Døden kan flamme som Kornmod;
klarere ser vi end før
hvert Liv i dens hvide Smerte.
De er de bedste, som dør.

De stærke, de rene af Hjertet,
som vilde og voved' mest -
rolige tog de Afsked,
en efter en gik de vest.

De levende styrer Verden.
Een Flok blir altid igen,
de uundværlige, flinke,
Livets næstbedste Mænd.

De bedste blir borte i Fængslet,
blæst væk af Kugler og Sø.
De bedste blir aldrig vor Fremtid.
De bedste har nok med at dø.

Men hædrer vi dem med Afmagt,
med al den Tomhed, vi veed,
Da har vi jo sveget de bedste,
forraadt dem med Bitterhed.

De vil ikke sørges til døde,
men leve i Mod og Tro;
bare i dristige Hjerter
strømmer de faldnes Blod.

Er ikke hver, som har kendt dem,
mer rig end de døde var -
for Mænd har haft dem som Venner
og Børn har haft dem til Far.

De øged' Livet de gik fra.
De spøger i nye Mænd.
Paa deres Grav skal skrives:
De bedste blir altid igen.