Tilbage til Oversigten

Teaterdigteren og komponisten

Næste side

 

…Vi to høre dog saaledes sammen
at Intet kan skille os…

 
 Andersens og Hartmanns første operasamarbejde var Ravnen i 1832, baseret på en italiensk maskekomedie. Det er en trylleopera om Kong Millo, hvis broder Jennaro skal bortføre kvinden Armilla, for at befri kongen fra en forbandelse. Hendes far, troldmanden Norando, søger hævn og truer med at forvandle Jennaro til marmor, hvis han røber en plan om at myrde Kong Millo. Intrigen opløses dog til slut i glæde og lykke, efter alle de impliceredes styrke og kærlighed er blevet prøvet af Norando.

H.C. Andersen portrætteret af Fredrika Bremer i København 1849.

I.P.E. Hertmann portrætteret af Fredrika Bremer i København 1849.

Succesen med Ravnen, der blev genoptaget i ny og revideret iscenesættelse i 1865, fortsatte i Andersens og Hartmanns hovedværk Liden Kirsten fra 1846. Han første version af dette romantiske syngestykke (fra 1858 benævnt ”Opera”), stammer dog tilbage fra 1835, hvor Andersen første gang indleverede det til teaterdirektionen med musik dengang påtænkt I. F. Bredal. 

Handlingen bygger på folkevisen om "Herr Sverkel" og har sin styrke i den lyriske og musikalske skildring af de romantiske folkevisestemninger. Kærlighedshistorien mellem hovedpersonerne Liden Kirsten og Sverkel er her truet af en mulig broder-søster forbindelse, der dog til sidst opløses.

Liden Kirsten blev hurtigt den mest spillede danske opera og fik med sin rigdom af dansk folkevise-stemning status af dansk nationalopera gennem hele 1800-tallet. Det lykkedes også Andersen at gøre Franz Liszt interesseret i værket, hvilket i 1856 førte til to opførelser i Weimar i digterens autoriserede tyske oversættelse.

English