Skatte i Det Kongelige Bibliotek


Tilbage | Forside

Aristoteles: Opera, graece. Venedig: Aldus Manutius 1495-1498. 5 bind.
Inc. Haun. 4337 2º

Klik for større billede OBS! 832 KB Klik for større billede
Trykkerens forord + første side af Den Nikomachæiske Etik (bd. 5) Bl. ψ4r: Økonomien (bd. 5)


Det Kongelige Bibliotek ejer to sæt af denne første trykte udgave på græsk af filosoffen Aristoteles’ (384-322 f.Kr.) værker. Det ene sæt er sammensat af bind, der kommer fra flere forskellige ejere. Bind 4 og 5 har tilhørt den berømte humanist fra Nürnberg, Willibald Pirckheimer (1470-1530). Bind 5 er afbildet her.
Pirckheimer lod sin nære ven Albrecht Dürer udsmykke en række af de førsteudgaver af græske forfattere, som han ejede. Hans store bibliotek blev spredt for alle vinde efter hans død, og i alt kender kunsthistorikere i dag 25 Pirckheimer-bøger med Dürer-udsmykning. Heraf er 16 bevaret og lokaliseret, mens de øvrige 9 kun kendes af omtale. Det Kongelige Bibliotek ejer hele 3 Pirckheimer-eksemplarer; imidlertid tilskrives udsmykningen af bind 5 af Aristoteles’ Opera, som ses her, ikke Dürer selv, men en fremragende miniaturist, der har arbejdet under mesterens opsyn.
Bogens trykker, Aldus Manutius fra Venedig, var en af de mest indflydelsesrige tidlige bogtrykkere. Han er ikke alene berømt for sine smukke bøger, men også for sine pålidelige tekstudgaver af klassiske forfattere.
Ligesom udgaverne af Cornelius Nepos, Homer og Euklid afspejler denne bog renæssancens dyrkelse af den græsk-romerske oldtid, der i Italien faldt sammen med den tidlige trykkekunst i sidste halvdel af 1400-tallet.

31,2 x 21 cm.

Litteratur: Ib Magnussen og V. Thorlacius-Ussing, ”Willibald Pirckheimer og Albrecht Dürer”, Fund og Forskning V-VI, 1958-59, s. 110-128.


Tilbage | Forside

© Det Kongelige Bibliotek 2003