Renæssancen kaster nyt lys

I begyndelsen af 1400-tallet begyndte kunstnere i Italien at arbejde på en ny måde: de havde opdaget perspektivet, der fik malerier til at ligne virkeligheden. Geometri og kunst kom til at hænge sammen. Og menneskekroppens virkelighed blev udforsket via dissektion af kunstneren Leonardo da Vinci og anatomen Andreas Vesalius.

Den udvikling var begyndt nogle hundrede år tidligere med genopdagelsen af antikkens værker. Men i middelalderen var fx Aristoteles lige så indiskutabel som Bibelen. Nu fik man flere oversættelser og opdagede derfor udsagn hos bl.a. Aristoteles og Ptolemæus, der ikke stemte med den virkelighed, man kunne iagttage. En virkelighed, der også forandrede sig på grund af de store opdagelsesrejser.

I 1543 udkom en af de bøger, der kom til at ændre verdensbilledet: Nicolaus Copernicus' Om himmellegemernes omløb . Her argumenterede den polske astronom for, at Solen og ikke Jorden måtte være centrum i universet.

Dialog om to verdensbilleder

Det siges, at Copernicus læste korrektur på sin banebrydende bog på dødslejet. Derved slap han for at blive anklaget for kætteri. Men faktisk gik der over 70 år, før paven opdagede bogens budskab og forbød den. I Frankrig vedtog man en lov, som dødsdømte folk, der sagde, at Solen var centrum i solsystemet.

Hvorfor var det så truende for kirken, at der blev rokket ved det antikke verdensbillede? Aristoteles og Ptolemæus var ifølge sagens natur ikke kristne, men deres verdensbillede var nu engang blevet accepteret af kirken, som ikke vidste, at allerede den græske astronom Aristarch havde sat Solen som centrum i datidens univers. Med Copernicus' bog var der for første gang i kirkens historie flere systemer at vælge imellem. Der kunne nu sås tvivl og stilles spørgsmål. Det var en af farerne.

En anden fare var tanken om, at Jorden med menneskene ikke længere var i centrum, men blot en af flere planeter, der kredsede omkring Solen, som nu var blevet himlens "vigtigste" legeme.

Verden bliver større

Copernicus' billede af solsystemet, hvor planeterne kredsede om en fjern Sol, betød en udvidelse af universet. Før havde det været en lille, hyggelig kugle, hvor himmellegemerne kredsede rundt lige i nærheden af os. Alt det nye, man lærte om himlen, måtte man stadig tænke og måle sig til ved hjælp af ganske simple sigteinstrumenter.

Også den jordiske verden blev udvidet i renæssancen. Især da Columbus i 1492 ramte Amerika under sin søgen efter en kortere søvej til Asien. På Ptolemæus' verdenskort, der var blevet forbedret af tidens kartografer, så der ikke ud til at være langt mellem Spanien og Asien. Med primitive instrumenter navigerede Columbus sig frem til et kontinent, som han til sin død mente var Asien.

I løbet af renæssancen mistede kirken noget af sin magt. Før havde den haft monopol på al viden. Men nu opstod der også verdslige stater. I Italien måtte kirken fx dele magten med fyrster, der investerede store summer og megen interesse i både kunst og videnskab.

Thyco Brahe sætter nye mål på himlen

Tycho Brahe skulle egentlig have studeret jura. Men da han som 12-årig oplevede en forudsagt solformørkelse, tabte han sit hjerte til astronomien. Han besluttede at forbedre de 300 år gamle, ret unøjagtige tabeller, som stadig blev brugt. Ved siden af sine astronomiske studier dyrkede Tycho Brahe med stor interesse både alkymi og astrologi.

Da han i 1572 opdagede en "ny" stjerne i stjernebilledet Cassiopeia, vidste han, at himlen ikke var uforanderlig, som Aristoteles havde sagt. Han skrev en bog om stjernen, blev berømt og fik tilbud om at bygge sit eget forskningscenter på Hven. Her udviklede Tycho Brahe nye sigteinstrumenter, hvormed han kunne foretage så nøjagtige målinger af stjernehimlen, at det selv efter kikkertens opfindelse tog mange år at opnå samme standard. Brahe lavede det første stjernekatalog siden oldtiden, udfærdigede nye soltabeller, observerede kometer, m.m.

I 1597 måtte den Brahe forlade Danmark efter et opgør med Christian d. 4. Han endte sine dage ved hoffet i Prag i 1601.

Kroppens hemmeligheder afsløres

I 1543, udgivelsesåret for Copernicus' bog om det nye verdensbillede, udgav den belgiske læge Andreas Vesalius en anden videnskabelig sværvægter: Om menneskelegemets struktur. For første gang kunne læger og studerende se nøjagtige afbildninger af et menneske bag huden: skelet, muskler og indvolde var tegnet med hele renæssancens nyerhvervede naturalisme.

Vesalius havde fået sin viden ved at skære i - dissekere - kroppe af henrettede forbrydere i Norditalien, hvor han arbejdede. Hidtil havde kirken forbudt dissektion. Den viden, man havde om kroppens indre, stammede fra antikken, hvorfra Galens dyrestudier via araberne kom til Europa i slutningen af middelalderen. Allerede i 1400-tallet dissekerede Leonardo da Vinci dog hemmeligt døde kroppe med det formål bedre at kunne tegne de levende.

Undervisning i anatomi blev nu henlagt til et "anatomisk teater" med bænke og ståpladser om et bord, hvor anatomen demonstrerede for de studerende. Mystikken breder sig

Sideløbende med de store landvindinger inden for anatomi og astronomi var renæssancen stærkt præget af hang til mystik.Videnskabsmænd som Tycho Brahe, hans elev Kepler, den kendte læge Paracelsus og mange andre dyrkede alkymi, astrologi, talmagi og andre former for naturmystik og okkultisme.

Sammen med genopdagelsen af antikken var Platons værker kommet til Europa og inspirerede til et mere åndeligt, idealistisk verdenssyn end det jord-bundne, hans elev Aristoteles stod for.

Mange anså alkymiens hovedformål for at være frembringelse af guld eller en livseliksir. Indtil omkring 1700 var alkymi det samme som kemi. Samtidig med teknisk dygtige eksperimenter udviklede europæiske alkymister et naturfilosofisk og mystisk system, der ikke blot skulle omdanne urene metaller til guld, men også rense sjælen. Siden fastslog bl.a. Lavoisier, at kemi bygger på grundstoffer, der ikke kan opbygges af simplere stoffer - og at guld er et sådant grundstof.