Rapporter fra den befriede Del af Italien fortæller om en stadig voksende Misfornøjelse med den engelske Politik samtidig med en stadig øgende Sympati for Sovjetunionen. Det italienske Folk har baaret Krigens tungeste Byrder, og Nøden er stadig stor. Den nuværende Regering er ude af Stand til at tilfredsstille Befolkningens elementæreste Krav og Befolkningens Irritation er rettet saavel mod den evneløse Regering, som mod Okkupationsmagtens velforsynede Tropper. Storbritanniens stadige diplomatiske Aktivitet med Besøg af Churchill, Attlee, Amery o.s.v. har ikke baaret Frugter. I de italienske Regeringskredse er der en stadig Irritation over, at den officielle Anerkendelse af den italienske Regering endnu ikke er bragt i Orden, idet Sir Noel Charles stadig er baade britisk Overkommissær og Ambassadør. Sovjet-Unionen derimod har straks anerkendt den italienske Regering ved at sende en Ambassadør til Rom, og Samarbejdet med Sovjet foregaar i det hele mere gnidningsløst, vel blandt andet ogsaa, fordi der ikke er russiske Tropper i Italien.

Hovedaarsagen til den voksende Sympati for Sovjetunionen i den italiens Befolkning skyldes imidlertid utvivlsomt den stærke Radikalisering af den politiske Stemning. De italienske Arbejdere, der straks efter Mussolinis Fald organiserede sig og stræbte efter en radikal Samfundsomdannelse paa Fascismens Ruin, er blevet bittert skuffede over de Allieredes "Ro og Orden". De nuværende politiske Partiers Stilling i Italien viser tydeligt, at de italienske Masser ikke ønsker, at Fascismens Fald blot skal resultere i en Genoplivelse af det gamle borgerlige Demokrati. De to afgørende politiske Partier i Italien i Dag er det socialistiske Parti og det kommunistiske. De to Partier arbejder ret intimt sammen. Saa vidt man kan bedømme gaar det socialistiske Parti ind for de mest radikale Synspunkter. Dets aktionsprogram er kort formuleret af en af Partiets Ledere saaledes: "Partiet ønsker at knuse al Kapitalisme indenfor Industri, Finansverden og Landbrug, den Kapitalisme som danner Kærnen i de reaktionære Kræfter, som er direkte ansvarlige for Fascismen. Det socialistiske Parti ser i Rusland den Stat, som burde samarbejde med Verdensproletariatet uden at øve noget politisk Pres paa dette." Det kommunistiske Parti er betydeligt mere forsigtig i sin Propaganda, men dets voksende Indflydelse hænger utvivlsomt sammen med, at de italienske Masser bag Partiet skimter Sovjetunionens Magt og Styrke, selv om Partiet selv intet gør for at opmuntre denne Anskuelse. Overfor disse to store samarbejdspartier staar en Række mindre katolske og borgerlige Partier, af hvilke kun det republikanske Parti er i Fremgang.