Den danske Frihedsbevægelse - Sabotagen, Kampen mod Stikkerne, den illegale Presse og den øvrige Virksomhed, der udfoldes - har et klart udtalt Formaal, nemlig at svække den tyske Krigsførsel og at styrke Modstandsfronten i Danmark. Og dette Formaal søger Frihedsbevægelsen at naa ved de bedst egnede Midler.

Det er en stor Misforstaaelse at tro, at der overfor denne Frihedsbevægelse staar en nazistisk Bevægelse i Danmark, som paa lignende Maade, ved legale og illegale Midler søger saa godt den kan at virke for sine modsatte Maal : Udbredelse af Nazismen i Danmark, Styrkelse af den tyske Krigsførsel o.s.v.

En saadan nazistisk Bevægelse eksisterer ikke i Danmark, og det er længe siden den var til. Som politisk, formaalsbestemt Bevægelse har den danske Nazisme forlængst kapituleret. End ikke den dummeste af de Nazister, der er tilbage i Danmark, kan forestille sig, at Nazisternes nuværende Virksomhed skulde være egnet til at udbrede nazistiske "Idéer". Nazisterne véd selvfølgelig udmærket godt, at Mord paa Kaj Munk, Bombeattentater mod Sporvognspassagerer, Rudeknuserier o.l. kun er egnet til yderligere at forstærke Befolkningens Afsky for Nazismen. Den nazistiske Virksomhed er i den senere Tid blevet mere og mere meningsløs - ogsaa set fra nazistisk Synspunkt.

Hvorfor fortsætter da denne Virksomhed ? Hvorfor har de danske Nazister helt opgivet at hverve og agitere for deres Standpunkt ? Svaret er ikke vanskeligt at give: De betragter allerede Kampen som tabt. "Efter os kommer Syndfloden" - lad os da faa den Ballade, vi kan, inden det er for sent! Jævnsides med denne Forskydning i den nazistiske Virksomhed er gaaet en Forskydning i Sammensætning af Nazisternes Tilhængerskare. Tidligere kunde man karakterisere Medlemsbestanden som bestaaende fortrinsvis af Bisser og Bøller, mislykkede intellektuelle og et mindre Antal godtroende Skørhoveder. Men denne Karakteristik holder slet ikke Stik længere. Tilbage indenfor Partiet og Schalburgkorpset er nu i Hovedsagen kun egentlige Forbrydere.

Denne tiltagende Kriminalisering af den danske Nazisme møder ingenlunde Modstand fra Tyskernes Side, skønt enhver kan se, at Rudeknuserier o.l. ved at styrke Antinazismen og Glasmanglen kun kan fremme Hitlers Nederlag. Tværtimod! Der er rigelig Dokumentation for, at der bestaar et livligt Samarbejde mellem Dagmarhus og de danske nazistiske Terrorbander. Det er nu heller ikke saa mærkeligt, thi mange Tegn viser, at den samme opgivende Stemning, den samme Dommedagsfornemmelse behersker den tyske Naziledelse her i Danmark, saavel som andre Steder i Europa. Forlængst er den fagre Tid forbi, da Nazisterne kunde tro, at de kunde vinde Befolkningen i Danmark, paa Balkan, i Frankrig eller andre Lande for "den europæiske Nyordning" eller andre Slagord.

Denne idépolitiske Kapitulation, som gaar forud for den militære, følges nødvendigvis af en Skærpelse af Undertrykkelsesmetoderne i de besatte Lande. Ligesom de danske Nazister staaende overfor den idémæssige Kamps Haabløshed samler Kræfterne om Forbrydelser og formaalsløse Ødelæggelser, saadan gaar den højeste Naziledelse over til mere brutal Terror, mere aabenlys Foragt for Folkerettens Regler, vel vidende, at den derved kun øger Modstanden.