Den Radikalisering og Aktivisering af store Kredse af Arbejderne, der er foregaaet under Besættelsens sidste Aar, er ikke sket med Socialdemokratiets gode Vilje, men tværtimod i stort Omfang som en Reaktion mod Partiets Politik og mod Partiets Vilje. Frygten for, hvad der kan tænkes at ske efter Krigen, naar Ansvaret skal til at fordeles, begynder derfor at gøre sig gældende selv blandt nogle af de af de yngre Partiledere, som igennem Aarene har optraadt paa den allermoderateste og lyserødeste Linie. For ikke at miste Kontakten med de brede Lag, begynder disse Partifolk nu saa smaat at vise Tilbøjelighed til at lade sig drive med den radikale Strøm.

Sejladsen er imidlertid ikke let, idet Hensynet til at berolige de ældre Partifæller med Alsing Andersen i Spidsen stadig forhindrer Fremsættelsen af blot nogenlunde anstændige radikale Synspunkter over for den fremtidige Udvikling, for slet ikke at tale om Nutiden. De haabefulde "Radikalere" befinder sig derfor i nogenlunde samme Situation som hin ulykkelige Bagerdreng, der skulde puste, men som samtidig havde Munden fuld af Mel. Resultatet bliver ogsaa ret ynkeligt.

I sidste Nummer af "Rød Ungdom" sluttede den ledende Artikel med denne ejendommelige Strøtanke: "Men helt godt kan det aldrig blive i et kapitalistisk Samfund - der maa en socialistisk Indsprøjtning til". I øvrigt kæmper Artiklen med Problemet, hvordan Strejkeretten skal kunne praktiseres, naar man samtidig "ved en Samvirken af alle gode Kræfter" skal forsøge at opnaa den størst mulige Produktion, hvilket efter "Rød Undgom"s Opfattelse er noget af det vigtigste i Efterkrigsaarene. Man maa undres over, at et Blad, der dog baade har oplevet Verdenskrisen i 30'erne og nu Krigen, stadig kan mene, at det kapitalistiske Samfundssystem kan være velegnet til at fremskaffe den størst mulige Mængde af de Varer, Befolkningen har Brug for.