Allerede længe før Krigens Udbrud førte den socialdemokratiske Arbejderinternationale en ren Skyggetilværelse. Endelig i Maj 1939 besluttede man officielt at ophæve selve Internationalen, idet det fastsloges, at Internationalen fremtidig udelukkende skulde være et rent Informationskontor.

Internationalens sidste Aar tilbragtes iøvrigt med en Række oprivende Kampe mellem de store legale Partier og de flere og flere illegale Partier.

Naturligvis maatte denne Kamp mellem de legale og illegale socialdemokratiske Partier ende med de førstnævntes fuldstændige Sejr, og paa Internationalens omtalte sidste Møde i Maj 1939, hvor Likvidationen blev besluttet, blev det nyoprettede Informationskontors fremtidige Arbejde ogsaa helt lagt i Hænderne paa de legale Partier. Af Ledelsens 12 Pladser besatte de legale Partier de 10, og kun med Nød og næppe lykkedes det Tyskland og Spanien at besætte hver en Plads.

Krigen, med dens ophidsede nationale Lidenskaber, har naturlig nok ikke kunnet gøre det engelske Arbejderparti - den fhv. Internationales første Violin - mere interesseret i internationale Forbindelser og især ikke i Forbindelser med den tyske Arbejderbevægelse. Faktisk har det engelske Arbejderparti under Krigen da ogsaa kun opretholdt internationale Forbindelser med de socialdemokratiske Partier i de med England allierede Lande samt med Partierne i enkelte neutrale Lande. Saaledes undlod man meget demonstrativt at indbyde det tyske Parti til det engelske Arbejderpartis Kongres nu i Julen 1944.

Perspektivet fra det engelske Arbejderpartis Side synes snarest en paa Vestmagternes officielle Udenrigspolitik opbygget Organisation, der kan optræde i Tilknytning til Regeringerne som en Slags Arbejdernes Repræsentant i en vel til syvende og sidst antirussisk Magtgruppering. En eventuel socialistisk Bevægelse i Tyskland skal sættes i Karantæne og anses for mindreværdig.

Naturligvis staar det engelske Arbejderparti ikke enig i denne totale Afstandstagen fra internationale socialistiske Modsætninger.

Paa Kongressen i Julen mødte Ministerfløjen med Major Attlee og Arbejdsminister Bevin i Spidsen haard Modstand især fra de store Fagforbund. Oppositionen, der tog Udgangspunkt i Situationen i Grækenland, drog helt aabenlyst Paralleller fra forrige Krig, hvor Churchill var den drivende Kraft bagved den allierede Intervention paa hvidgardistisk Side mod Sovjetstyret, og krævede af Partiledelsen en Løsgørelse fra Højres reaktionære Udenrigspolitik, samt Anlæggelsen af selvstændige og socialistiske Perspektiver paa den internationale Udvikling. En Række ret kraftige Resolutioner var fremsat og kun ved at true med omgaaende Demission forhindrede Ministerfløjen disses Vedtagelse.