Der er især to Omstændigheder, som kan forklare, at Tyskland hidtil har klaret sig saa nogenlunde igennem med Levnedsmidler. For det første Bestræbelserne for at øge Landets Selvforsyning med Næringsmidler og for det andet - og dette har i Praksis haft langt større Betydning - Tysklands Forsøg paa at danne Kærnen i en europæisk "Storrumsøkonomi", d.v.s. at blive det industrielle Kærneland i et kontinentalt Statssystem, hvor Nabolandene skulde have til Opgave at levere Levnedsmidler og industrielle Raavarer. Den vigtigste Opgave har her det østlige og sydøstlige Europa faaet; men ogsaa de skandinaviske Lande, Holland, Frankrig og Italien har maattet levere forædlede Landbrugsprodukter. Der er ingen Tvivl om, at de "Underværker", som disse Lande udgør i det tyske Fæstningssystem, spiller en lige saa vigtig Rolle for Tysklands Levnedsmiddelforsyning som i almindelig strategisk Henseende. Det forekommer at være en smal Sag at løbe Storm paa Tyskland, naar det først er afskaaret fra Ruslands Korn, Sydøsteuropas Foderstoffer og Oliefrø, Danmarks Flæsk og Æg, Norges Fisk og Hollands Grøntsager. Det samme Resultat kan naas ved Udsultning, men selvfølgelig først naar den indre Fæstning er helt isoleret.

Tysklands Anstrængelser for at blive selvforsynende inden for det egentlige Rigsomraade kan ikke betegnes som særlig vellykkede. Den tyske Produktions Andel i Forbruget af Levnedsmidler udgjorde i 1933 ca. 81% og var i 1937 kun steget til 83%. I det sidste Aar før Krigen blev der indført flere Millioner Tons Brødkorn, Majs og Oliefrø, hvoraf Størsteparten kom fra oversøiske Lande. Importens Andel i Forbruget var ogsaa meget høj for Smør, Æg og Kød.

Dette Hul i Tysklands Forsyninger har tvunget Nazisterne til Skridt for Skridt at udvide sine Forsyningsmuligheder. Besættelsen af Tjekoslovakiet, Krigen mod Polen, det politiske og økonomiske Felttog i Balkan og Ruslandsfelttoget har været Led i disse Bestræbelser, ligesaa meget som i den almindelige strategiske Plan. Det er ikke muligt at gøre op, hvor store Bidrag der herved er givet til Tysklands Levnedsmiddelforsyning. Af Oplysninger, som nylig fremkom i et tysk Blad, fremgaar, at Landbrugsproduktionen i selve Tyskland har været stadig faldende siden Krigsudbrudet. Produktionen af Korn er saaledes faldet med 15 pct., samtidig med at Tysklands Forbrug er steget med 25 pct. Kartoffelproduktionen er kun gaaet tilbage med faa Procent, men til Gengæld er Forbruget fordoblet paa Grund af Tilbagegangen i Forsyningerne med andre Levnedsmidler og de mange udenlandske Arbejdere i Tyskland. Hidtil har denne Kløft mellem Produktion og Forbrug i nogen Grad kunnet fyldes, men Tabet af de rige Landbrugsomraader i Øst maa nødvendigvis medføre en stærk Forværrelse af Situationen. Ifølge Opgivelser leverede de tidligere besatte Sovjetomraader ikke mindre end 15 pct. af Tysklands Kornforbrug, 10 pct. af Kødforbruget og 5 pct. af Forbruget af Spisefedt. Det er ikke let at fatte, hvordan dette skal kunne erstattes, efter at disse Omraader nu er tilbageerobret af Russerne.

Det vigtigste og mest aktuelle Problem er Kartoffelmanglen. Kartoffelhøsten i 1942 var meget daarlig, og Knapheden giver sig blandt andet Udtryk deri, at Restauranterne ikke mere maa servere den kuponfri Ret, som i Hovedsagen var tilberedt af Kartofler, og som udgjorde 80 pct. af Restauranternes Omsætning. Et andet Krisetegn er de nazistiske Myndigheders indtrængende Opfordringer til at ophøre med at opfodre Smaadyr som Kaniner, Ænder og Gæs.

Disse Formaninger maa ses paa Baggrund af den stærkt synkende Svinebestand. Antallet af Svin er fra Krigsudbrudet til nu faldet fra 29 Millioner til godt 15 Millioner. Kobestanden har derimod hidtil kunnet holdes oppe paa Førkrigsniveauet; men Mælkeforsyningen trues dog paa forskellig Maade. Saaledes kan man for Tiden se Formaninger til Landbrugerne om ikke at give de til Landdistrikterne evakuerede mere Mælk, end hvad de har Krav paa, d.v.s. nogle Deciliter om Dagen. Det siger sig selv, at Risikoen for ulovligt Forbrug er steget betydeligt som Følge af de omfattende Evakueringer.