|
Ole Rømer Observatoriet, Aarhus
Ole Rømer observatoriet i Århus er indviet i 1911 på foranledning af "amatør"astronomen Fr. Krüger (1864-1916). Krüger fik aldrig en embedseksamen, men fungerede ved et observatorium i Tyskland (Altenburg syd for Leipzig), hvor han især interesserede sig for røde stjerner. Da hans statstilskud dér blev inddraget søgte han gennem danske venner om tilladelse til for egne midler at opføre et observatorium på en grund i Århus, mod at observatoriet efter hans død skulle være byens eje. Projektet lykkedes på anbefaling af Elis Strömgren. Krüger var direktør for observatoriet indtil sin død i 1916.
Krügers hovedinstrumenter var:
Ved besættelsen af direktørposten efter Krügers død blev en elev af Elis Strömgren, Ruben Andersen (1892-1955), valgt, idet man så bort fra ansøgninger fra C. Luplau Janssen, stifteren af Urania-observatoriet, og fra Einar Hertzsprung. Som ene astronom ved observatoriet havde Ruben Andersen vanskelige vilkår, ligesom hans personlighed og krav til data stillede sig i vejen for gennemførelsen af observationerne.
I 1927 blev Axel V. Nielsen (1902-1970) ansat som assistent ved observatoriet, hvad der betød en oprustning af såvel undervisnings- som forskningsarbejdet. Nielsen beskæftigede sig især med variable stjerner.
I 1957 overgik observatoriet til Århus Universitet med professor Mogens Rudkjøbing som direktør. Observatoriet blev renoveret med nye kupler og 2 spejlteleskoper med 400 og 500 mm åbning.
Efter Danmarks tiltræden af ESO-samarbejdet i 1967 faldt aktiviteten i observatoriet stærkt, og det har i de senere år mere tjent folkeoplysningen end forskningen.
© Copyright 2001 Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek