Kulkrisen.

Kulproduktionen er stadig et af de ømmeste Punkter i den engelske Krigsøkonomi. De yderst slette Forhold, der bydes Kulindustriens Arbejdere i Forhold til andre Industrigrene, har gjort det umuligt at skaffe en Tilgang af Arbejdskraft, som er tilstrækkelig til at holde Produktionen oppe. Den lave Løn og de slette Arbejdsbetingelser i Kulminerne hænger atter sammen med, at Ejendomsretten til Kulminerne er splittet paa et stort Antal Ejere, som ikke er i Stand til at udnytte Minerne paa den billigste Maade. Der har derfor baade før og under Krigen fra Arbejderbevægelsens Side været rejst Krav om Nationalisering af Kulminerne, et Krav som de Konservative af al Magt har modsat sig.

Da Kulspørgsmaalet saaledes ikke har kunnet løses ved Indgreb i den kapitalistiske Ejendomsret, har den engelske Regering i Stedet søgt at løse Spørgsmaalet paa Arbejdernes Bekostning. I Stedet for at byde en saadan Forbedring af Løn- og Arbejdsforhold, at Arbejderantallet ad frivillig Vej kunde holdes oppe paa det nødvendige Niveau, indførte Regeringen for et halvt Aarstid siden Tvangsarbejde i Minerne, idet det blev bestemt, at en vis Del af de værnepligtige ved Lodtrækning skulde udtages til Arbejde i Kulminerne.

Strejkerne.

Alligevel er Strejkerne i Minerne fortsat. Arbejdernes Harme over Forholdene gav sig Udtryk i et stort Antal - oftest meget kortvarige - Strejker. Denne Strejkebevægelse har affødt en voldsom Hetzkampagne i den borgerlige Presse i England, som beskyldte Minearbejderne for at sabotere Krigsanstrengelserne, for at være under Indflydelse af Hitleragenters Agitation o.s.v. Vi har tidligere i "Vejen frem -" vist, at denne Kampagne mod Strejkerne i Virkeligheden ikke kan skyldes, at disse betyder en reel Fare for Krigsførslen. De borgerliges Raab om, at Strejkerne truer Krigsanstrengelserne, er i Virkeligheden blot et Paaskud for Indgreb mod radikale Elementer indenfor Arbejderbevægelsen. Det er et Forsøg paa allerede nu at hindre den radikale Bevægelse blandt Arbejderne, som kan komme til Udfoldelse efter Krigen. Hvad selve Strejkerne angaar, er der intet der tyder paa, at de tjener politiske Formaal i den Forstand, at de er "sat i Scene" for at skade Krigsførslen. Strejkerne tager aabenbart Sigte paa at gennemtvinge Lønforbedringer og intet derudover.

Regeringen har ikke desto mindre grebet til en saa drastisk Foranstaltning som et Lovforslag om Indførelse af Fængselstraf for Opfordring til Strejke. Samtidig er der gjort forskellige Overgreb mod radikale Arbejderorganisationer, bl.a. er en trotzkistisk Gruppe, der aabenbart havde støttet Strejkerne, blevet opløst af Politiet. Disse Overgreb mod Strejkeretten og mod Arbejderorganisationernes Frihed, som stemmer daarligt med de allieredes officielle Krigsmaal, er gennemført af ingen ringere end Mr. Bevin, som af Arbejderpartiet er sat til at varetage Arbejdernes Interesser som Arbejdsminister!

Oppositionen i Arbejderpartiet.

Ved Behandlingen i Underhuset af Bevins Lovforslag om Fængselstraf for Opfordring til Strejke viste det sig imidlertid, at Disciplinen indenfor Arbejderpartiet ikke kunde bære en saadan Udfordring mod Arbejderne. En Gruppe af Arbejderpartiets Parlamentsmedlemmer - ialt 16 Medlemmer - under Anførsel af Aneurin Bevan stemte mod Loven til trods for, at Partiet havde besluttet at støtte Lovforslaget.

Bevans Kampagne mod Bevins Antistrejkelov har givet Anledning til et almindeligt Opgør mellem Partiets Venstrefløj og Partiets Ledelse, et Opgør, som ikke blot gælder Indenrigspolitiken, men ogsaa den Udenrigspolitik, som Arbejderpartiet ved sin Deltagelse i den engelske Regering gør sig medansvarlig for. Oppositionens Synspunkter kommer særlig til Orde i Tidsskriftet "Tribune". Harold Laski, som altid har staaet paa Partiets Venstrefløj, og som for ikke længe siden blev valgt til Næstformand for Partiet (et Udslag den stærkere radikale Strømning blandt Medlemmerne) har saaledes i "Tribune" skrevet en Artikel, hvori det bl.a. hedder :

"Jeg siger aabent til Hr. Bevin, at Hovedparten af dem, der støtter Arbejderpartiet, er meget misfornøjede med deres Lederes Præstationer. Det er ikke let for Folk med socialistisk Overbevisning at finde sig i Regeringens Udenrigspolitik, som Partiets Ledere støtter."

Laski omtaler i denne Sammenhæng Støtten til Kong Georg af Grækenland, den engelske Politik overfor Frankrig og Italien og Indstillingen overfor Francos Spanien og Salazars Portugal. Han beskylder ogsaa Arbejderpartiets Repræsentanter i Regeringen for, at de ikke bekæmper Kapitalismen, hvis Indflydelse paa Spørgsmaal som Olieproblemet og Civilflyvningen efter hans Mening meget vel kan lægge Grunden til en ny Verdenskrig. Han slutter med at sige, at hvis Partiet følger Arbejdsminister Bevins Linje, er der Fare for at Sejren over Hitler ikke fører til Demokrati, men til en Slags korporativ Stat.

Der blev straks efter Antistrejkelovens Behandling og Vedtagelse i Underhuset rejst Krav om Udelukkelse af Aneurin Bevan og han TIlhængere fra Arbejderpartiets Parlamentsgruppe og fra selve Partiet. Bevan er foreløbig blevet stillet overfor et Krav om, at han inden en Uge skal udtale sin Beklagelse af det Brud paa Partidisciplinen, han har begaaet, og love, at han fremtidig ubetinget vil følge den Linje, Parlamentsgruppens Flertal angiver.