Pelikanen (A) har fået sit navn fra instrumentets arbejdende del, der ligner næbbet på en pelikan. Skikken med at opkalde instrumenter efter dyr og fugle har altid været anvendt indenfor kirurgien. Første gang pelikanen omtales er hos Guy de Chauliac (1363). Han henleder opmærksomheden på, at den er konstrueret efter bødkerinstrumentet "sjæleriveren", der er beregnet til at tvinge tøndestave på plads.
Tandnøglen (B) er i princippet en udvikling af pelikanen. Nøglen kunne med større kraft og med fuld sikkerhed arbejde med den tand, der skulle trækkes ud, og dette medvirkede til,  at den hurtigt blev mere udbredt end pelikanen. I Danmark vandt nøglen frem kort efter 1800.  Først ved  fremkomsten af den anatomiske tang i midten af 1800-tallet fik  nøglen en alvorlig konkurrent.
Gedefoden (C) eller elevatoren, som den nu kaldes har været et af de ældste instrumenter til tandudtrækning. Med sin simple form  og effektivitet har den altid været tandlægens hjælpemiddel ved ekstraktion af nedcariererede tænder og til fjernelse af rodstumper.
(D) En almindelig almindelig tandtang. Tangen, der har været anvendt som instrument til tandudtrækning, har utvivlsomt været en selvfølge lige så længe, som tangen har eksisteret. Såvel i den græske som i den romerske kultur har den været kendt.