Nazismens Forbrydelser har Verden over fremkaldt en Bølge af fanatisk Had. Disse Følelser og Stemninger er paa den ene Side Udtryk for Afsky overfor Nazismens Voldsregime og barbariske Metoder og er saaledes baseret paa demokratiske og humanitære Synspunkter. Paa den anden Side udspringer Harmen for en væsentlig Del af rent nationale Følelser og Instinkter. Disse forskellige Former for Reaktion mod Nazismen er i høj Grad vævet sammen og flyder over i hinanden, men man kan kortelig sige, at medens der indenfor Tysklands Grænser udelukkende er Tale om en egentlig antinazistisk Stemning, uden nationalt Islæt, saa er i de besatte Lande det nationale Moment ganske overvejende. I de mod Tyskland krigsførende (borgerlige) Lande er det nationale, antityske Moment vel nærmest jævnbyrdigt med det antinazistiske.

Selv om de nationale Lidenskaber har haft en uhyre positiv Betydning ved at medvirke til Skabelsen af en stærk Barriere mod Nazismen i alle de besatte Lande, er det dog samtidig af den største Vigtighed at pege paa de Farer, som denne nationale Rus indebærer. Farerne truer baade ved Krigsafslutningen og i Tiden efter Krigen. Ved Krigens Afslutning vil der utvivlsomt i alle de Lande, som har været besat af Hitler, foreligge en kompakt Stemning for Gennemførelse af de haardest mulige Forholdsregler overfor det besejrede Tyskland, ikke blot overfor de tyske Nazister, men overfor den tyske Befolkning som Helhed. En af demokratiske og humanitære Synspunkter bestemt antinazistisk Indstilling kan aldrig give sin Tilslutning til, at Nazismens Uhyrligheder saaledes skal hævnes paa det tyske Folk, der selv har lidt frygteligt under Naziaaget. Problemet maa være: Hvordan kan man etablere en saadan Tilstand i Tyskland og Europa, at Nazismens Rødder fjernes, og det turde være indlysende, at en saadan Tilstand kun kan opnaas i Samarbejde og Forstaaelse med det tyske Folks store antinazistiske Flertal, og ikke gennem Underkuelse.

Nøgterne antinazistiske Overvejelser staar imidlertid i Fare for at blive trængt tilside af den blinde nationale Lidenskab, der i sin Hævntørst vil kræve Slavebinding af det tyske Folk. De folkelige Stemninger giver de herskende Klasser i England og U.S.A. betydelige Chancer for at gennemføre brutale Vilkaar overfor det besejrede Tyskland, hvis det skønnes at være hensigtsmæssigt. En direkte kontrarevolutionær Rolle kan disse nationale Lidenskaber mod besatte Lande komme til at spille i Tilfælde af en Arbejderrevolution i Tyskland. I dette Tilfælde vil nemlig de herskende Klasser i England og U.S.A. uden Tvivl søge at intervenere til Fordel for den tyske Kapitalisme, dersom de er i Stand til det. De vil da paaberaabe sig, at de har Ansvaret for Opretholdelse af "Ro og Orden" i Europa, og de vil paaberaabe sig, at det tyske Folk ikke er modent til selv at ordne sine egne Affærer. I saadanne Forsøg paa at knuse en tysk Revolution vil Churchill og Roosevelt kunne regne med Støtte og Sympati hos de nationalt ophidsede Kredse i de besatte Lande.

Det er derfor en af de vigtigste Opgaver for Arbejderbevægelsen herhjemme saavel som i andre Lande at sætte et skarpt Skel mellem Antinazisme og Antityskhed og hindre, at Arbejderne lader sig bruge til nationale Udskejelser efter Krigen. Uanset hvordan Krigens Afslutning og Fredsordningen kommer til at se ud, vil det under Krigen opstaaede nationale Had kaste sin skadelige Virkning langt ud i Fremtiden; der foreligger tilstrækkelige Erfaringer om, hvilke reaktionære Formaal, Nationalhadet kan udnyttes til, og der er saaledes ogsaa ud fra dette Synspunkt al Grund til allerede nu at søge at dæmme op for det rent nationale Had.

Der er særlig Grund til at advare mod den saakaldte "Vansittartisme". Lord Vansittart er en konservativ engelsk Politiker, der i England har gjort sig bemærket som den ivrigste Forkæmper for yderliggaaende antityske Synspunkter. Hans Opfattelse gaar kort fortalt ud paa, at det tyske Folk i Kraft særlige nationale Karakteregenskaber er en Fare for Verdensfreden og Verdenskulturen. Hvis Tyskland efter den nuværende Krig faar sin Selvbestemmelsesret tilbage, vil det tyske Folks Nationalkarakter dog bevirke, at Folket vil misbruge sin Frihed til at skabe ny Nazisme og forberede nye Krige o.s.v.. Tyskland maa derfor økonomisk, kulturelt og militært stilles under varigt Formynderskab. Denne Opfattelse er at betragte som et Forsøg paa at give de tyskhadende, folkelige Stemninger en tilsyneladende Fornuftsbegrundet Form. Karakteristisk for den letfærdige Maade, den engelske Lord behandler Problemerne paa, er hans Forklaring af Nazismen som et Udslag af den tyske "Folkekarakter". Dette er en meget bekvem og simpel Teori, men han overser blot, at de virkelige Aarsager til Nazismen maa søges i den økonomiske, politiske og sociale Udvikling i Tyskland, særlig i Perioden 1918-33. Den tyske "Folkekarakter" er selv et Produkt af den samfundsmæssige Udvikling i Landet, og den kan i hvert Fald ikke gøres mindre krigerisk ved Undertrykkelse!

Lord Vansittart hører til den reaktionære, antidemokratiske Fløj i England. Han har i en længere Aarrække tilhørt Chamberlain-Kredsen og har udenrigspolitisk været orienteret i Retning af Eftergivenhed overfor Nazismen, Støtte til Mussolini og Franco og Fjendtlighed overfor Sovjetunionen. Vansittartismen er blevet betegnet som en ny Form for Nazisme, dels fordi Vansittart selv tilhører et socialt Lag, der svarer til de tyske Junkere, der var en af den nazistiske Bevægelses Støtter, dels fordi der i Vansittarts Agitation er Træk af den samme Demagogi som i Nazismens. Saaledes kan man sige, at naar Nazisterne gør Jøderne til Syndebuk, saa svarer dette til en vis Grad til Vansittarts Bestræbelser for at gøre "Tyskerne" til Aarsag til alt ondt.