Efter de Udtalelser, som i Dag foreligger fra de forskellige politiske Partier herhjemme, maa man gaa ud fra, at hele Kongeriget Danmark efter Krigen vil blive udstykket. Det radikale Parti har allerede for lang Tid siden lanceret en større Udstykningsplan, Socialdemokratiets Efterkrigsprogram gaar stærkt ind for Udstykningen, forskellige Venstreudtalelser gaar i samme Retning (Hauch har endog ikke villet afvise Tanken om Ekspropriation, hvis den indskrænkes til at ramme de allerstørste Godser!), de Konservative gaar i hvert Fald ikke imod Udstykningstanken, omend de ikke accepterer Tanken om Ekspropriation. Nu senest har det kommunistiske Parti sat Udstykning højt oppe paa sit program. Af Udstykningsmodstandere findes der aabenbart her i Landet nu kun de store Jorddrotter, repræsenteret af deres Fagforening, de saakaldte Tolvmandsforeninger.

Alt synes saaledes saare klart og ligetil: er du en pæn Demokrat og følgelig Modstander af de store Godsejere - saa maa du være Udstykningstilhænger! Er du af en eller anden besynderlig Grund Tilhænger af den lille Klat Godsejere, vi hidtil har ment at have Raad til at holde her i Landet som Levn fra Feudaltiden, saa maa du staa imod Tidens Udstyknings- og navnlig dens Ekspropriationstendenser.

I Virkeligheden ligger Sagen, set fra Arbejderklassens Synspunkter, knap saa enkelt.

Udstykningen maa frem for alt bedømmes som et Middel til at skaffe Landarbejderne (eller de Personer, der uden Udstykning vilde ende deres Dage som Landarbejdere) bedre Kaar. Ud fra dette Synspunkt maa Udstykningen rent paa Forhaand forekomme ret problematisk. Thi den mest direkte og den socialistisk set bedste Vej til Forbedring af Landarbejdernes Kaar maa gaa via Forbedringer af Landarbejdernes Forhold som Landarbejdere, d.v.s. faglige Fremstød til Bedring af Arbejdsvilkaarene, eventuelt understøttet af Indgreb gennem Lovgivning om Minimalløn og Maksimalarbejdstid. Derved hjælpes hele Landarbejderklassen paa een Gang, medens man ved Udstykning i den hidtige Form kun har kunnet skabe gennemsnitlig godt 500 "egne Hjem" aarlig. Man staar faktisk til en vis Grad overfor et Enten Eller: skal man lægge Hovedvægten paa at komme de mange Landarbejdere til Undsætning under eet ved direkte Indgreb i deres Arbejdsvilkaar - eller skal man hovedsagelig tilstræbe en Hjælp til det forholdsvis ringe Tal gennem Udstykning. Hidtil har man herhjemme valgt det sidste, og dette har været medvirkende til, at den danske Arbejderbevægelse har ret store Undladelsessynder paa sin Samvittighed i Retning af at negligere Problemet om Landarbejdernes Vilkaar som Landarbejdere.

Hertil kommer en anden Betænkelighed ved Udstykningen som Landarbejderpolitik betragtet. Den danske Husmand har gennem de senere Aartier alt i alt ikke haft misundelsesværdige Kaar. Den Omstændighed, at et Flertal af Landarbejdere foretrækker Husmandens Vilkaar for sine egne, kan ikke betragtes som et fuldgyldigt Bevis for, at man gør Landarbejderen den bedste Tjeneste netop ved at gøre ham til Husmand. Ganske vist forekommer det ganske indlysende, at den, som en Tid har slidt paa en Herregaard uden at opnaa andet end Kummerlige Kaar derved, maa føle det som et stort Fremskridt hvis han bliver i Stand til at blive Husmand. Medens han paa Herregaarden maa have Følelsen af at blive udbyttet til Fordel for den rige Stamherre, maa han paa sin egen Jordlod føle sig som sin egen Herre, og han kan nu trøste sig med, at hver Forøgelse af Sliddet er til hans egen Fordel. Det er imidlertid et Spørgsmaal, om ikke hele denne Frihed, "Væren sin egen Herre", og hvad nu ellers Husmandslyrikken svælger i, ret beset er af temmelig luftig Karakter. Husmanden som Prioritetsbestyrer er ikke blot en fortærsket Frase. Hele Frihedshistorien er i hvert Fald købt for en meget høj Pris: der kræves faktisk et saa betydeligt Slid til at holde et Husmandsbrug oven Vande, at der kun bliver et meget knebent Tidsrum tilovers til at udfolde andre Sider af Menneskelivet end den rent erhvervsmæssige. Man kan derfor være berettiget til at hævde, at saalænge der ikke er sket afgørende Forbedringer i det bestaaende Husmandsbrugs Vilkaar, kan det ikke være Arbejderbevægelsens Opgave gennem Udstykning af forøge Kredsen af Personer, der som Husmændene er fordømt til Mindreværdighed i menneskelig og kulturel Henseende.

Spørgsmaalet om Sliddet fører ind paa den evigt unge Diskussion om "Smaabruget som Driftsform", Husmandsbrugets Produktivitet o.s.v. Sliddet er bl.a. Udtryk for, at Husmandsbruget i sin hidtidige Form har været mindre produktivt end de større Landbrug. Husmandsbruget har en forholdsvis stor Produktion, men anvender i endnu højere Grad mere Kapital og navnlig mere Arbejde, Produktionsudbyttet er altsaa, maalt i Forhold til Indsatsen af Kapital og Arbejde, mindre end i de større Brug. Det nuværende Husmandsbrug er derfor en Produktionsform, som ikke i Længden vil kunne opretholdes - hvorfor skulde man det, naar den er uproduktiv, og NB naar der foreligger Veje til at skabe bedre Vilkaar for Producenterne end gennem Udstykning; jfr. nedenfor.

De daglig forekommende Argumenter, at Udstykning er Midlet til "at skabe Beskæftigelse", er ikke meget bevendt. Thi Jagten efter "Beskæftigelse" skulde nødig drives saa vidt, at man kaster sig over alt, hvad der er teknisk lavtstaaende og derfor meget arbejdskrævende - det er Historien om Gravkoen om igen.

Dertil kommer, at vi - saa vidt man i Øjeblikket kan dømme - efter den nuværende Krig kommer ind i en Periode, der næppe vil give Husmandsbruget gode Konjunkturer. De gunstige Afsætningsvilkaar for danske Landbrugsprodukter i England vil i hvert Fald sikkert ikke vende tilbage, og det er i det hele tvivlsomt, om der bliver Basis for, at Danmark efter Krigen kan vende tilbage til den store Husdyrproduktion, som Husmandsbruget var baseret paa at bidrage til. Der er saaledes for Arbejderbevægelsen mange Grunde, der taler stærkt imod Udstykning, eller som i hvert Fald taler for, at en hel Del andre Ting skulde ordnes først, før man gaar over til Udstykning. Men skal vi af den Grund blot afvise de stærkt rodfæstede Ønsker i Husmandsbevægelsen og vel ogsaa hos Landarbejderne om udvidet Udstykning, og paa den Maade melde os som en - sikkert yderst kærkommen - Støtte for de betrængte "Tolvmænd"?

Der vil utvivlsomt efter Krigen være en vældig Stemning for at gøre op med de sorteste Faar mellem Junkerne, for at fratage de mest kompromitterede og nazificerede deres Jord. Disse Stemninger bør selvfølgelig stimuleres, og Arbejderbevægelsen bør gøre sit til, at Opgøret ikke bliver indskrænket til de mest kompromitterede, men saavidt muligt bliver til et Opgør med hele den Storbondeklike, som altid har været reaktionær og til Tider farlig.

Men hvorfor nødvendigvis udstykke Jorden paa den hidtidige Manér? Meget taler for, at der var Mening i at søge at finde frem til en Form for Andelsdrift af større Ejendomme. Herved vilde man undgaa de tekniske Ulemper, som er forbundet med Privatdriften, man vilde kunne opnaa samme Produktionsresultat med en mindre Indsats af Arbejde og Kapital, og det vilde være muligt at skabe menneskeværdigere Kaar end Husmandens hidtidige, dels fordi der kan blive bedre Basis for Maskinanvendelse, saa det grovere Arbejde indskrænkes, dels fordi det privatøkonomiske Pres, som nu tvinger Arbejderpræstationen for højt op, vilde falde bort.

1. Landarbejderspørgsmaalet bør løses først og fremmest ved faglige Fremstød, evt. underbygget af Lovindgreb, og dette maa gaa forud for Udstykning.

2. Udstykning kan i hvert Fald ikke accepteres, før man har skabt bedre Kaar for Husmændene, end de hidtil har haft (dette kan gøres ved Indgreb overfor deres Gæld, ved offentlig Støtte til Maskinanvendelse o.lign.).