|
|
  |
Som en af Europas mest fremtrædende auteurdokumentarister er Anders Petersen især kendt for sine intense billeder fra samfundets skyggeside, hvor han med empati og en råhedens poesi skildrer det udsatte menneske. Længsel og angst gennemstrømmer værket, der til stadighed kredser om det menneskelige møde, ligesom nysgerrigheden og den stillingstagende humanisme er forblevet intakt gennem den svenske fotografs mere end 30-årige virke. Således placerede Anders Petersen sig fra begyndelsen i spændingsfeltet mellem socialtorienteret dokumentarisme og det personlige, subjektive fotografi. Blandt de første forbilleder finder man da også Christer Strömholm, Robert Frank og Ed van der Elsken, der alle ser verden ved at belyse den med sig selv, og for hvem dokumentarfotografiets realisme tjener som en metafor i visualiseringen af deres egen fortælling. Anerkendelsen kom tidligt med den nu myteomspundne reportage "Café Lehmitz", der med et sjældent set nærvær skildrer livet som det udfoldede sig på en ølkafé i 1960´ernes Hamborg. Allerede her viste Petersen sin foruroligende evne til at synliggøre det dybt menneskelige, via sin intime og fordomsfrie portrættering af de ludere, tyve og andre marginaleksistenser, som udgjorde stamgæsterne på Café Lehmitz. "Det var aldrig social patos, politisk overbevisning eller for den sags skyld eksotisme, som i sin tid fik mig til at dokumentere udsathed. Snarere en følelse af beslægtethed" (1), har Anders Petersen fortalt, hvorfor han også betragter "Café Lehmitz" som et slags familiealbum. At incitamentet for hans kunstneriske virke altid har været blotlægningen af genkendelige og ofte sårbare sindstilstande, uddybes i et andet interview; "Selv betragter jeg alle mennesker som mine slægtninge. De er ikke japanere, strippere i leopardpels, psykisk syge, farlige kriminelle, gamle på et alderdomshjem eller fortabte fotografer, men mine medmennesker. Vi er dele af den store familie og jeg vil trænge igennem til det, som forener os." (2) Anders Petersen er født i 1944 og stammer fra et højborgerligt miljø, hvor forældrene tidligt blev skilt. Som ganske ung prøvede han journalistikken og var samtidig optaget af at tegne og male, for med fotografiet at finde en udtryksform, der passede til hans rastløse, søgende temperament. I 1966 blev han optaget på Christer Strömholms legendariske fotoskole i Stockholm, hvor en hel generation af svenske fotografer studerede i årene 1962-74. Bekendtskabet og det senere venskab med Strömholm fik afgørende betydning, idet denne som mentor om nogen ansporede Petersens udvikling af et personligt udtryk.
Idag anses Anders Petersen, der selv er en internationalt efterspurgt foredragsholder og workshopleder, som arvtager efter svensk fotografis grand old man. Man finder da også adskillige berøringspunkter i deres eksistentielle motivkreds, ligesom de begge er optaget af at trænge bag om menneskets forsvarsbarrierer. Men hvor Christer Strömholm ser verden med et litterært og let distanceret blik, vidner Petersens værk om et udtalt behov for personlig deltagelse og flygtig nærhed. Siden slutningen af 70´erne har Anders Petersen i store og ofte socialtorienterede projekter videreudviklet sin determinerede afdækning af det almene i det særegne, hvilket bl.a. har resulteret i en omfattende rejse- og udstillingsaktivitet samt mere end ti bogudgivelser. I 1984 udkom "Fängelse", som i på en gang klaustrofobiske og sanselige billeder tematiserer de indsattes stækkede hverdag i det flugtsikrede statsfængsel Österåker. Et andet distinkt værk er "Rågång till Kärleken". En lavmælt og fortættet alderdomsskildring fra 1991, hvor de institutionelle rammer entydigt markerer at livet er ved at rinde ud. Internationalt berømmet er "Ingen har sett allt" (1995), der med udgangspunkt i et behandlingscenter for sindslidende afrunder Petersens opsigtsvækkende institutionstrilogi, for samtidig at markere en ny æra i værket. I den særprægede og gådefulde fremstilling af psykisk syge og grænselandet mellem galskab og normalitet udfoldes for alvor et malerisk og højst personligt billedsprog, der på sublim vis danner afsæt for en angstfyldt erklæring om den eksistentielle smerte ved at være menneske. I sine senere arbejder, der bl.a. omfatter sammenstillinger af ældre materiale, har Anders Petersen fortsat sin odyssé ind i det ubevidste sjæleliv, parallelt med at han har frigjort sig fra rammefortællingen. I det store portrætprojekt, der blev indledt i 1999, er alle livsfaser repræsenteret. Men som i "Ingen har sett allt" er der ikke tale om portrætter i traditionel forstand, forstået som en repræsentation af personligheder. Snarere visualiseringen af tilstande, hvis uudgrundelige og stedvist forpinte udtryk lader få uberørt. Drift og drøm italesættes på tilsvarende vis i rækken af animalsk orienterede fotografier, som bl.a. fascinerer gennem deres på en gang grænseoverskridende og sært kyske indkredsning af det primitive og Således har Anders Petersen gennem hele sit værk været optaget af at udforske tilværelsens eksistentielle grundvilkår. Med den velbevandredes indsigt og barnets nysgerrighed afdækker han på insisterende og dybt personlig vis det ubeskyttede og sårbare hos mennesket. I en urovækkende fortælling af universel gyldighed, der tillige er et bevægende udsagn om det unikke i at være menneske. menneskets mere mørke sider. Birna Marianne Kleivan (1) Kleivan, Birna Marianne; "Det udsattes fotograf", Information 8.10.1997
|
