Over for Angreb paa Socialdemokratiets svage og eftergivende Politik under Besættelsen forsvarer Partiets Tillidsmænd sig sædvanligvis med en Henvisning til Socialdemokratiets særlig udsatte Stilling og i Forbindelse dermed Hensynet til at føre Organisationerne - Partiets Rygrad - frelst igennem Stormen. Medens man blankt maa indrømme Partiets og vel især den brede Befolknings udsatte Stilling, hvis vi havde faaet eller faar indført de berygtede og frygtede "norske Tilstande", er den stadige Paaberaaben af Hensynet til Organisationerne mere diskutabel. Naturligvis er det rigtigt, at der findes et meget betydeligt Antal af større eller mindre Partifunktionærer, hvis hele Eksistens afhænger af, hvorvidt Organisationerne forbliver uantastede eller ej, og som ved et Sammenbrud vilde blive udsat for at lide betydelige personlige Afsavn, og som derigennem muligvis vil vise sig lettere modtagelige for mer eller mindre indpakkede protyske Synspunkter, men ......

For at undgaa enhver Misforstaaelse maa det indledningsvis fastslaas, at Arbejderbevægelsens Organisationer, saavel Parti eller Partier som Fagbevægelse, er et af de vigtigste Vaaben i Klassekampen, og at den endelige Kamp om Magten ikke kan tænkes ført igennem uden under Ledelse af et handlekraftigt og klassebevidst Parti. Ogsaa nu under Besættelsen har det vist sig, at Socialdemokratiets og først og fremmest Fagbevægelsens manglende Aktionsmuligheder har givet fri Bane for en Række ogsaa indenrigspolitiske Overgreb mod den brede Befolkning.

Naar man har fastslaaet Organisationernes Betydning i Klassekampen, maa man imidlertid ogsaa fastslaa, at Organisationerne er et Middel i Kampen og ikke dennes Maal. Denne elementære Sandhed synes imidlertid ganske glemt af Hovedparten af vore hjemlige socialdemokratiske Politikere. I Arbejderbevægelsens Ungdom udbyggedes Organisationerne for derigennem at faa de nødvendige Vaaben i Hænde i Kampen mod den kapitalistiske Stat. Efterhaanden som Organisationerne voksede, fik egne Bygninger, elegante Kontorer og svulmende Medlemskartoteker svandt det fjerne, endelige Maal af Syne og til Gengæld blev Bevarelsen og Udbygningen af det velsmurte Apparat et Maal i sig selv. Aktioner, der satte Organisationernes Sikkerhed paa Spil, blev undgaaet, og Interessen samlede sig snarere i at gøre den Stat, hvori Organisationerne var et vigtigt og betydningsfuldt Led, stærkest muligt; thi naar Staten blomsterede, blomstrede Organisationerne ogsaa. Klassekampen afløstes af Teorien om Vi-er-alle-i-samme-Baad.

I Forbindelse med den ovenfor skitserede Udvikling er der foregaaet en stadig Borgerliggørelse af Organisationernes Ledere. Inden for den moderne Arbejderbevægelse kræves et stort Lag af professionelle Ledere, af Folk, som opgiver deres oprindelige manuelle Arbejde og bliver en Slags Embedsmænd inden for Organisationerne. Disse Folks Dag forløber som almindelige Embedsmænds Arbejdsdag med at studere indviklede Sager, skrive Cirkulærer, forhandle med Arbejdsgivere og Arbejdere o.s.v. Psykologisk og økonomisk ophører den professionelle Fagforeningsfunktionær at være Arbejder og nærmer sig i Stedet mer og mer et borgerligt Livssyn. Denne Udvikling udelukker naturligvis ikke at Arbejderlederens socialistiske Overbevisning og følelsesmæssige Tilknytning til deres tidligere Kollegaer kan være meget stærk og stadig kan bestyrke hans Holdning, men hyppigt ser man, især hos Arbejderbevægelsens øverste Ledere ogsaa en ideologisk Adskillelse fra deres oprindelige Miliø. (Som et Par afskrækkende Eksempler kan nævnes Kjærbøl, Laurits Hansen og Fløtkjær). Samtidig med de ældre Lederes Borgerliggørelse løber det store indflydelsesrige Organisationsapparat ogsaa en Fare for at trække unge, velbegavede, men apatiske eller i al Fald ikke-socialistiske Folk til sig, som inden for Organisationen øjner Mulighed for en hurtig og glansfuld Karriere.

Enhver, der er i Besiddelse af Magt, vil i Reglen stræbe efter at udvide og udbygge denne Magt, at omgive sin Stilling med nye Bolværk og at unddrage sig Massernes Kontrol. Lederen, der gennem nogen Tid er blevet genvalgt til en bestemt Post, betragter efterhaanden Stillingen som sin Ejendom, og trues han med Afsættelse, vægrer han sig saa godt, han kan. Medlemmerne, der forsøger at afsætte ham, stemples som politiske analfabeter, som vildførte af demagogiske Agitatorer, er utaknemmelige o.s.v. Samtidig tages alle Triks med Udnyttelse af Dagsorden, Afstemningsregler, Organisationslove o.l. i Brug. Drejer det sig om en vigtigere Sag, mobiliseres Partiets Presse, og de mest agtede Partiledere kaldes til Hjælp. (Da Kjærbøls Vælgerforening ved Valget i 1939 nægtede at opstille ham, hidkaldtes saaledes Stauning, og efter en længere Tordentale bøjede Vælgerforeningen sig, og da Fløtkjærs Vælgerforening i 1936 faktisk fik gennemtrumfet Fløtkjærs Afgang som Folketingsmand, overlod Partiledelsen ham ved Landtingsvalget i 1936 et Landtingsmandat). Resultatet bliver, at det næsten er umuligt at faa væltet en een Gang valgt Tillidsmand. Ligesaa vigtigt som Fastklæben ved een Gang opnaaede Positioner er Ledernes stadige Stræben efter nye Poster, der giver yderligere Magt og i mange Tilfælde ogsaa yderligere Indtægter. I denne Kamp for nye Stillinger viser de gamle Partiledere som Regel en vidtgaaende indbyrdes Solidaritet, naar det gælder om at holde nye Folk ude, men bortset herfra er Kampen om nye Stillinger ofte Roden til dybtgaaende Partistrid mellem de gamle Ledere indbyrdes.

For Arbejderbevægelsens Fremtidsmuligheder er Spørgsmaal om Uundgaaeligheden af en Byrokratisering og Afsocialisering af Lederstaben, efterhaanden som Organisationerne vokser i Magt og Indflydelse, et centralt Spørgsmaal. Paa trods af vort officielle Socialdemokratis paastaaede Tro paa en fredelig Indvoksen i Socialismen er der ikke megen Tvivl om, at det i Forbindelse med Magtovertagelsen vil være nødvendigt at gennemløbe en Overgangsperiode med aaben Kamp mellem det gamle Samfunds Repræsentanter og Arbejderklassen. I denne Periode vil den politiske Interesse og Aktivitet hos de bredeste Lag være uhørt stor, og paa trods af, at Kampen vil gøre en Centralisering af den udøvende Magt i Hænderne paa en relativt lille og handlekraftig Gruppe nødvendig, vil der derfor gennem Raad, Fagforeningskomiteer eller lignende faktisk blive udøvet en effektiv Kontrol fra neden med Ledelsens Beslutninger og Handlinger. Efter en vis Tids Forløb vil imidlertid Massernes Interesse forskydes tilbage til de mere dagligdags Problemer, og der vil da opstaa Spørgsmaalet, om den Gruppe, der under de revolutionære Omvæltninger har faaet en ret ubegrænset Magt, vil være til at faa til at afgive denne igen. Sker dette ikke, vil der inden for det socialistiske Samfundssystems Rammer være betydelige Muligheder for Eksistensen af et talrigt og indflydelsesrigt Bureaukrati, idet bl.a. Forvaltningen af hele Produktionsapparatet vil kræve utallige Funktionærer, hvis Magt, hvis den ikke kontrolleres af Masserne, paa adskillige Punkter ikke staar tilbage for de tidligere Privatkapitalisters.

Forslagene til en Demokratisering af Arbejderbevægelsens Organisationer har været talrige, lige fra Anarkisternes Bekæmpelse af enhver Form for Organisation overhovedet til mere beskedne Forslag om, at Arbejderledere ikke maa tjene over visse Beløb, at Lederne skiftes ud med passende Mellemrum o.s.v. (Paa Socialdemokratiets Kongres i København 1939 var der saaledes fra ikke mindre end 9 Afdelinger stillet Forslag enten om Fastsættelse af en Maksimal Indtægtsgrænse for Arbejderledere, varierende efter de enkelte Afdelingers Forslag fra 10.000 Kr. til 15.000 Kr. om Aaret, eller Gennemførelse af en stærkt progressiv særlig Partiskat). Afgørende for den tiltrængte Demokratisering synes imidlertid ingen af disse Forslag at være, men alene Medlemmernes Indstilling. Til syvende og sidst er Forudsætningen for, at de borgerliggjorte Ledere faar Lov til at blive siddende og regere, som de vil, en Passivisering og Afpolitisering af Hovedparten af Medlemmerne. Medlemmerne er nok utilfredse og gaar og skumler i Krogene, men Villigheden til og Overbevisningen om Nødvendigheden af en personlig Indsats er sjældent tilstede. Selv til Generalforsamlingerne møder kun en Brøkdel af Medlemmerne frem, og Flertallet af disse kommer endda kun som passive Tilhørere. I det Øjeblik, Medlemmernes socialistiske Kampaand og politiske Indstilling er i Orden, er selv det sindrigste bureaukratiske Apparat forgæves, og Vejen til Kampen om Magten og Arbejderbevægelsens effektive Demokratisering er paa een Gang fri.