Den engelske Regerings Politik i Grækenland er ikke et enestaaende Tilfælde, men en konsekvent Anvendelse af den Fremgangsmaade Englænderne har fulgt i alle de europæiske Lande, hvor de har en mere eller mindre afgørende Indflydelse paa den politiske Udvikling. Denne Fremgangsmaade bygger paa et Princip, som man kunde kalde "Legitimitetsprincippet" - med et Udtryk, der meget passende leder Tanken hen paa den hellige Alliances europæiske Politik i Aarene efter Napoleons Fald.

Legitimitetsprincippet indebærer, at den engelske Regering i sin Frygt for de af Krigen og Besættelsen skabte folkelige Bevægelser i de besatte og befriede Lande understøtter netop de politiske Magtfaktorer, der udleder deres Ret til at herske ikke af en Tilslutning i Befolkningens Flertal, men af Traditionen. Det er fremforalt de forskellige Kongehuse, der saaledes har den engelske Regerings Bevaagenhed, idet de - oftest i nøje Forbund med Kirken, den gamle Hær, det gamle Embedsapparat og Storgodsejerne - synes at være den bedste Garant mod Opløsning af Statens Autoritet og mod "kaotiske Samfundstilstande". d.v.s. mod den proletariske Revolution.

Vi har set Virkningerne af denne Politik i Grækenland, hvor den engelske Regering først under det haardeste indre og ydre Tryk gik med til at lade den halvfascistiske og forhadte Kong Georg suspendere. Den samme Linje kan følges i Jugoslavien, Italien, Spanien og Portugal, i Belgien og Polen. I Frankrig har Churchill ikke haft nogen traditionel politisk Autoritet at støtte sig til, da Reaktionen, legemliggjort i Pétain, her fuldstændigt havde allieret sig med Hitler. Men i Intrigerne omkring Anerkendelsen af den nordafrikanske Befrielseskomité og senest Anerkendelsen af de Gaulle's Regering var det dog tydeligt, hvorledes den engelske Regering (med ringe Held) søgte at redde Stumper af det gamle Frankrigs Statsautoriteter med over i den ny Tid.

Frygten for de folkelige og revolutionære Bevægelser, som er vokset frem i Europa under Krigen, har givet sig særlig tydeligt tilkende i den valne Politik, den engelske Regering har ført i Italien efter Mussolinis Fald. I næsten et Aar understøttede Churchill Badoglio og det korrupte og forhadte italienske Kongehus som "Italiens legitime Regering", paa trods af, at en overvældende Folkestemning i Italien var klart republikansk sindet og i Victor Emanuel kun saa den Konge, som havde overgivet sin Magt til Mussolini og i 20 Aar ydmygt danset efter hans Pibe. Først i Juni 1944 - efter Indtagelsen af Rom - blev det italienske Kongehus i nogen Grad sat ud af Spillet, idet Victor Emanuel traadte tilbage, og Kronprins Umberto blev "Regent". Samtidig blev Badoglio afløst af Bonomi, som dannede den første Regering, der kan siges helt igennem at bygge paa antifascistiske partier og Organisationer. Det vil blive interessant at se, hvad den engelske Regering vil gøre for at besværge den revolutionlære Udvikling, som kan ventes, naar Milano og Turin, den proletariske Antifascismes Højborg, er befriet.

Spanien er ligesom Grækenland en Nøglestilling for det engelske Herredømme i Middelhavet. Det er i en anden Artikel i dette Blad skildret, hvorledes Franco kun holder sig ved Magten i Kraft af den engelske Regerings Støtte.

I Jugoslavien er den unge Kong Peter Repræsentanten for Autoritet og Traditionen, specielt for den serbiske Undertrykkelse af de andre Nationaliteter i Jugoslavien. Ogsaa Peter har nydt den engelske Regerings Bevaagenhed.