifølge hans egen senere beskrivelse ”en rimeligviis meget komisk Figur”. Kobberstik af G. L. Lahde efter tegning af C. W. Eckersberg.
Privateje.
Programmet til premieren på Carl Dahléns ballet Armida den 12. april 1821, hvor Andersens navn er trykt for første gang. Digteren tilføjede senere nogle forklarende noter om de øvrige optrædende, hvoraf den ene er den senere teater-primadonna Johanne Luise Heiberg mens den anden, Jomfru Ida Andersen ifølge notaterne var Frederik 7.s elskerinde, men endte som møllerkone i Fredericia. |