Islændingenes Opsigelse af Forbundstraktaten med Danmark og deres Afsættelse af Kongen kan nu betragtes som en Kendsgerning, selv om den endelige Bekræftelse ved Folkeafstemning endnu mangler, medens dette skrives.

I borgerlige Kredse vækker Islands Beslutning Sorg. Den islandske Befolkning beskyldes for at have handlet i Modstrid med nordisk Sæd og Retsopfattelse ved uden Forhandling at opsige Unionen med Danmark og afsætte Kongen.

Vi finder tværtimod disse Beslutninger ganske rimelige og berettigede. Den islandske Befolkning selv har aldrig bedt om at maatte høre til Danmark. Island blev erobret af Norge i det 13. Aarhundrede og kom 100 Aar derefter under dansk Styre sammen med Norge, i Overensstemmelse med det, som dengang var "nordisk Sæd og Retsopfattelse". Ingen spurgte Islændingene om deres egen Mening under de følgende 500 Aars danske Styre - en Periode, som baade kulturelt og økonomisk var en mørk Tid for Island.

I 1918 blev Island - som Resultat af en haardnakket national Befrielseskamp - anerkendt af Danmark som en selvstændig Stat. Det dansk-islandske Forbund, som blev oprettet i 1918, har imidlertid aldrig tilfredsstillet den islandske Befolkning. Den vil have ophævet alle Mindelser om det danske Herredømme, og fra dansk Side burde man uden videre anerkende dette uden at hænge sig i juridiske Fiksfakserier.

Men iøvrigt er Islands Fremgangsmaade ogsaa juridisk fuldt forsvarlig og korrekt. Den borgerlige Presse hænger sig i Forbundstraktatens Bestemmelse om, at Unionen eensidigt kan ophæves fra 1944, efter at Forhandling med Danmark har fundet Sted. Man slutter heraf, at Unionen ikke paa folkeretlig gyldig Maade kan ophæves nu, da Forhandling ikke kan finde Sted. Men det er imidlertid en almindeligt anerkendt folkeretlig Regel, at Traktater kan ophæves gensidigt, naar der indtræder væsentlige nye og uforudsete Omstændigheder. Og det kan man jo nok sige, at Besættelsen af Danmark og Island er. Der har lige siden 1918 været et overvældende Flertal i den islandske Befolkning for Opsigelse af Traktaten straks ved dens Udløb. Allerede i 1928 vedtog Altinget en eenstemmig Beslutning herom. Det er derfor hævet over enhver Tvivl, at disse Forhandlinger, om de kunde finde Sted, vilde være en ren og skær Formalitet.

Foruden at ophæve Forbundstraktaten med Danmark vil Islændingene ogsaa afsætte Kongen og indføre Republik. Dette er ikke et folkeretligt Spørgsmaal mellem Danmark og Island, men et indre islandsk statsretligt Spørgsmaal. Ogsaa denne Beslutning har vakt Harme i borgelige Kredse i Danmark. Sidst har Kongen i en Slags "aabent Brev" til den islandske Befolkning erklæret, at han for sit Vedkommende simpelthen ikke vil anerkende Gyldigheden af det islandske Folks Beslutning om Oprettelse af Republiken.

Paa dette Budskab, der smager en Del af Enevælde, har den islandske Presse givet et eenstemmigt og værdigt Svar. Kongen bliver belært om, at han ikke er Monark af Guds Naade, men at det er enhver Nations selvfølgelige Ret ved Flertalsbeslutning at afsætte en Konge, hvadenten Kongen selv synes om det eller ej.