[1] Omkring Invasionen
Man kan vist nok allerede nu hævde, at Invasionens første Fase er
forløbet langt over Forventning. Ved en meget stærk Indsats paa et begrænset
Omraade har Englænderne og Amerikanerne faaet fast Fodfæste i Frankrig
og naar dette læses, er Cherbourg antagelig faldet, og de allierede har
dermed faaet en værdifuld Havn, som kan modtage Tropper, Tanks og svært
Artilleri i mægtigt Omfang. Naar hertil lægges den allierede Fremrykning
i Italien og den russiske Fremmarch i Finland, kan man nok paastaa, at
Fremtiden tegner sig sort for Hitler.
Saa vidt man kan skønne af de allierede Kommunikéer, der af gode
Grunde ikke er særlig udførlige, er Invasionen ogsaa hidtil forløbet med
Tab, som er mindre, end man paa Forhaand kunde vente og frygte. Men man
skal ikke lade sig skuffe heraf! Alt tyder paa, at de kommende Kampe i
Vesteuropa vil blive uhørt blodige. Det er sandsynligt, at de vesteuropæiske
Slagmarker skal se en Menneskeslagtning af lignende Omfang som Østfrontens
paa den Tid, da den var blodigst, i 1941 og 1942. Ogsaa de nye
"Robot-Maskiner", som Hitler med saa stor Tam-Tam har sluppet løs, varsler
Uhygge. Der er selvfølgelig ikke den fjerneste Chance for, at dette
nye Vaaben eller andre Overraskelser, Hitler kan have i Baggrunden, kan
ændre Krigens Gang paa afgørende Maade. Hitlers Nederlag er sikkert nok;
men ved deres nye Vaaben kan Nazisterne i en sidste fortvivlet Kraftanstrengelse
opnaa at gøre Modpartens Sejr dyrekøbt. Det ligger ganske
uden for den menneskelige Tankes Muligheder at forudse, hvilke Forbrydelser
den øverste nazistiske Ledelse vil være i Stand til, naar den sidste
Desperations Krampetrækninger sætter ind.
Tanken om de umaadelige menneskelige Ofre, Krigen kan komme til at
koste i det sidste Afsnit, som nu forhaabentlig er begyndt, gør det nærliggende
at rejse to Spørgsmaal. For det første: Kan disse Ofre undgaas?
For det andet: Hvordan kan det sikres, at Ofrene ikke bliver forgæves, at
Sejren fører til Udryddelse ikke blot af Hitlerbanden, men ogsaa af Krigens
dybere Aarsager?
Kan Ofrene undgaas? Svaret paa det Spørgsmaal er, at det afhænger
af det tyske Folk! Det tyske Folk - og fremfor alt den tyske Arbejderklasse
- kan komme de allierede i Forkøbet ved at styrte Hitler og standse Krigen.
Vi ved ikke, om der er hemmeligt arbejdende Partier og Organisationer
i Tyskland, som kan gøre det af med Hitler, før de allierede har kæmpet
sig frem til Berlin. Det eneste sikre er, at det langt overvejende Flertal
af det tyske Folk er optændt af Had til Nazismen og fyldt med Lede og Fortvivlelse
ved Krigen. Lad os ikke opgive Haabet om, at de tyske Arbejdere
vaagner op til Daad! Statsmændene i de allierede Lande kunde fremskynde en
[en] indre tysk Omvæltning, hvis de paa klarere Maade, end Tilfældet er, tog Afstand
fra alle Planer om Opdeling og økonomisk, politisk og kulturel Undertrykkelse
af det besejrede Tyskland.
Det andet Spørgsmaal lød: Hvordan kan det sikres, at Ofrene ikke bliver
forgæves? Beretningerne fra Invasionsomraadet fortæller atter om, hvilket
Heltemod og hvilken Offervilje, Menneskerne kan hæve sig til, naar de har
Overbevisningen om, at de kæmper for en retfærdig Sag. Men ogsaa i den første
Verdenskrig kæmpede Soldaterne med Offervilje og Idealisme for en Sag, de troede
paa, og dog var Krigens Ofre i egentligste Forstand forgæves, saa sandt
som denne Krig blot er en Fortsættelse af den Krig, som ophørte i 1918. Det
skorter ikke paa Planer om social Lovgivning, fuld Beskæftigelse og andre sociale
Sikkerhedsforanstaltninger efter Krigen. Disse Planer er i sig selv Bevis
for, at de herskende Klasser i de allierede Lande har Fornemmelsen
af, at Krigsafslutningen vil stille Spørgsmaalet om Kapitalismens fortsatte
Bestaaen paa Dagsordenen. Nu som i 1918 staar den Sandhed at læse i Ildskrift
over Europa, at det privatkapitalistiske System med dets imperialistiske Konkurrencekamp
mellem Nationerne med Nødvendighed indebærer økonomiske Kriser,
økonomisk Afspærring mellem Landene, imperialistisk Undertrykkelse og Nationalhad
- og som den endelige Udløsning Krige, der truer vor Civilisations
fortsatte Bestaaen. Skal Krigens Ofre ikke være ydet forgæves, saa maa der
i Krigens Kølvand ske et nyt Gennembrud for Arbejderbevægelsen, baade i de
allierede Lande og i Tyskland og de besatte Lande. Thi Arbejderbevægelsen
er den eneste samfundsmæssige Faktor, der har et Program for en fuldstændig
Omformning af Samfundenes Organisation, som kan gøre en Ende paa Krigene
mellem Klasser og Nationer. Den eneste Vej til Krigenes Afskaffelse gaar
gennem en Klassekamp - om nødvendigt en Borgerkrig - der føres igennem til
Arbejderklassens Erobring af Magten.