Maaned for Maaned vokser Antallet af Personer, der maa have Husly ved det offentliges Hjælp, foruden at der foregaar en ukontrolleret Sammenklumpning i Lejlighederne for de brede Lag. Før Mørklægningsgardinet gik ned for Beskrivelsen af "Bolig"forholdene i Provinsbyerne, skildredes i Aviserne Familieindkvartering paa Bagerilofter, Staldlofter o.l. foruden den mere standsmæssige Indkvartering i Gymnastiksale, Ungdomshjem og andre offentlige Bygninger. Boligbehovet er selvfølgelig ikke indskrænket til Dækningen af disse Egentlige husvilde Familiers Behov. Mange unge Mennesker har udskudt Stiftelsen af Hjem, og det samme gælder mange enlige, der naturligt burde bo i egen Lejlighed.

Den øjeblikkelige Bolignød maa for en Del tilskrives den af Krigsforholdene bevirkede Indskrænkning af Boligbyggeriet (Materialemangelen). For den første Del af Besættelsesaarene er der dog ingen Tvivl om, at en mere hensigtsmæssig Anvendelse af de forhaandenværende Materialer vilde have muliggjort et større og rimeligere Byggeri end der faktisk var. Værnemagtens Overtagelse af en Række Bygninger har ogsaa lagt Beslag paa et betydeligt Antal Lejligheder til Kontor el. lign., og i Jylland har Nazisternes Befæstningsarbejder medført en stærk Tilstrømning af Arbejdskraft og dermed skærpet Bolignøden i disse Omraader.

Boligproblemet bestaar dels i at faa den bedst mulige Udnyttelse af den forhaandenværende Mængde Lejligheder, dels i at gøre sig klart, efter hvilke Linjer Fremtidens Bygge- og Boligpolitik bør føres.

I den sidste Tids offentlige Debat omkring Bolignøden er det med al ønskelig Tydelighed blevet præciseret af Grundejerne, at de ikke ser det som deres Opgave at sikre en retfærdig Fordeling af de ledige Lejligheder til Befolkningen. Grundejerne vil ikke have Familier med Børn i deres Ejendomme og hævder endda - et farligt Standpunkt for Grundejere! - at det maa være en Opgave for det offentlige at sikre disse Befolkningsgruppers Boligbehov. For at værne nogle snævre kapitalistiske Interesser og for at opretholde den bestaaende Deling i sociale Kvarterer, saa at de børnerige Familier ikke kommer til at bo i Ejendom med Direktører, Sagførere, Entreprenører o.l. opgiver man altsaa den eneste Ordning, som nogenlunde kunde lempe den nuværende Bolignød, nemlig at det offentlige overtager al Anvisning af ledige Lejligheder. Naar det er muligt for en lille Klat Personer at opretholde denne ganske asociale Holdning, er det fordi de i denne Sag betragtes som den ukrænkelige Ejendomsrets Forpost, hvorfor de ogsaa let kan opnaa Beskyttelse hos de øvrige Kapitalistgrupper.

Foruden en saadan offentlig Boligansvisning kunde der ogsaa ved en stærk Beskatning af store Lejligheder med et ringe Antal Beboere gøres et Forsøg paa at faa de velhavende til at indskrænke deres Boligforbrug. De ledigblevne Værelser og Lejligheder vilde i Forbindelse med offentlig Anvisning være et ærligt Forsøg paa at mildne Bolignøden i Dag. De store Lejligheder kunde saa ombygges og deles for de Midler, Skatten i alle Tilfælde vilde indbringe.

Men disse Foranstaltninger vil dog kun forslaa som Skrædderen i Helvede, fordi en væsentlig Aarsag til den store Bolignød maa søges i det offentliges Byggepolitik i Trediverne. Medens Byggeriet tidligere stort set alene var Spekulationsobjekt for det private Initiativ, er der i Trediverne tillige kommet en offentlig Spekulation i Byggeriet paa Grund af dets beskæftigelsesmæssige Betydning. Naar det offentligt erklæredes, at Byggeriet var den vigtigste Faktor i den indenlandske Konjunkturpolitik - samtidig med at man ikke turde foretage de nødvendige Restriktioner for en fortsat jævn Byggepolitik, hvorved dette kom til at foregaa i Stød - og at Byggeriet i Hovedsagen skulde udføres af det lovpriste private Initiativ, saa er det klart, at dette Initiativ ogsaa tog Initiativet til at sætte sine Profitkrav i Vejret. Blev disse ikke honoreret, kom der intet Byggeri igang. En tilsvarende Opskruning af Profitkravene har fundet Sted i de Industrier der leverer Materialer til Byggeriet. Indenfor disse Industrier har Prisaftaler forlængst sikret høje Profitter, men med den voksende offentlige Interesse for Byggeriet er disse naturligvis forøget, da Risikoen for Afsætningsvanskeligheder bortfaldt. I Stedet for at fortsætte med Prisaftaler og Kartelsammenslutninger er man i Cementindustrien gaaet den mere konsekvente Vej at sammenslutte Virksomhederne i en Trust og nedlægge de dyrest arbejdende Fabrikker. Fordelen herved tilfalder selvfølgelig kun private Personer, der ved at indskrænke Produktionen kan holde de høje Priser.

Resultatet af det offentliges Indgreb i Byggeriet i Trediverne har naturligvis været en Forøgelse af Byggeriet, men Profitkravene er stadig blevet skruet ivejret, og i Stedet for at benytte Byggeriet til en konjunkturudjævnende Politik er det ved at blive Interessesfære for to Parter kommet til at foregaa i Stød, der snarere har forstærket Konjunkturudsvingene.

Endelig vil der være en Enhedsfront mellem Grundejere og Bygherrer. For at Bygherrerne kan være sikre paa Afsætning af Produktionen maa det være muligt for Grundejerne at opnaa Profit ved Udlejningen. Byggeriet maa derfor ikke tage et saadant Omfang, at der bliver Mulighed for hyppigt Lejlighedsskifte. Derfor vil der ved privatkapitalistisk Boligproduktion altid være Spekulation i en vis Begrænsning af Byggeriet af Hensyn til Rentabiliteten i de ældre Ejendomme.

Den særlige Finansieringsform har endvidere bidraget til at gøre Byggeriet til et behageligt Spekulationsobjekt for den private Kapital. Gennem Huslejen skal jo den i Ejendommen anbragte Kapital forrentes og afskrives, og dette regnes at tage ca. 40 Aar. Da man imidlertid endnu aldrig har set en Ejendom blive slidt op paa 40 Aar, betyder det, at hele Ejendommen er betalt efter 40 Aars Forløb. Da Lejen ikke gaar ned, tilfalder der Ejeren en betydelig Profit, fordi han af Lejen nu kun skal afholde Reparationer. Hertil kommer, at Prisen for Ejendommen i Løbet af de 40 Aar med Sikkerhed vil undergaa en betydelig Stigning, saa at den kan afhændes med stor Fortjeneste. Disse to Profitmomenter kamufleres i Regelen paa den Maade, at Ejendommen skifter Ejer. Den gamle Ejer faar sin Del af Prisstigningen og den af Lejerne betalte, afskrevne Kapital. Den ny Ejer finansierer Ejendommen op til Købesummen og kan herefter med frejdig Mine kræve denne Kapital afskrevet og forrentet af Lejerne. Den samlede Opførelsessum bliver paa denne Maade tilbagebetalt nogle Gange. Ved at udelukke Muligheden af, at private konfiskerer de samfundsskabte og de af Lejerne afbetalte Kapitalværdier vilde man faa betydelige Midler til Lejenedsættelse alene paa Grund af, at kun de faktiske Omkostninger da skal betales.

Selv om der tilsyneladende skal et ret stort Apparat til at ordne det, kan det dog nok gøres uden for store Bekostninger, fordi Lejlighedstyperne er saa lidet differentierede og Behovet relativt ensartet. Ved en passende Prispolitik kan Efterspørgslen efter gamle og ny Lejligheder ogsaa udjævnes.

Ved en Socialisering af Byggeriet og Boligforsyningen er der saaledes betydelige forsyningsmæssige, beskæftigelsesmæssige og finansielle Fordele. Efterkrigstidens Problemstilling for Arbejderklassen kan derfor ikke være socialt contra privat Byggeri, men Spørgsmaalet om Samfundets endelige Overtagelse af Befolkningens Boligforsyning i Stedet for at denne fortsat varetages ved halv- og helprivate, delvis kontrollerede Foretagender.

Der kan ikke være Tvivl om de økonomiske Muligheder for en Socialisering af denne Erhvervsgren her i Landet. De udenlandske Interesser, der rammes, er kun smaa, og vil iøvrigt faa Kompensation ved et mere stabilt Byggeri. Iøvrigt vil den politiske Situation lang Tid fremover maaske ikke komme til at ligge saa gunstigt for en Socialisering af Byggeriet som netop umiddelbart efter Krigens Ophør, fordi Befolkningen under Krigen har faaet et frisk Eksempel paa Kapitalens amoralske og antidemokratiske Holdning præsteret af Cementindustrien og andre Finansgrupper tilknyttet Byggeriet, der forsøgte at skabe Profitmuligheder i de brændte Illusioners Østrum.