Kannibalen bemægtiger sig sin Fjende, slaar ham ihjel og spiser lidt af ham. Saa er det forbi. Saa lever han igen sit sædvanlige Liv, indtil atter Vildskaben griber ham.

Anderledes med Præsterne.

For Kristendommen led dens Stifter ikke blot Døden paa Korset, men hele hans Liv var fra først til sidst Lidelse; for den led Apostlene, for den Sandhedsvidnet. Præsterne derimod, disse kjoleklædte Hyklere, de udnytter denne Lærer, den lidende Sandheds Lærer, til at leve af, til at gifte sig paa og avle Børn, til at avancere og nyde Livet. Som der i Husholdningerne i Slagtetiden nedsaltes Forraad til Vinteren, saaledes har Præsten Jesus Kristus og alle Apostlene, disse Hellige, som maatte lide for Sandheden, i Saltmadstønden.

Dette er Menneskeæderi og paa den afskyeligste Maade.

Med et saadant Raseri faldt Søren Kirkegaard i Midten af forrige Aarhundrede over den Tids officielle Ideologer. Siden er Præsternes Hykleri ikke blevet mindre, men til Gengæld er deres alt dominerende Indflydelse borte. Vor Tids Samfundsstøtte, den humane og oplyste Driftsleder, har forlængst indset, at en utilfreds Arbejdsmand kun undtagelsesvis kan beroliges ved Udstedelse af en dækningsløs Check paa Evigheden.

Kampen om Magten i Samfundet afgøres til syvende og sidst af hvem der kan bilde hvem hvad ind. Selv det hitlerske Barbari hviler og kan kun hvile paa, at en Del af den tyske Befolkning - omend en stadig mindre Del - anser den hysteriske Malersvend for en ny Slags Messias.

Den tilsyneladende saa fredsommelige og demokratiske Ideologi, som Hovedparten af vort hjemlige Borgerskab daglig prædiker, er i Virkeligheden paa ingen Maade mindre afskyelig og mindre hyklerisk end den gamle Præsteideologi.

Om Mandagen sættes der Maksimalpriser paa Ribs. Om Tirsdagen kan Husmødrene ikke opdrive et eneste Ribs, og Aviserne raaber op. Ejendommeligt nok er det dog ikke Frugtavlerne, det gaar ud over. Tværtimod. Stort Interview med Branchens Førstemand, der med dyb Patos beretter for de taalmodige Læsere, hvordan det gaar, naar Statsmagten og specielt Priskontrolraadet griber ind i det fri Erhvervsliv. Nu har Frugtavlerne i over 4 Aar forsynet Forbrugerne paa den bedst mulige Maade, og Priserne er da ikke steget saa meget som for visse andre Varer, de er kun 3 doblede; og saa kommer disse uvidende Kontorfolk og vil ordne det hele. Se blot, hvordan det gaar: Ikke et Ribs paa Torvet i Dag.

Om Onsdagen er det Formanden for Landboforeningerne, der optræder. Tænk, hvor Landbruget har ofret sig her under Besættelsen. Vi tager ikke Frihandelskornsprisen for alt det Korn, vi sælger. Daglig yder vi det øvrige Samfund et Tilskud paa Gud ved hvor mange Millioner Kroner. Hvilket Samfundssind.

Om Torsdagen er Aviserne endelig forargede og med dem hele Borgerskabet. Nu er der ogsaa Tale om en virkelig Strejke. Typograferne forlanger 10 Øre mere i Timen. Men om Fredagen er Freden igen oprettet. Med stor Sympati refereres en Generalforsamling i en Restauratørsammenslutning hvor et halvt hundrede svulmende Ølaftappere har besluttet at lukke deres Forretninger. Hvis de ikke faar Lov at tage 1,25 Kr. for hver Øl, de sælger.

Om Lørdagen er der Møde i Handels- og Kontoristforeningen. En Hattegrosserer og konservativ Folketingsmand berettet under Forsamlingens udelte Tilslutning, om hvordan Handelen er Samfundets Rygrad, et Mysterium, der kun kan vogtes af Handelens egne Folk. Bagefter spreder Forsamlingen sig i den tilstødende Restauration, og selv den mindste Grønttorvsgrosserer beretter aabenlyst pralende til enhver, der vil høre det, om den sidste Knap, han har drejet Prismyndighederne og om de 25 Kr., han i Aar har spist Skattevæsenet af med.

Endelig om Søndagen er det den store Jubeldag. I en Vælgerforening paa Østerbro optræder en adstadig Gentleman, der er mere kendt som forhenværende Minister end som Direktør for en større Fiskekonservesfabrik. Temaet er den nationale Enhed og de fælles Ofre for den gode Sag. Alle de gamle konservative Tanter nikker begejstret, og de er sikkert ogsaa i god Tro. Han ser jo saa pæn ud.