Noter til brev nr. 88:

[1] Coll. Brevs. XIII (KB). Trykt i BEC I 120-121.

Noter til brev nr. 89:

[1] Coll. Brevs. XV-XVI (KB). Trykt i BEC I 121.

[2] A.L. Drewsen (1803-85); auditør ved Fynske Infanteriregiment i Fredericia 1826, ved Kongens Regiment 1828, fra 1830 tillige ved Søkadetkorpset, overauditør 1831; assessor i Københavns Politiret 1832, 1845 i Kriminal- og Politiretten, 1847-79 justitiarius smst. Gift 1826 med Ingeborg Collin. Om A og A.L.D. se BJC III 360-63.

[3] Augusta Collin, f. Petzholdt (1801-65).

Noter til brev nr. 90:

[1] Coll.Brevs. XV-XVI (KB). Trykt i BEC I 121-125.

[2] brødrene Peter (1808-81) og Christian Wulff, begge sekondløjtnanter i Søetaten, var 1832-33 i Vestindien; den første med briggen St.Croix, den anden med korvetten Diana.

[3] se brev 88.

[4] se brev 68-70.

[5] i 1833 fandtes der tre kammerjunkere af dette navn: premierløjtnant ved Livregiment kyraseerer Cæsar du Plat samt premierløjtnanterne Claude og Vilhelm du Plat, begge ved Kongens Regiment. Hvem af de tre, der er tale om, vides ikke.

[6] fader til skuespilleren Heinrich Marr.

[7] Wulf Salomon (ca. 1770-1842), brygger og kornhandler, gift med Sara, f. Oppenheim (1786-1858). A havde gjort bekendtskab med sønnen, stud.theol. Victor Salomon (1807-75) på dampskibet til Lübeck (Dagbøger I 119).

[8] komedie i tre akter af Viollet d’Epagny og H. Dupin.

[9] det blev opført 1.gang på Det kgl. Teater 7.9.1833, men henlagt efter fire opførelser.

[10] uheld.

[11] sidder fast.

[12] orlogsskonnerten Elben.

[13] Frederik Sigfried Mørck (1800-39), premierløjtnant i Søetaten; 1834 interimsguvernør på Guineakysten og kar. kaptajnløjtnant; 1837 virkelig guvernør.

[14] Magnus Suenson (1802-56), premierløjtnant i Søeetaten; 1833 næstkommanderende på Elben, 1841 kaptajnløjtnant, 1845 chef for Elben, senere kommandørkaptajn.

[15] Isaac Moses Trier (1806-86), dr.med., læge ved hospitalet i Altona 1832-60.

[16] muligvis en hentydning til transaktionerne i anledning af den tidligere generalguvernør i Dansk Vestindien, generalløjtnant Peter Lotharius Oxholms (1753-1827) gæld til staten, jf. Marcus Rubin: “Frederik VI's Tid”, 1895, 224: “Det var ligeledes i hine Aar, at Staten fik en Mængde vestindiske Plantager paa Halsen [...] Naar Staten indvikledes i disse Affærer, var det imidlertid for endel dens egen Skyld. For at frelse de fornemme Slægter, i hvis Plantager de københavnske Handelshuse havde Prioriteter, overtog man disse. Saaledes likviderede Staten f. Eks. en Del af Meyer & Triers Gæld til Finanserne ved at lade sig deres Prioritetsobligationer i Generalløjtnant Oxholms og i Kammerherre Ferralls Plantager cedere. Overfor Oxholm betød det [...] en Foræring af en Formue. Hans Plantager ansloges til at være 942,000 Rbdl. værd (naar man regnede 125,000 Rbdl., han “skal have anvendt paa dem”, med i Beløbet), og i disse prioriteredes til Finanserne 712,000 Rbdl.! Først ved hans Død 1827 lod Staten sig dem udlægge. Hans øvrige Kreditorer fik kun nogle faa Procent af deres Fordringer dækkede, ved Hjælp af hans Møbler og andre Effekter; men Oxholms Sønner fik Plantagerne i Forpagtning paa saadanne Vilkaar, at Forpagtningssummen kun udgjorde Halvdelen af Renterne af, hvad Staten havde overtaget Plantagerne for.”

[17] Niels Chr.Øst (1779-1842), overkrigskommissær og litterat. Såvel Kruse som Øst havde homoseksuelle tilbøjeligheder.

[18] romantisk tragedie af Shakespeare (trykt 1599).

[19] opera af den østrigske komponist W.A.Mozart (1756-91).

[20] postdiligencen

[21] Salomon Heine (1767-1844) bankier i Hamburg.

[22] Louise Collin, som A havde sværmet for, efter at han var kommet sig over sin ulykkelige kærlighed til Riborg Voigt, var kort efter nytår 1833 blevet forlovet med juristen W. Lind (1807-91).

[23] papirhandler Wilhelm Wanscher (1802-82), forlovet med Karen Wegener, datter af Edvard Collins kusine Birgitte Wegener, f. Bindesbøll.

[24] Emil Hornemann (1810-90), cand.med. 1834, dr.med. 1839, fra 1841 praktiserende læge i Kbh. E.H., der var fætter til Edvard Collin, var 1833 skibskirurg ombord på korvetten Galathea på et togt til Middelhavet.

[25] Ludvig Müller.

[26] Fabritius de Tengnagels Bogtrykkeri, hvor “Samlede Digte” (1833) blev trykt.

[27] den Collinske gård i Bredgade, hvis bagside vendte ud til Store Strandstræde. Gården lå dog ikke på hjørnet. Det egentlige hjørnehus er Kanneworffs Hus.

[28] J.M. Thiele (1795-1874), forfatter, folkemindesamler; sekretær ved Kunstakademiet, bibliotekar hos prins Christian (VIII), 1835 inspektør ved og 1861-71 direktør for Den kgl. Kobberstiksamling. A var nær ven af Thiele, som han havde stiftet bekendtskab med i de første år i Kbh., jf. J.M. Thiele: “Erindringer fra Bakkehuset”, 1869, 73-81.

[29] A.L. Drewsens moder, Anna Christine Dorothea Drewsen, f. Lassen (1777-1852), enke efter papirmager Chr. Drewsen på Strandmøllen nord for Kbh.

Noter til brev nr. 91:

[1] H. C. Andersens Hus. Trykt i BHW I 96-100.

[2] fredag 10.4. ankom A til Paris, hvor han tog ind på Hotel de Lille i Rue St. Thomas.

[3] dat. 4.5.1833 (BHW I 94ff.).

[4] 27.4. Om opholdet i Harburg, hvor A måtte vente fra kl. 9.30 til kl. 22 på at komme videre, se Dagbøger I 124ff.; “Reise fra Kjøbenhavn til Rhinen”, 1955, 15-16.

[5] kriminelle eller subsistensløse, der var dømt eller tvunget til at arbejde som fx gadefejere.

[6] Lüneburger Heide.

[7] A kom til Hannover kl. 18 søndag 28.4. og rejste næste dag videre til Kassel ( Dagbøger I 125ff.; “Reise fra Kjøbenhavn til Rhinen”, 1955 19-22.

[8] influenza.

[9] Waterloosøjlen, rejst 1832 til minde om Wellingtons sejr over Napoleon 1815, og monumentet for den ty. filosof Gottfried Wilhelm Leibniz (1646-1716).

[10] tidligt om morgenen 30.4. kom A til Kassel. Han blev der til 2.5. kl. 10 ( Dagbøger I 128-134; “Reise fra Kjøbenhavn til Rhinen”, 1955, 22-28.

[11] slottet Wilhelmshöhe, opført 1786-1801 for kurfyrst Wilhelm I af Hessen-Kassel, ligger 6 km fra Kassel.

[12] jf. Dagbøger I 134 og “Reise fra Kjøbenhavn til Rhinen”, 1955,17-18. A beskrev senere udvandrerne i “Billedbog uden Billeder”, Femtende Aften (R&R IV 18f.).

[13] den ty. komponist og violinist Ludwig Spohr (1784-1859) var 1822 blevet ansat som kapelmester i Kassel. A besøgte ham 30.4. ( Dagbøger I 129, “Reise fra Kjøbenhavn til Rhinen”, 1955 23-25; MLE I 130-31).

[14] komponisten Fr. Kuhlau (1786-1832).

[15] Album 31. Det drejer sig om Spohrs “Canon zu 6 Stimmen” (3 takter), dat. “Cassel den 29tes Aprill 1833. Zu freundlicher Erinnerung an Louis Spohr”.

[16] Dagbøger 3.- 4.5. ( I 135-39), “Reise fra Kjøbenhavn til Rhinen”, 1955, 30-34.

[17] syrenerne.

[18] Dagbøger I 137, “Reise fra Kjøbenhavn til Rhinen”, 1955, 32. Jødegaden er endvidere skildret i “Billedbog uden Billeder”, Fem og tyvende Aften ( R&R IV 29f.).

[19] bankieren Amschel Mayer von Rothschild (1773-1855), chef for Frankfurt-afdelingen af Europas største bankierfirma, havde en villa i Bornheim, en forstad til Frankfurt am Main.

[20] egl. magnifique; fr.: prægtig.

[21] den ty. pianist og komponist Aloys Schmitt (1788-1866) var en meget anset musikpædagog i Frankfurt am Main. Hans opera “Valeria” opførtes i Mannheim 1832; i Album 79 findes 4 takter: “Romanze aus der Oper: Valeriac (“Traut Liebchen, komme -“), dat. 4ten May 1833. Om besøget hos Schmitt se Dagbøger I 138 og “Reise fra Kjøbenhavn til Rhinen”,1955, 33-34.

[22] efter det såkaldte “Frankfurter attentat” 3.4.1833, hvor frihedsbegejstrede unge akademikere havde ønsket at skaffe Tyskland politisk frihed ved et kup overfor Forbundsdagen i Frankfurt. Det var planen at storme byens tøjhus, bemægtige sig hovedvagten og sammen med bevæbnede borgere besætte Forbundsdagen. Derefter ville man indsætte en provisorisk centralregering og indkalde en grundlovgivende rigsforsamling. Det lykkedes at erobre hovedvagten og konstabelvagten samt at ringe til storm fra domkirketårnet, men oprøret blev knust af regulære tropper efter en kort kamp (Friedrich Bote: “Geschichte der Stadt Frankfurt am Main”, I, 1913, 613-14).

[23] let bevæbnede ryttere.

[24] 5.5. sejlede A med dampskibet “Stadt Mainz” til Koblenz og besteg Ehrenbreitstein; næste dag vendte han tilbage til Mainz (Dagbøger I 139ff.).

[25] 6.-10.5.; der er ingen dagbogsoptegnelser bevaret fra denne del af rejsen. Om ankomsten til Paris se Dagbøger I 142f. samt MLE I 132. Opholdet her er beskrevet sst. 132-42 samt Dagbøger I 142-57 (dagbogen mangler 14.6.-14.8.). Se også Paul V. Rubow i Franz v. Jessen (red.): “Danske i Paris gennem Tiderne”, II,1, 1938,170-81.

[26] Ækvator.

[27] Tivoli-Vauxhall, forlystelsespark i Rue de Clichy nr. 80, et af forbillederne for Georg Carstensens københavnske Tivoli (1843).

[28] premierløjtnant i artilleriet, siden major og besidder af godset Katholm A.W. Dinesen (1807-76), fader til forfatteren Wilhelm Dinesen (Boganis) og farfader til forfatterinden Karen Blixen. A.W.D. deltog i øvrigt senere som kaptajn i Treårskrigen, hvor han bl.a. gjorde sig bemærket i kampen ved Bov 9.4.1848, i slaget ved Isted 24.7.1850 og kampen ved Mysunde 12.9.1850.

[29] sekondløjtnant i Søetaten Jost Ferdinand Guillaume (Vilhelm) van Dockum (1808-68), klassekammerat fra Kadetskolen med Henriette Wulffs broder Christian, udnævnt til officer 1825. Fra 1828 havde han været i fransk tjeneste og deltaget i flere togter til Sydamerika. Under et togt i Middelhavet med briggen le Rusé lå han syg i Toulon af en benskade med koldbrand, kom til Paris 10.5.1833, samme dag som A, og vendte tilbage til Kbh. 30.6. ( T.A.Topsøe-Jensen og Emil Marquard: “Officerer i den dansk-norske Søetat 1660-1814 og den danske Søetat 1814-1932”, I, 1935, 300).

[30] hentydning til J. L. Heibergs vaudeville “De Uadskillelige”, opført 1. gang på Det kgl. Teater 11.6.1827.

[31] fr. digter (1802-85).

[32] den ital.-fr. komponist og direktør for konservatoriet i Paris Luigi Cherubini (1760-1842). A besøgte ham 12.5. (Dagbøger I 144); besøget er skildret MLE I 135-36.

[33] Fritz Feddersen (1805-63), cand. jur.; 1835 auditør; 1841 medlem af Østifternes Stænderforsamling, 1842 kommitteret i General-Toldkammer- og Kommercekollegiet; 1851-55 guvernør for De dansk-vestindiske Øer; 1860 medlem af Folketinget. F.F. havde siden sommeren 1832 været på en videnskabelig udlandsrejse med understøttelse af Fonden ad usus publicos, den Reiersenske Fond og det Lassenske Stipendium, hvorfra han vendte tilbage i sommeren 1835. A traf ham påny i påsken 1834 i Rom og senere samme år i München og Berlin.

[34] kapelmester ved Det kgl. Teater, komponisten Claus Schall (1757-1835).

[35] den fr.komponist Charles Louis Adolphe Vogel (1808-92); hans opera “Le podestat” havde netop haft premiere på Opéra comique. A hørte operaen 13.5. (Dagbøger I 145).

[36] den fr. komponist Ferdinand Herold (1791-1833) var død 19.1.1833 i Paris. Hans sidste opera “Le Pré aux clercs” havde haft premiere 15.12. 1832 på Opéra comique (opførtes 8 gange fra 28.10.1834 på Det kgl. Teater under titlen “Klerkevænget”).

[37] den fr. operasangerinden Clara-Margueron.

[38] vaudeville i 2 akter af Vanderburch og Ferdinand Langlé, opført 1. gang på Palais Royal-Teatret 10.5.1833. Den handler ikke om Gustaf IV Adolf, men om Bernadotte (Karl XIV Johan) (jf. BHW I 100f. og KeS (R&R III 262).

[39] Gustaf IV Adolf (1778-1837), konge af Sverige 1792-1809, kaldte sig efter sin afsættelse oberst Gustafsson; død i landflygtighed i St. Gallen.

[40] den ty. digter Heinrich Heine (1797- 1856).

[41] første del af Heines “Die Romantische Schule” udkom i foråret 1833 på fransk i tidsskriftet “Europe littéraire” (“Etat actuel de la littérature en Allemagne”) og samtidig på tysk i to bind under titlen: “Zur Geschichte der neueren schönen Literatur in Deutschland”. Citatet afslutter Erstes Buch af “Die Romantische Schule” (Werke, hrsg. von Hermann Friedemann und Raimund Pissin, IX, 70-71).

[42] Goethe døde 22.3.1832 i Weimar.

[43] A flyttede fra Hôtel de Lille pga. prisen, jf. i øvrigt brev til Edvard Collin 12.5.1833: “Igaar opsøgte jeg imidlertid nogle danske Landsmænd, de raadede mig at leie Feddersens Værelse i Hôtel Vivienne, og ved deres Prutten og Veltalenhed [...] fik jeg det for 30 Frank om Maaneden (omtrent 6 Species) det skal være særdeles billigt, især da det ligger tæt ved Palais royal” ( BEC I 127). Hotellet lå i Rue Vivienne nr. 14 bag Bibliothèque Nationale.

[44] premierløjtnant i Søetaten Hans Jacob Hansen (1797-1830) , studerede fra 1828 skibsbygning i Sverige, England, Holland og Frankrig; døde 23.3.1830 på Marinehospitalet i Toulon af vattersot (T.A.Topsøe-Jensen og Emil Marquard: “Officerer i den dansk-norske Søetat 1660-1814 og den danske Søetat 1814-1932”, I, 1935, 531).

[45] “Samlede Digte af H. C. Andersen” udkom først 20.8.1833.

[46] berygtet smal gyde i Kbh., der forbandt Østergade med Grønnegade. Nedrevet 1873 til fordel for den nuværende Ny Østergade.

[47] “Gustave III ou le Bal masqué”, opera af den fr. komponist D.F.E. Auber (1782-1871) og tekst af E.Scribe (1791-1861), opf. 1. gang. på Pariseroperaen 27.2.1833. A hørte den 15.5. (Dagbøger I 146f.), jf. brev til Ludvig Müller 14.5.1833: “Nu først veed jeg, hvad Decorations-Væsen er. Du gode Gud, der skulde Du see! I tredie Act saae man Omegnen af Stokholm i Maaneskin; Maanen speilede sig i Vandet. Lette Skyer fløi hen i Luften, og man saae virkelig op i Guds blaae Himmel; der laae Snee paa hele Theater-Gulvet; det var ikke Decoration, nei, Virkelighed, den store, skjønne Virkelighed! Hele Huset applauderede!” (BfA I 118-19).

Noter til brev nr. 92:

[1] Holger Laage-Petersens Samling (KB). Trykt i BHW I 101-105.

[2] 24.5. (Dagbøger I 150ff.).

[3] egl. mejeri, hvor der fremstilles schweizerost; her blot i betydningen mejeri.

[4] Marie Antoinette, f. prinsesse af Østrig (1755-93), fr. dronning.

[5] Louis XVI (1754-93), konge af Frankrig 1774-92.

[6] Marie Antoinette og Louis XVI blev henrettet under den fr. revolution.

[7] Charles X (1757-1836), konge 1824-30, fordrevet ved Julirevolutionen.

[8] 15.12.1809 blev Napoleon skilt fra sin første hustru, kejserinde Josephine (1763-1814).

[9] Hôtel des Invalides, hjem for krigsinvalider, grundlagt 1671 af Louis XIV. A besøgte Invalidehotellet sammen med den norske baron Harald Wedel-Jarlsberg (1811-97). De følgende linier (til og med bemærkningerne om, at kejser Alexander reddede Seinebroen) er næsten en afskrift af dagbogen (Dagbøger I 155f.). A må derfor have afbrudt brevskrivningen 29.5. og genoptaget den efter 4.6.

[10] Église Saint-Louis.

[11] Henri de Latour d’Auvergne, Vicomte de Turenne (1611-75) og Sébastien le Prestre, Marquis de Vauban (1633-1707), marskaller under Louis XIV. Den første udmærkede sig som feltherre, den anden som ingeniørofficer og fæstningskonstruktør.

[12] Emmanuel Augustin Dieudonné, Marquis de Las Cases (1766-1842), havde haft en fremtrædende stilling ved Napoleons hof, fulgte ham i hans forvisning til Elba i 1814 og til St. Helena i 1815, men blev sendt tilbage til Europa af guvernøren Hudson Lowe i 1816. På grundlag af referater af sine samtaler med Napoleon udgav han 1822-23 “Mémorial de Sainte-Hélenè”, der vakte stor opsigt. 1831 blev han valgt til deputeret.

[13] umiddelbart før de allieredes indtog i Paris, lod stiftelsens guvernør, marskal Sérurier 1400 erobrede faner brænde i Hôtel des Invalides’ gård natten mellem 29. og 30.5.1814.

[14] zar Alexander I af Rusland (1777 - (1801-)1825).

[15] Vendômesøjlen med Antoine Chaudets statue af Napoleon klædt som romersk imperator blev rejst 1806-10 som sejrsmonument for felttogene 1805. Efter Napoleons fald 1814 blev statuen fjernet og omsmeltet af royalisterne og erstattet af den franske lilje, Bourbonnernes symbol. Louis Philippe lod 1833 denne erstatte af Charles Seurres Napoleonsstatue. Den blev imidlertid igen fjernet 1865, flyttet til portalen over Saint-Louis Kirken i Hôtel des Invalides og erstattet med en kopi af Chaudets statue. A havde i øvrigt efter hjemkomsten netop et billede af Napoleon på Vendômesøjlen i sin stue, et udtryk for hans Napoleondyrkelse (BHH 104).

[16] Tricoloren.

[17] Louis Philippe (1773-1850), konge af Frankrig 1830-48. Ideen til at karikere Louis-Philippe som en pære skyldes tegneren og journalisten Charles Philipon (1806-82); de ældste billeder stammer fra 1831.

[18] natten mellem 24. og 25.8.1572 forsøgte dronning Catharina af Medici at udrydde de franske huguenotter, der var samlet i Paris med admiral Coligny i spidsen; 1000 omkom. Hendes søn Charles IX skal personlig have skudt under myrderierne.

[19] officeren og politikeren Joseph Motier, Marquis de Lafayette (1757-1834), der havde gjort sig bemærket under den amerikanske frihedskamp og under den franske revolution, havde, skønt han var overbevist republikaner, 1830 støttet Louis-Philippe, men blev hurtig uenig med den nye konge og trak sig december 1830 tilbage som chef for Nationalgarden.

[20] lat.: vidunderligt at sige, dvs. så mærkeligt det end kan lyde (citat af Vergil’s Æneide II, 194).

[21] allusion til den pantsatte bondedrengs faste svar på alle spørgsmål i Holbergs “Den pantsatte Bondedreng”,II akt, 8 sc.: “Spør min Hofmester”.

[22] 27.5.

[23] 4.5.1833 indeholdt “Kjøbenhavnsposten” Nr. 87 et digt, “Farvel til Andersen!”, underskrevet “Frithiof” (uddrag trykt i BEC V 32f.). Som svar herpå bragtes i bladets Nr. 93, 13.5., et smædedigt med samme titel underskrevet “Ingeborg” (4 strofer heraf meddelt af A i MLE I 138). Parodien vakte opsigt og blev tillagt Chr. Wilster, der dementerede rygtet i “Kjøbenhavnsposten” Nr. 106, 1.6.1833. A modtog brevet med smædedigtet 27.5.1833: “Det var Svar paa eet til min Roes der havde staaet tidligere; man havde nu frygtet at ingen skulde skrive mig til derom og sendte mig det Onde. Jeg maatte betale det fra Hamborg. Hvilken Ondskab at sende mig det i et fremmed Land, at man skrev det kan jeg tilgive. Det forstemte mig Det var det første Brev fra Hjemmet” (Dagbøger I 153f.). A meddelte straks det passerede i et brev til Edvard Collin 28.5. (BEC I 129), der 15.6. indrykkede flg. annonce forfattet af Jonas Collin i “Kjøbenhavnsposten” Nr. 116: “Vor Landsmand, H.C. Andersen, som med Kongelig Understøttelse reiser udenlands, er i Maii Maaned d. A. ankommen til Paris, hvor han for det Første agter at opholde sig. At han ved sin Ankomst der har modtaget et ufrankeret Brev, eller rettere en Convolut med det Niddigt, som stod indført i Kjøbenhavnsposten No [93], saadant maa, skjøndt paa heel forskjellig Maade, interessere Andersens Venner og Digtets Forfatter at erfare” (BEC I 139).

[24] det varede dog kun fra 30.til 31.5.; jf. i øvrigt brev til Chr. Voigt 26.6.1833: “jeg fik det med de voldsomste Brækninger der varede ved i 16 Timer, jeg troede jeg skulde døe; siden har jeg havdt det to Gange endnu, men kun om Aftenen” ( Anderseniana 2. rk. I,2 121. Se også BfA I 121 og BEC I 134).

[25] arkæologen P. O. Brøndsted (1780-1842), professor ved Kbh.s Universitet. A havde truffet ham hos Wulffs, hvor han “bragte Liv ved sin Veltalenhed” (MLE I 95); om deres samvær i Paris hedder det: “han kom fra London til Paris, her læste han “Aarets tolv Maaneder”, han havde ikke før læst Noget af mig, mine Vers tiltalte ham, han fik Godhed for mig og blev mig en aandfuld Leder og Omgangsven” (ib. I 141). A havde drukket the hos ham 19.5. (Dagbøger I 149) og mødte ham ofte senere. Dagbogen 1.6. nævner, at Brøndsted er blevet syg (ib. I 155).

[26] Louis de Coninck (1788-1840), kaptajn, senere kommandørkaptajn i Søetaten. Han havde siden 23.9.1832 haft orlov for at rejse til England og senere til Frankrig og demonstrere det af ham opfundne klinometer (krængningsmåler) og vendte først hjem i efteråret 1833 (T.A.Topsøe-Jensen og Emil Marquard: “Officerer i den dansk-norske Søetat 1660-1814 og den danske Søetat 1814-1932”, I, 1935, 259).

[27] 4.6.; samme dag han var i Hôtel des Invalides med den norske baron Wedel-Jarlsberg, der også havde deltaget i udflugten til Versailles.

[28] “Les enfants d’Edouard”, tragedie i 3 akter af den fr. dramatiker Casimir Delavigne (1793-1843), havde premiere på Théâtre français 18.5.1833. Emnet er kendt fra en episode i Shakespeares “Richard III”. Jf. i øvrigt “Kun en Spillemand” (R&R III 262) og MLE I 133.

[29] den fr. skuespillerinde Anne Française Hippolyte Salvetat, kaldet Mlle Mars (1779-1847) debuterede i Paris 1795 og spillede først især naive ungpigeroller, siden de store koketter og verdensdamer og i det romantiske drama de tragiske heltinder. “Den gamle Mademoiselle Mars spillede de unge Sønners Moder, og uagtet jeg kun lidt forstod det franske Sprog, blev ved hendes Spil Alt mig forstaaeligt, saa at Taarerne kom mig i Øinene; et skjønnere qvindeligt Organ har jeg aldrig hørt før eller senere” (MLE I 133).

[30] opført under titlen “Edwards Sønner”, oversat af Carl Borgaard, 1. gang på Det kgl. Teater ved sommerforestillingerne 4.6.1841; det spilledes ialt 8 gange. Prinserne blev udført af Elise Holst og Louise Petersen (den senere fru Phister), hertugen af Glocester (Richard III) af N. P. Nielsen, enkedronning Elisabeth af Anna Nielsen, morderen Tyrrell af Ludvig Phister.

[31] borgfoged, slotskommandant.

[32] Elisabeth (Elise) Heger (1811-91); gift 1834 med skuespilleren Wilhelm Holst.

[33] fuldmægtig i Enkekassens Bogholderikontor og lærer i fransk ved Søkadetakademiet, senere jernbanedirektør Gustav Schram (1802-65). G.S. havde fået offentlig støtte til et ophold i Paris i fire måneder i 1833.

Noter til brev nr. 93:

[1] Coll. Brevs. XV-XVI. Trykt i BEC I 133-138.

[2] brev 88.

[3] Corfitz Seeman (1800-75), skuespiller ved Det kgl. Teater, senere toldinspektør i Nyborg.

[4] Julius Schwartsen (1802-75), skuespiller og operasanger ved Det kgl. Teater.

[5] dat. Paris 28.5.1833 (BEC I 129ff.).

[6] cand. jur. Hans Carl Sager (1808-85), var student fra Borgerdydskolen (hvor Edvard Collin havde gået) 1826, året efter E. C. Pga. oplysningerne om A.s sygdom, må han være rejst 31.5. (Dagbøger I 154).

[7] influenza.

[8] indsprøjtning af væske i endetarmen for at fremme afføringen.

[9] turen fandt sted 9.6.(Dagbøger I 156f.); sml. brev til Chr. Voigt 26.6 1833 (Anderseniana 2 rk. I,2 118ff.) samt “Kun en Spillemand”, Tredie Deel, Kap. VII (R&R III 255ff.)

[10] fr.: kæder.

[11] Galerie Vivienne eller Galerie Colbert.

[12] officeren og politikeren Joseph Motier, Marquis de Lafayette (1757-1834), der havde gjort sig bemærket under den amerikanske frihedskamp og under den franske revolution, havde, skønt han var overbevist republikaner, 1830 støttet Louis-Philippe, men blev hurtig uenig med den nye konge og trak sig december 1830 tilbage som chef for Nationalgarden.

[13] Saint-Antoine.

[14] tæt ved Pont Neuf.

[15] Cathérine, Marquise de Bonnay, f. O'Neill (1789-1879), enke efter Charles-François, Marquis de Bonnay (1750-1825), der var fransk gesandt i København 1814-16. Hun var født i Frederikssted på St. Croix som datter af en plantageejer, og hendes søster Ann var gift med Peter Lotharius Oxholm (se note 16 til brev 90). Visitten fandt sted 10.6. Jf. i øvrigt brev til Ludvig Müller 29. 6.: “Jeg begynder at komme ud; hos Marquise Bonnay har jeg været og staaet mig stiv” (BfA I 128) og til Maria Boye 9.8.1833: “I Marquise Bonnays Huus kommer jeg imellem, her har jeg gjort Bekjendtskab med flere Hof- og Litteratur-Mennesker” (BJC I 90).

[16] nu Place de la Concorde.

[17] “Lille Viggo, vil Du ride Ranke?”, skrevet til Viggo Drewsen; trykt i “Nyeste Repertorium for Moerskabs-Læsning”, 1. Bind, Nr. 17, 27.10.1832., 257; optrykt i “Samlede Digte”, 1833,28-29 (SS XII 191-92).

[18] A havde allerede fået ideen til det dramatiske digt “Agnete og Havmanden” under sit ophold i Odense i sommeren 1832, jf. brev til Edvard Collin 11.7.1832 (BEC I 105f.), men han tog først fat på arbejdet efter ankomsten til Paris i maj 1833 (Dagbøger 18.5.: “Begyndte at tænke paa min Agnete” ( I 149) og 20.5.: “Begyndte paa Agnete” (ib.)). Den 28.5. skriver han til Edvard Collin: “Jeg har været flittig; jeg har alt skrevet de første Scener af Agnete og jeg er tilfreds med dem” (BEC I 130). Den 26.6. fortæller han Chr. Voigt, at det halve af første del er færdigt (Anderseniana 2. rk. I 121) og 10.7. hedder det i et brev til Henriette Wulff: “jeg er færdig nu med første Deel af Agnete [...] Naar Stage [dvs. skuespilleren Gottlob S.] reiser til Danmark faaer han første Deel med hjem, ikke for at trykkes, men for at De og Collins kan læse det” (BHW I 111). Da Stage forlod Paris, havde han således l. del med samt et brev til Edvard Collin, dat. Paris 14.8.1833. Allerede under rejsen til Genève gik A i gang med 2. del (Dagbøger 16.8.1833), og fem dage efter ankomsten til Le Locle noterer han i Dagbøger 30.8.: “Jeg er ordentligt træt af det! men Agnete er færdig; i disse fire Dage har jeg ordentligt været i et Slags Extase, Sligt, har jeg kun kjendt hjemme, øieblikkeligt, naar jeg skrev et lyrisk Stykke. Gode Gud, gid at min Agnete maa være et Arbeide der skaffer mig Glæde og Ære!” (I 170). 12.9. sendtes 2. del hjem til Edvard Collin (BEC I 177), og i den følgende tid ventede A spændt på vennernes reaktion. Allerede i et brev påbegyndt 29.8.1833 og fortsat 30.8. havde Edvard Collin skrevet: “Nu har jeg læst det Tilsendte af Agnete ud. Jeg er i Uvished med mig selv om, hvad jeg synes om den; i det Hele troer jeg ikke den svarer til min Forventning” (BEC I 168), et synspunkt han gentog 28.9., men hvor han tilføjede: “anden Deel læste jeg høit for Ingeborg, Lovise og Jette, og vi vare alle tre [sic] reent borte af Graad; i Sandhed den er høist rørende” (ib. I 190). Trods denne blandede modtagelse havde A fortsat store forventninger til udgivelsen, omend det ikke kun var rent kunstneriske, jf. brev til Edvard Collin påbegyndt 11.10., fortsat 19.10.1833: “Det er for Pengene at jeg vilde have hende ud, for at vise Folk at jeg har noget bedret mig paa min Reise og saaledes at gjøre mig værd til forøget Understøttelse, uden hvilken jeg ikke kan komme ud af det” (ib. I 196). 30.11.1833 meddelte Jonas Collin imidlertid, at C.A. Reitzel ikke ville påtage sig udgivelsen (BJC I 100), og i stedet sørgede Edvard Collin for trykningen og distributionen (jf. BEC I 202). 23.12.1833 udkom den således på “Forfatterens Forlag” med årstallet 1834 på titelbladet og med en tilegnelse til direktøren for Fonden ad usus publicos, gehejmestatsminister J.S. Møsting. Fortalen, dat. le Locle 14.).1833 var dog allerede trykt i “Kjøbenhavnsposten” Nr. 224, 14.11.1833 (optrykt i MLE I 146) som en forhåndsmeddelse om bogens udgivelse.

[19] A. P. Liunge (1798-1879), forfatter og journalist; udgav bl.a. “Kjøbenhavnsposten” 1827-45, der begyndte som et litterært og æstetisk tidsskrift, men udviklede sig til et dagblad af overvejende politisk karakter og i øvrigt som talerør for J.L. Heibergs modstandere.

[20] trykt anonymt i “Kjøbenhavnsposten “ Nr. 121, 22.6.1833, som “Uddrag af et Privatbrev fra Paris, dateret 11te Juni 1833”.

Noter til brev nr. 94:

[1] Coll.Brevs. XII (KB). Trykt i BHW I 107-111.

[2] en hentydning til A.s forelskelse i Louise Collin. Collins gård lå i Bredgade 159 (nu nr. 4); den blev revet ned 1853. Wulffs boede selv i den østre ende af Bredgade i nr.76.

[3] A selv samt Jorge og José O‘Neill.

[4] 4.5.1833 indeholdt “Kjøbenhavnsposten” Nr. 87 et digt, “Farvel til Andersen!”, underskrevet “Frithiof” (uddrag trykt i BEC V 32f.). Som svar herpå bragtes i bladets Nr. 93, 13.5., et smædedigt med samme titel underskrevet “Ingeborg” (4 strofer heraf meddelt af A i MLE I 138). Parodien vakte opsigt og blev tillagt Chr. Wilster, der dementerede rygtet i “Kjøbenhavnsposten” Nr. 106, 1.6.1833. A modtog brevet med smædedigtet 27.5.1833: “Det var Svar paa eet til min Roes der havde staaet tidligere; man havde nu frygtet at ingen skulde skrive mig til derom og sendte mig det Onde. Jeg maatte betale det fra Hamborg. Hvilken Ondskab at sende mig det i et fremmed Land, at man skrev det kan jeg tilgive. Det forstemte mig Det var det første Brev fra Hjemmet” (Dagbøger I 153f.). A meddelte straks det passerede i et brev til Edvard Collin 28.5. (BEC I 129), der 15.6. indrykkede flg. annonce forfattet af Jonas Collin i “Kjøbenhavnsposten” Nr. 116: “Vor Landsmand, H.C. Andersen, som med Kongelig Understøttelse reiser udenlands, er i Maii Maaned d. A. ankommen til Paris, hvor han for det Første agter at opholde sig. At han ved sin Ankomst der har modtaget et ufrankeret Brev, eller rettere en Convolut med det Niddigt, som stod indført i Kjøbenhavnsposten No [93], saadant maa, skjøndt paa heel forskjellig Maade, interessere Andersens Venner og Digtets Forfatter at erfare” (BEC I 139).

[5] “Prometheus. Maanedsskrift for Poesie, Æsthetik og Kritik” udg. af Adam Oehlenschläger. Martsheftet udkom i juni, aprilheftet i juli 1833.

[6] se note 18 til brev 93.

[7] om hende kan intet oplyses.

[8] by i Holsten, 42 km nordøst for Altona ved Trave, naboby til Segeberg. Frederik VI havde 8.6. forladt Kbh. for at foretage en større rundrejse, der gik over Lolland-Falster til Sydslesvig, Holsten og Lauenburg til Rendsborg, hvor han overværede militærmanøvrerne, inden han rejste videre til Ratzeburg, Altona og Kiel. Mandag 24.6. forlod kongen Itzehoe, hvor han havde besøgt prinsesse Juliane af Hessen, spiste til middag hos amtmand Rosen i Segeberg, kørte derfra kl. 19 “og kom til Oldesloe om Aftenen Kl. 8½ hvor Allerhøistsamme med Suite tog Natteqvarteer. Samme Dags Aften bivaanede Allerhøistsamme et Bal, som af Byen var foranstaltet paa Badeanstalten”. Næste dag besøgte kongen bl.a. saltsyderierne og væddeløbsbanen, holdt middagstaffel i badehuset og rejste sidst på eftermiddagen fra Oldesloe til Ratzeburg (“Journal over hvad der er passeret ved Hoffet i Aaret 1833”, 79-80 (RA)).

[9] se brev 92.

[10] København; tidligere almindelig benyttet poetisk oversættelse af Saxos Absalonica urbs, dvs. Absalons by, idet man fejlagtigt antog, at Absalon hed Axel.

[11] jf. “Die Romantische Schule”, Erstes Buch (“Heines Werke”, hrsg. von Hermann Friedemann und Raimund Pissin, IX, 62) om Goethes værker: “Sie zieren unser teures Vaterland, wie schöne Statuen einen Garten zieren, aber es sind Statuen. Man kann sich darin verlieben, aber sie sind unfruchtbar: die Goetheschen Dichtungen bringen nicht die Tat hervor, wie die Schillerschen. Die Tat ist das Kind des Wortes, und die Goetheschen schönen Worte sind kinderlos. Das ist der Fluch alles dessen, was bloss durch die Kunst entstanden ist. Die Statue, die der Pygmalion verfertigt, war ein schönes Weib, sogar der Meister verliebte sich darin, sie wurde lebendig unter seinen Küssen, aber soviel wir wissen hat sie nie Kinder bekommen. Ich glaube Herr Charles Nodier hat mal in solcher Beziehung etwas Ähnliches gesagt, und das kam mir gestern in den Sinn, als ich, die unteren Säle des Louvre durchwandernd, die alten Götterstatuen betrachtete. Da standen sie, mit den stummen weissen Augen, in dem marmornen Lächeln eine geheime Melancholie, eine trübe Erinnerung vielleicht an Ägypten, das Totenland, dem sie entsprossen, oder leidende Sehnsucht nach dem Leben, woraus sie jetzt durch andere Gottheiten fortgedrängt sind, oder auch Schmerz über ihre tote Unsterblichkeit: - sie schienen des Wortes zu harren, das sie wieder dem Leben zurückgäbe, das sie aus ihrer kalten, starren Regungslosigkeit erlöse. Sonderbar! diese Antiken mahnten mich an die Goetheschen Dichtungen, die ebenso vollendet, ebenso herrlich, ebenso ruhig sind, und ebenfalls mit Wehmut zu fühlen scheinen, dass ihre Starrheit und Kälte sie von unserem jetzigen bewegt warmen Leben abscheidet, dass sie nicht mit uns leiden und jauchzen können, dass sie keine Menschen sind, sondern unglückliche Mischlinge von Gottheit und Stein”.

[12] sikkert Adam Müllers blyantstegning (nu i H. C. Andersens Hus), der må være udført, inden A rejste til udlandet, jf. brev fra A til Edvard Collin 19.7.1833: “Laan Jette Wulff mit Portræt at copiere, hun har bedet derom “ ( BEC I 149).

[13] Melchior Grevenkop Castenskiold (1807-78), cand.jur., attaché ved det danske gesandtskab i Paris 1832, legationssekretær i Stockholm 1833, i Wien 1836-47, senere besidder af Hørbygaard.

[14] Wilhelm Dinesen. Hans farfars fader, forpagter på Hagestedgaard Jørgen Dinissøn (1706-41) var gift med Ellen Marie Andersdatter Rose (1715-99), der - samme år han var død - blev gift anden gang med ridefoged, senere forpagter på Hagestedgaard Mogens Hansen Weinholt (1700-69); deres sønnedatter Henriette Wulff d.æ. blev moder til Henriette Wulff (Th. Hauch-Fausbøll: Slægten Dinesen gennem 300 Aar, 1934).

Noter til brev nr. 95:

[1] Coll.Brevs. IX (KB). Trykt i BtA 442-444. Her gengivet efter originalen. Dateringen er foretaget ud fra omtalen af Signe Læssøes møde med Henriette Wulff sammenholdt med A.s brev til sidstnævnte 10.7. 1833 fortsat 16.7.

[2] L.F. Ipsen (?-?), krigsråd og havneskriver (Vejviseren 1833).

[3] herom kan intet oplyses.

[4] skuespilleren Ludvig Phister (1807-96) var i 1832 blevet gift med Charlotte Oehlenschläger.

[5] Christiane Oehlenschläger, f. Heger (1782-1841), gift 1810 med Adam Oehl.

[6] antagelig Frederik Adeler Pløyen (1764-1849), sekretær i Det udenlandske Departement.

[7] formodentlig biskop P.E. Müller. Oehlenschlägers boede i bispegården i Nørregade.

[8] hovedpude (der overtrækkes med et pudevår).

Noter til brev nr. 96:

[1] Holger Laage-Petersens Samling (KB). Trykt i BHW I 111-116.

[2] skuespilleren og regissøren, senere instruktør, ved Det kgl. Teater Gottlob Stage (1791-1845); var i begyndelsen af juni (Pasregnskaberne 3. Juni (RA)) rejst til England med kunst- og musikelskeren vinhandler, hofagent Christian Waagepetersen (1787-1840), og rejsen sluttede nu i Paris. -

[3] auskultant i Rentekammeret, senere besidder af Svenstrup og medlem af Landstinget Joachim Bruun de Neergaard (1806-93).

[4] i sommeren 1833 forsøgte schweiseren Guiseppe Mazzini at fremkalde et oprør i kongeriget Sardinien, som resulterede i en ikke ringe uro. Berlingske Tidende meddeler i Nr. 162, 9.7., at der for kort tid siden har fundet adskillige henrettelser sted i Genova, og 12.7. (Nr. 165) hedder det: “De nyeste Breve fra Genua melde at endeel Individer, baade af den høiere og ringere Genuesiske Adel, ere blevne fængslede som deelagtige i det sidste Complot imod Regjeringen.Blandt hine er Marquien Doria og fire andre Dittoer”.

[5] se brev 95.

[6] drama i 2 akter af E. Scribe, opført i J. L. Heibergs oversættelse under titlen “Et Feiltrin” 1. gang ved sommerforestillingerne 5.6.1832.

[7] BEC I 138-39 og BtA 521-23.

[8] A elskede at spejle sig, jf. Edvard Collin i A&C 469: “Hvad Verden havde stor Fornøielse af at observere og udbrede var, at han ikke kunde gaae forbi et Speil uden at see sig deri. Vi, som have kjendt ham saa nøie, ere enige om at han ikke gjorde dette i Forventning af at finde noget Smukt, men som et Forsøg paa, ved nogle Ansigtsfordreielser at bringe noget Genialt frem.”

[9] Emma Hartmann, f. Zinn (1807-51), gift 1829 med komponisten J. P. E. H. og selv komponist; hun hørte til A.s gode veninder ( se MLE II 124-27 og Inger Sørensen: “Hartmann. Et dansk komponistdynasti”, 1999).

[10] N. Fournier (1803-80) og Auguste Arnould (1803-54), franske forfattere, der dels hver for sig, dels i samarbejde skrev lettere teaterstykker og underholdningsromaner.

[11] Ove Høegh-Guldberg (1731-1808), cand.theol. 1754, professor i veltalenhed ved Sorø Akademi 1761-64, lærer for arveprins Frederik 1764, kabinetssekretær 1771.Deltog 1772 i kuppet mod Struensee og blev de flg. år den egentlige magthaver, fra 1774 med titel af gehejmekabinetssekretær, og fra 1780 statsminister. Afskediget 1784 ved kronprins Frederiks (VI) magtovertagelse og udnævnt til stiftamtmand i Aarhus.

[12] maleren Nicolai Abildgaard (1743-1809).

[13] se note 2. Waagepetersen var blevet hofagent 1825 og ridder af Dannebrog 1828.

[14] Christian Frederik Schow (1806-34) cand.jur., kancellist i Direktionen for de lærde Skoler og Universitetet, søn af professor i græsk filologi og arkæologi ved Kbh.s Universitet Niels Iversen Schow (1754-1830). C. F. S. var if. passagerlisten rejst til Kiel med dampskibet “Frederik den Sjette” 12.4.1833.

[15] i Holbergs komedie “Barselstuen”.

[16] Om A.s første møde med Heinrich Heine se brev til Christian Voigt 26.6.1833 (Anderseniana, 2. rk. I,2 120) samt MLE I 136-37. Jf. endvidere brev til Signe Læssøe 16.7.1833 : “Jeg er blevet indført her i et litterairt Selskab [“Europe littéraire”], hvor alle Paris’s skjønne Aander komme, den første Dag nærmede sig mig der, en ung Tydsker; han sagde Danmark og Tydskland ere gode Naboer, dets Børn, i det mindste her i Paris, Halvbrødre og som saadan præsenterer jeg mig for Dem, mit Navn er Heine. Det var mit første Møde med denne Digter der saa meget har interesseret mig hjemme. Han har siden besøgt mig og jeg venter endnu i Dag hans Vesit, da jeg har lovet ham enkelte Oplysninger om Forholdet mellem Baggesen og Øehlenschlæger. - Som Menneske behager Heine mig slet ikke; jeg har aldeles ingen Troe til ham; han duer vist ikke! - En Yttring af ham i Selskab, har glædet mig som dansk; han erklærede nemlig Øehlenschlæger for den største nulevende Digter!” (utrykt; H.C. Andersens Hus). A. besøgte Heine igen 10.8.1833 (se BHW I 124); Heines stambogsblad se Album 217 samt MLE I 137.

[17] kommandør Wulff havde fortsat Foersoms oversættelse af William Shakespeares dramatiske værker og udgivet bd. VI-IX (1818-25) (Paul V. Rubow: “Shakespeare paa Dansk”, 1932, 26). 1820 udgav han en oversættelse af Byrons drama “Manfred”.

[18] kammerherre Carl v. Hochschild (1785- 1857), der var svensk gesandt i Kbh. 1821-36; g. 1826 m. Emilia Catharina, f. Oxholm (1799-1881), datter af Peter Lotharius Oxholm og altså niece til marquise de Bonnay.

[19] grevinde Maria Assunta Leonida Bourke, f. Butini (1764-1845), enke efter den danske diplomat Edmund Bourke (1761-1821), der underskrev freden i Kiel med Sverige og Storbritannien 14.1.1814 som fredsforhandler. Fra 1820 til sin død var han dansk gesandt i Paris.

[20] søsterdatter af grev Bourke; tilhørte en planterfamilie fra Vestindien.

[21] fr. længdemål; l lieue: 4 km.

[22] da dagbogen mangler 14.6.-14.8.1833, kan det ikke oplyses, hvem A mener.

[23] tilhænger af den fordrevne konge, Charles X.

[24] et udklip med billede af statuen er vedlagt brevet.

[25] ældre vægt; ca. 100 kg.

[26] 14.7.

[27] “La prison d’Edimbourg”, opera af fyrst Michele Carafa med tekst af E. Scribe og E. Planard, opført 1. gang 20.7.1833 på Opera comique.

[28] “Ali Baba ou les 40 voleurs”, opera af Cherubini med tekst af Scribe og Mélesville, opført 1. gang på Pariseroperaen 22.7.1833; se i øvrigt BEC I 155-56.

[29] drama i 5 akter af Fontan, Dupeuty og Maurice Aloy, opført 1. gang på Porte-Saint-Martin-Teatret 27.6.1833.

[30] prinsesse Caroline af Braunschweig (1768-1821) var 1795 blevet gift med sin fætter prinsen af Wales, den senere George IV (1762-1830). 1796, efter datterens fødsel, forlod han hustruen og søgte senere at forfølge og genere hende på alle mulige måder. 1814 rejste hun til Italien, hvor hun i Milano traf en italiensk officer Bartolomeo Bergami (eller Pergami), der hævdede at være af anset familie og at have gjort krigstjeneste under Napoleon; hun gjorde ham til kammerherre, og han ledede hendes rejser 1814-16. Prinsregentens spioner, der skulle samle kompromitterende materiale mod Caroline, indberettede, at hun stod i forhold til Bergami, hvad der dog ikke foreligger afgørende bevis for. Da George III var død, forsøgte George IV at presse hende til at give afkald på dronningeværdigheden. Hun afslog imidlertid og vendte i stedet tilbage til England 5.6.1820, hvor hun blev hilst med store sympatidemonstrationer, men regeringen stillede en måned senere lovforslag om at frakende hende rettighederne som dronning pga. utroskab.Ved processen for Overhuset 17.8.-10.11.1820, der blev en stor skandale, blev hun ganske vist kendt skyldig, men med så lille et flertal, at kongen måtte lade sagen falde. Hun beholdt sin titel, men nægtedes 19.7.1821 adgang til kroningen; denne forsmædelse menes at have fremskyndet hendes død 7.8. samme år. Affæren bidrog meget til at svække George IV’s stilling.

[31] brevet er dat. “2d Jully 1833".

[32] i margenen på fru Wulffs brev hedder det: “De kan troe vi ærgrede os, og ingen heftigere end Wulff over den infame Karl som sendte dem KiøbsPosten”.

[33] Chr.Wulffs brev er skrevet i Vestindien 2.4.1833.

[34] se brev 95.

[35] A. F. Tscherning (1795-1874), officer og politiker. Kadet 1809, sekondløjtnant 1813, premierløjtnant 1820, kaptajn 1829. T. deltog 1831-33 i en diskussion om forsvaret med indlæg til fordel for en almindelig folkevæbning og artikler om en forening af de nordiske riger, der først førte til en irettesættelse. Da han fortsatte sine skriverier, blev han som straf af kongen 6.6.1833 sendt 5 år til Preussen, Frankrig og England for at studere de forskellige nyere artillerisystemer og indgive beretning derom, en mild form for midlertidig landsforvisning. Før afrejsen blev han i øvrigt fejret på alle mulige måder. 15.6. modtog han således en æressabel af kolleger og elever på Den militære Højskole, hvor han underviste, og hyldet ved en fest på Den kgl. Skydebane. 20.6. fejrede 32 artilleriofficerer ham på det senere forlystelsessted Alleenberg på Frederiksberg, hvor han også modtog 200 studenters hyldest under anførsel af Orla Lehmann. 21.6. sejlede han med dampskibet Frederik den Sjette til Kiel (Tormod Jørgensen: “Anthon Frederik Tscherning”, 1938, 34-42).

[36] hvad A. sigter til er uvist, men udover fru Læssøes beretning om Charlotte og Ludvig Phister (se brev 95) kan de danske skuespillere, der opholdt sig i Paris, have fortalt ham andre historier om Lotte og Phister, idet der cirkulerede en del. 14.11.1832 blev Lotte gift med Phister og 22.12. s.å. debuterede hun som Josepha i Kotzebues “Armod og Højmodighed”; hun optrådte sidste gang 13.4.1833 som Fanchon i Fr. Himmels syngestykke af samme navn og havde da spillet fire forskellige roller ialt 6 gange og dokumenteret, at hun savnede virkeligt talent. 9.8. afslog direktionen for Det kgl. Teater hendes ansøgning om fast ansættelse, og et forsøg på en direkte henvendelse til kongen resulterede blot i, at han 21.8. gav direktionen medhold (Elith Reumert: “Et Livs Roman. Charlotte Oehlenschläger”, 1918, 193-202). Rygterne havde imidlertid travlt med forholdet mellem ægtefællerne, jf. Signe Læssøes ovennævnte brev samt brev fra J. P. Mynster til Peder Hjort 11.5.1833: “Phister og hans Kone have havt heftige Demeléer, men som for Øieblikket ere bilagte” ( “Udvalg af Breve fra Mænd og Qvinder skrevne gjennem en lang Række År til P. Hjort” 1867, 177).

Noter til brev nr. 97:

[1] Coll. Brevs. XV-XVI (KB). Trykt i BEC I 150-156.

[2] Marie (Mimi) Thyberg (1810-37), ældre søster til Edvard Collins forlovede Henriette.

[3] den første mindefest i anledning af Julirevolutionen (27.-29.7.1830). Julifestlighederne er skildret i “Kun en Spillemand”, Tredie Deel, Kap. VIII (R&R III 265-74).

[4] fr. fête: festlighed, højtidelighed.

[5] Louis XVI, henrettet 21.1.1793.

[6] Vendômesøjlen med Antoine Chaudets statue af Napoleon klædt som romersk imperator blev rejst 1806-10 som sejrsmonument for felttogene 1805. Efter Napoleons fald 1814 blev statuen fjernet og omsmeltet af royalisterne og erstattet af den franske lilje, Bourbonnernes symbol. Louis Philippe lod 1833 denne erstatte af Charles Seurres Napoleonsstatue. Den blev imidlertid igen fjernet 1865, flyttet til portalen over Saint-Louis Kirken i Hôtel des Invalides og erstattet med en kopi af Chaudets statue. A havde i øvrigt efter hjemkomsten netop et billede af Napoleon på Vendômesøjlen i sin stue, et udtryk for hans Napoleondyrkelse (BHH 104).

[7] Napoleons våbenmærke var bien som symbolet på flid.

[8] sekondløjtnant i Ingeniørkorpset Wentzel Haffner (1810-35), der var på vej hjem fra en etårig udenlandsrejse, hvor han også havde besøgt Italien.

[9] Triumfbuen på Place d’Etoile, påbegyndt i 1806, men først fuldført under Louis-Philippe.

[10] lansener, spyddrager.

[11] opera af den ty.-fr. komponist Giacomo Meyerbeer (1791-1864).

[12] Clara Falbe, f. Ipsen (1800-77), g. m. kaptajn i Søetaten, tidligere generalkonsul i Tunis og generalkrigskommissær Christian Tuxen Falbe (1791-1849), der var blevet udnævnt til generalkonsul i Grækenland 20.3.1833.

[13] Philippe Ferdinand (1810-42), søn af kong Louis Philippe.

[14] Joseph Albrecht Friedrich Christopher von Koss (1787-1858), chargé d’affaires i Paris, gesandt sst. 1836-45.

[15] citat af A.s digt “Bruden i Rørvig Kirke”: “Hun er saa bleg og dog saa navnløs smuk” (SS XII 127).

[16] Marie-Amélie, f. prinsesse af Neapel (1782-1866).

[17] Charles X og dronning Marie-Thérèse.

[18] “Gustave III ou le Bal masqué”, opera af den fr. komponist D.F.E. Auber (1782-1871) og tekst af E.Scribe (1791-1861), opf. 1. gang. på Pariseroperaen 27.2.1833. A hørte den 15.5. (Dagbøger I 146f.), jf. brev til Ludvig Müller 14.5.1833: “Nu først veed jeg, hvad Decorations-Væsen er. Du gode Gud, der skulde Du see! I tredie Act saae man Omegnen af Stokholm i Maaneskin; Maanen speilede sig i Vandet. Lette Skyer fløi hen i Luften, og man saae virkelig op i Guds blaae Himmel; der laae Snee paa hele Theater-Gulvet; det var ikke Decoration, nei, Virkelighed, den store, skjønne Virkelighed! Hele Huset applauderede!” (BfA I 118-19).

Noter til brev nr. 98:

[1] Ny kgl. Samling 2642 fol. (KB). Trykt i Kirsten Dreyer og Flemming Hovmann: “Et overset venskab. H.C. Andersens og Otto Müllers brevveksling” i: Anderseniana 1993 22-24.

[2] 14.8.1833 sendte A første del til Edvard Collin (BEC I 162f.), medens anden del blev skrevet i Le Locle 27.-30.8.(Dagbøger I 169f.), hvorpå den blev renskrevet og hjemsendt til Edvard Collin 12.9.(BEC I 177f.).

[3] 23.8. foretog A en udflugt fra Lausanne til Vevey og slottet Chillon mellem Villeneuve og Montreux ved Lac Leman Søen.

[4] Byron havde 1816 skrevet “The Prisoner of Chillon” om François de Bonivard (1496-1570), en af forkæmperne for Genèves uafhængighed af hertugen af Savoyens herredømme, som måtte tilbringe årene 1530-36 i Chillons underjordiske fængsel.

[5] trykt under titlen “Paa Slottet Chillon” i “Nytaarsgave fra danske Digtere”, udg. af H.P.Holst, II, 1836,101 (SS XII 403), idet Skummelt er ændret til Skumle (jf. i øvrigt BEC I 181 og BHW I 126).

[6] Marc Nicolas Puerari (1766-1845) var som politisk flygtning fra Genève kommet til København 1794, hvor han blev huslærer hos storkøbmanden Fr. de Coninck og senere professor i fransk ved Kbh.s Universitet.1820 vendte han tilbage til Genève, men bevarede forbindelsen til Danmark og var 1826-28 rådgiver og fransklærer for prins Frederik (VII). A havde besøgt ham 19.8. (Dagbøger I 161f.).

[7] trykt i BfA I 135f. A anmoder ham heri om at tale med sin fader om at få Lassens legat, som biskop P.E. Müller stod for uddelingen af.

[8] dat. Kbh. 15.6.1833; trykt i BtA 521 ff.

[9] Louis Urban Jürgensen; urmager L. Urban Jürgensen (1806-67) og Jules Frederik Jürgensen (1808-77). Den sidstnævnte, der var født i Le Locle, men voksede op i København, rejste i 1834 på studietur til udlandet med offentlig understøttelse og blev s.å. leder af den schweiziske afdeling af sin faders urmagerfirma i Le Locle. Han vendte aldrig tilbage til Danmark og blev 1838 schweizisk statsborger. Hans firma blev et af de meste kendte i Schweiz og fik bl.a. en stor eksport til USA. Han blev i øvrigt en nær ven af A, der flere gange besøgte ham i Le Locle (se Finn T.B. Friis: “H.C. Andersen og Schweiz”, 1949, 19-21, 35-45).

[10] pas i Berneralperne, hvor en muldyrsti forbandt Kanderdalen med Leukerdalen.

[11] ikke identificeret.

[12] ikke identificeret.

Noter til brev nr. 99:

[1] Trykt i BHH 73-76.

[2] synes ikke bevaret.

[3] se brev 97.

[4] skuespillerinden Sophie Jacobine Winsløw, f. Schaltz (1800-76).

[5] skuespillerinden Julie da Fonseca (1814-83).

[6] skuespilleren Anton Pätges (1807-83), broder til fru Heiberg.

[7] if. BHH 647 fejlagtigt identificeret som August Edvard Hansen (1820-74). Der er tale om operasangeren Chr. Hansen (1812-80), jf. Johanne Luise Heiberg: “Et Liv gjenoplevet i Erindringen”, 4. udg., I, 1944, 176.

[8] 11.-18.8. var skuespillere fra Det kgl. Teater på gæstespil i Odense. 11.8. opførtes: “Amors Genistreger” af Henrik Hertz og “Bødkeren”, 12.8: “Familien Riquebourg” af Scribe, “Den første Kjærlighed” af Scribe og “De to Sedler”, 15.8. “Dronningen paa 16 Aar” og “De to Sedler”, 16.8: “De Danske i Paris” af J.L. Heiberg og “Et Feiltrin” af Scribe, 18.8.: “Seer jer i Speil” efter Töpfer af J.L Heiberg og “Kjærlighedens Drøm” af Scribe. -Gæstespillet var gavnligt “til at rense vor Smag og skærpe vor Dom over Scenens Frembringelser, at vi herefter ikke saa let skulle tage til Takke med Hverdagsløjer, endmindre røres, ved at see “Lidenskaber reven i Pjalter af en fiirskaaren Lømmel”, da vi nu have en Maalestok og et Ideal for vore fremtidige Krav og Forventninger” (Iversens “Fyens Stifts Avis” 20.8.1833). Se i øvrigt fru Heibergs ovennævnte erindringer s. 178.

Noter til brev nr. 100:

[1] Coll.Brevs. X (KB). Trykt i Kirsten Dreyer og Flemming Hovmann: “Et overset venskab. H.C. Andersens og Otto Müllers brevveksling” i: Anderseniana 1993 24-26.

[2] brev 98.

[3] uvist, hvad der hentydes til.

[4] gl. ordsprog med oprindelse i en molbofortælling.

[5] kopier af antikke, skårne sten.

[6] ekstraudgifter.

[7] fr. gæstgiversteder.

[8] holdning, væremåde.

[9] jf. i øvrigt BEC I 158.

[10] forlystelsesetablissementet Tivoli Vauxhall i Rue de Clichy nr. 80.

[11] de gamle slagtehuse i bydelen La Villette.

[12] i Avenue des Gobelins.

[13] denne parisiske seværdighed har ikke kunnet identificeres.

Noter til brev nr. 101:

[1] Coll. Brevs. XV-XVI (KB). Trykt i BEC I 177-182.

[2] brev 100.

[3] i sin anmeldelse af “Bruden fra Lammermoor” og “Ravnen” omtaler Chr. Wilster A som “en ung Digter, der engang vakte gode Forhaabninger” ( “Maanedsskrift for Litteratur”, IX, 1833, 193).

[4] dvs. med større mellemrum.

[5] lystspil i 5 akter af Adam Oehlenschläger (1805).

[6] “Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweiz etc. etc. i Sommeren 1831” (1831).

[7] således i originaludgaven; SS har Gertrud.

[8] Rosalie (1784-1836) og Lydie Houriet (1786-1840), søstre til Jules Houriet. Søstrene optræder iøvrigt i “O. T.”, Første Del, Kap. XVI (R&R II 84-88), der rummer A.s erindringer fra Le Locle.

[9] trykt under titlen “Paa Slottet Chillon” i “Nytaarsgave fra danske Digtere”, udg. af H.P.Holst, II, 1836,101 (SS XII 403), idet Skummelt er ændret til Skumle (jf. i øvrigt BEC I 181 og BHW I 126).

[10] linien “Aanden kun til Adel hæver” og den følgende linie har flg. ordlyd i A.s brev til Henriette Wulff 23.8.1833 (BHW I 126), til Otto Müller 26.8.1833 (se brev 98) og i SS XII 403:
Nu kun Aand til Adel hæver,
Blodet til slig Kraft ei veed -.

I den af A selv til trykken bestemte form i Holsts “Nytaarsgave” 1836, 101, er ordene “troer paa” i linie 3 rettet til “drømmer”, og linie 5 og 6 lyder her:
Aanden kun, ei Blodet hæver
Os til Adel, Hvermand veed!

[11] trykt i BfA I 135-36.

[12] se brev 105 nedenfor.

Noter til brev nr. 102:

[1] H. C. Andersens Hus. Trykt i BHW I 132-141.

[2] 14.9. rejste A fra Le Locle til Neuchâtel, hvor han overnattede, inden han fortsatte via Lausanne til Brieg, hvor han ankom om morgenen 16.9. Her måtte han vente to dage på diligencen over Simplon.

[3] Rosalie (1784-1836) og Lydie Houriet (1786-1840), søstre til Jules Houriet. Søstrene optræder iøvrigt i “O. T.”, Første Del, Kap. XVI (R&R II 84-88), der rummer A.s erindringer fra Le Locle.

[4] jf. Dagbøger 14.9.1833: “den lille August græd da han hørte jeg skulde Reise; det havde jeg ikke tænkt at de Uskyldige skulde græde over mig i Schweits” (I 175).

[5] sml. Dagbøger I 175 og “Under Piletræet” (Eventyr II 270).

[6] det tyske navn for Martigny.

[7] Pissevache, vandfald i kanton Wallis mellem St. Maurice og Martigny.

[8] A var ængstelig i Brieg, fordi han måtte vente to dage på diligencen og kun havde 6 louisdorer tilbage.

[9] Henrik Hertz havde fået bevilget 800 rdlr. sølv i to år af Fonden ad usus publicos, medens A fik 600 i samme tidsrum.

[10] sml. Dagbøger 18.9.1833: “Gik en lille Tour i sort Frakke, Vest og Buxer, Bønderne toge mig vist an for en geistlig Mand, thi de stode stille og hilsede, med et kom en ældre Karl henimod mig og faldt paa Knæ, da blev jeg ganske forskrækket og vendte om. - Det er første Gang der er knælet for mig” ( I 179) og 25.9.: “Mons Troe, at Bonden i Brieg, der knælede for mig, skulde have vidst at Gjengangeren har sat mig mellem de Helliges Tal?” (ib. 188).

[11] kl. 2 om natten 19.9. kørte A med postvognen fra Brieg over Simplon, Isella, Domo d’Ossola til Baveno, hvor han overnattede. 20.9. sejlede han over Lago maggiore til Sesto di Calende. Turen fra Brieg over Simplon til Milano er skildret i “O. T.”, Anden Deel, Kap. XXV (R&R II 251-55) bygget på Dagbøger.

[12] Napoleon anlagde landevejen over Simplon fra Brieg til Domo d’Ossola 1800-1806. -

[13] ved bredden af Lago maggiore, nær ved Arona, står en kolossal broncestatue af ærke- biskoppen af Milano, kardinal Carlo Borromeo (1538-84), en af modreformationens ledende skikkelser, kanoniseret 1610.

[14] om aftenen 20.9. kom A til Milano, hvor han tog ind på Reichmanns Hotel. Milano er skildret i “Improvisatoren”, Anden Deel, Kap. XIV (R&R I 307f.).

[15] 11.9. havde Neergaard opsøgt A i Le Locle for at få ham med på rejsen; da A kun fik tre kvarter til at pakke og forberede sig, blev de i stedet enige om at mødes i Milano. Dinesen og Neergaard ankom 23.9., tre dage efter A. Den 24.9. så de sammen Domkirken, som A allerede havde besøgt d. 21., og besteg taget med udsigten til Alperne og Appeninerne.

[16] 21.9. Programmet bestod af Luigi Riccis opera “I due Sergenti” og balletten “Giuditta regina di Francia”.

[17] jf. brev fra Edvard Collin 29.8.1833: “De beskriver Deres egen Hjemvee, ikke Hemmings, Spillemandens, i Efterspillet” ( BEC I 169); A protesterede mod denne tolkning i sit svar dat. Milano 24.9. (ib.189).

[18] jf. Edvard Collins Brev af 29.-30.8.1833, som A modtog i Milano 23.9., hvor han har afskrevet et uddrag af en anmeldelse i “Kjøbenhavnsposten” Nr. 169, 28.8.1833, af A.s “Samlede Digte”.

[19] den svensk-finske operasangerinde Johanna v. Schoultz (1813-63), der var blevet uddannet på Sibonis konservatorium i Kbh. 1828-30, og som havde sunget ved flere koncerter i Kbh.

[20] Dagbøger 21.9.1833: “gik til den unge Puerari, han fortalte, at samme Aften jeg kom var en Vogn bleven overfaldet af 12 velbevæbnede Røvere og en Dame berøvet alt sit Guld og Sølv” (I 184).

[21] kl. 3 om natten fredag 27.9. forlod Dinesen, Neergaard og A Milano, overnattede i Voghera og i Ronco og kom sidst på eftermiddagen 29.9. til Genova.

[22] 30.9.

[23] ital. maler (1575-1642).

[24] Gianluigi de’ Fiesco, greve af Lavagna (1523-47), kendt fra Schillers sørgespil “Die Verschwörung des Fiesko zu Genua” (1783); han druknede under et forsøg på at lave et statskup i Genova.

[25] af den ital. komponist Gaëtano Donizetti (1797-1848). Operaen var blevet opført på Det kgl. Teater i Kbh. l. gang med musik af Auber 22.5.1832. A hørte Donizettis opera 30.9.; bag efter spilledes balletten “Il flauto magico”, hvorfra han siden lånte en ide til eventyrkomedien “Ole Lukøie” (MLE I 150).

[26] tirsdag 1.10. Sml. MLE I 150-51.

[27] 2.10. forlod A, Dinesen og Neergaard tidligt om morgenen Genova, overnattede i Sestri di Levanti og Sarzana, og kørte 4.10. via Carrara, hvor de så marmorbruddet, til Pisa. Her ankom de sent om aftenen.

[28] hentydning til Ludvig Holbergs “Jeppe paa Bjerget” IV akt, 1. sc.

[29] ib. II akt, sc. 1.

[30] i rom. mytologi betegnelse for skæbnegudinderne.

[31] troldmand.

[32] Antonio Canova (1757-1822), ital. billedhugger.

[33] Bertel Thorvaldsen (1770-1844), billedhugger.

[34] ital.: hyrekusk.

[35] “Tobias helbreder sin blinde Fader”, relief af Thorvaldsen på lægen Vacca Berlinghieris gravmonument, opstillet 1830.

[36] søndag 6.10. foretog de tre rejsefæller en udflugt fra Pisa til Livorno, hvor de overnattede, inden de om mandagen vendte tilbage til Pisa.

[37] sml. Dagbøger I 203f. og MLE I 154.

[38] i forbindelse med Det kgl. Teaters opførelse af J. L. Heibergs første vaudeville “Kong Salomon og Jørgen Hattemager”, der havde premiere 28.11.1825, og som blev et udpræget tilløbsstykke, hvor billethajerne gjorde store forretninger.

[39] 8.10. rejste A fra Pisa til Firenze, hvor han opholdt sig til 13.10.

[40] Henriette Wulff d.æ. havde fødselsdag 12.10., datteren Ida Koch d. 11.

[41] fra havnen i Livorno (Dagbøger 6.10.1833).

[42] Dagbøger 10.10.1833: “Muser og Grazier boe jo hos Kunstneren paa det lave, mørke Tagkammer; saaledes er ogsaa Florents et Hul, hvor Skjønheden og Aanden bygger bag Spindelvæv og snevre Vægge” ( I 210).

[43] Dagbøger 10.10.1833: “Jeg sad en Time og beskuede dem [ dvs. Tizians Venus og Den medicæiske Venus], hvilke Herligheder, hvad er skjønnest. Ja, spørg den Salige der i de første Øieblikke af sin nye Tilværelse seer Gud og Engle over sig og rundt om Verdner med uendelige Undrer, med gribende Herligheder” (I 209).

[44] Den medicæiske Venus, antik marmorstatue, en fri variant af Praxiteles’ knidiske Afroditetype, antagelig af romersk oprindelse. Den kom 1584 i slægten Medici’s eje og står nu i Uffizierne i Firenze. Se “Improvisatoren”, 1. Deel, Kap. XI (R&R I 111).

[45] “Madonna med stillidsen”, maleri af Rafael (1483-1520) i Uffizierne.

[46] Baldassare Franceschini, kaldet il Volterrano (1611-89): “De fire sibyller” i Niccolini-kapellet i kirken St. Croce.

[47] den florentinske billedhugger Luigi Pampalonis (1791-1847) statue i Palazzo Pitti af en nøgen lille pige med en fuglerede.

[48] den ital. kunstner Leonardo da Vinci (1452-1519). Medusahovedet i Uffizierne tilskrives nu den ital. maler Caravaggio (1573-1610). Sml. i øvrigt “Improvisatoren”, l. Deel, Kap. X (R&R I 95) .

[49] Dagbøger 9.10.1833: “Alle Kunstværker, Alt stort jeg saae lærte mig at jeg intet vidste, intet kunde! gid jeg med mine Tanker og Begreber nu, kunde begynde paa de 17 Aar, hvormeget har jeg ikke at lære og hvor kort er ikke Tiden!” (I 209).

[50] kobberstikkeren Carl Edvard Sonne (1804-78), broder til maleren J. V. Sonne, var rejst til Italien i 1828 for at videreuddanne sig; han blev der til 1847.

[51] synes ikke bevaret.

[52] dat. Firenze 11.10. - Rom 19.10.1833 (BEC I 191-97); her skildres rejsen fra Milano til Rom. Jf. i øvrigt brev til Chr.Voigt dat. Genova 30.9. - Rom 2.11.1833 (Anderseniana, 2. rk. I,2 123-30).

[53] gehejmestatsminister J. S. v. Møsting var direktør for Fonden ad usus publicos, hvorfra A havde modtaget sit rejsestipendium.

[54] i forestillingen til kongen 22.3.1833, som blev indsendt af direktionen for Fonden ad usus publicos i anledning af A.s ansøgning om rejseunderstøttelse, og som er konciperet af Fondens sekretær, Edvard Collin, tales der om “Publicums Interesse” for A, “ som for Tiden er meget almindelig og i en høi Grad” (Anderseniana VII 67).

[55] jf. brev til Edvard Collin 24.9.1833: “Jeg har faaet Ideen til en ny Tragedie, Fru Heiberg skal deri være Chr: II som ung Prinds! jeg troer den italienske Luft vil vifte gjennem denne nordiske Bøgeskov, men maaskee bliver den ikke antaget, jeg frygter det, thi jeg troer, der vil blive Poesie deri” (BEC I 190). I “Lykkens Kalosker”, Kap. V, nævnes “Fru Sigbrith, original Tragedie i fem Acter” (Eventyr I 231, II 196), der muligvis er titlen på den strandede tragedieplan. Jf. i øvrigt brev til Signe Læssøe 1.1.1834: “To Tragedier havde jeg begyndt paa - de døde i første Scene” (brev 108 nedenfor). Muligvis hentyder A i Milanoafsnittet i “Improvisatoren”, Anden Deel, Kap. XIV til en anden af sine kasserede planer: “ene sad jeg paa mit Værelse, begyndte at digte en Tragoedie: Leonardo da Vinci; her havde han jo levet, her havde jeg seet hans udødelige Nadver. Sagnet om hans Kjærligheds Ulykke, om den Elskede, Klostret skilte ham fra, var jo gjentaget i mit eget Liv”(R&R I 307). En stump af Chr. II-projektet blev realiseret i 1844 i det romantiske drama “Kongen drømmer”.

[56] Wilhelm Dinesen. Hans farfars fader, forpagter på Hagestedgaard Jørgen Dinissøn (1706-41) var gift med Ellen Marie Andersdatter Rose (1715-99), der - samme år han var død - blev gift anden gang med ridefoged, senere forpagter på Hagestedgaard Mogens Hansen Weinholt (1700-69); deres sønnedatter Henriette Wulff d.æ. blev moder til Henriette Wulff (Th. Hauch-Fausbøll: Slægten Dinesen gennem 300 Aar, 1934).

Noter til brev nr. 103:

[1] Coll. Brevs. XV-XVI (KB). Trykt i BJC I 92-99. Påtegning på brevet af Jonas Collin: “tilskr 21 Dec 1833”.

[2] om opholdet i Rom se “Romerske Dagbøger”, ved Paul V. Rubow og H. Topsøe-Jensen, 1947, 9-74 (genoptrykt som “H.C. Andersens Rom” ved Kjeld Heltoft, 1980), Dagbøger I 216-308, MLE I 158-75, Paul V. Rubow i “Rom og Danmark gennem Tiderne. Under Redaktion af Louis Bobé”, II, 1937, 76-96 (optrykt i Paul V. Rubow: “Tendenser”, 1944, 101-24) og Hans Edvard Nørregaard-Nielsen: “Jeg saae det Land. H.C. Andersens rejseskitser fra Italien”, 1990.

[3] ved ankomsten lejede de “nogle smukke Værelse tæt ved Gaffe Græco” (BEC I 195).

[4] maleren Albert Küchler (1803-86); se i øvrigt MLE I 160f.

[5] Dagbøger 1.11.1833: “fløttede ind i mit ny Logie Via sistina No 104” (Dagbøger I 226).

[6] udflugten til Tivoli fandt sted 12.11. A var sammen med Dinesen, Neergaard og blomstermaleren J.L. Jensen og hans familie; se Dagbøger I 229f. og MLE I 163f.

[7] 24.-26.10.; se Dagbøger I 220-24, MLE I 161ff. Selskabet bestod udover A af den norske maler Thomas Fearnley, de danske malere Küchler og D.C. Blunck, teologen F.L.B. Zeuthen, Dinesen, Neergaard og løjtnant Vincents Steensen-Leth. Den 24. kørte de til Frascati, og om aftenen red de forbi ruinerne af Ciceros villa op til Tusculum. Næste dag besøgte de Grotta ferrata. Dagbøger 25.10.: “i Albano bestilte vi os Natleie, spiiste og vandrede nu forbi Horatiernes Grav der staaer tæt ved Veien; Reseda og Gyldenlak fandt vi vildt, Eviggrønt bar Blomster og Frugt og mellem de grønne Trætoppe saae vi Kuppelen af den smukke Kirke i Ariccia” (I 222); samme dag så de Genzano og Nemi. 26.10. red alle ni op til klosteret Montecavo, “det høieste Punkt af Albanerbjerget” (ib. 223).

[8] trillingebrødre, der if. den rom. historiker Livius (I, 24 ff.) sejrede over tre albanske trillingbrødre (Curiatierne) under krigen mellem Rom og Alba longa under kong Tullus Hostilius og derved sikrede Roms overherredømme. Sagnet er behandlet af den fr. dramatiker Corneille (1606-84) i tragedien “Horace”.

[9] Æneas’ søn, kendt fra Vergils “Æneiden”; hans grav vistes tæt ved Albano. Ascanius var undsluppet fra Trojas undergang sammen med sin fader og efter talrige eventyr nået til Italien; derfor kalder A hans grav: “det Punkt der forbinder Italien med Grækenland”.

[10] Dagbøger 11.11.1833: “Verdenshistorien begynder først ret at interessere mig i Rom” (I 229).

[11] Claude-Francois-Xavier Millot ( 1726-85), fr. jesuiterpater og historiker, hvis kendteste værk er “Eléments de l’histoire générale ancienne et moderne” ( I -IX, 1772-83, da.1781-95 ). Selv om hans videnskabelige anseelse ikke var stor, fik han betydning som popularisator. A har vist benyttet den danske oversættelse i de danskes bogsamling i Rom.

[12] i 1801-05 foretog generalkonsul i Christiania, legationsråd A. C. Gierlew (1774-1845) en videnskabelig rundrejse i Tyskland, Frankrig, Schweiz, Italien og Spanien og udgav efter hjemkomsten: “Breve over Italien og Sicilien paa en Reise i Aarene 1803 og 1804”( I-II,1807). Chr. Molbechs bog hedder “Reise giennem en Deel af Tydskland, Frankrige, England og Italien i Aarene 1819 og 1820” ( I-III,1821-22). Bd. III handler om Italien.

[13] Dagbøger 25.11.1833: “Begynte at skrive paa min udenlandske Reise” (I 238). Denne begyndelse er antagelig identisk med “Reise fra Kjøbenhavn til Rhinen” ( udg af H. Topsøe-Jensen, 1955). A opgav imidlertid hurtigt planen. 27.12.1833 fortæller dagbogen: “Begyndte om Aftenen paa min Novelle “Improvisatoren”” (ib. 262). Romanen bygger på hans rejseindtryk fra Italien.

[14] udover de i note 55 til brev 102 nævnte planer, hedder det i Dagbøger 24.10.1833 under turen til Frascati: “Da vi i det deilig Maanskin reed hjem saae vi Borgen Cinti [dvs.Cenci], hvor Beatrice Cinti levede, jeg fik Idee at behandle hendes Historie” (I 221). Resultatet blev “Beatrice Cenci. (Skrevet ved Cencis Borg i Albanerbjergene 1833)”, trykt i “ Nytaarsgave fra danske Digtere”, I, 1835, 28-30, optrykt i “Digte, gamle og nye”, 1847, 85-86 (SS XII 207-09). Sml. BHW I 187f. Endelig nævner Dagbøger 10.11. en plan, der senere blev til operateksten “Liden Kirsten”: “En Prindssesse blev gjort til Nonne; Bøtcher fortalte om en ung Pige han havde seet, hvorledes de lagde Liigklædet over hende og ringede med Klokkerne; jeg læste i Kjæmpeviserne og fandt her Leilighed til Lignende Situation for Scenen i Romanzen “Hrr. Sverkel”, som jeg vil benytte til et Drama. Kjæmpeviserne er en Guldgrube af Sujets” (I 228f.). I øvrigt havde A allerede 4.11. skrevet til Signe Læssøe: “Tusinde Ideer krydse mit Hoved; men de forkastes strax, jeg kan ikke finde et ædelt Stof nok til at bearbeide. Skjønheden, som hos den medicæiske Venus og den vaticanske Apollo, vilde jeg gjerne give mit næste Digt; Verden skal erkjende mig for Digter, min Morgen kommer med Guds Hjælp, og den skal dræbe alle Nattens Gjengangere” (BfA I 156).

[15] Gregor XVI (1765-1846). Straks efter hans valg til pave 2.2.1831 udbrød der oprør i Pavestaten, der måtte slås ned ved Østrigs hjælp; da sammensværgelsen mod paven blev opdaget, blev karnevalet forbudt. Det blev dog atter tilladt i 1834.

[16] A mener Venedig.

[17] Matthæus 20,1-16.

[18] dat. 29.10. 1833, hvor det hedder: “Stol ikke paa noget Tilskud af Fonden, kjære Ven; det er meget usandsynligt, at De skulde faae noget derfra” ( BEC I 198).

[19] P.E. Müller uddelte justitsråd og højesteretsassessor, lic. jur. Peder Lassens (1606-81) og hustru Magdalene Pedersdatters rejsestipendium, oprettet ved testamente af 9.12.1679 (fundatsen konfirmeret 19.3.1714). Renten af 10.000 rdlr. skulle tilfalde “2 eller flere skikkelige Studiosis som efter flittig Examen befindes i deres Studeringer (af hvilken Facultæt enhver og er, og meest inclinerer til) saaledes grundede, at de kan formodes dennem lovligen og vel, at kunde fortsætte til at studere Udenlands i Tre Aar, helst om samme Personer ikke ere af den Formue, at de beqvemmeligen sig af egne Midler kand underholde” (Tycho de Hofman: “Fundationer paa de Legata, som ere stiftede af Peder Lasson”, 1753, 66f.; “Samling af de for Universitetets Legater gjældende Bestemmelser”, 1890, 356f.). A håbede allerede i juni 1833 at kunne supplere sit stipendium med 150 species fra legatet og bad flere gange Edvard Collin om at hjælpe sig (se sagregistret til BEC, Lassenske Rejsestipendium). Han skrev også til Ludvig Müller (26.8.1833, BfA I 135-36) samt til H. C. Ørsted (se brev 105), for at de skulle tale hans sag. Allerede 29.10.1833 kunne Edvard Collin imidlertid skrive: “De taler altid om Deres Forhaabning om det Lassenske Legat; efter hvad Ludvig Müller siger, har De slet ikke noget Haab om at faae det” (BEC I 198). A fik da heller legatet, der i stedet blev det givet til teologen H. L. Martensen (sml. BtA 530).

[20] i foråret 1832 opfordrede Weyse A til at bearbejde Walter Scotts “Kenilworth” som operatekst. Han gik straks i gang og udarbejdede en plan, som Weyse accepterede. Arbejdet gik hurtigt. 28.5.1832 meddeler han Henriette Hanck rollelisten (BHH 49), men if. MLE I 116f. var han dog ved at opgive pga. kritik fra forskellig side. Efter opmuntring fra Weyse fuldførte han imidlertid arbejdet, og 22.6.1832 blev det indsendt til Det kgl. Teater. Censorerne kunne ikke umiddelbart gå ind for dets antagelse (Hetsch 22-23), og i en skrivelse fra direktionen 8.9.1832 blev A anmodet om at omarbejde stykket samt indlevere det i en god og læselig afskrift (BtA 516). I marts 1833 blev den omarbejdede tekst antaget (BHH 65), og Weyse gik i gang med at komponere musikken. Det viste sig hurtigt, at han ikke var tilfreds med teksten, jf. udateret brev fra Weyse (BtA 558) samt brev fra A til Thomas Overskou 8.1.1836: “efterhaanden fik han den [eller den] Idee, som maatte anbringes, og jeg havde nu fuldt og fast bestemt ganske at føie ham i Alt; for her var han Mesteren, jeg kun Svenden, som byggede Stilladset” (BfA I 318). Under A.s store udenlandsrejse foretog Weyse ændringerne dels på egen hånd dels med hjælp fra A.s studenterkammerat, digteren F. J. Hansen, ikke alle til tekstens fordel eller A.s tilfredshed (jf. MLE I 117, Hetsch 26). De mange ændringer og andre opgaver forsinkede arbejdet, men 16.3.1835 skriver A til Henriette Wulff: “Weyse er i Slutningen af Kenilworth” (BHW 1211). Operaen kom imidlertid først til opførelse 6.1.1836 og blev spillet i alt 7 gange, sidste gang 24.9. 1836. Trods kritik “vandt ethvert Nummer meget Bifald og Optagelsen var glimrende” (Overskou V 258). Netop pga. ændringerne lod A kun sangene i stykket trykke (udkom 12.1.1836). Først i “Samlede Skrifter” 32. Bind (udkom 30.11.1876) blev stykket trykt i sin helhed, efter at A i vinteren 1875 havde omarbejdet prosadialogen til 5-fodede jamber til brug for et klaverudtog, som Samfundet til Udgivelse af dansk Musik forberedte af operaen (BHW III 21f.). Se i øvrigt Carl Thrane: “Weyses Minde”, 1916, 40-42, Hetsch 20-32.

[21] dette blev ikke tilfældet.

[22] digteren Ludvig Bødtcher (1793-1874) boede 1824-35 i Rom, hvor han var en af de centrale skikkelser i den nordiske kunstnerkoloni og Thorvaldsens nære ven, der har en stor del af æren for, at den sidstnævnte besluttede at testamentere sine værker til fødebyen Kbh. Collin havde i et brev af 22.11.1833 anbefalet A til Bødtcher (A&C 581), jf. MLE I 160: “Af andre Landsmænd, der smukt og inderligt strax sluttede sig til mig, var Ludvig Bødtcher [...] han levede som privat Mand i Rom for Kunst, Natur og et aandfuldt dolce far niente; som gammel Romer havde han tilbragt her mange Aar, vidste Besked om alt Interessant og Smukt, i ham fandt jeg en Fører med Aand og Kjendskab”.

[23] Dagbøger 23.11.1833: “Om Aftenen brag[te] Bissen mig Hilsen fra Thiele” (I 237).

[24] billedhuggeren H.V. Bissen (1798-1868).

[25] allerede under sit ophold i Odense i sommeren 1830 havde A samlet optegnelser om spaniernes ophold på Fyn i 1808 med henblik på en roman (BEC I 52). Den blev imidlertid opgivet, og inspireret af Riborg Voigt-episoden kort efter skrev han dobbeltvaudevillerne “Spanierne i Odense” og “Fem og tyve Aar derefter” (MLE I 109), der i marts 1833 blev indleveret til Det kgl. Teater. Efter Molbechs meget skarpe censur, hvor de bl. a. blev kaldt et “umodent, ubearbeidet, i Charakteer usselt, i Dialog trivielt og i Diction mangengang pøbelagtigt-smagløst og lavt Product”, blev de forkastet 4.4.1833 (A&C 175-76). I november gik Jonas Collin på eget initiativ ind i sagen og skrev et brev til Molbech med henblik på en omstødelse af forkastelsen efter en evt. omarbejdelse. I et ret afdæmpet privatbrev stillede Molbech sig 16.11.1833 ikke helt afvisende, men foreslog Collin at høre Heibergs dom (A&C 213ff.). Det var sidstnævntes responsum af 23.11.1833, der angav mulighederne for en omarbejdelse, som inspirerede A til “Improvisatoren” (ib. 215- 21). Det var dog først under sit ophold på Lykkesholm og i Odense i 1835, A begyndte på en omarbejdelse, hvorefter vaudevillerne indleveredes som en dobbeltvaudeville til Det kgl. Teater 6.9.1835 under titlen “Skilles og mødes”. Efter Molbech og Kirsteins censur blev dobbeltvaudevillen antaget 9.11.1835. Efterfølgende forlangte Molbech og teaterchefen Holstein, at hovedtitlen skulle fjernes, og de to vaudeviller spilles som selvstændige stykker, dog altid ved samme forestilling. A fastholdt imidlertid hovedtitlen, men måtte acceptere, at de nok blev opført som een digtning, men altid med en ballet, der skulle spilles imellem de to afdelinger. “Skilles og mødes” opførtes 1. gang 16.4.1836, men gik kun 3 gange (Overskou V 261-63).

[26] Gottlieb Collin og Augusta Petzholdt blev gift 24.10.1833.

[27] maleren Fritz Petzholdt (1805-38); jf. Dagbøger 19.11.1833: “Petsholdt kommet fra Landet” (I 234).

[28] Theodor Collin blev student, privat dimitteret, oktober 1833.

[29] “Guerillabanden”, opera af Ivar Bredal til tekst af skuespilleren og forfatteren Thomas Overskou (1798-1873). Den fik ikke premiere 28.10. (dronning Maries fødselsdag), men opførtes 1. gang på Det kgl. Teater 29.1.1834.

[30] Mimi Thyberg.

[31] jf. dagbøger 16.11.1833 efter at han længe forgæves havde ventet brev: “et Brev fra Eduard, men koldt, formeelt og slette Penge-Udsigter” (I 232).

[32] mangler i Coll.Brevs.

[33] Via Condotti 85, danskernes vigtigste tilholdssted i Rom, hvortil de lod deres breve adressere.

[34] sciroccoen, hed sydøstenvind.

[35] 23.10. (Dagbøger I 219f.). Jf. i øvrigt brev til madam Iversen 14.11.1833: “Jeg har været i Scipionernes Grave; gjennem en Viingaard skred vi ned i Jorden, Hver med sit brændende Lys, og saae de stolte Steensarkophager. Catacomberne skulle være noget farlige at besøge, de strække sig under hele Rom og ere i ældre Tider gaaede lige til Ostia. Alligevel vovede jeg det med to Landsmænd, vi fik en Munk med og steeg nu gjennem Gravhvælvingerne i Sebastianskirken ned til de 13000 Helgenes Liig, vandrede i den udhulede Jordskorpe, Hver med sit vaiende Lys, udelukkede fra Verden over os. En Time vare vi vist dernede” (BfA I 160f.). Chr. Molbech omtaler katakomberne i “Reise giennem en Deel af Tydskland, Frankrige, England og Italien i Aarene 1819 og 1820”, III, 1822, 264-65, hvor det hedder: “Jeg saae ikke disse Catacomber, da Tiden ikke tillod det, og tabte vel ikke meget herved, da der er intet uden de nøgne Hvælvinger, med Hulerne ved Siden, hvor der har været Begravelser. Christelige Sarkophager, og hvad andet Tiden havde levnet, har man for længe siden taget bort.”

[36] berømt romersk familie omkring 200 f.Kr.

[37] Dagbøger 20.11.1833: “Herts er ariveret i Aften” (I 234). 21.11.: “Imorges paa Caffeen var jeg den første Danske Hertz traf paa; han kom mig venlig imøde, jeg kunde derfor heller ikke andet end være ligesaa, jeg tilbød ham min Tjeneste og gik nu ud med ham for at skaffe ham Logi, som jeg efter megen Løben fik, smukkere end mit eget, og til samme Priis” (ib. 234f.). Hertz blev indlogeret i Via Frottina 118.

[38] hvad der hentydes til vides ikke. - bevidste: omtalte.

Noter til brev nr. 104:

[1] Coll. Brevs. XIII (KB). Trykt i BJC I 99-101.

[2] Chr. Molbechs brev til Collin, dat. 16.11.1833, er trykt i A&C 213-15. Han hævder her, at det ikke var sproglige mangler, der var årsag til, at A.s to vaudeviller - “Spanierne i Odense” og “Femogtyve Aar derefter” - ikke blev antaget. “Alle tre Medlemmer af Theaterdirectionen vare, efter at have læst dem, enige om at finde dem, som dramatiske Compositioner, meget svage og umodne og ikke lidet smagløse”. Han mente, at Collin selv formentlig ville finde, at “ogsaa disse Stykker have altfor mange Præg af den overordenlige Hast, Skjødesløshed og Ligegyldighed mod Smagens Fordringer, hvormed Andersen overhovedet som Digter arbeider”. Molbech anser det dog ikke for udelukket, at forfatteren kan gøre noget til “disse Stykkers Forbedring [...] ifald f. Ex. hans Reise og et flittigere alvorligere Studium maatte virke til at rense hans Smag”. Da A er bortrejst, foreslår han, at Collin hører Heibergs dom om vaudevillerne, og hvis Heiberg tror, at der kan gøres noget ved dem, “da at anmode ham om at paatage sig dette Arbeide, at pudse og file dem saaledes, at de kunde passere”. Molbech slutter med ønsket om, at stykkerne må blive brugbare, “thi saameget jeg end og har mod Andersen som Digter, saa lidt har jeg, eller kan have det mindste imod, at han opnaaer enhver Frugt af sine Arbeider, som han kan opnaae; og saa høiligen vilde det glæde mig, om jeg var i Stand til at vise Dem, som jeg agter og ærer saa høit, hvor gjerne jeg opfyldte et Ønske af Dem, der dog aldrig vil, at jeg skulde sige eller gjøre noget mod min Overbeviisning”. Collin henvendte sig derpå til J. L. Heiberg, der afgav en udførlig vurdering 23.11. Heiberg finder ideen god til de to vaudeviller, som han ville foretrække blev kaldt en vaudeville i to tableauer, men han har til gengæld en del kritiske bemærkninger med hensyn til udførelsen, som A for en væsentlig del tog hensyn til ved omarbejdelsen. Han er saaledes utilfreds med den afgørende gensynsscene i “Femogtyve Aar derefter”; anker over, at personkarakteristikken er for lidt udført, at flere af personerne er handlingen uvedkommende, at der er for mange dekorationsskift, og at det lyriske eller musikalske er den svageste side af stykkerne. A har ikke været opmærksom på den fundamentale forskel på opera og vaudeville, når det gælder melodivalget og sangene, og Heiberg konkluderer endelig: “Stykket forekommer mig, at kunne med nogle rigtignok betydelige Modificationer og Forandringer blive et ret behageligt og underholdende Stykke, ihvorvel jeg ikke kan nægte, at Hr. Andersen saavel ved dette som ved ethvert andet dramatisk Arbeide bør være yderst forsigtig og hellere undertrykke et eller andet Product, end risquere Publicums Misfornøielse. Det er nemlig et Factum, at Hr. Andersen har ved sine dramatiske Arbeider tabt en Deel af den Gunst, hvoraf han iforveien var i Besiddelse som Digter. Virkelig synes det ogsaa, at han - i det mindste hidtil - er en lyrisk Improvisator, men som netop af denne Grund mangler Besindighed og Koldblodighed, uundgaaelige Requisiter for den, som vil virke ved Theatret” (Morten Borup (udg.): “Breve og Aktstykker vedrørende Johan Ludvig Heiberg” II, 1948, 179f.). Det var denne karakteristik af A som “en lyrisk Improvisator”, der inspirerede A til gennembrudsromanen “Improvisatoren”. Se i øvrigt note 4 til brev 72.

[3] teaterchefen F. C. Holstein, Molbech og kommiteret i Rentekammeret C. L. Kirstein. (1793-1862).

[4] Anne Marie Andersen døde 7.10. 1833 som lem i stiftelsen Doctors Boder i Graabrødrehospitalet i Odense.

[5] professor i teologi ved Kbh.s Universitet Jens Møller (1779-1833) døde 25.11.1833 i København.

[6] lat.: i særdeleshed.

[7] billedhuggeren, medaljør Christen Christensen (1806-45).

Noter til brev nr. 105:

[1] Trykt i BfA I 164-167.

[2] Ørsteds boede 1819-24 Nørregade 21 (nedrevet 1909 til fordel for TDC’s bygning).

[3] Birgitte Ørsted,f. Ballum (1789-1875), gift 1814 med H.C.Ø.

[4] Dagbøger 20.11.1833: “Herts er ariveret i Aften” (I 234). 21.11.: “Imorges paa Caffeen var jeg den første Danske Hertz traf paa; han kom mig venlig imøde, jeg kunde derfor heller ikke andet end være ligesaa, jeg tilbød ham min Tjeneste og gik nu ud med ham for at skaffe ham Logi, som jeg efter megen Løben fik, smukkere end mit eget, og til samme Priis” (ib. 234f.). Hertz blev indlogeret i Via Frottina 118.

[5] P.E. Müller uddelte justitsråd og højesteretsassessor, lic. jur. Peder Lassens (1606-81) og hustru Magdalene Pedersdatters rejsestipendium, oprettet ved testamente af 9.12.1679 (fundatsen konfirmeret 19.3.1714). Renten af 10.000 rdlr. skulle tilfalde “2 eller flere skikkelige Studiosis som efter flittig Examen befindes i deres Studeringer (af hvilken Facultæt enhver og er, og meest inclinerer til) saaledes grundede, at de kan formodes dennem lovligen og vel, at kunde fortsætte til at studere Udenlands i Tre Aar, helst om samme Personer ikke ere af den Formue, at de beqvemmeligen sig af egne Midler kand underholde” (Tycho de Hofman: “Fundationer paa de Legata, som ere stiftede af Peder Lasson”, 1753, 66f.; “Samling af de for Universitetets Legater gjældende Bestemmelser”, 1890, 356f.). A håbede allerede i juni 1833 at kunne supplere sit stipendium med 150 species fra legatet og bad flere gange Edvard Collin om at hjælpe sig (se sagregistret til BEC, Lassenske Rejsestipendium). Han skrev også til Ludvig Müller (26.8.1833, BfA I 135-36) samt til H. C. Ørsted (se brev 105), for at de skulle tale hans sag. Allerede 29.10.1833 kunne Edvard Collin imidlertid skrive: “De taler altid om Deres Forhaabning om det Lassenske Legat; efter hvad Ludvig Müller siger, har De slet ikke noget Haab om at faae det” (BEC I 198). A fik da heller legatet, der i stedet blev det givet til teologen H. L. Martensen (sml. BtA 530).

Noter til brev nr. 106:

[1] Coll.Brevs. XIII (KB). Trykt i BJC I 101-104.

[2] se brev 104. Jf. Dagbøger 16.12.1833: “Der var Brev fra den gamle Collin, min Moder er død mældte det: Gud jeg takker Dig! var mit første Udbrud, nu har hun ende paa sin Nød, som jeg ikke kunde lindre, men jeg kan dog ikke ret vænne mig til den Tanke at være saa ganske ene, uden en eneste, der ved Blodets Baand maa elske mig! - Jeg fik ogsaa en Kritik fra Heiberg over mine to Vaudeviller, jeg er kun en Improvisator! - Min Agnete frygter man meget for Kritikken over og Reitzel tør ikke vove 50 Species paa den. Nu skal den ud paa mit eget Forlag!” (I 253).

[3] Dagbøger 23. 11.1833: “Kunde jeg troe at H, ansaae min Venlighed for Hyldest, da vilde jeg sige ham det Høide [dvs. højt], at jeg ikke gjorte det, at han var min Fjende. Han - han forbittrer mig mit Ophold her” (I 237).

[4] Dagbøger 23.11.1833: “Da han var gaaet skal den naturlige Bissen have sagt: “hvad var det for en Karl, han vrøvlede saaledes om Kunst!”” (I 237).

[5] De danskes Bogsamling i Rom. “Dens første Oprindelse var nogle hundrede Bind, som den utrættelige Finansdeputerede Jonas Collin og hans Søn Edvard Collin, paa Anmodning af danske Kunstnere i Rom, hade skaffet til Veje hjemme og sendt til Italien i Somren 1833 med Korvetten “Galathea”, der i Livorno skulde afhente en Samling af Thorvaldsens Værker” (M. Galschiøt: “Skandinaver i Rom”, 1923, 62).

[6] A havde læst “Agnete og Havmanden” hos prinsesse Charlotte Frederikke for Thorvaldsen og flere danske 23.10., jf. Dagbøger: “Thorvaldsen syntes henrykt, roste Harmonien, de smukke Vers og den store Idee, bad mig læse det for sig i Ro, det samme bad alle Kunstnerne mig om, og drak min Skaal” (I 220) samt brev til madam Iversen 14.11.1833: “Thorvaldsen og de danske Kunstnere læste jeg den forleden for hos Prindsessen, og den greb dem dybt, som jeg ogsaa hører, at de hjemme ere smæltede i Taarer. Thorvaldsen greb min Haand og spaaede “Agnete” glimrende Lykke; nu faae vi see” (BfA I 162).

[7] Dagbøger 6.12.1833: “Til om Aftenen Klokken 6 havde Thorvaldsen mældt sig for endnu engang at høre min Agnete, jeg gik hjem lidt over 5 for at være tidsnok, men da jeg kom ind i Værelset, sad allerede den Gamle der, havde faaet Lys tændt og læste i en Bog, han havde glemt Tiden og vilde da heller komme for tidlig sagde han, de øvrige Danske som endnu ikke kjendte Digtet, var først indbudet til Klokken 6, vi maatte da ene tilbringe denne Time, siden kom Bissen, Petsholdt, Koop og Berg fra Norge. Hertz sad tæt ved mig, jeg følte mig særdeles geneert, følte at jeg læste det slet, thi jeg tænkte alle Øieblikke, hvad mon han tænker; jeg jog afsted i Galop. Thorvaldsen sad med det alvorlige kloge Ansigt og hørte opmærksomt, og naar jeg saae paa ham tilnikkede han mig Bifald; han gjør meget af Agnette; Hertz yttrede ikke et Ord, hverken for eller imod” (I 246f.).

[8] statsgælddirektør Nicolai Holten (1775-1850), der havde talt A.s sag hos ministrene, da han søgte rejseunderstøttelse (H. Topsøe-Jensen: “Mit eget Eventyr uden Digtning”, 1940, 164).

[9] Dagbøger 8.12.1833: “Kückler tegnede mig fra forskjellige Sider for at prøve den fordeelagtigste, til han vil male mig” (I 247). 4.1.1834: “Var hele Formiddagen hos Kückler og blev malet” (ib. 267). 6.1.: “Var, som igaar, hos Kückler og blev malet [...] Sad om Eftermiddagen igjen for Kückler” (ib. 268). Maleriet, som oprindelig har tilhørt Edvard Collin, findes nu på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

[10] “Agnete” blev ikke dediceret til prins Christian (VIII), men til direktøren for Fonden ad usus publicos, gehejmestatsminister J.S. v. Møsting.

[11] Dagbøger 13.12.1833: “Rygtet siger at Vesuv sprudder!” (I 249).

[12] se BEC I 168-70 samt A.s svar ib.183ff.

[13] jf. brev til Henriette Wulff 16.12.1833: “Thorvaldsen bad mig forleden at læse det anden Gang for sig, da han fandt det heldigt og selv “Formen skjøn”; men maaskee er alt dette kun de almindelige Komplimenter til en ung Digter, man ikke veed er vant til at høre kun den bittre Sandhed” (BHW I 147). Se ogsaa MLE I 173f.

[14] Jonas Collins fødselsdag.

Noter til brev nr. 107:

[1] Coll. Brevs. XIII (KB). Trykt i BEC I 201-205. [2] maleren Constantin Hansen (1804-80).

[2] maleren Constantin Hansen (1804-80).

[3] maleren Jørgen Roed (1808-88).

[4] se brev 106 med note 2.

[5] 23.12.1833.

[6] se brev 103 med note 13.

[7] Just Mathias Thiele (A&C 221).

[8] se brev 103 med note 11.

[9] P.E. Müller uddelte justitsråd og højesteretsassessor, lic. jur. Peder Lassens (1606-81) og hustru Magdalene Pedersdatters rejsestipendium, oprettet ved testamente af 9.12.1679 (fundatsen konfirmeret 19.3.1714). Renten af 10.000 rdlr. skulle tilfalde “2 eller flere skikkelige Studiosis som efter flittig Examen befindes i deres Studeringer (af hvilken Facultæt enhver og er, og meest inclinerer til) saaledes grundede, at de kan formodes dennem lovligen og vel, at kunde fortsætte til at studere Udenlands i Tre Aar, helst om samme Personer ikke ere af den Formue, at de beqvemmeligen sig af egne Midler kand underholde” (Tycho de Hofman: “Fundationer paa de Legata, som ere stiftede af Peder Lasson”, 1753, 66f.; “Samling af de for Universitetets Legater gjældende Bestemmelser”, 1890, 356f.). A håbede allerede i juni 1833 at kunne supplere sit stipendium med 150 species fra legatet og bad flere gange Edvard Collin om at hjælpe sig (se sagregistret til BEC, Lassenske Rejsestipendium). Han skrev også til Ludvig Müller (26.8.1833, BfA I 135-36) samt til H. C. Ørsted (se brev 105), for at de skulle tale hans sag. Allerede 29.10.1833 kunne Edvard Collin imidlertid skrive: “De taler altid om Deres Forhaabning om det Lassenske Legat; efter hvad Ludvig Müller siger, har De slet ikke noget Haab om at faae det” (BEC I 198). A fik da heller legatet, der i stedet blev det givet til teologen H. L. Martensen (sml. BtA 530).

[10] se brev 103.

[11] Edvard Collin begik imidlertid selv samme fejl ved udgivelsen af A&C, hvor han meddeler Thieles brev in extenso, dog uden at nævne navne. Jf. i øvrigt Dagbøger 18.1.1834: “Eduard har enten selv opdigtet det Brev han citerer eller udeladt sig saaledes til den anden at han mærkede hans fjendtlige Sind; saaledes vilde man ikke skrive til Vennens Ven. Kun Fjende skriver om Fjende saaledes”(I 279). Den første sag om A.s ydre fik i øvrigt et efterspil, da A traf Bissen hos Küchler. Dagbøger 24.1.1834: “ Bissen [...] bragte Hilsener fra Thiele og den til mig: “at jeg nok selv vidste hvorfor jeg intet Brev fik!” - Hvad har jeg gjort. Jeg veed det ikke? Min Yttring til den gamle Collin at jeg fandt det underligt at Th: forberedte Landsmændene paa mit Udvortes, skulde det være bragt ham og fortjente jeg derfor Sligt. Meget forstemt. Gud jeg begynder at hade mine Fjender” (ib. 286). 25.1.: “Ja, Eduard har maatte sagt ham det, Eduard der i sit Brev taler om Nedrighed at meddele Indholdet af Breve. Mine Venner blive mine bittre Fjender. Evige Gud lad det blive mig mueligt aldrig at see Hjemmet, det er mig forhadt!” (ib. 287). Dagbogen 26.1.-2.2.1834 viser, at han blev ved at tænke over sagen, og i et brev til Edvard Collin 23.2.1834 sigter han ham ligefrem for at have brudt brevhemmeligheden (BEC I 215,15-26).

[12] “ Maanedsskrift for Litteratur”, X, 1833, 867-82. Den var af Molbech. Se MLE I 183ff.

[13] digteren F.J. Hansen (1810-52).

[14] digteren H.P.Holst (1811-93).

[15] Fr. Paludan-Müller (1809-76) udgav 1832 anonymt skuespillet “Kjærlighed ved Hoffet”. Anmeldelsen drejede sig om digtet “Dandserinden”, der udkom februar 1833.

[16] De danskes Bogsamling i Rom. “Dens første Oprindelse var nogle hundrede Bind, som den utrættelige Finansdeputerede Jonas Collin og hans Søn Edvard Collin, paa Anmodning af danske Kunstnere i Rom, hade skaffet til Veje hjemme og sendt til Italien i Somren 1833 med Korvetten “Galathea”, der i Livorno skulde afhente en Samling af Thorvaldsens Værker” (M. Galschiøt: “Skandinaver i Rom”, 1923, 62).

Noter til brev nr. 108:

[1] Rigsarkivet. Trykt i BfA I 177-188. Her gengivet efter originalen.

[2] se brev 104.

[3] dat. 4.12.1833 (utrykt. KB).

[4] se brev fra Edvard Collin 29.8.1833 (BEC I 165ff.) og fra samme 28.9.1833, hvor det dog hedder: “1ste Deel af A. var mig meget imod, det vil De have erfaret af Brevet [af 29.8.], dersom De nu har faaet det; anden Deel læste jeg høit for Ingeborg, Lovise og Jette, og vi vare alle tre [sic] reent borte af Graad; i Sandhed den er høist rørende. Min Mening om første Deel af Agnete deler de 3 nævnte, som jeg ogsaa læste den for, Fader og Ludvig Müller” (BEC I 190).

[5] se brev 106 med note 6 og 7.

[6] næsvis, fræk.

[7] Napoleon I (1769-1821), de franskes kejser 1804-14 samt de 100 dage i 1815. Sammenligningen er et udtryk for den Napoleondyrkelse, A arvede fra faderen og bevarede hele livet, jf. A.s irritation over Meislings hyppige foredrag i Levnedsbog 152.

[8] Rafaels (1483-1520) liv var tidligere præget af en lang række myter ikke mindst på det erotiske område, hvor der gik talrige sagn om hans løse forbindelser (bl.a. “La fornarina”). Han døde sandsynligvis af malaria, som han havde pådraget sig under sine studier i de romerske ruiner, hvortil kom overanstrengelse og fejlbehandling fra lægeside (stærke åreladninger).

[9] “Aarets tolv Maaneder”, 1832, 77 (SS XII 30).

[10] “Rafael, for hvem kunstens genius lyser med en fakkel, bekranses af sejrens gudinde”. Relieffet, der er fra 1833, var bestemt til Rafaels gravmæle i Pantheon i Rom, men blev ikke anvendt.

[11] SS XI 509.

[12] se note 55 til brev 102 samt note 14 til brev 103.

[13] formodentlig “Raphaels Begravelse”, trykt i “Søndagsblad”, et æsthetisk Ugeskrift, udg. af A.P. Liunge, Nr. 1, 4.1.1835, 14-15.

[14] Dagbøger 27.12.1833: “Begyndte om Aftenen paa min Novelle “Improvisatoren”” (I 262). Titlen var inspireret af J.L. Heiberg, der havde kaldt A “en lyrisk Improvisator” (se note 2 til brev 104). Han var flittigt optaget af nedskrivningen i Rom og Napoli (BHW I 169, BfA I 257) og læste under opholdet i München i maj 1834 adskillige bøger om Italien med henblik på romanen, bl.a. Goethes “Italienische Reise”, Madame de Staëls “Corinne”, Karl von Rumohrs “Drei Reisen nach Italien” og A.W. Kephalides’ “Reise nach Italien und Sicilien”, ligesom han også læste Dantes “Divina Commedia” (Dagbøger I 414-40, BfA I 228). I Wien fortsatte arbejdet (Dagbøger I 467), og efter hjemkomsten skrev A på de sidste fire kapitler i august 1834 hos Ingemanns (BfA I 272, BHW I 197f., BHH 92, BEC I 220-22). I februar 1835 var den under trykning (BIngemann I 102) og 9.4.1835 udkom den på C.A. Reitzels forlag (BHH 108-09). Se i øvrigt MeE 82-86, MLE I 192-94 samt R&R I VII-XI.

[15] Friedrich Overbeck (1789-1869), ty. maler; central skikkelse i og samlingsmærke blandt de såkaldte “nazarenske” malere.

[16] se en turistguide. Kan det være Fischer von Erlach ?

[17] S. Agostino; sml. i øvrigt Dagbøger 28.12.1833 (I 262f.) og “Improvisatoren” (R&R I 74).

[18] tavle med forklaring, der ledsager en votivgave, dvs. gave til kirken som tak for frelse fra en fare eller sygdom, og som man engang har lovet at give.

[19] formodentlig en forkortelse af madammer, den almindelige tiltaleform til gifte kvinder uden rang indtil ca. 1850.

[20] se også Dagbøger I 259-60, “En Digters Bazar” (R&R VI 97-99) og MLE I 165-68. Se endvidere F.L.B. Zeuthen: “Min Udenlandsrejse i Aarene 1833-34”, 1875, 75-76.

[21] Elisa Paulsen, f. Thorvaldsen (1813-70), g. 1832 med oberst, kammerherre Fritz P.

[22] Charlotte Frederikke, f. prinsesse af Mecklenburg-Schwerin (1784-1840), blev 1806 gift med prins Christian (VIII) Frederik og 1808 moder til den senere Frederik VII. Da det kom frem, at hun havde et forhold til sin sanglærer, komponisten Eduard du Puy, blev hun i 1809 forvist til Horsens og ægteskabet opløst 1810. I 1829 rejste hun til Rom, hvor hun bosatte sig og konverterede til katolicismen. Hun var en central skikkelse blandt de danske i Rom og blev bl.a. kendt for sin evige pengemangel og sine mange fantastiske påhit.

[23] gaver.

[24] den holstenske storkøbmand C.H. Donner (1774-1854).

[25] Alberto Paulsen (1834-1921), senere pavelig kammerherre.

[26] Gregor XVI (1765-1846). Straks efter hans valg til pave 2.2.1831 udbrød der oprør i Pavestaten, der måtte slås ned ved Østrigs hjælp; da sammensværgelsen mod paven blev opdaget, blev karnevalet forbudt. Det blev dog atter tilladt i 1834.

[27] se brev 107. Sml. Dagbøger 6.1.1834: “Gid der var Brev i Dag! - Jo, Brevet var der fra Faderen og Eduard, hiint med Formaninger, dette i en saa haard, belærende Tone fuldt af Lidenskab. Han meldte mig min Æres Død. Agnete var til Fortvivlelse vanskabt, et sammensmuurt maadeligt Arbeide. Det rystede min Sjæl saa dybt, jeg blev saaledes overvældet at al min Følelse forgik, min Tro paa Gud og Mennesker, Brevet bragte mig til Fortvivlelse. Bøtcher søgte at trøste mig; hvor kunde han” (I 268f.). Se i øvrigt MLE I 168ff.

Noter til brev nr. 109:

[1] Coll. Brevs. XII. Trykt i BHW I 155-159.

[2] dat. Rom 16.12.1833 (BHW I 147-51).

[3] ouverturen til Anden Deel af “Agnete og Havmanden” (SS XI 513-15), fuglens og Agnetes dialog (ib. 530-32), Strandbred (fuglenes og blomsternes vekselsang) (ib. 543-44).

[4] Henrik Hertz.

[5] Johan Herman Wessel: “Kierlighed uden Strømper”, Første Optog, Andet Optrin (“Veninde hør og skielv!”).

[6] jf. brev fra Chr. Wulff til A 9.2.1834: “Og vores lille Søster Jette, hun er en Heltinde; De skulde have seet hende, da hun blev opereret, De vilde have besvimet, og saa hendes Taalmodighed under hendes lange, saa godt som Blindhed” (utrykt, Coll. Brevs. XII).

[7] overanstrenge.

[8] dat. Rom 31.1.1833- 8.1.1834 ( BHW I 152-54).

[9] se brev 107.

[10] Ludvig Müller vandt i1834 Kbh.s. Universitets guldmedalje for besvarelsen af prisopgaven i orientalsk filologi (om det hebraiske sprogs historie), der var udsat i 1833. Se i øvrigt BtA 522 samt brev 110 nedenfor.

[11] Constantin Hansen.

[12] gl. talemåde, der bl. a. kendes fra Holbergs “Heltindehistorier”, I, 363 (T. Vogel-Jørgensen: “Bevingede Ord”, 1. udg., 1940, 229).

[13] P.E. Müller uddelte justitsråd og højesteretsassessor, lic. jur. Peder Lassens (1606-81) og hustru Magdalene Pedersdatters rejsestipendium, oprettet ved testamente af 9.12.1679 (fundatsen konfirmeret 19.3.1714). Renten af 10.000 rdlr. skulle tilfalde “2 eller flere skikkelige Studiosis som efter flittig Examen befindes i deres Studeringer (af hvilken Facultæt enhver og er, og meest inclinerer til) saaledes grundede, at de kan formodes dennem lovligen og vel, at kunde fortsætte til at studere Udenlands i Tre Aar, helst om samme Personer ikke ere af den Formue, at de beqvemmeligen sig af egne Midler kand underholde” (Tycho de Hofman: “Fundationer paa de Legata, som ere stiftede af Peder Lasson”, 1753, 66f.; “Samling af de for Universitetets Legater gjældende Bestemmelser”, 1890, 356f.). A håbede allerede i juni 1833 at kunne supplere sit stipendium med 150 species fra legatet og bad flere gange Edvard Collin om at hjælpe sig (se sagregistret til BEC, Lassenske Rejsestipendium). Han skrev også til Ludvig Müller (26.8.1833, BfA I 135-36) samt til H. C. Ørsted (se brev 105), for at de skulle tale hans sag. Allerede 29.10.1833 kunne Edvard Collin imidlertid skrive: “De taler altid om Deres Forhaabning om det Lassenske Legat; efter hvad Ludvig Müller siger, har De slet ikke noget Haab om at faae det” (BEC I 198). A fik da heller legatet, der i stedet blev det givet til teologen H. L. Martensen (sml. BtA 530).

[14] Fondet ad usus publicos, hvis direktion Jonas Collin 29.1.1834 sendte følgende Skrivelse: “Da den Indtægt, som Student H. C. Andersen, der allernaadigst er bevilget Reiseunderstøttelse af Fonden ad usus publicos, havde giort Regning paa af nogle literaire Arbeider, er slaaet ham feil, saa vil han ikke være i Stand til at opholde sig de bestemte 2 Aar i Udlandet, uden at benaades med en overordentlig Understøttelse. Derom har han tilskrevet mig fra Rom. Da jeg i endeel Aar, tildeels efter kongelig Befaling, har været Andersens Formynder, saa tager jeg ikke i Betænkning at henvende mig til den kongelige Direction med Anmodning om, at der maatte udvirkes ham et allernaadigst Tilskud til hans Reises Fuldendelse af 100 Specier”. Direktionen indrømmede i sin indstilling 25.3., at “en saa udstrakt Reise neppe vil kunne fuldendes ved Hielp af Stipendiet alene” og indstillede derfor, at A fik bevilget yderligere 200 rdlr. sølv, en indstilling kongen fulgte 15.4. 1834 (Anderseniana VII 67-68).

[15] ty.: vred.

[16] billedhuggeren Hermann Ernst Freund (1786-1840), f. i Uthlede ved Bremen; kom 1803 til Kbh. og opholdt sig efter at have gennemgået Kunstakademiets uddannelse i Rom 1818-27, hvor han blev medhjælper for Thorvaldsen. Blev efter hjemkomsten professor ved Kunstakademiets Modelskole 1829.

[17] da A fik sangundervisning hos Siboni i vinteren 1819-20 traf han “Søsterdatteren Marietta, en talentfuld Pige, der anvendte en Deel af sin Tid paa Tegning, det var Sibonis Billed som “Achilles” i Paërs Opera; jeg stod Model, iført den store Tunica og Toga, der passede til den svære, stærke Siboni, og ikke til mig, der var mager og opløben; men denne Uoverensstemmelse morede just den muntre Italienerinde, der loe himmelhøjt og tegnede saa fort” (MLE I 59). Marietta Gaudenzi (ca. 1800 - ?) var fulgt med Siboni til Danmark, bl.a. som opdragerinde af hans datter af første ægteskab, Josephine (Pepina, senere gift Tutein) (1806-66), hvis moder var død 1808. Marietta vendte tilbage til Italien, hvor hun blev gift Righi. A havde i et brev til Henriette Wulff 16.12.1833 bedt hende om at skaffe Mariettas adresse, da han ønskede at besøge hende, såfremt han kom gennem den by, hun boede i (BHW I 150).

[18] Caroline Wilhelmine Jessen (1804-82), datter af overkrigskommissær Frederik Christian Jessen (1761-1820), veninde af Henriette Wulff. Hun blev 1848 g. m. overførster N. J. Jessen (1797-1866).

[19] “Du, Kjærlighed, gjør Hjertet glad - “ (Axel Liebmanns og Otto Mallings klaverudtog af C. E. F. Weyse: “Festen paa Kenilworth”, 1877,51-58; SS IX 98-99).

[20] koret: “Bacchus er den største Mand - “ (Klaverudtoget 59-62; SS IX 102).

[21] Peter Wulff, der var avanceret til premierløjtnant 17.3.1833, var 1.1.1834 blevet ansat som indrulleringsofficer på Femern, men fik 23.3. s.å. bevilget orlov 1½ år af helbredshensyn for at rejse til Sydeuropa (T.A.Topsøe-Jensen og Emil Marquard: “Officerer i den dansk-norske Søetat 1660-1814 og den danske Søetat 1814-1932”, II, 1935, 749).

[22] Nice.

[23] Frederik Siegfried Vogt (1777-1855), dansk chargé d’affaires i Napoli.

Noter til brev nr. 110:

[1] Coll. Brevs. X (KB). Trykt i BtA 523-529 og Kirsten Dreyer og Flemming Hovmann: “Et overset venskab. H.C. Andersens og Otto Müllers brevveksling” i: Anderseeniana 1993 29-30.

[2] Ludvig Müllers portræt findes ikke i Album.

[3] Vulcanus, rom. guddom for ilden.

[4] forsvarstale.

[5] Ludvig Müller vandt i1834 Kbh.s. Universitets guldmedalje for besvarelsen af prisopgaven i orientalsk filologi (om det hebraiske sprogs historie), der var udsat i 1833. Se i øvrigt BtA 522 samt brev 110 nedenfor.

[6] spørgsmålet.

[7] lat.: på embedsvegne.

[8] lat.: særlig.

[9] H.V.M. Lunding (1807-53), senere kabinetssekretær hos Frederik VII.

[10] SS XI 547.

[11] SS XI 473.

[12] SS XI 505-12.

[13] “Aarets tolv Maaneder”, 1832, 33 el. 34. (ikke optaget i SS). Kontroller korrekt sidetal.

[14] SS XI 548.

[15] Svend Estridsen (ca. 1019-(1047-)1074) havde mere end 20 børn, hvoraf 5 blev konger: Harald Hén (ca. 1041-(1074-)1080), Knud den Hellige (ca. 1043-(1080-)1086), Oluf Hunger (ca. 1052-(1086-)1095), Erik Ejegod (ca. 1056-(1095-)1103) og Niels (ca. 1064-(1104-)1134).

[16] SS XI 509.

[17] højesteretsassessor, konferensråd Adam Gottlob Müller (1769-1833) var død 1.2.1833.

[18] lat.: råd.

Noter til brev nr. 111:

[1] Coll. Brevs. XIII (KB). Trykt i BEC I 206-209.

[2] brev 107.

[3] uenig.

[4] Collin glemmer, at disse ord jo først og fremmest har adresse til ham selv! A kunne med god ret sige det samme, jf. Dagbøger 9.1.1834: “Om Aftenen overveiet Eduards Adfærd. “Fjenders Bitterhed pidsker med Svøber, men Venners, med Skorpioner”” (I 272; se i øvrigt MLE I 175).

[5] “Guerillabanden”, opera af Ivar Bredal til tekst af skuespilleren og forfatteren Thomas Overskou (1798-1873). Den fik ikke premiere 28.10. (dronning Maries fødselsdag), men opførtes 1. gang på Det kgl. Teater 29.1.1834.

[6] 6.1. - geburtsdag: fødselsdag.

[7] begyndelseslinierne til Mozarts forårssang med tekst af Chr. Ad. Overbeck.

[8] Collins hund Beauty.

[9] citat af Mads’ arie af “Kjærlighed uden Strømper”, Andet Optog, Første Optrin (“J. H. Wessels samlede Digte”, udg. af J.Levin,1862,12).

[10] Jonas Collin var 1813 blevet ridder af Dannebrog og blev først kommandør af samme 1836.

[11] Levnedsbog. Som det fremgår har der altså aldrig eksisteret mere af dette værk, end vi nu kender (det afsluttes midt i en sætning s. 228).

[12] Riborg Voigt.

[13] se ovenfor brev 65.

[14] den neapolitanske diplomat Paolo d’Ambrosio, der havde været chargé d’affaires for kongeriget Sicilien i København 1816-21.

[15] Frederik Brockenhuus (1758-1846), forhenværende attaché ved det danske gesandtskab i Napoli, hvor han nu havde bosat sig; han havde desuden ægtet en italiener og var gået over til katolicismen.

[16] Adelaide Pignatelli Ruffo, f. Nathan-David (1796-1891), søster til politikeren C. N. David og Edvard Collins ven, proprietær Aron David på Rungstedlund. Hun var i 1824 blevet gift med bankieren og komponisten George Gerson, der døde 4 måneder efter bryllupet, og blev 1826 gift med den daværende chargé d’affaires for kongeriget Sicilien, prins Antonio Pignatelli Ruffo, der gjorde tjeneste ved gesandtskabet i København 1823-27.

[17] om denne kan intet oplyses.

Noter til brev nr. 112:

[1] Coll. Brevs. XIII (KB). Trykt i BJC I 109-110.

[2] se brev 111.

[3] “Lille Viggo, vil Du ride Ranke?”, skrevet til Viggo Drewsen; trykt i “Nyeste Repertorium for Moerskabs-Læsning”, 1. Bind, Nr. 17, 27.10.1832., 257; optrykt i “Samlede Digte”, 1833,28-29 (SS XII 191-92).

Noter til brev nr. 113:

[1] Trykt i BfA I 188-197.

[2] brev 110.

[3] Dagbøger 6.2.1834: “Da jeg kom i Caffe Greco, var der til min Overraskelse Brev til mig, det var fra Ludvig Müller (I 302).

[4] Ludvig Müller vandt i1834 Kbh.s. Universitets guldmedalje for besvarelsen af prisopgaven i orientalsk filologi (om det hebraiske sprogs historie), der var udsat i 1833. Se i øvrigt BtA 522 samt brev 110 nedenfor.

[5] Hagen Hohlenberg (1797-1845), cand. theol. 1819, dr.phil. 1822; blev efter et studieophold i udlandet lektor i teologi ved Kbh.s Universitet 1826 og 1827 professor.

[6] forvolder stærke sjælelige lidelser; allusion til 1. Kongebog 12,11: “har min far tugtet jer med svøber, vil jeg tugte jer med skorpioner.” Et af A.s yndlingsudtryk, jf. Dagbøger I 272 og MLE I 168.

[7] brev 107.

[8] en overdrivelse, idet A på intet tidspunkt var sengeliggende, jf. Dagbøger I 269f.

[9] Dagbøger 1.2.1834: “Gik ud over Forum med Herts; ude ved Kirken over Curia hostilia holdt den magelige pavelige Stadscaret, sort, forgyldt, rød og udziret, hans Garde var med. Paven gik fra Klostret til Kirken og var i rødt Fløiel med en rød Fløiels Hat. Folk knælede og han velsignede dem; det saa komisk ud, hvor nær Herts var med Knæet imod Jorden, jeg tog kun Hatten af og bøiede mig lidet” (I 294).

[10] 3.-11.2.1834. Se i øvrigt Dagbøger I 296-307, MLE I 175 samt “Improvisatoren” (R&R I 85-117).

[11] begyndte. A husker i øvrigt forkert, idet karnevalet som nævnt begyndte 3.2.

[12] hovedgaden i Rom.

[13] Dagbøger 3. 2.1834: “Da mine Confetti slap maatte jeg flygte, kjøbte nu strax nogle ny, thi jeg blev oprømt og fornøiet, som jeg længe ikke havde været, men i det jeg vilde putte min Pung i Lommen, blev den revet ud af min Haand og jeg fik Ansigtet fuldt af Confetti. Der var 3 Skudi og nogle Bajok i Pungen. Det fordærvede mig al min Glæde! jeg sukkede: maa jeg da aldrig nyde nogen Glæde!” (I 297).

[14] Dagbøger 4.2.1834: “Længe søgte jeg efter Herts, nu fandt jeg ham og saa gik det løs; da i Dag confetti slap først for ham flygtede han ind i en Skomagers Boutik og skreeg: ”jeg har ingen fleer!” tog en Støvle der stod i Værkstedet og vilde kaste efter mig; Skomageren og hans Familie lo af fuld Hals uden at blive vrede” (I 298).

[15] Dagbøger 10.2.1834: “Man fortæller at i Theater Alibert er en Dame fundet myrdet med flere Dolkestik; Drabet maa være skeet midt under Musikken og Dandsen” (I 306). If. sit brev til Edvard Collin 23.2.1834 var A til stede ved den store festina i Alibert-teatret (BEC I 211).

[16] Frederik Ludvig Bang Zeuthen (1805-74) var på mødrene side nevø til filosoffen Henrich Steffens. Blev 1826 cand.theol. og 1832 magister. Med støtte fra bl.a. Fonden ad usus publicos var han 1833-34 på en udenlandsrejse til Tyskland og Italien, hvor han bl.a. fulgte Schellings forelæsninger i München. Foråret 1835 blev han sognepræst i Grimstrup og Aarre i Ribe Stift, i 1842 i Tømmerup på Sjælland, 1849 i Sorø og 1860 ved Michaelis Kirke i Fredericia. Han har beskrevet sin rejse i “Min Udenlandsreise i Aarene 1833-34” udgivet posthumt 1875, hvor A dog ikke omtales. Zeuthen var hele livet en polemisk natur og kendt som en ivrig modstander af såvel grundtvigianismen som Rasmus Nielsens forsøg på at forene tro og viden, ligesom han også tog til orde mod den rom.-katolske propaganda. Om A.s lidelser ved samværet med Zeuthen under opholdet i Italien se brev 118 nedenfor. I øvrigt brugte han en enkelt bemærkning af Zeuthen i “Den lille Idas Blomster” (Eventyr I 45.35 m. note). Senere i livet blev deres forhold meget venskabeligt, som det kan ses af mange hilsener i A.s breve til Ingemann, og bekræfter A.s udtalelse i brev til Edvard Collin 24.12.1859: “Hvad i øvrigt Pastor Zeuthen angaaer, da var han rigtignok 1833 i Italien høist utaalelig, men siden han kom hjem har han altid været elskværdig og deeltagende, ja i de senere Aar, det veed jeg ogsaa fra Ingemann, var han altid en stor Beundrer af min Musa” (BEC II 326).

[17] slåbrok.

[18] 17.1. Se Dagbøger I 278.

Noter til brev nr. 114:

[1] H. C. Andersens Hus. Trykt i BHW I 159-162.

[2] om morgenen 12.2. forlod A Rom sammen med Hertz, teologen F. L. B. Zeuthen og den norske cand. theol. Jens Frederik Berg og rejste til Velletri, hvor de overnattede, inden de fortsatte til Terracina. 14.2. kom de via Itri og Mola di Gaëta til S. Agata, og d.15. nåede de Napoli over Capua. Rejsen er beskrevet i Dagbøger I 308-12, MLE I 175f. samt “Improvisatoren” (R&R I 155-69); se også BEC I 212-14 og brev 116 nedenfor.

[3] se Neapel og dø!

[4] se i øvrigt brev 113 med note 13-15.

[5] gl. dansk længdemål. 1 favn: 1,8831 m.

[6] miglio: it., ældre længdemål (af varierende størrelse).

[7] den fransk-spanske operasangerinde Maria Felicita Malibran, f. Garcia (1808-36). A hørte hende 23.2. i den ital. komponist Vinzenzo Bellinis (1801-35) “Norma” og 11.3. i 1. akt af Rossinis “Barberen i Sevilla” og i Gneccos “La pruova d’un opera seria” (“Improvisatoren”(R&R I 104ff.)). Indtrykket af hendes personlighed og kunst har i øvrigt spillet en afgørende rolle ved udformningen af Annunziatas skikkelse i “Improvisatoren”. I “En Digters Bazar” har A viet hendes minde kapitlet “Malibran-Garcia er død!” (R&R VI 130-32).

[8] Dagbøger 21.2.1834: “Det smager som god Rødviin, og har noget ramt i Smagen, udmærket kan jeg ikke kalde den” (I 319).

[9] citatet findes ikke i Bibelen, men er måske en reminiscens af Hebræerbrevet 6, 4-6: “For det er umuligt at føre dem til ny omvendelse, som én gang er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave, dem som har fået Helligånden og smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter, og som så falder fra; for de korsfæster selv Guds Søn igen og gør ham til spot” eller snarere en allusion til Johs. 6, idet det er det eneste sted i Bibelen, hvor der er tale om himmelsk brød, og hvor det desuden er stillet i modsætning til det forgængelige brød. A anvender i øvrigt det samme citat i en samtale med Christian VIII 7.9.1844: “der staaer i Bibelen, naar man har nydt det himmelske Brød, vil det jordiske ikke længer smage!” (Dagbøger II 434).

[10] se også Dagbøger I 321ff., BJC I 111f., BHH 82f., brev 116 og 117 nedenfor, MLE I 176f. samt “Improvisatoren” (Anden Deel, Kap. III; R&R I 181-89).

Noter til brev nr. 115:

[1] Trykt i BtA 582-584.

[2] se brev 105.

[3] rettet imod.

[4] kun.

Noter til brev nr. 116:

[1] Trykt med udeladelser i BtA 449-456. Her gengivet efter originalen.

[2] titelpersonen i den eng. satiriker Jonathan Swifts (1667-1745) roman “ Gulliver’s Travels” (1726).

[3] se brev 108.

[4] se brev 114.

[5] “Kennst du das Land, wo die Zitronen blühn”; begyndelseslinien af digtet “Mignon” i Goethes “Wilhelm Meisters Lehrjahre” ( III, 1795-96). Det er skrevet på Sicilien, hvor særlig mange citroner dyrkes.

[6] se brev 109. Henriette Wulff forlod Kbh. 27.3.1834.

[7] “Agnete og Havmanden” blev anmeldt af D.G. Monrad i “Maanedsskrift for Litteratur” 12. Bind, 109ff. Signe Læssøe har imidlertid - ikke uden grund - fejlagtigt fået den opfattelse, at A i efterskriften til brev 108 sigter til en anmeldelse af “Agnete” i “Maanedsskrift for Litteratur”, hvor han refererer til Molbechs anmeldelse af “Samlede Digte”, som Edvard Collin havde omtalt i brev 107, dels til sidstnævntes egen kritik af “Agnete”.

[8] nemlig det sølvbæger, A vandt ved julefesten.

[9] ægteskabet mellem prins Frederik (VII) og Frederik VI’ s datter, prinsesse Wilhelmine havde været mislykket siden brylluppet i 1828, og kongen havde længe været utilfreds med prinsens livsførelse (drik, erotiske eskapader) og hans opførsel overfor hustruen. 27.2.1834 kom det imidlertid til et sammenstød, der ikke gik upåagtet hen, da prinseparret deltog i et bal hos den russiske gesandt. Derefter tog prins Frederik et par uger på druk, inden han vendte hjem, hvor han igen overfusede hustruen, som betroede sig til sin fader, Frederik VI, der 10.3. bestemte, at prins Frederik skulle interneres på Jægerspris Slot. Siden skulle han deltage i linieskibet Dronning Maries togt til Island i sommeren 1834 . Umiddelbart efter interneringen anmodede prins Frederik 23.3. kongen om skilsmisse. Anmodningen blev efterkommet og i foråret 1834 blev de separeret, medens den endelige skilsmisse fandt sted i 1837. Efter hjemkomsten fik prinsen anvist Fredericia som opholdssted. Se i øvrigt A.G. Drachmann: “Min Reise gennem Livet” I, 1942, 81-91.

[10] Fr. Paludan-Müllers “Amor og Psyche. Et mythologisk Drama” udkom 3.2.1834. jf. i øvrigt MLE I 147: “I de samme Dage Agnete udkom, var det netop, at Paludan-Müller udgav sin “Amor og Psyche”, en Digtning, der henrev og opfyldte Alle.” Se i øvrigt “Paludan-Müllers Poetiske Skrifter i Udvalg” ved Carl S. Petersen I, 1909, 508ff.

[11] Mathias Winther (1795-1834) havde været eskadronskirurg ved Chr. Høegh-Guldbergs regiment, men blev afskediget i 1830 pga. forsømmelighed. Han havde allerede tidligere udfoldet en stor litterær virksomhed, og 1831 startede han smuds- og sensationsbladet “Raketten”. Heri og i en lang række pjecer angreb han sine formentlige forfølgere. Således rettedes flyveskrifterne “Forpostfægtning”, “Supplement eller Randglose til Forpostfægtningen”, “Tøffelregimentet”, “Læsning for Publicum” Nr. 1-8, alle i 1831, mod Høegh-Guldberg. 1832 fortsatte Winther i “Raketten” med satiriske breve fra “Oberst Høegh-Guldbergs gule Moppe Ami” (Nr. 17) og en fingeret redegørelse for en proces mellem samme moppe og “Raketten”. Inden den sidstnævnte artikel anlagde Gulberg imidlertid 11.4. sag på regimentets vegne i anledning af en anonym “indsendt” smædeartikel i bladets Nr. 9 og 10, der insinuerede, at man havde unddraget mandskabet de såkaldte “ildebrandspenge” ( dvs. “den det indkvarterede Mandskab under visse Betingelser tilkommende Godtgørelse i Penge for Opvarmning af det den til Beboelse anviste Lokale”), som tilkom det, en beskyldning, der blev gentaget af udgiveren i forblommede vendinger med den tilføjelse, at folkene afholdt sig fra at kræve deres tilgodehavende af frygt for deres foresattes uvilje. W. søgte at få sagen afvist, fordi der ikke havde fundet mæglingsforsøg sted, men en retskendelse af 9.7. - altså netop på det tidspunkt, A var i Odense - gik ham imod. 5.11.1831 faldt Hof- og Stadsrettens dom, der kendte de fornærmelige udtalelser døde og magtesløse at være, og W. blev dømt til at betale sagens omkostninger samt 60 rdl. sølv til Københavns Fattigvæsens Hovedkasse (“Præmisser og Dom i Sagen: Oberst Christian von Høegh-Guldberg contra Eskadronskirurgus M. Winther . . . Udg. af M. Winther”. 1832). Dommen blev stadfæstet ved Højesteret 5.6.1833.

[12] historiker og jurist (1764-1840); cand.jur. 1784; beklædte frem til 1820 bl.a. embedet som borgmester i Nakskov, herredsfoged i Nordfyn og birkedommer i Hørsholm, men blev pga. sin stridbarhed og dårlige administration suspenderet 1820 og idømt et års fængsel og livsvarig censur i 1824. Levede siden som en uhyre produktiv forfatter af historiske værker. Baden var kun udgiver og redaktør af “Raketten” i 1. kvartal af 1834.

[13] H.C. Wosemose (1784-1862); cand.jur. 1806; virkede 1804-38 som sproglærer i Kbh.; var 1831-33 redaktør af “Allernyeste Skilderie af Kjøbenhavn”; han udgav aldrig “en allernyeste Raket”, og det kan ikke oplyses, hvad Signe Læssøe hentyder til, men han nød ingen større agtelse som journalist.

[14] fødselsdag.

[15] Georg Koës Brøndsted (1813-78), senere ejer af Gyldenholm.

[16] overfølsom.

[17] Signe Læssøe havde i et brev af 4.12.1833 skrevet:” Ingen kan mere beundre Napoleon end jeg, men det føler jeg meer og meer hver Dag at han var Hovmodens Genius, den knusende Forfængelighed hævede og styrtede ham, han, maa vi som det kogende Krater see i Afstand” (utrykt; KB).

[18] læsemåden usikker; der er sandsynligvis tale om A.s bekendt fra skoletiden i Helsingør Ludolph Schley.

[19] Forårsudstillingen på Charlottenborg.

Noter til brev nr. 117:

[1] Trykt i Th.A. Müller og H. Topsøe-Jensen (udg.): “Riborgs Broder. H.C. Andersens Brevveksling med Christian Voigt” i: Anderseniana 2. rk. I,2 143-156.

[2] dat. Rom 21.1.1834 (Anderseniana 2. rk. I,2 132-37).

[3] se brev 113 med noter.

[4] moccoli: lysestumper.

[5] nordmanden, cand. theol. Jens Frederik Berg (1807-47), senere kateket og førstelærer i Kragerø.

[6] Fra Diavolo, dvs. “Broder Djævel”; egentlig Michael Pezza, italiensk røverhøvding (1760-1806); han var født i Itri og huserede i egnen omkring Napoli; hængt 1806; kendt i datiden som titelfigur i syngestykke af Auber og Scribe.

[7] fødseldag.

[8] dvs. vin fra Calabrien.

[9] sml. Dagbøger I 311f.

[10] Oehlenschläger fortæller om et besøg, Baggesen gjorde ham i Paris 1807, hvor samtalen trak så længe ud mellem dem, at Baggesen måtte blive om natten:. “Vi stuvede os da i den smalle Seng, som Anchiovis i en Bøtte; og da vi ikke kunde sove, laae vi den halve Nat og talede paa Riim med hinanden, indtil vi endelig af Træthed og Mathed mere besvimede end sove ind” (“Oehlenschlägers Levnet fortalt af ham selv”, Anden Deel, 2. udg. ved Poul Linneballe og Povl Ingerslev-Jensen, 1974,92).

[11] Friedrich Siegfried Vogt (1777-1855), chargé d’affaires i Napoli.

[12] se også brev 114 med note 10.

[13] 3.-7.3.1834. Rejsen er også beskrevet i Dagbøger I 334-46 samt “Improvisatoren” (R&R I 210ff.).

[14] pave (d. 1085).

[15] beboerne i byen Sybaris i Syditalien var kendt som vellystninge og frådsere.

[16] ital.: husvilde, tiggere (oprindelig især om folk fra Napoli og Sicilien).

[17] dvs. vatret.

[18] Tiberius (42 f.Kr.- (14.e.Kr.-) 37 e.Kr.), rom. kejser.

[19] grotten blev opdaget i 1826 af malerne Ernst Fries (1801-33) og August Kopisch (1799-1853). Sidstnævnte skildrede den 1839 i “Entdeckung der Blauen Grotte auf der Insel Capri”. Jf. i øvrigt “Improvisatoren”, Anden Del, Kap. VII (R&R I 230-36).

[20] titelperson i komedie af Ludvig Holberg.

[21] Posilipogrotten, 689 m lang tunnel gennem Posilipobjerget.

[22] Lago d’Agnano, kratersø vest for Napoli, tørlagt 1866. Ved sydbredden findes Grotta del cane (Hundegrotten), hvor hunde blev udsat for den kultveilte, der strømmede ud af hulens bund, til de besvimede eller døde. Udflugten fandt sted 14.-15.3.1834. Se i øvrigt Dagbøger I 352-58.

[23] [23] rum bag trappen i datidens huse, hvor det fine gulvsand opbevaredes. Jf. “Portnerens Søn”, hvor Georg finder lille Emilie i sandhullet, efter at hun har stukket ild på gardinet (Eventyr IV 231).

[24] i Ludvig Bødtchers digt: “Morgen i Nemi” hedder det i beskrivelsen af Tiberius’ sunkne skib i Nemisøen: “Og Aalen skyder langsomt sig, med Lyst / Henover Venus’ runde Marmorbryst” ( “Samlede Digte”, udg. af Johs. Brøndum-Nielsen, 1940,106).

[25] Lucrinersøen i Campanien, var oprindelig den inderste del af bugten ved Puzzuoli. Avernersøen blev i oldtiden antaget at være nedgangen til underverdenen.

[26] vinsort fra Ager Falernus på grænsen mellem Latium og Campanien, der var højt prist i oldtiden. Horats nævner den bl. a. i sine Oder I, 20,10; II,11,19; III, 1,44.

[27] ved Puzzuoli. Jf. i øvrigt Dagbøger 15.3.1834: “vi steeg op for at see ned i de elysæiske Marker, der see ud som tusinde Marker i Italien” (I 358).

[28] Luigi Lablache (1794-1858), ital. sanger og skuespiller.

[29] St. Josefs helgendag er 17.3., fra det 17. årh. en af den katolske kirkes største festdage.

[30] hed sydøstenvind.

[31] 20.3. rejste A fra Napoli til S. Agata, hvor han overnattede. Næste dag nåede han Terracina og fortsatte 22.3. til Velletri. Den 23. ankom han til Rom, hvor han blev påsken over til 1.4., inden hjemrejsen nordpå begyndte via Ronciglione, Aquapendente, S. Quirico og Poggibonsi til Firenze, hvor han ankom 5.4. Rejsen og opholdet i Firenze er beskrevet i Dagbøger I 362-90.

[32] fyrværkeri, der blev afbrændt 2. påskedag fra Castel San Angelo i anledning af dronningen af Neapels besøg, “trods Pavens tynde Finantser”( Ludvig Bødtcher i brev til A dat. Rom 14.3.1834 (BtA 73)).

[33] se Album 209.

[34] dat. 12.2.-11.3.1834 (Anderseniana 2.rk. I,2 138-42).

[35] Vendôme-Søjlen med Napoleons statue, der blev afsløret 29.7.1833. Se brev 97.

[36] Molbech.

[37] lat.: godt, vel.

[38] i Mellemitalien i provinsen Roma.

[39] en vandrehistorie, der fortælles i Italien, når vinen skænkes. Det er dog uvist, hvilket medlem af den tyske købmands- og bankierslægt Fugger (15.-16. årh.), der er tale om. Historien om est est (propter est dominus meus mortuus est), der foregives at foregå i Italien, fortælles allerede som “talemåde” hos Wolfgang v. Hohberg: “Georgica curiosa” (1701).

[40] F. C. Hillerup (1793-1861), søn af en velstående fynsk proprietær og broder til landmåler Terman Øllgaard Hillerup (se brev 77), boede i Rom 1820-26, inden han vendte tilbage til Danmark, hvor han ernærede sig som litterat og sproglærer i Kbh.

[41] [41] den ty. maler, tegner og raderer Johann Christian Reinhart (1761-1847), en af veteranerne i kunstnerkolonien i Rom.

[42] brev 115.

[43] lystspildigteren Filippo Berti (1801-72), som Chr. Winther omgikkes i Firenze under sin rejse til Tyskland og Italien 1830-31, og til hvem han anbefalede Hertz og Andersen (Nicolaj Bøgh: “Chr. Winther” II, 1900,164).Ved A.s afskedsbesøg 14.4. forærede Berti ham sit lystspil “Gli amanti sessagenari”, skrev i hans stambog og gav ham brev med hjem til Winther.

[44] Chr. Winther debuterede 1828 med “Digte”, hvori han under overskriften “Træsnit” samlede en række romancer, hvis nærmeste forudsætninger var det 18. århundredes græsk-germanske idyller.

[45] fodpunkt, det laveste punkt i modsætning til zenith.

[46] se brev 116 med note 13.

[47] en hentydning til prins Frederiks forvisning (se brev 116 med note 9).

[48] storhertuginde Antonietta af Toscana, f. prinsesse af Begge Sicilier (1814-98), gift med storhertug Leopoldo II (1799- (1824-59)1870). Hendes datter Isabella (1834-1901) blev født 21.5.1834.

[49] Palazzo Pitti, opført af Luca Pitti (død 1265).

[50] forfatteren A.L. Arnesen (1808-60).

[51] Holger Jacobæus (1810-82), cand.jur., godsejer.

[52] teologen G.F.A. Graae (1810-86).

[53] optaget anonymt i “Kjøbenhavnsposten” Nr. 85, 29.4.1834 som uddrag af “et nyelig indtruffet Privatbrev fra Rom” ( Ikke i BFN).

[54] “Ravnen”blev opført i den ældste redaktion for sjette og sidste gang 6.12.1833.

[55] “Skibet” var udspillet og blev ikke opført i sæsonen 1833-34; det samme gjaldt “Bruden fra Lammermoor”, medens “Dronningen paa 16 Aar” gik 7 gange i denne sæson.

Noter til brev nr. 118:

[1] H. C. Andersens Hus. Trykt i BHW I 173-179.

[2] de pontinske sumpe syd for Rom.

[3] skibsbroen i Napoli, jf. Dagbøger 16.2.1834 og “Improvisatoren”: “Vi dreiede om til Largo del Castello [...] Høit fra et Stillads støiede en Bajads-Familie: Konen raabte op, Manden blæste i Trompet, og det mindste Barn pryglede dem begge to med en mægtig Ridepidsk, mens en lille Hest stod paa Bagbenene nedenfor og læste af en opslagen Bog. - En Mand stod og fægtede og sang midt imellem en Flok Matroser, der sad paa Hug; det var en Improvisator. En gammel Karl læste høit af en Bog: Orlando Furioso, sagde man mig” (R&R I 167).

[4] Dagbøger 16.2.1834: “jeg gjorte Bekjendtskab med en midaldrende Engelsk Dame der i Huset [hos Vogts], som kunde Dansk” (I 314).

[5] kongeligt lystslot, opført 1779, med park med udsigt over havet.

[6] “Und wie man sagt, dass einer, dem ein Gespenst erschienen, nicht wieder froh wird, so konnte man umgekehrt von ihm sagen, dass er nie ganz unglücklich werden konnte, weil er sich immer wieder nach Neapel dachte” (Goethe: “Italienische Reise”, Neapel den 27. Februar, Sämtliche Werke, Jubiläums-Ausgabe, XXVI, 217). A var 3.5.1834 begyndt at læse Goethes “Italienische Reise”; Dagbøger 6.5.: “Jeg har nu fuldendt Göthes italienske Reise, og det er mig en Nydelse at drømme mig tilbage i Paradiset, som han saae det, har ogsaa jeg seet det. Det er som læste jeg min Dagbog. Dog har jeg seet mere, end han omtaler” (I 417).

[7] dat. 7.4.-13.4.1834 ( BHW I 171-73).

[8] A må have blandet to ting sammen. Brevet, han mener “indtraf sidst i Marts”, er dateret Napoli 10.3.1834 og poststemplet i Hamburg 23.3.1834 (BHW I 162-67). Derimod kan et brev, der skulle indeholde “min Afreise fra Neapel, Paaskefesten i Rom og min Reise til Florents”, tidligst være skrevet ca. 7.4., men nævnes ikke i Dagbøger og kendes ikke. Det er dog sikkert det brev, som Henriette Wulff over et halvt år senere fik ved sin ankomst til Rom, idet hun skriver i sin dagbog 17.11.1834: “en Magister Hammerich [kirkehistorikeren Fr. Hammerich] bragte mig Et fra Andersen skrevet i Maj Maaned i München”. Det her foreliggende brev nr. 118 er stemplet “Napoli 26. Mag. 1834”. Henriette Wulff modtog det på Ischia 27. 5. og skriver i sin dagbog: “Oppe Kl. 5 [...] gik i Seng igjen til Kl 10 da jeg blev vaagnet af Brev fra Andersen fra München, som sædvanlig er han i slet humeur, den Stakkel!”

[9] 5.-15.4.1834.

[10] Uffizierne.

[11] Han genså Den medicæiske Venus 9.4. (Dagbøger I 384).

[12] Filippo Berti indførte 10.4. A hos billedhuggeren Lorenzo Bartolini, direktør for Akademiets skulpturafdeling, og 11.4. hos billedhuggeren Emilio Santarelli, der var elev af Thorvaldsen i Rom og siden 1832 professor ved Akademiet i Firenze.

[13] A fik denne besked hos politiet 14.4., dagen før afrejsen. Problemerne med passet tog så meget på ham, at han if. Dagbøger 15.4. ikke kunne glæde sig over det smukke vejr undervejs, “men min Frygt for ikke at komme ind i Tydskland at maatte gaae tilbage til Rom, hvortil neppe mine Penge kunde strække til, rystede mit hele Nervesystem, jeg søgte at trøste mig selv, men forgjæves, jeg følte mig syg af Uroe og at jeg endnu en Uge skulde være i denne Uvished, mueligt længer angreb mig saaledes at jeg fik med et en saa voldsom Mavekrampe at jeg troede jeg maatte krepere” (I 391).

[14] efter at have overnattet i Filigare kom A 16.4. til Bologna. Det lykkedes ham ikke at få billet til mad. Malibran.

[15] Rafaels “ Den hellige Cæcilia” (sml. BfA I 242-43) og den ital. maler Domenichinos (Domenico Zampieri) (1581-1641) “ Den hellige Agnes’ martyrium” så A i Bolognas Accademia del Arte.

[16] Bolognas kirkegård, anlagt 1801 (BfA I 242).

[17] filosoffen og naturforskeren Henrich Steffens (1773-1845), der med “Indledning til philosophiske Forelæsninger” (1803) indførte romantikkens ideer i Danmark.

[18] 17.4. rejste A fra Bologna til Ferrara, 18.4. derfra til Padova.

[19] Palazzo della Ragione (1172-1219) med busten af den rom. historiker Livius (59 f.Kr.-17 e.Kr.) kaldes i almindelighed “Il salone” pga. sin mægtige sal (83 m lang, 28 m bred, 24 m høj).

[20] A sejlede i gondol fra Fusina til Venedig, hvor han blev til 22.4. Se brev til Signe Læssøe, Wien 18.6.1834 (BfA I 243-44) og brev 125 nedenfor samt “Improvisatoren” (R&R I 270-85) og MLE I 180-81.

[21] gruopvækkende, rædsomt.

[22] Dagbøger 21.4.1834: “Om Natten er jeg stukket af noget, Gud veed hvad! først efterat jeg kom ud svulmede min Pande og min Haand, det var en Skorpion, som havde stukket mig, men da det er meget varmt [sic], sagde man det ei havde nogen Fare. Men alle Aarer svulmede, jeg havde stærk Vundefeber [dvs. sårfeber]” (I 401). Trods feberen så han senere på dagen en række seværdigheder bl.a. Markuskirken, S. Maria dell’Orto og Palazzo Manfrini, men noterer også: “Da jeg ikke følte mig vel forlod jeg de Andre, jeg havde nu stærk Vunde-Feber og maatte til Sengs” (ib. 404).

[23] if. Dagbøger var A 20.4. i Markuskirken, på Kampanilen, i Dogepaladset og i Frari-kirken, hvor han tegnede Canovas grav. 21.4. blev han stukket af skorpionen. Dagens forløb se ovenfor! 22.4. besøgte han igen Frari-kirken, spadserede i Giardini pubblici, så en sidste gang Markuskirken og forlod byen i åben gondol “med samme underlige Ængstelse, som da jeg kom” (I 404).

[24] Tizian (ca.1477-1576), ital. maler. - Paolo Veronese (1528-88), ital. maler.

[25] det eneste billedgalleri, A besøgte i Venedig, var Palazzo Manfrinis, der var datidens største (Dagbøger 21.4.1834), hvor de fleste billeder blev solgt i 1856.Hvorfor A kalder det “Tentorrettis” er uvist, men i Dagbøger, hvor det omtales korrekt som “Manfrinis”, kaldes det ligeså uforklarligt “Neapels største Gallerie” (I 403). I Dagbøger nævnes bl. a.: “10) Nedtagelsen af Korset af Titian et mesterligt Stykke, Madonnas Smerte er ædel og dyb. At see Sligt, er saa godt, som en Kirkegang [...] En Hyrde der blæser Fløite af Murillo, (det eneste Stykke, der er i Italien af denne Mester.) [...] 3 Smaae Stykker, det ene Nedtagelsen af Korset af Raphael (Moderen), det andet, Madalene af Coreggio, det tredie Flugten til Ægypten af L. Carrachi” (ib. 403f.).

[26] Bartolomé Esteban Murillo (1618-82), spansk maler.

[27] 22.4. gik rejsen fra Fusina, hvor vetturinen ventede på selskabet, til Padova; d. 23. var de i Vicenza og kom om aftenen til Villa nuova. Den 24. passerede de Verona og næste aften kom de til Trient, d. 26. til Bozen og d. 27. til Innsbruck.

[28] Dagbøger I 406.

[29] [29] arkitekten Andrea Palladio (1508-80) var født i Vicenza; hans hovedværk er Basilikaen i fødebyen, hvor han bl. a. også har bygget Palazzo Chieregati, Palazzo Marcantonio Tiene, Palazzo Barbarano, Palazzo Prefettizio, Palazzo Valmarana og Teatro olimpico.

[30] [30] smlgn. Shakespeare: “Romeo and Juliet”, Act I, Scen. 5. Se i øvrigt “Improvisatoren” (R&R I 306f.).

[31] Andrew Jameson (Dagbøger I 407); A havde truffet ham i Rom og Napoli ( ib.; sml. MLE I 181).

[32] de ankom 27.4. kl. 22 til Innsbruck og rejste 29.4.

[33] Dagbøger 28.4.1834: “O jeg kan ikke græde ved at tænke paa hjemmet, tænkte jeg, og dog mangler jeg jo ikke Følelse. - Jeg elsker mine Kjære der, men føler mig dog ulykkelig der hvor de leve”(I 411). Se også brev 125 nedenfor.

[34] se brev 107.

[35] med henblik på arbejdet med “Improvisatoren”. A begyndte med Goethes “Italienische Reise”, fortsatte med den fr. forfatterinde madame de Staëls “Corinne”, den ty. forfatter Karl von Rumohrs “Drei Reisen nach Italien” og A.W. Kephalides’ “Reise durch Italien und Sicilien”(Dagbøger I 416-23).

[36] Heinrich Heine “Die Bäder von Lucca” (“Reisebilder« III,1830) og “Die Stadt Lucca” (ib. IV, 1831). Heine havde været i Norditalien i 1828.

[37] Marcus Junius Brutus (85-42 f.Kr.), rom. politiker, der var Cæsars yndling, men var med til at dræbe ham 15.3.44 f.Kr., hvorfor Cæsar udbrød : “Også du min søn Brutus”. A tænker her selv på Edvard Collin.

[38] et sådant brev synes ikke bevaret.

[39] den no. finansmand, generalkommissær Haagen Mathiesen (1759-1842), var 1826 udvandret til Danmark, hvor han fik dansk indfødsret. Han ejede gården St. Annæ Plads 112 (nu nr. 11) (H. K. Steffens: “Linderud og Slægterne Mogensen og Mathiesen”, Christiania 1899,184). Mathiesens havde vist A stor venlighed i Napoli; efter at han havde truffet Mathiesen og hans datter Haagine (1797-1857) hos Vogts 16.2. inviterede de ham til middag med køretur 19.2.

Noter til brev nr. 119:

[1] Coll. Brevs. XV-XVI (KB). Trykt i BEC I 218-219.

[2] dat. 17.5.1834 (BEC I 217-18). Jf. Dagbøger 25.5.1834: “Faaer jeg nu ikke Pengebrev i Dag, da nødes jeg til at blive her i 14 Dage fra Dato, hvilket vil blive meget kjedsommeligt [...] Endelig kom da Brev fra Eduard men Vexelen var kun paa 50 Species, hvilket jeg ikke kan komme hjem for; Brevet selv var som sædvanligt, den Mægtige til den Undergivne” (I 431). Jonas Collin hjalp imidlertid A ved at låne ham 100 rdlr. til hjemrejsen (se BJC I 114f.).

[3] Fonden ad usus publicos.

[4] slutningsrepliken af August von Kotzebues skuespil “Menschenhass und Reue” (V akt, 9. sc.), stående vending i den Collinske familiejargon (Stampe 31).

[5] dr. med. Moritz Marcus Levy (1808-65); antog ved sin dåb i 1838 fornavnene Carl Edvard Marius; cand.med. 1831; dr.med 1833; var 1833-36 på en studierejse til Sverige, Tyskland, Schweiz, Italien og Frankrig med kgl. understøttelse; professor i fødselsvidenskab ved Kbh.s Universitet 1841.

[6] Luigi Chiaveri (d. 1837), stedsøn af den ital. bankier Marino Torlonia, var dansk konsul i Rom fra 1818 til sin død. Ch. havde sendt Edvard Collin en regning på 42 rdlr. i forbindelse med forsendelsen af bøger til De danskes Bogsamling i Rom. Collin ville ikke betale den, medmindre bestyrelsen attesterede regningens rigtighed (BEC I 218).

Noter til brev nr. 120:

[1] Coll. Brevs. XII (KB). Trykt i BHW I 179-182.

[2] brev 118.

[3] kloster nordvest for Napoli, stiftet 1585 for Camaldulenserkongregationen.

[4] kongeligt lystslot, opført 1779, med park med udsigt over havet.

[5] dat. 18.3.1834 (BHW I 167-70).

[6] ital.: forstår De?

[7] 9.-12.4.1834 var der en blodig republikansk opstand i Lyon.

[8] gjorde ophold, holdt hvil.

[9] opera af G. Rossini.

[10] i Goethes sørgespil “Egmont”, Erster Aufzug, Bürgerhaus. Ordene er et frit citat af Clärchens første sang: “ Die Trommel gerühret!” (“Wie klopft mir das Herze!/ Wie wallt mir das Blut!/ O hätt’ ich ein Wämslein/ Und Hosen und Hut!”) (Sämtliche Werke. Jubiläums-Ausgabe, XI, 253).

[11] det ville stride mod takt og tone, hvis en kvinde i 1834 blev dus med mænd udenfor sin egen familie.

[12] epos (1581) af den ital. digter Torquato Tasso (1544-95).

Noter til brev nr. 121:

[1] Trykt i BtA 529-531.

[2] trykt i BfA I 224-32.

[3] titelpersonen i Holbergs komedie “Mester Gert Westphaler eller Den meget talende Barbeer” (trykt 1723) har kun 3-4 emner at tale om, hvoraf den mest markante er en rejse, han har gjort fra Haderslev til Kiel.

[4] P.E. Müller uddelte justitsråd og højesteretsassessor, lic. jur. Peder Lassens (1606-81) og hustru Magdalene Pedersdatters rejsestipendium, oprettet ved testamente af 9.12.1679 (fundatsen konfirmeret 19.3.1714). Renten af 10.000 rdlr. skulle tilfalde “2 eller flere skikkelige Studiosis som efter flittig Examen befindes i deres Studeringer (af hvilken Facultæt enhver og er, og meest inclinerer til) saaledes grundede, at de kan formodes dennem lovligen og vel, at kunde fortsætte til at studere Udenlands i Tre Aar, helst om samme Personer ikke ere af den Formue, at de beqvemmeligen sig af egne Midler kand underholde” (Tycho de Hofman: “Fundationer paa de Legata, som ere stiftede af Peder Lasson”, 1753, 66f.; “Samling af de for Universitetets Legater gjældende Bestemmelser”, 1890, 356f.). A håbede allerede i juni 1833 at kunne supplere sit stipendium med 150 species fra legatet og bad flere gange Edvard Collin om at hjælpe sig (se sagregistret til BEC, Lassenske Rejsestipendium). Han skrev også til Ludvig Müller (26.8.1833, BfA I 135-36) samt til H. C. Ørsted (se brev 105), for at de skulle tale hans sag. Allerede 29.10.1833 kunne Edvard Collin imidlertid skrive: “De taler altid om Deres Forhaabning om det Lassenske Legat; efter hvad Ludvig Müller siger, har De slet ikke noget Haab om at faae det” (BEC I 198). A fik da heller legatet, der i stedet blev det givet til teologen H. L. Martensen (sml. BtA 530).

[5] H.L. Martensen (1808-84); cand. theol. 1832; lic.theol. 1837; lektor i teologi ved Kbh.s Universitet 1838; professor smst. 1840 og 1845 tillige hofprædikant. 1854 biskop over Sjællands Stift.

[6] E.W. Kolthoff (1809-90); cand. theol. 1830; lærer ved Landkadetakademiet 1831; lic. theol. 1834; blev efter en studierejse i Tyskland 1834-35 kapellan ved Vor Frue Kirke i Kbh. 1837, ved Holmens Kirke 1843, ved Helligåndskirken 1845; dr. theol. 1852; sognepræst ved Helligåndskirken 1856-80.

[7] lat. udmærkelse.

[8] Erik Hammeleff (1771839); student 1792, dr. jur. 1797, 1800 fuldmægtig og 1804 kontorchef i Den kgl. afrikanske Konsulatsdirektion; 1817 amtsforvalter i Bredsted Amt; 1833 suspenderet og 1838 dømt for bedrageri.

[9] endnu.

Noter til brev nr. 122:

[1] Trykt i BHH 86-88, men dateringen ikke korrigeret.

[2] som A modtog 27.5. 1834 (Dagbøger I 434), men som ikke synes bevaret.

[3] antagelig Hanne Bruun, f. Plum (1798-1878), gift med købmand i Assens Hans Brøchner Bruun (se brev 63).

Noter til brev nr. 123:

[1] Coll.Brevs. IX. Trykt i BIngemann I 94-96.

[2] A opholdt sig i Wien 9.6.-8.7.1834 og modtog her brevet. Dagbøger 27.6.: “Om Middagen fik jeg et ganske herligt Brev fra Ingemann, han var særdeles glad over Agnete, ansaae den for mit bedste Arbeide og gratulerede til det Fremskridt jeg havde gjort. - Det satte mig i en lykkelig Sindsstemning, fyldte min Sjæl med barnlig Tak” (I 469f.; se også BHW I 193; BJC I 117; Anderseniana 2. rk. I,2 164).

[3] dat. München 7.5.1834 (BIngemann I 88-93).

[4] se brev 92 med note 23.

[5] fri gengivelse af “Smaahund ei Hingsten jager, / Men gjøer sig træt og kjed” i Ingemanns egen “Waldemar den Store og hans Mænd”. Et episk Digt. Første Deel, Tredie Sang (1824, 43 (SSkr 2. udg., 2. Afd. I 35)).

[6] det kortvarige, forbigående.

[7] Fr. Paludan-Müllers “Amor og Psyche. Et mythologisk Drama” udkom 3.2.1834. jf. i øvrigt MLE I 147: “I de samme Dage Agnete udkom, var det netop, at Paludan-Müller udgav sin “Amor og Psyche”, en Digtning, der henrev og opfyldte Alle.” Se i øvrigt “Paludan-Müllers Poetiske Skrifter i Udvalg” ved Carl S. Petersen I, 1909, 508ff.

[8] opført 1. gang ved en sommerforestilling på Det kgl. Teater 6.6.1834 (jf. Overskou V 201).

[9] 1833-34 udgav J.L. Heiberg “Noveller, gamle og nye, af Forf. til “En Hverdags-Historie” [dvs. Thomasine Gyllembourg]” I-III.

[10] “Dronning Margareta” med 1834 på titelbladet udkom december 1833; opført 1. gang på Det kgl. Teater 4.12.1833. - Dronning: læsemåden usikker.

[11] Peder Hjorth (1793-1871), litterat; student 1811, studerede jura og teologi men tog aldrig en afsluttende eksamen. Var med sit skarpe kritiske intellekt og sin medfødte polemiske sans en hovedskikkelse i Baggesen-Oehlenschlägerfejden, hvor han stod på Oehl.s parti. Også Ingemann angreb han, første gang i tidsskriftet “Athene” i en artikelserie “Om Digteren Ingemann og hans Værker” (V-VI, 1815-16), i hvilken forbindelse Grundtvig kom I. til undsætning med digtet “Til Bernhard Ingemann i Anledning af Ingenting” (“Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn”, Nr. 22, 16.3.1816, 337-44). Under I.s ophold i Rom 1818-19 delte han og Hjort lejlighed i Via del Tritone, og det kom til en slags forsoning (Morten Borup: “Peder Hjort”, 1959, 60). I 1822 blev de kolleger, da Hjort blev lektor i tysk ved Sorø Akademi. Det neutrale forhold kunne dog ikke bevares i længden. Da Hjort i 1832 havde angrebet “Huldregaverne”, svarede I. igen ved at portrættere Hjort som Dr. Per i “Opstanden i Litteraturstaden” og som den skurkagtige Erkedegn Arnfred i “Kong Erik og de Fredløse”. Men allerede 27.4.1829 havde I. skrevet i sin “Expectorations-Bog”: “P. Hjort er en paa Aand og Hjerte indskrænket æsthetisk Fanatiker, som fjendtlig forfølger enhver dansk Poesie, der ikke er øhlenschlægersk. Oppustet af Indbildskhed og Hovmod sætter han sig med uforskammet Frækhed paa Domstolen, og troer sig selv en frimodig Sandhedshelt, fordi han har Mod til at fremkomme med Paastande, som ethvert Menneske med Aand og Hjerte vilde blues ved” (Kjeld Galster: “Fra Ahasverus til Landsbybørnene”, Kolding 1927, 12), og 31.10.1829 hedder det: “Hvor jeg veed, Hjort tilligemed mig er indbudet, undskylder jeg mig nu ligefrem paa den Grund. Thi vel kan han i Selskab af Anstændighed være manerlig, men man er dog altid udsat for hans Brutalitet - og jeg gaaer gjerne af Veien for en uvane Tyr, om den ogsaa har en bred Fjel for Panden” (ib. 9). I.s forhold til Hjort blev heller ikke bedre med årene, efter at I. som Akademiets fungerende direktor blev Hjorts overordnede. I 1849 blev Hjort afskediget med titel af professor ved Akademiets nedlæggelse og levede derefter som privatmand i Kbh.

[12] i september 1832 havde Oehlenschläger påbegyndt udgivelsen af “Prometheus. Maanedskrift for Poesie, Æsthetik og Kritik”, hovedsagelig med teateranmeldelser og æstetiske betragtninger af ham selv. Skønt Hjort altid havde været tilhænger af Oehl., så han med stærkt kritiske øjne på dennes æstetiske afhandlinger, og offentliggjorde anonymt efter forudgående 11.4.1834 at have adviseret Oehl. (“Breve fra og til Adam Oehlenschläger. Oktober 1829-Januar 1850” udg. af Daniel Preisz, I, 1984, 251f.) i “Kjøbenhavnsposten” Nr. 88, 89 og 90, 2., 3. og 5.5.1834 en meget kritisk artikel, hvori han påpegede fejl mht. historiske oplysninger m.m. i “Prometheus”. Udover en længere privat korrespondance affødte Hjorts artikel et svar fra Oehl. i “Kjøbenhavnsposten” Nr. 100, 20.5.1834, og en replik fra Hjort i Nr. 110-11, 2. - 3.6. Striden førte i øvrigt til et brud mellem dem. Se Morten Borup: “Peder Hjort”, 1959, 124-27.

[13] 15.5.1834 udstedtes forordningen om rådgivende stænderforsamlinger i Roskilde, Viborg, Slesvig og Itzehoe efter tre års forberedende arbejde.

[14] “Blade af Jerusalems Skomagers Lommebog” udkom juni 1833.

[15] udkom april 1833.

[16] “Prinds Otto af Danmark og hans Samtid. En historisk Roman” I-II Del udkom januar 1835, men ideen til romanen havde I. allerede fået ca. 1825, idet selve arbejdet dog først påbegyndtes omkring nytår 1834 (Kjeld Galster: “Ingemanns historiske Romaner og Digte”, 1922, 135f.).

[17] Henrich Steffens var siden 1832 professor i Berlin. A traf ham ikke under sit ophold i Berlin 23.-26.7.1834.

[18] den østrigske dramatiker Franz Grillparzer (1791-1872), som I. havde stiftet bekendtskab med under sit ophold i Wien i 1819 (V.Heise (udg.): “Breve til og fra B.S. Ingemann”, 1879, 131). A traf Grillparzer 15.6.1834 (Dagbøger I 457).

[19] Hofagent, Regierungsrat Joseph Sonnleithner (1766-1835), der 1804-14 havde været kaiserlich- königlich Hoftheater-Secretair og bestyrer af Burgtheater, stifter af “Gesellschaft der Musikfreunde” samt forfatter til bl.a. librettoen til Beethovens “Fidelio”, havde i sin ungdom været på en større rejse i Danmark og var blevet gift med en københavnerinde, Wilhelmine Mariboe (1780-?). Hun talte dansk og deres hjem var samlingssted for alle danskere, der besøgte Wien, fx Oehlenschläger, Molbech, Hertz, C.N. Rosenkilde og N.P. Nielsen. Også Ingemann havde gæstet Sonnleithners i 1819. Ved den lejlighed gav han i øvrigt fru Sonnleithner “Erindring-Bog for Danske Reisende i det sonnleithnerske Huus tilegnet Frue v. Sonnleithner af B.S. Ingemann” og skrev et vers “Paa underlige Valfart i det Fjerne”. A blev også gæst i det sonnleithnerske hus og bidrog til stambogen med et vers fra “Agnete og Havmanden”. Om A og Sonnleithners se Lotte Eskelund: “Da Andersen var i Wien”, 1990, 66-82.

Noter til brev nr. 124:

[1] originalen kendes ikke længere. Trykt i BHW I 184-189 efter BfA I 234-41.

[2] Edvard Collin.

[3] se brev 109 med note 14 samt samt brev 119 med note 2.

[4] se brev 125 nedenfor og MLE I 182-83.

[5] Christian Andreas Birch (1795-1868), cand.jur.1820; rejste derpå til Tyskland, hvor han blev dr.phil.og sekretær ved Hofteatret i München. 1825 blev han gift med skuespillerinden og forfatterinden Charlotte Pfeiffer (1800-68), der ledede teatret i Zürich 1837-43, og som også var en yderst produktiv dramatiker med 74 arbejder for scenen. A besøgte Birch 9.5. Birch havde udgivet en bearbejdelse af Louis B. Picards (1769-1831) lystspil “L’Alcade de Molorido” under titlen “Er weiss Alles” (1826) (Erslews Forfatter-Lexikon, I, 1843,134).

[6] 1.5.1834 hørte A “I Capuletti ed i Montecchi” af Bellini (Dagbøger I 415).

[7] den ty. komponist Peter v. Lindpaintner (1791-1856), siden 1819 kapelmester for hofkapellet i Stuttgart. Lindpaintner, hvis navn i dag kun tilhører musikhistorien, var meget populær omkring 1830 og rangerede på linie med Mozart og Beethoven. A traf Lindpaintners moder 29.5. og besøgte dem næste dag: “Ved Afskeden tog Datteren mig i begge Hænder og Moderen var færdig og kysse mig i det hun sagde, ja jeg sagde strax til mig selv, Herren er et prægtigt Menneske” (Dagbøger I 438).

[8] hyrekusk.

[9] Wilhelm Vespermann (1784-1837), der især var kendt som karakterskuespiller indenfor det komiske fag. Jf. i øvrigt MLE I 185, hvor A fortæller, at han og hans medpassager havde drøftet teatret i München. A havde ikke været tilfreds med den kendte skuespiller Eszlair, som han havde set i titelrollen i Goethes “Götz von Berlichingen” 27.5., og sagde “at Den, jeg af dem Alle syntes bedst om, var ham, der udførte Selbitz’s Rolle, nemlig Hr. Vespermann! “Jeg takker for Complimenten!” udbrød den Fremmede i Vognen, det var Vespermann selv, jeg havde ikke kjendt ham, og min Glæde over at være sammen med den dygtige Kunstner drog ham nærmere til mig, Reisen gjorde os til Venner”.

[10] “Dass die Zeit Flügel hat ist oft höchst angenehm, bei Ihrer Bekanntschaft, hätte ich gewünscht sie binden zu können” (Album 111). Stambogsbladet er dat. Salzburg 2.6.1834.

[11] N.C.L. Abrahams (1798-1870), cand.jur. 1818, lærer i fransk ved Søkadetskolen; blev efter en studierejse 1825-28 gennem Tyskland, Italien, Schweiz og Frankrig magister 1828, 1829 lektor og 1832 professor i fransk og i 1839 tillige i tysk ved Kbh.s Universitet. 1852-70 notarius publicus. Abrahams, der var en ven og bekendt af A fra de første år i Kbh., var en livlig og påskønnet mand i selskabslivet med adskillige talenter.

[12] 3.-4.6. Se brev 125 nedenfor.

[13] Budweiz-Linz banen var åbnet 1832; vognene blev dog kun trukket af heste. Dagbøger 6.6.1834: “Her saae jeg en færdig Jernbane; det er kun Jernskinner der ere lagte i Veien og egne Vogne, jeg saae fire, kjøre derpaa, Hjulene ere smaae og tæt ved hinanden, støbte af Jern. - Tre Heste trak den hele Last, sagde Skildvagten” (I 449). Den første jernbane drevet med dampkraft i Tyskland blev åbnet 7.12.1835 på den korte strækning mellem Nürnberg og Fürth.

[14] A besøgte 8.6. benediktinerabbediet, Kloster Melk (Mölk), en bygning i barokstil, opført 1702-06 af Jacob Prandauer. Under det østrigske feltog havde Napoleon her sit hovedkvarter 7.5.1809 (BJC I 115; MLE I 187; se også brev 125 nedenfor).

[15] den østrigske dramatiker, Regierungsrat Johann Ludwig Deinhardstein (1794-1859), vicedirektør for Burgtheater i Wien 1832-41. Hans dramatiske digt “Hans Sachs” (1829) og det versificerede lystspil “Garrick in Bristol” (opf. 1832, trykt 1834) opførtes i Oehlenschlägers oversættelser på Det kgl. Teater henholdsvis 7.12.1830 og 22.3.1833 (se brev 87). A opsøgte ham 10.6., hvor han fik tilbudt friplads hver aften i det kejserlige teater (Dagbøger I 453) og 29.6.( ib. 471). Smlg. BJC I 115 og III 47.

[16] A havde ( jf. skrivelse til teaterdirektionen 9.11.1832 ( BJC III 48)) haft fri adgang til parterret fire gange om ugen, men ansøgte i nævnte skrivelse om fri adgang til 2. parket to gange om ugen, da han nu havde leveret to syngestykker (“Bruden fra Lammermoor” og “Ravnen”), der hver fyldte en aften. I anledning af sin fribillet i Wien bad A 6.7.1834 Jonas Collin virke for, at han fik friplads tre gange ugentlig i 2. parket, idet han nu havde fået opført tre stykker samt ét antaget og oversat to (BJC I 115-16).

[17] A havde truffet den østrigske tragediedigter Franz Grillparzer (1791-1872) 15.6.1834 hos Grillparzers morbroder Joseph Sonnleithner (se note 19 til brev 123), og fandt ham “ret behagelig” ( Dagbøger I 457f.) Han besøgte ham 27.6., hvor Grillparzer, “der var meget fortræffelig, ønskede at kunne tale Dansk, talte om Øhlenschlægers underlige utydske, Construktioner men skattede hans store Værd” (ib. 469). 2.7. var han igen hos Grillparzer, som havde skrevet i A.s stambog (ib. 474, Album 73, MLE I 189), og 7.7. var han på afskedsvisit hos ham. Grillparzer var 1833 Hofarchivdirektor. Sørgespillet “Die Ahnfrau” udkom 1817, trilogien “Das goldene Vliess” (om Jason og Medea) 1822. A begyndte at læse det sidstnævnte 17.6. og fandt, at det rummede “kraftige, velskrevne Characterer” (Dagbøger I 459); 24.6. noterer han: “Nu er jeg færdig med Grillparzers “Das goldne Vliess” det er et ganske mesterligt Værk, der giver ham Plads blandt Tydsklands udødelige”(ib. 467). Se i øvrigt Lotte Eskelund: “Da Andersen var i Wien”, 1991, 109-28.

[18] den østrigske digter Ignaz Franz Castelli (1781-1862). Jf. MLE I 189: “Han er unegtelig en Typ for en ægte Wiener; alle dennes fortræffelige, særegne Egenskaber findes forenede her: Godmodighed, en fornøielig Humor, Trofasthed og Kjærlighed til sin Keiser”. A har i øvrigt indført ham i “Kun en Spillemand” (R&R III 227ff.). Castelli boede i Hüttelsdorf, 6 km vest for Wien. A havde afleveret et anbefalingsbrev til ham 16.6. og blev indbudt til at besøge ham i Hüttelsdorf 20.6. (se Dagbøger I 463f.). Han besøgte ham igen d. 23., hvor Castelli forærede ham to bøger (ib. 467), som han skrev i ved endnu et besøg 26.6. (ib. 468f.). 7.7. var A på afskedsvisit (ib. 481). Se i øvrigt BJC I 116, brev 125 nedenfor samt Lotte Eskelund: “Da Andersen var i Wien”, 1991, 98-108.

[19] se Dagbøger 22.5.1834 (I 429). Galleriet havde tilhørt Napoleons stedsøn, Eugène Beauharnais (1781-1824), der havde været vicekonge af Italien, men efter Napoleons fald og sit ægteskab med prinsesse Augusta af Bayern fik titel af hertug af Leuchtenberg (fra 1817).

[20] den italienske adelsdame Beatrice Cenci (1577-99) blev dømt og henrettet for at have ladet sin fader myrde af lejemordere. Sagnet fortalte siden, at hun havde villet værge sin ære overfor hans voldtægtsforsøg. A var blevet inspireret til at behandle hendes historie, da han så hendes slægtsborg under en udflugt til Frascati 24.10.1833 (se note 14 til brev 103). 7.11.1833 så han i Palazzo Barberini Guido Renis portræt af hende (Dagbøger I 227). Den her meddelte lyriske scene blev trykt under titlen “Beatrice Cenci” i “Nytaarsgave for danske Digtere 1835”, 28-30 (udkom december 1834) (SS XII 207-09).

[21] gr.: muslingskal.

[22] 4..5.1834 ( utrykt, Holger Laage-Petersens Samling (KB)).

[23] blomstermaler J. L. Jensen (1800-56) og Signe Marie Vilhelmine, f. Visby (1804-85); begge omtales i Dagbøger (se registret i bd. XI). Henriette Wulff traf dem ganske rigtig i Napoli (H. W.s dagbog 14.5.1834); hun var senere sammen med dem i Sorrento og i Rom. -

[24] se Album 285. Stambladet er en gouache, forestillende en buket af mandelblomster, violer og vedbend dat. 11.2.1834.

[25] dat. 27.5.1834, er fortsat af Chr. Wulff, “Orlogsskonnerten Elben Juny 1834” (utrykt, Coll.Brevs. XII). Et uddrag citeret i H. Topsøe-Jensen: “Mit eget Eventyr uden Digtning”, 1940, 170.

[26] dat.Wien 23.6.1834, hvor det bl.a. hedder: “Indlagt følger et lille Brev til Moderen, som Du endelig med det første Brev Du sender hende, maa besørge hjem for mig. Jeg beder hende deri, som Du seer, om jeg maa tage ind hos Eder de første Dage jeg er i Kjøbenhavn, til jeg faaer leiet mig Værelser; jeg troer I have Plads og - Velkommen veed jeg at jeg er! dog ønskede jeg gjerne et Slags “Ja” forud, dette kan jeg vel neppe bekomme, i det Brev Du sender mig til Dresden, men vil Du saa gjemme Moderens “Ja!” til vi sees i Hamborg, thi uden dette, kommer jeg dog lidt genert til Hjemmet, da jeg til Ingen har skrevet om at modtages, uden til hende” (utrykt, Holger Laage-Petersens Samling (KB)).

[27] A forlod imidlertid allerede Wien 8.7.1834.

Noter til brev nr. 125:

[1] Trykt i Th.A. Müller og H. Topsøe-Jensen: “Riborgs Broder. H.C. Andersens Brevveksling med Christian Voigt” i: Anderseniana 2 rk. I,2 158-164.

[2] som medlem af byrådet.

[3] brev 117.

[4] om rejsen fra Italien til München og videre til Wien se i øvrigt brev 118 og 124 med noter.

[5] lystspildigteren Filippo Berti (1801-72), som Chr. Winther omgikkes i Firenze under sin rejse til Tyskland og Italien 1830-31, og til hvem han anbefalede Hertz og Andersen (Nicolaj Bøgh: “Chr. Winther” II, 1900,164).Ved A.s afskedsbesøg 14.4. forærede Berti ham sit lystspil “Gli amanti sessagenari”, skrev i hans stambog og gav ham brev med hjem til Winther.

[6] Domenichino.

[7] Guido Reni.

[8] den hellige Antonius fra Padova (1195-1231), franciskanermunk, en af Frans af Assisis efterfølgere.

[9] A.s bysbarn, maleren Vilhelm Bendz (1804-32), der i 1831 var rejst sydpå med støtte fra Fonden ad usus publicos, døde i Vicenza efter kort tids sygdom.

[10] Torquato Tasso (1544-95), der en tid lang var i tjeneste hos hertug Alfonso II af Este i Ferrara, var dog virkelig sindssyg og blev i det store og hele godt behandlet, selv da han måtte spærres inde. Efter hans død dannede der sig hurtigt sagn om hans liv og skæbne, som Goethe bl. a. har benyttet i sørgespillet “Torquato Tasso” (1790); det er disse sagn A omtaler.

[11] tyrolsk frihedshelt (1767-1810); var som ivrig katolik og tilhænger af Habsburgerne modstander af Tyrols adskillelse fra Østrig og blev 1809 anfører i en opstand mod franskmændene; vandt flere sejre og erobrede bl.a. Innsbruck, men blev 1810 forrådt, udleveret til Frankrig og skudt. 1823 førtes hans lig til Innsbrucks hofkirke.

[12] bogstaver.

[13] de ty. malere Julius Schnorr v. Carolsfeld (1794-1872) og Peter v. Cornelius (1783-1867) tilhørte begge den såkaldte nazarenske kunstretning; begge var med til at genoplive frescoteknikken, som næsten var glemt. Schnorr udsmykkede i München slottet, Cornelius Glyptoteket bl. a. med de her omtalte billeder fra Iliaden.

[14] Kristi Legemsfest, torsdag efter Trinitatis.

[15] den østrigske dramatiker, Regierungsrat Johann Ludwig Deinhardstein (1794-1859), vicedirektør for Burgtheater i Wien 1832-41. Hans dramatiske digt “Hans Sachs” (1829) og det versificerede lystspil “Garrick in Bristol” (opf. 1832, trykt 1834) opførtes i Oehlenschlägers oversættelser på Det kgl. Teater henholdsvis 7.12.1830 og 22.3.1833 (se brev 87). A opsøgte ham 10.6., hvor han fik tilbudt friplads hver aften i det kejserlige teater (Dagbøger I 453) og 29.6.( ib. 471). Smlg. BJC I 115 og III 47.

[16] ty. læge og naturforsker (1493-1541); levede det sidste år af sit omflakkende liv i Salzburg.

[17] hvor der blev kæmpet under den tyrolske opstand 1809.

[18] malstrøm, strømhvirvel.

[19] i den Collinske familie anførte man vendingen “n’est pas” i betydningen: “ikke sandt!” som en prøve på A.s franskkundskaber (Stampe 31).

[20] kejserligt lystslot i 13. distrikt i udkanten af Wien.

[21] udflugtssted fra Wien.

[22] by på højre Donaubred nord for Wien, berømt for sit Augustinerkloster.

[23] kejserligt lystslot ved Schwechat og Wiener-Neustadt-kanalen i udkanten af Wien; yndet udflugtssted.

[24] Franz II (1768-1835), tysk-romersk kejser 1792-1806, kaldes som østrigsk kejser 1804-35 Franz I; var meget populær pga. sin hæderlighed, jævnhed og nøjsomhed. Se Lotte Eskelund: “Da Andersen var i Wien”,1991, 103.

[25] trykt i “Kjøbenhavnsposten” Nr. 140, 14.7.1834 anonymt under titlen “Uddrag af et Privatbrev” (ikke anført i BFN).

[26] Charles X (1757-1836), konge 1824-30; levede efter sin afsættelse i Østrig.

[27] Joh. Laur. Erreboe (1807-88), læge.

[28] brev 123.

Noter til brev nr. 126:

[1] Trykt i BtA 456-462. Her gengivet efter originalen.

[2] dat. 18.6.1834 (BfA I 242-46).

[3] gr. statsmand (6. årh. f.Kr.).

[4] Ludvig I (1786-1868), konge af Bayern 1825-48, var ikke alene en stor kunstelsker og mæcen, men også digter. Hans samlede digte udkom 1839 i tre bd. og et fjerde i 1847.

[5] “Farvel til Italien. Skrevet paa Hjemreisen over Alperne”; trykt i “Kjøbenhavnsposten” Nr. 159, 9.8.1834, 631 (SS XII 210).

[6] D.F. Eschricht (1798-1863), cand.med. 1822 og s.å. landfysikus i Neksø på Bornholm; efter studier i Tyskland og Frankrig blev han 1829 lektor og 1830 professor i fysiologi ved Kbh.s Universitet. Ved siden af sit videnskabelige arbejde var han en populær foredragsholder.

[7] 15.5.1834 udstedtes forordningen om rådgivende stænderforsamlinger i Roskilde, Viborg, Slesvig og Itzehoe efter tre års forberedende arbejde.

[8] af Sewrin og Vizentini; opført 1. gang ved sommerforestillingerne på Det kgl. Teater 6.6.1834. Fru Heiberg spillede titelrollen som Rataplan.

[9] “Masaniello. Et Sørgespil” af B.S. Ingemann, opført 1. gang Det kgl. Teater 22.4.1815. Stykket, der indtil 11.6.1830 var opført 12 gange, blev heller ikke siden genoptaget.

[10] Waldemar Rothe (1777-1857); cand. theol. 1800; sognepræst i Helsinge og Valby på Sjælland 1809, ved Vartov i Kbh. 1818, kapellan ved Trinitatis Kirke 1822, sognepræst sst. 1830.

[11] Signe Læssøe ældste søn Herman Læssøe (1806-75 ), der havde taget dansk juridisk eksamen 1829 og s.å var blevet forvalter på Carlsfeldt på Falster, var i 1829 blevet forlovet med Elisa Karen Smidth (1811-45), datter af forpagter Hans Jens Smidth på Carlsfeldt. Parret blev gift 16.3.1834, fire dage efter at sønnen Jens Frederik (1834-35) var blevet født. ( Læssøe-Slægtebogen, RA).

[12] Karen Smidth, f. Erboe.

[13] Se Danmarks større Gårde.

[14] skuespilleren J.P. Frydendahl (1766-1836), der hver år holdt ferie på Badstuen ved Frederiksborg Slot var kendt for sine vittige indfald ( J. Davidsen: “Kjøbenhavnerliv i ældre og nyere Tid”, 1889, 189).

[15] hjemmefrakke.

[16] barnepige.

Noter til brev nr. 127:

[1] Coll. Brevs. XV-XVI (KB). Trykt i BEC I 219-220.

[2] dvs. krasná devce já te milujev. [NB! Se BEC V 56 ang. de rigtige tegn, der skal anbringes. De mangler på min pc’er]

Noter til brev nr. 128:

[1] Holger Laage-Petersens Samling (KB). Trykt i BHW I 190-194.

[2] ankommer.

[3] skuespillerinden og forfatterinden Johanna Franul v. Weissenthurn, f. Grünberg (1773-1847). Sonnleithner havde ført A til hende 1.7., men de traf hende ikke hjemme. 6.7. kørte han “i en tæt pakket Gesellschafts Wagen” ud til hendes bopæl i Hitzing. Han noterer i Dagbøger, at “hun kom mig særde[le]s venlig imøde, det er en smuk, gammelagtig Dame, vi vare snart bekjendte”, og hun tilbød ham en anbefalingsskrivelse til Theodor Hell (se nedenfor)(I 479f.). Køreturen til Hitzing og Fru v. Weissenthurn nævnes i “Kun en Spillemand” (R&R III 227), hvor også Grillparzer omtales. Se endvidere BJC I 118 og BfA I 253, “En Digters Bazar” (R&R VI 353) og MLE I 188. Johanne v. Weissenthurn var skuespillerinde ved Burgtheater 1789-1842, hvor A havde set hende i Camillo Federicis lystspil “Der Amerikaner” 13.6. (Dagbøger I 456). Samtidig var hun en meget produktiv dramatiker. Indtil 1834 havde Det kgl. Teater opført 5 af hendes mange skuespil: “Hvilken af dem er Bruden?” (20.11.1819, 16 opførelser), “Det sidste Middel” (14.9.1821, 9 opførelser), “Doktor og Kok i Kompagni” (29.5.1823, 2 opførelser), “Beskæmmet Skinsyge”(23.8.1823, 6 opførelser) og hendes største succes “Godset Sternberg” (11.10.1823, 26 opførelser), der var på repertoiret indtil 4.4.1840.

[4] se Album 219, 157, 73.

[5] A så den franske exkong Charles X, der var blevet fordrevet ved Julirevolutionen i 1830 sammen med hans søn og svigerdatter, hertugparret af Angoulême, i slotskirken i Prag 13.7.(Dagbøger I 492). Hertug Louis af Angoulême (1775-1844) var siden 1799 gift med sin kusine Marie (1778-1851), datter af Louis XVI og Marie Antoinette. 1792 blev hun indespærret i Temple-tårnet, men efter forældrenes henrettelse udvekslet med de konventsmedlemmer, som Dumouriez havde bortført. Napoleon kaldte hende “det eneste mandfolk blandt Bourbonerne”; efter Restaurationen ledede hun det ultraroyalistiske parti. Jf. i øvrigt brev til madam Iversen 18.8.1834: “Det greb mig forunderligt at see Hertuginden af Angoulême, denne figlia dolorosa; jeg tænkte mig hendes hele, sørgelige Liv, hvorledes hun som Barn kjørte med Moderen, Marie Antoinette, og hørte Folket raabe: “Giv os dine Tarme til Cocarder!” Jeg tænkte paa det lille Træsnit, vi have, hvor Louis tager Afsked med sin Kone og sine Børn, og den ældste Datter hænger grædende om hans Fødder; dette Barn var nu den gamle Dame, jeg saae, dette interessante, levende Ansigt, Angoulême eier” (BfA I 254). Smlgn. “O.T.”, 1. Deel, Kap. XVIII (R&R II 103).

[6] lat.: smertens datter.

[7] sørgespil af Fr. Schiller (1799). A så det 12.7. (Dagbøger I 491). - Albrecht von Wallenstein (1583-1634), ty. hertug; hærfører under Trediveårskrigen.

[8] Friedrich Wilhelm III (1770- (1797-)1840) og hans hustru til venstre hånd prinsesse Augusta af Liegnitz (1800-73).

[9] den italienske komponist G. Spontini (1774-1851), siden 1820 kapelmester ved Operaen og generalmusikdirektor i Berlin. A opsøgte ham forgæves 15.7. (Dagbøger I 496).

[10] digteren Christoph August Tiedge (1752-1841); hans læredigt “Urania über Gott, Unsterblichkeit und Freiheit” (1801) var meget populært i samtiden. A. besøgte ham 18.7. (Dagbøger I 499;BfA I 255f. Se også Album 121).

[11] blev vist ikke til noget.

[12] Theodor Hell (pseud. for Theodor Winkler) (1775-1856), teatersekretær i Dresden, hofråd, forfatter og oversætter. A ,der som nævnt havde anbefalingsbrev til ham fra fru v. Weissenthurn, besøgte ham 20.7. og fik et vers til sit Album (203) (Dagbøger I 502, BfA I 255).

[13] den danske gesandt i Dresden, kammerherre Edzard Wilhelm Coopmans (1782-1853), hos hvem A havde været på visit 17.7.; dagen efter blev han indbudt til musikalsk soiré (Dagbøger I 498ff.).

[14] komponisen, 1. fløjtenist ved Hofkapellet i Dresden Anton Bernhard Fürstenau (1792-1852); han havde været på turné i Kbh. 1805, 1823 og 1829-30. Samme aften hørte A i øvrigt også hans tiårige søn Moritz blæse fløjte.

[15] sangerinden Charlotte Veltheim; havde opholdt sig som barn og ung i Kbh., hvor hendes fader, der var klaverlærer, boede 1810-14. De tre døtre spillede, sang og dansede, og familien gav flere gange koncerter og “sceniske Forestillinger” på Det kgl. Teater i årene 1811-13 (Overskou IV). De to af døtrene, Charlotte og Friederike, blev august 1811 ansatte som elever på Det kgl. Teater “paa Grund af den enes ualmindelige Anlæg” med “klækkelig Understøttelse” ( ib. 211) og 20.5.1813 debuterede de som Joseph og Piedro i d’Alayracs syngestykke “De to smaa Savoyarder”. Jf. Overskou: “Den yngste af de to Jomfruer Weltheim [sic] besad et ikke ringe Fremstillingstalent, men begge havde svag Tale-og Syngestemme, kunde ikke aflægge deres tydske Accent og lagde megen Affectation i deres Spil. Den første Debut behagede, men da et Par sildigere Forsøg faldt uheldigt ud, opgave de Haabet om at gjøre Lykke her, og gik i 1814 til Tydskland” (ib. 320). A genså hende under flere senere besøg i Dresden. 12.7.1844 kørte han if. Dagbøger med “Hofraht Falkenstein og Frøken Veltheim” til major Serres gods Maxen (II 410); her sang hun “smukt” 14.7. (ib. 411). Fra dette ophold stammer en håndskrevet komposition for sang og klaver af Charlotte Veltheim i A.s Album, dat. Dresden in July 1844 (“Wie Du so sanft die stille Bahn -“) (Album 127). Endelig noterer A under et ophold på Maxen 17.5.1854: “Frøken Veltheim kom her fra Dresden” (Dagbøger IV 134).

[16] A havde tidligere besøgt Berlin 11.-16.6.1831.

[17] den fr.-ty. digter og forsker Adelbert v. Chamisso (1781-1838), hvis bekendtskab A havde gjort 1831 (jf. Dagbøger I 106ff. og Skyggebilleder 123ff.).

[18] “Gedichte von Adelbert von Chamisso”, 2. Aufl., Leipzig 1834.

[19] den fr. visedigter Pierre Jean de Béranger (1780- 1857). Chamissos “Gedichte” indeholder ét digt af Hugo: “Die Grossmutter” og fire af Béranger: “Die Kartenlegerin”, “Die rote Hanne”, “Der Bettler”, “Prophezeiung des Nostradamus auf das Jahr MM”.

[20] se note 2 til brev 80. Senere oversatte Chamisso i øvrigt “Møllerens Datter” (“Der Müllergesell”) fra “Agnete og Havmanden” (SS XI 476).

[21] vagtskibets næstkommanderende, premierløjtnant H. E. Krenchel (1801-64).

[22] chefen, kaptajn Hans Carl Bodenhoff (1791-1849).

[23] den ty. lystspilforfatter og tidsskriftsredaktør Karl Töpfer (1792-1871). Det kgl. Teater havde opført hans bearbejdelse af J. R. Planché’s militære lystspil “Carl XII paa Hjemrejsen” (7.6.1831, opført i alt 13 gange), og hans rimede lystspil “Seer Jer i Speil” i J.L Heibergs oversættelse (11.10.1830, opført i alt 67 gange), der med Johanne Luise Pätges [fru Heiberg] i den kvindelige hovedrolle blev en meget stor succes. Desuden var dramaet “Frederik II i Leiren” opført en enkelt gang ved sommerforestillingen 27.6.1831, og under A.s fravær Töpfers bearbejdelse af William Rowleys lystspil “Brødrene Foster” (4.10.1833, ialt 4 gange).

[24] Dagbøger 29.7.1834: “Jeg gik til Digteren Dr. Töpfer, presenterede mig selv og ved min Færdighed heri vandt Manden saaledes at han i den følgende Time læste for mig sit nyeste Stykke: “Die weise Pikessche”, jeg gav ham Ideen af enkelte af mine Digte og han forsikkrede mig, at jeg var en sand Digter, bad mig dog hver Dag besøge sig, ønskede at kunne oversætte min Agnete &. Konen var ogsaa nydelig” (I 510). Samme aften besøgte A ham efter teatertid. Et stambogsblad fra Töpfer, dat. Hamburg in Juli 1834 afslutter A.s Album (219).

[25] frejdig, frimodig, troskyldig.

[26] Henriette Collin d.æ.s broder, professor i botanik J. W. Hornemann (1770-1841), dennes datter Emilie (1806-53) og hans yngste søn Wilken (1816-92), der tog studentereksamen i oktober 1834 og senere blev læge i Søetaten. A traf Hornemanns i teatret 29.7. (Dagbøger I 510), hvor den i brevet omtalte franske skuespillertrup fra Berlin optrådte.

[27] ital.: mit kære fædreland.

[28] 2.8.

[29] København; tidligere almindelig benyttet poetisk oversættelse af Saxos Absalonica urbs, dvs. Absalons by, idet man fejlagtigt antog, at Absalon hed Axel.

[30] se brev 126.

[31] i foråret 1832 opfordrede Weyse A til at bearbejde Walter Scotts “Kenilworth” som operatekst. Han gik straks i gang og udarbejdede en plan, som Weyse accepterede. Arbejdet gik hurtigt. 28.5.1832 meddeler han Henriette Hanck rollelisten (BHH 49), men if. MLE I 116f. var han dog ved at opgive pga. kritik fra forskellig side. Efter opmuntring fra Weyse fuldførte han imidlertid arbejdet, og 22.6.1832 blev det indsendt til Det kgl. Teater. Censorerne kunne ikke umiddelbart gå ind for dets antagelse (Hetsch 22-23), og i en skrivelse fra direktionen 8.9.1832 blev A anmodet om at omarbejde stykket samt indlevere det i en god og læselig afskrift (BtA 516). I marts 1833 blev den omarbejdede tekst antaget (BHH 65), og Weyse gik i gang med at komponere musikken. Det viste sig hurtigt, at han ikke var tilfreds med teksten, jf. udateret brev fra Weyse (BtA 558) samt brev fra A til Thomas Overskou 8.1.1836: “efterhaanden fik han den [eller den] Idee, som maatte anbringes, og jeg havde nu fuldt og fast bestemt ganske at føie ham i Alt; for her var han Mesteren, jeg kun Svenden, som byggede Stilladset” (BfA I 318). Under A.s store udenlandsrejse foretog Weyse ændringerne dels på egen hånd dels med hjælp fra A.s studenterkammerat, digteren F. J. Hansen, ikke alle til tekstens fordel eller A.s tilfredshed (jf. MLE I 117, Hetsch 26). De mange ændringer og andre opgaver forsinkede arbejdet, men 16.3.1835 skriver A til Henriette Wulff: “Weyse er i Slutningen af Kenilworth” (BHW 1211). Operaen kom imidlertid først til opførelse 6.1.1836 og blev spillet i alt 7 gange, sidste gang 24.9. 1836. Trods kritik “vandt ethvert Nummer meget Bifald og Optagelsen var glimrende” (Overskou V 258). Netop pga. ændringerne lod A kun sangene i stykket trykke (udkom 12.1.1836). Først i “Samlede Skrifter” 32. Bind (udkom 30.11.1876) blev stykket trykt i sin helhed, efter at A i vinteren 1875 havde omarbejdet prosadialogen til 5-fodede jamber til brug for et klaverudtog, som Samfundet til Udgivelse af dansk Musik forberedte af operaen (BHW III 21f.). Se i øvrigt Carl Thrane: “Weyses Minde”, 1916, 40-42, Hetsch 20-32.

[32] “Jule-Cantate” af C. J. Boye (“Herren er trofast -“) til musik af Weyse (1834).

[33] den senere journalist Hjalmar Collin (1834-97), født 18.7.1834; A opkaldte senere lille Hjalmar i “Ole Lukøie” efter ham (Eventyr VII 58).

[34] A.s oversættelse af Hugos drama “Marie Tudor” (1833) kendes ikke og er antagelig aldrig blevet færdig.

[35] N. P. Nielsen og Anna Wexschall, f. Brenøe (1803-56), blev gift 8.7. 1834. Anna Nielsen havde 1823-31 været gift m. violinisten Fr. Wexschall (1798-1845). Anna og N.P.Nielsen var to af Det kgl. Teaters førende skuespillere, især i Oehlenschlägers tragedier.

[36] orlogsskibet Dronning Marie, bygget 1824 og det første linieskib siden 1808, var 1.5.-31.7.1834 på sit første togt med kommandørkaptajn U. A. Schønheyder som chef, og havde prins Frederik (senere Frederik VII) med som passager (se brev 116 med note 9). Tidligt om morgenen søndag 13.7. stødte skibet på en sten mellem Vresen og Sprogø . Skaden var dog ikke større end, at man 16.7. kunne holde skarpskydningsøvelser på underste og øverste batteri i Køge Bugt, hvorefter skibet gik til Kbh. Her blev kommandoen strøget 31.7. ( A. G. Drachmann: Min Rejse gennem Livet, I,1942, 161-62).

[37] forfatteren, professor i engelsk ved Kbh.s Universitet Thomas Christopher Bruun (1750-1834) døde 24.6. i Kbh.. Hans versfortællinger “Mine Frie-Timer eller Fortællinger efter Boccaccio og Fontaine” (1783) fik biskop N. E. Balle (1744-1816) til at henstille til myndighederne at kræve, at Bruun skulle tilbageholde restoplaget af bogen. Men statsminister Ove Høegh-Guldberg besluttede i kongens navn, at politimesteren skulle konfiskere samtlige eksemplarer og afkræve Bruun en bøde på 100 rdlr.; i ordren tilføjes: “saasom man maa slutte, at det er et ondt, fordærvet og forargeligt Menneske, ganske ukyndigt i Religion og Kristendom, saa har Du at paasee, at han møder hos Vores Biskop Balle, hvor han undervises deri i tvende Præsters Nærværelse; og skulde han, som det er at formode, befindes uvidende og ukyndig i samme, da, i Fald ingen af Præsterne vil paatage sig at give ham behørig Undervisning, skal der antages en Skolemester, til hvem han saa længe skal gaa, til han faar den fornødne Kundskab”. Undslog han sig, kunne han som et “forargeligt og ondt Menneske” hensættes i Tugt- eller Rasphuset. Bruun mødte og blev efter eget sigende behandlet meget høfligt, hvorimod regeringen blev til latter.

[38] man brugte normalt sorte ligkister, jf. fx “Lykkens Kalosker”: “midt paa Gulvet stod den sorte Liigkiste” (Eventyr I 238) og “Paradisets Have: “Naar han da mindst venter det, putter jeg ham i den sorte Liigkiste” (ib. 153).

[39] i september 1832 havde Oehlenschläger påbegyndt udgivelsen af “Prometheus. Maanedskrift for Poesie, Æsthetik og Kritik”, hovedsagelig med teateranmeldelser og æstetiske betragtninger af ham selv. Skønt Hjort altid havde været tilhænger af Oehl., så han med stærkt kritiske øjne på dennes æstetiske afhandlinger, og offentliggjorde anonymt efter forudgående 11.4.1834 at have adviseret Oehl. (“Breve fra og til Adam Oehlenschläger. Oktober 1829-Januar 1850” udg. af Daniel Preisz, I, 1984, 251f.) i “Kjøbenhavnsposten” Nr. 88, 89 og 90, 2., 3. og 5.5.1834 en meget kritisk artikel, hvori han påpegede fejl mht. historiske oplysninger m.m. i “Prometheus”. Udover en længere privat korrespondance affødte Hjorts artikel et svar fra Oehl. i “Kjøbenhavnsposten” Nr. 100, 20.5.1834, og en replik fra Hjort i Nr. 110-11, 2. - 3.6. Striden førte i øvrigt til et brud mellem dem. Se Morten Borup: “Peder Hjort”, 1959, 124-27.

[40] “Prinds Otto af Danmark og hans Samtid. En historisk Roman” I-II Del udkom januar 1835, men ideen til romanen havde I. allerede fået ca. 1825, idet selve arbejdet dog først påbegyndtes omkring nytår 1834 (Kjeld Galster: “Ingemanns historiske Romaner og Digte”, 1922, 135f.).

[41] se brev 123.

[42] hentydning til “Improvisatoren”.

[43] ital.: o mit smukke fædreland!

Noter til brev nr. 129:

[1] H. C. Andersens Hus. Trykt i BHW I 197-201.

[2] 1778 blev haven bag Charlottenborg og bag sydsiden af husrækken i Nyhavn indrettet til botanisk have. Den blev nedlagt 1874, da Kbh.s Universitets nuværende have på det tidligere voldterræn mellem Øster Voldgade og Øster Farimagsgade blev taget i brug.

[3] Dagbøger 27.12.1833: “Begyndte om Aftenen paa min Novelle “Improvisatoren”” (I 262). Titlen var inspireret af J.L. Heiberg, der havde kaldt A “en lyrisk Improvisator” (se note 2 til brev 104). Han var flittigt optaget af nedskrivningen i Rom og Napoli (BHW I 169, BfA I 257) og læste under opholdet i München i maj 1834 adskillige bøger om Italien med henblik på romanen, bl.a. Goethes “Italienische Reise”, Madame de Staëls “Corinne”, Karl von Rumohrs “Drei Reisen nach Italien” og A.W. Kephalides’ “Reise nach Italien und Sicilien”, ligesom han også læste Dantes “Divina Commedia” (Dagbøger I 414-40, BfA I 228). I Wien fortsatte arbejdet (Dagbøger I 467), og efter hjemkomsten skrev A på de sidste fire kapitler i august 1834 hos Ingemanns (BfA I 272, BHW I 197f., BHH 92, BEC I 220-22). I februar 1835 var den under trykning (BIngemann I 102) og 9.4.1835 udkom den på C.A. Reitzels forlag (BHH 108-09). Se i øvrigt MeE 82-86, MLE I 192-94 samt R&R I VII-XI.

[4] indledningskapitlet: “Min første Omgivelse” (om Antonios barndom i Rom).

[5] dat. 4.11.1833 (BHW I 143-47).

[6] Ingeborg Drewsen.

[7] brev 128 ovenfor.

[8] Levnedsbog.

[9] “Farvel til Italien. Skrevet paa Hjemreisen over Alperne”; trykt i “Kjøbenhavnsposten” Nr. 159, 9.8.1834, 631 (SS XII 210).

[10] jf. brev til madam Iversen 18.8.1834: “Mit “Farvel til Italien” har De dog læst? Alle Folk talte i flere Dage derom; man fandt det smukt, derfor er det ogsaa blevet parodieret, og det er jo ogsaa smukt” (BfA I 258). Både Signe Læssøe (brev 126) og Chr.Høegh-Guldberg (BtA 163) roste digtet.

[11] der er snarere tale om et moddigt end en parodi.“Kjøbenhavnsposten” Nr. 164, 16.8.1834 indeholdt følgende:

Ikke et Farvel.
(Skrevet efter en Reise på Endel af de danske Øer)
(se Kbhposten No. 159)
Jeg så’ det Land, hvis Sø har kraftig Lyst,
Hvor under Bøgen muntre Børn os møde,
Hvor Sæden svulmer rigt fra Jordens Bryst,
Og Saga vækker tro de Kæmper døde.

Her drapakrandset høje Guder stå’,
Her fulde Toner i hver Luftning vifte,
Men Havet er, som Himmelsletten blå,
Og tusindfoldigt Markens Farver skifte. -

Her Alt er Poesi og Maleri.
Her klart Guds store Kjærlighed Man skuer; -
Se Bondens Vænge - Egen gro’r deri,
Mens muntre Rose ved dens Side luer!

Ja her blir Hjertet Barn, men Tanken Mand,
Her har jeg lært Natur og Kunst at kjende; -
Lad Andre drømme det i fremmedt Land,
Her vil jeg leve det foruden Ende! -

A.S.

[12] Wilhelm Holst (1807-98). “Slaget i Kjøge Bugt”, dramatisk skildring i 1 akt, opført 1. gang på Det kgl Teater ved sommerforestillingen 18.6.1834; det blev genopført 26.9., dvs. samme dag, som brevet er skrevet, og gik ialt 26 gange (indtil 31.3.1843).

[13] 21.9. H.V. Bissen havde opholdt sig 1824-34 i Rom, hvor A i øvrigt var meget sammen med ham.

[14] Emilie Hedevig Møller (1808-50), datter af ejeren af “Friheden” i Høsterkøb Peder Christen Møller (1771-1828) og Ane Kirstine, f. Hansen (1768-1844). Parret blev gift 13.10. 1835.

[15] J.M. Thiele havde i 1819 og 1824-25 været i Italien.

[16] maleren C. W. Eckersberg (1783-1853) havde 1813-16 opholdt sig i Rom.

[17] G. F. Hetsch (1788-1864), f. i Stuttgart, hvor han uddannede sig til arkitekt. Kom under et studieopholdt 1814-15 i Rom i forbindelse med den nordiske kunstnerkoloni og flyttede efter opfordring fra Peder Malling 1815 til Kbh., hvor han som svigersøn til C.F. Hansen fik store opgaver med bl.a. dekoreringen af Christiansborg; byggede senere bl.a. Synagogen i Krystalgade og Skt. Ansgars Kirke i Bredgade.1822 professor i perspektiv ved Kunstakademiet, 1835 i arkitektur og 1828-57 tillige leder af Den kgl. Porcelænsfabrik.

[18] Chr.Winther havde i december 1832 forlovet sig med Sophie Hansen (1812-1900), en smuk og intelligent farverdatter, som han havde truffet hos skuespilleren C.N. Rosenkilde. Forlovelsen var uoverlagt, og Chr.Winther fortrød umiddelbart efter, men følte sig alligevel forpligtet til at fastholde forbindelsen. Under foregivende af, at hun skulle lære husholdning, men reet for at få hende på afstand, anbragte han hende snart hos familie og venner på Lolland, længst hos sin søster og svoger, Thrine og Isaac Sidenius i Øster-Ulslev præstegård. Efterhånden blev Sophie Hansen, der i øvrigt var blevet genstand for Emil Aarestrups hyldest i flere digte, klar over Winthers følelser og bad om en afgørelse, hvorpå han i efteråret 1835 sendte hende digtet “Ravnens Kvide” som opsigelsesbrev. Sophie Hansen døde ugift 88 år gammel. Da forlovelsen først blev hævet i 1835 må det være et rygte, A har hørt. Hverken Nicolaj Bøgh, som citerer et brev fra A til B.S. Ingemann 26.9.1834 (BIngemann I 97) eller Topsøe-Jensen i BHW III 72, som tilmed lægger bruddet i februar 1836, har oplysninger eller kommentarer til denne tilsyneladende anakronisme. (Nicolaj Bøgh: “Christian Winther”, II, 1900, 243-92; Morten Borup (udg.): “Emil Aarestrups Breve til Christian Petersen”,1957,37-38, Morten Borup (udg.): “Breve fra og til Christian Winther” I, 1974, 161f. og IV, 101).

[19] dat. 31.3.1834 (BHW I 170-71).

[20] jf. brev til madam Iversen 18.8.1834 med referat af et nu tabt brev fra Henriette Wulff: “Fra Frøken Wulff har jeg i Dag faaet Brev; hun er nu i Sorrento; det ligger 3 Mile fra Vesuv; men Eruptionerne er saa stærke, at alle Træer ligge bedækkede med Aske. Torre del greco er nærved at bortskylles af Lavaen, i Neapel mærkes Jordstød, og man frygter for et mægtigt Jordskjælv. - Hele Natten er Himmelen blodrød Ild; siden 1823 har Vesus ei væltet en saadan Mængde Aske, Lava og Steen op. Det er yderst interessant, men frygteligt at see (BfA I 258f.). - Girandola: se note 32 til brev 117.

[21] “Improvisatoren”, Første Deel, Kap. VI: “Besøget i Palazzo Borghese. Barndomshistorien ender” (R&R I 52-59).

[22] Onkel Peppo i “Improvisatoren”, der præsenteres i kap. I (R&R I 12f.) og omtales i kap. IV og VIII. Han kaldes også Beppo og holder til på Den spanske Trappe i Rom. Han lå der endnu under A.s senere besøg i 1840,1846 og 1861. Sidstnævnte år blev A “høist afiseret”, da den no. digter Bjørnstjerne Bjørnson fortalte, at Peppo, som stadigt holdt til på Den spanske Trappe, havde truet med at hævne sig efter at have hørt om A.s omtale af ham i “Improvisatoren” (Dagbøger V 35). Skønt Bjørnson næste dag beklagede spøgen, hedder det i Dagbøger 29.4.1861: “Mit Ophold uhyggelig”(ib). Beppo blev i øvrigt anset for at være en ikke ufarlig krakiler (BEC V 494-95).

[23] ital.: god aften.

[24] kilde nær Via Appia antica. “Nu degraderet til et Vandingssted for Kvæget, kun kendt af faa, undlod dengang [i beg. af det 19.årh.] ingen Romafarer med Agtelse for sig selv at opsøge denne yndige Plet” (M. Mackeprang: “Kampagnen i Rom” i: Louis Bobé (red.): “Rom og Danmark gennem Tiderne”, III, 1, 15-17). A besøgte grotten 23.10.1833 (Dagbøger I 219); se også “Improvisatoren” (R&R I 16).

[25] hvor inderlig jeg end.

[26] Charlotte Phister fik 2.2.1835 en datter Charlotte, som døde 6.10. s.å.

[27] den fr. komponist Ferdinand Herold (1791-1833) var død 19.1.1833 i Paris. Hans sidste opera “Le Pré aux clercs” havde haft premiere 15.12. 1832 på Opéra comique (opførtes 8 gange fra 28.10.1834 på Det kgl. Teater under titlen “Klerkevænget”).

[28] Hertz kom dog først medio oktober;18.10.1834 meddelte “Dagen” Nr. 249, at han var ankommet til Vejle, og med det første agtede sig til Kbh.; 23.10., Nr. 253 hedder det: “Digteren Henrik Hertz er kommet tilbage hertil fra sin Reise i Udlandet”.

[29] “Nina eller Den Vanvittige af Kjærlighed”, pantomimisk ballet i 2 akter af Milon, arrangeret for den danske scene af Aug. Bournonville, musikken af Persuis, opførtes 1. gang på Det kgl. Teater 30.9.1834. Fru Heiberg udførte titelpartiet. Solodanserinden Andrea Kretzmer, f. Møller (1811-89) kom først med ved 2. opførelse, 4.10.1834, hvor hun dansede Georgettes parti. Forholdet mellem Andrea Kretzmer og Bournonville, der tilsidesatte hende, var meget dårligt, og 17.11.1834 optrådte hun for sidste gang. Marts 1835 fik hun sin afsked efter eget ønske og uden pension (se Knud Bokkenheuser: “Det kongelige Theaters sidste Blaataarns Fange” (1911)).

[30] Lucile Grahn (1819-1907); blev tidligt sat ind på Det kgl. Teaters danseskole og fik sin første rolle i 1829. Var med Bournonville på studierejse i Paris i 1834 og havde 23.9. s.å. sin egentlige debut i en pas de deux i operaen “Den Stumme i Portici”. Blev med sin virtuositet, sans for mimik og fuldendte gratie hurtigt ballettens førende kunstner og Bournonvilles mest talentfulde elev. Efter et gæstespil i Paris 1838 blev forholdet til B. gradvist skærpet pga. hendes selvstændighed og 23.2.1839 optrådte hun sidste gang i Danmark. Turnerede i de flg. år i hele Europa og var 1858-61 leder af balletten ved Stadtteatret i Leipzig og 1869-75 ved Hofteatret i München, hvor hun boede til sin død, og til hvilken by hun testamenterede sin formue. A var en stor beundrer af hendes kunst og meget indtaget i hende (jf. BHH 94; 266). Danserinden i “Den standhaftige Tinsoldat” ses traditionelt som en hilsen til Lucile Grahn (Eventyr VII 44). Han opsøgte hende også flere gange i udlandet, omend han blev mere kritisk overfor hendes personlighed (Robert Neiiendam: “Lucile Grahn”, 1963, 60ff.).

[31] Marie Taglioni (1804-84) regnedes for tidens største danserinde; Lucile Grahn dansede i øvrigt 12.7.1845 sammen med Marie Taglioni i “Pas de Quatre” i London, hvor førstnævnte vandt prisen som den største.

Noter til brev nr. 130:

[1] Coll. Brevs. XV-XVI (KB). Trykt i BEC I 220-222.

[2] allusion til Horats’ råd til de unge digtere: “Nonum prematur in annum” (“Og det bliver opbevaret til det niende år), dvs. manuskriptet bør gemmes i ni år (før det udgives); man bør ikke forhaste sig med offentliggørelsen (“Ars poetica” 388).

[3] den blev på knap 31 ark.

[4] if. et brev til P.D.A. Atterbom 21.5.1838 fik A “kun 180 Rdr.” i honorar for “Improvisatoren”, heraf 115 i forskud (“Danske Studier”, 1923, 70). Se i øvrigt brev 138 nedenfor. Reitzel antog bogen, men ønskede, at A skulle skaffe prænumeranter; subskriptionsindbydelsen er omtalt og delvis aftrykt i “Kjøbenhavnsposten” Nr. 239, 27.11.1834. Romanen blev averteret udkommet i “Adresseavisen” 9.4.1835.

Noter til brev nr. 131:

[1] Trykt i BHH 91-95.

[2] Se Henrik Hertz Samlede Digte om der er et med titlen eller emnet Spadseretouren.

[3] hovedpersonen i Rossinis opera “Pigen ved Søen”, opført 1. gang på Det kgl. Teater 29.1.1828 i J.L. Heibergs bearbejdelse. I 1. akt 3. scene ses Eline sejlende i båden.

[4] Don Quijote, titelperson i den spanske forfatter Miguel de Cervantes Saavedras (1547-1616) satire over renæssancens ridderroman. Don Quijote antager i forvildelse en 30-40 vejrmøller for en flok kæmper, som han forgæves forsøger at bekæmpe, ligesom han anser en kro af simpleste slags for et slot.

[5] “Canarifuglen”, lystspil af Adam Oehlenschlager, opført 1. gang på Det kgl. Teater 12.3. 1813. Oehl. havde fået ideen til stykket under sine spadsereture på volden, men publikum kunne slet ikke “komme til at sympathisere med hans lette, lystige Lune, men fandt, at det var en Fjas uden Betydning og derfor ham uværdig” ( Overskou IV 274), jf. i øvrigt Oehlenschlägers “Erindringer”, III, 1850, 35.

[6] allusion til J.L. Heibergs syngestykke “Et Eventyr i Rosenborg Have” (1827).

[7] “Kjærlighed paa Nicolai Taarn eller Hvad siger Parterret”, heroisk vaudeville i 1 akt. If. Levnedsbog 188 fik A ideen ved at genlæse “Skovcapellet”, som han nu fandt var en sand parodi og skrev vaudevillen “i en Tid af omtrent 8 Dage”. Den blev modtaget til censur af Rahbek ved teaterdirektionens møde 31.12.1829 (Deliberationsprotokollen 1827-32 (Rigsarkivet)). Han indstillede den samme dag til forkastelse eller krævede subsidiært ændringer i teksten. G.H. Olsen, medlem af direktionen og A.s velynder, stemte imidlertid for dens antagelse 5.1.1829: “Den originale Vending i Stykkets Slutning, de smukke flydende Vers, og den raske Gang helt igjennem tale til dets Fordel, i alt Fald anseer jeg det for en af vore bedste Vaudeviller, og stemmer ubetinget for dets Antagelse” (BHW III 11). Ved direktionsmødet 8.1.1829 tilsluttede den tredie direktør, Jonas Collin, sig Olsen. Dermed var vaudevillen antaget, og A fik samtidig “tilstaaet et Aars fri Entré i Parterret” (ib.). “Kjærlighed paa Nicolai Taarn” blev opført tre gange: 25.4., 19.5. og 22.5.1829 (jf. Levnedsbog 188-91, MLE I 103f., 410f., Overskou IV 865f.).

[8] C. N. Rosenkilde: “De Fortvivlede paa Runde-Taarn. En moralsk-romantisk og fatal Comedie i een Act”(1825).

[9] “Notre-Dame de Paris” (1831).

[10] “Den galende Hane”, et skandaleblad, udkom 1827-29 udg. af hattemager G. M. Müller. I første nr.af bladet taler hanen selv og siger, at den er identisk med hanen på tårnet af St. Petri Kirke.

[11] egl. aftenlandet; grækernes betegnelse for Italien.

[12] den fr. forfatterinde madame de Staël-Holstein (1766-1817) gav i “Corinne” (1807) en skildring af sine egne ulykkelige erfaringer vedr. erotik og ægteskab. Heltinden er digter og skuespillerinde og baggrunden en skildring af Italiens natur.

[13] kobberstik.

[14] endog.

[15] se brev 113.

[16] den fr. komponist Ferdinand Herold (1791-1833) var død 19.1.1833 i Paris. Hans sidste opera “Le Pré aux clercs” havde haft premiere 15.12. 1832 på Opéra comique (opførtes 8 gange fra 28.10.1834 på Det kgl. Teater under titlen “Klerkevænget”).

[17] blevet livligere, forbedret mig, udviklet mig.

[18] boghandler Johan Milo (1788-1861) i Odense.

[19] allerede under sit ophold i Odense i sommeren 1830 havde A samlet optegnelser om spaniernes ophold på Fyn i 1808 med henblik på en roman (BEC I 52). Den blev imidlertid opgivet, og inspireret af Riborg Voigt-episoden kort efter skrev han dobbeltvaudevillerne “Spanierne i Odense” og “Fem og tyve Aar derefter” (MLE I 109), der i marts 1833 blev indleveret til Det kgl. Teater. Efter Molbechs meget skarpe censur, hvor de bl. a. blev kaldt et “umodent, ubearbeidet, i Charakteer usselt, i Dialog trivielt og i Diction mangengang pøbelagtigt-smagløst og lavt Product”, blev de forkastet 4.4.1833 (A&C 175-76). I november gik Jonas Collin på eget initiativ ind i sagen og skrev et brev til Molbech med henblik på en omstødelse af forkastelsen efter en evt. omarbejdelse. I et ret afdæmpet privatbrev stillede Molbech sig 16.11.1833 ikke helt afvisende, men foreslog Collin at høre Heibergs dom (A&C 213ff.). Det var sidstnævntes responsum af 23.11.1833, der angav mulighederne for en omarbejdelse, som inspirerede A til “Improvisatoren” (ib. 215- 21). Det var dog først under sit ophold på Lykkesholm og i Odense i 1835, A begyndte på en omarbejdelse, hvorefter vaudevillerne indleveredes som en dobbeltvaudeville til Det kgl. Teater 6.9.1835 under titlen “Skilles og mødes”. Efter Molbech og Kirsteins censur blev dobbeltvaudevillen antaget 9.11.1835. Efterfølgende forlangte Molbech og teaterchefen Holstein, at hovedtitlen skulle fjernes, og de to vaudeviller spilles som selvstændige stykker, dog altid ved samme forestilling. A fastholdt imidlertid hovedtitlen, men måtte acceptere, at de nok blev opført som een digtning, men altid med en ballet, der skulle spilles imellem de to afdelinger. “Skilles og mødes” opførtes 1. gang 16.4.1836, men gik kun 3 gange (Overskou V 261-63).

[20] Betty Salomon (1804-75).

Noter til brev nr. 132:

[1] Coll. Brevs.XV-XVI (KB). Trykt i BEC I 222.

[2] den forføreriske Santa i Anden Deel af “Improvisatoren”. Ingen af hendes replikker dækker de her anførte ord; nærmest kommer enten Santas bemærkning om, at Annunziata udfyldte hans sjæl, “og De har maattet løsrive dette Billede, opgive hende [...] men derved er der bleven en Tomhed i Deres Sjæl, som trænger til at udfyldes” (R&R I 175), eller, at han “kun drømte i en Idealverden” (ib. 201).

[3] ordspil, vittighed.

[4] Edvard Collin var en ivrig skakspiller.

Noter til brev nr. 133:

[1] Trykt i BfA I 279-282. - A.W. Hauch (1755-1838); student 1770; gik militærvejen og avancerede hurtigt, men tog 1786 sin afsked, efter at han 1783 var blevet kgl. staldmester. 1794 hofmarskal, 1798 overhofmarskal. 1794-98 og 1801-11 tillige chef for Det kgl. Teater, 1829 chef for Det kgl. Museum for Naturvidenskaberne samt for Det Kongelige Bibliotek.

[2] Det Kongelige Bibliotek (i modsætning til det mindre Hans Majestæt Kongens (nu: Dronningens) Håndbibliotek).

Noter til brev nr. 134:

[1] Trykt i BHH 100-105.

[2] antagelig Johan Wilhelm Guldbrand (1814-?), søn af stiftsfysikus i Odense Christian Anker Vilhelm Guldbrand (1780-1847) og Elise Cathrine, f. Mühlenstedt (1784-1851). Han passerede Store Bælt fra Korsør til Nyborg i ugen 23.-30.11.1834.

[3] 30.12.1834.

[4] billedhuggeren, medaljør Christen Christensen (se brev 104).

[5] “Blade af min Dagbog. I-III”: I. “Raphaels Begravelse”, II. “Thorvaldsen”, III. “En Spadseretour gjennem Posilip-Grotten ved Neapel”, trykt i “Søndagsblad”, redigeret af H. P. Holst, udg. af A. P. Liunge, Nr. 1-3, 4.-18.1.1835,14-15,28-30 og 33-39.

[6] Anna Sophie Brandt (1784-?), lærerinde i fransk i Kbh.; udgav 1824-25 Madame de Staëls “Corinna eller Italien”, 1835 “Poetisk og prosaisk Lommebog”. Heri er s. 265 optaget A.s “Liden Roland, Romance efter Uhland” (ikke i SS) og s. 300 “Vandring paa Vesuv” (SS XII 209). - J.L. Uhlnad (1787-1862), ty. forfatter.

[7] “Mindedigt af Karen Sofie Larsen over Kaptajn Niels Larsen, Galeaseskibet “de trende Søstre”, trykt i “Adresseavisen”, Nr. 255, 24.10.1834 (optrykt i Georg Nygaard: “H. C. Andersen og København”, 1938, 99 f.). 6.11.1834 blev det aftrykt i Aarhuus Stiftstidende med denne indledning: “Følgende rørende Dødsanmeldelse optages her ordlydende af Kjøbenhavns Adresseavis for 30. Oktbr. Den skildrer sandt og naturligt den Ængstelse og Smerte, som er saa mangen brav Dannekvindes Lod”. [se Adresseavisen 24.10. og 30.10.1834 hvilken dato er korrekt]

[8] vejforudsigelser, som spillede en vigtig rolle for almuen på landet. De udkom enten som selvstændige skrifter af typen “Bonde-Practica eller Veyrbog, hvoraf man kjender det gandske Aars stedseværende Løb og Veyrligt fra Aar til Aar” eller var knyttede til almanakkerne og skrifter, der behandlede husråd og praktisk landøkonomi.

[9] pest.

[10] Studenterforeningen.

[11] “Nina eller Den Vanvittige af Kjærlighed”, pantomimisk ballet i 2 akter af Louis Melon/ A. Bournonville, musikken af Louis de Persuis (delvis efter Dalayrac). Opført 1. gang på Det kgl. Teater 30.9.1834.

[12] Augusta Collin.

[13] J. F. Zinn (1779-1838).

[14] “Søndagsblad” 1835 indeholder s. 143 af Henriette Hanck “Poesiens Toner”, der består af flg. vers: “Natur”, “Kjærlighed”, “Haab”, “Længsel”, “Phantasi”, “Vid”, “Erindring”.

[15] Anna Margrethe Bunkeflod (1759-1849), søster til digteren Hans Christian Bunkeflod (jf. Levnedsbog 32f.).

[16] Birgitte Sophie Caroline Hillerup (1806-?), datter af proprietær Søren Hillerup og søster til litteraten F. C. Hillerup og til Termann Øllgaard Hillerup.

[17] “Materialier til et dansk biographisk-literarisk Lexicon ved N. C. Øst”, Nr. 4, 11.1.1835. Se T.-J. 149ff.

[18] opført 1. gang på Det kgl. Teater 4.12.1834. Se i øvrigt Overskou IV 230f.

[19] politikeren C.N. David (1793-1874); dr. phil. i Göttingen 1823; professor i nationaløkonomi ved Kbh.s Universitet 1830. I december 1834 rejste Kancelliet sag mod David for tre anonyme artikler i “Fædrelandet”, hvori han agiterede for en fri forfatning. Han blev frikendt ved Overretten og Højesteret, men blev suspenderet fra sit embede og afskediget 1836. I 1840'erne blev han konservativ og stemte som medlem af den grundlovgivende rigsforsamling mod grundloven og almindelig valgret. 1845 fængselsdirektør; 1848 overinspektør ved fængselsvæsenet; 1854-73 chef for Statistisk Bureau og fra 1858 tillige nationalbankdirektør. Finansminister 1864-65.

[20] politikeren Orla Lehmann (1810-70); skønt faderen var holstener, og der blev talt tysk i barndomshjemmet i Kbh., blev Lehmann dansk under moderens påvirkning. Efter at han i 1833 var blevet cand.jur. og havde nedsat sig som sagfører, blev han under påvirkning af Julirevolutionens ideer agitator for en fri forfatning, og angreb i oktober 1835 i “Kjøbenhavnsposten” statsbudgetterne offentligt. Grundlagde 1839 “Fædrelandet” og blev 1840 medlem af Kbh.s Borgerrepræsentation og s.å. medlem af den rådgivende stænderforsamling i Roskilde. 1842 idømt tre måneders fængsel for at opfordre bønderne til at tage del i kampen for en fri forfatning. 1846 medstifter af Bondevennernes Selskab og 1848 medlem af Martsministeriet. December 1848 blev han efter ministeriets afgang amtmand i Vejle; 1851-70 medlem af Rigsdagen og 1861-63 indenrigsminister.

[21] “Corsarerne”. Opera i 3 akter. Opført 1. gang på Det kgl. Teater 23.4.1835.

[22] J.M.G. Hollard Nielsen (1804-70), jurist og digter. Siden 1822 havde han udgivet forskellige digtsamlinger og 1835 udkom “Sophronisbe”.

[23] Fr. Paludan-Müller.

[24] N. P. Nielsen.

Noter til brev nr. 135:

[1] Coll.Brevs. XVII (KB). Trykt i BIngemann I 102-105.

[2] Andrew Jameson (se brev 118).

[3] “Prinds Otto af Danmark og hans Samtid” udkom januar 1835.

[4] “Liden Kirsten. Syngestykke i to Acter med Ballet-Mellemact”. A fik ideen til stykket i Rom, Dagbøger 10.11.1833: “En Prindssesse blev gjort til Nonne; Bøtcher fortalte om en ung Pige han havde seet, hvorledes de lagde Liigklædet over hende og ringede med Klokkerne; jeg læste i Kjæmpeviserne og fandt her Leilighed til Lignende Situation for Scenen i Romanzen “Hrr Sverkel”, som jeg vil benytte til et Drama. Kjæmpeviserne er en Guldgrube af Sujets” (I 228f.). Efter hjemkomsten gik han i gang med arbejdet og 30.1.1835 blev det indleveret til Det kgl. Teater, hvor Molbech fandt, at teksten “i Sammenligning med ældre Sager af denne Forfatter - lider mindre af egenlig Smagløshed, men derimod endnu meer af Tomhed, Magerhed og dramatisk Fattigdom”. Han forkastede den dog ikke, men ønskede at komponisten, koncertmester Ivar Bredal (1800-64), der efterfølgende fik til opgave at arrangere musikken efter gamle folkemelodier, først blev hørt ang. tekstens musikalske brugbarhed. Medcensoren, C.L. Kirstein, var enig med Molbech om magerheden, men stykket blev dog antaget med teaterchefen Holsteins stemme (A&C 237f.). If. et brev til Henriette Wulff 16.3.1835 var det planen, at “Liden Kirsten” skulle opføres i april (BHW I 211), men af et brev til Jonas Collin 14.5.1835 (se brev 144 nedenfor) fremgår det, at Bredal ikke kunne være færdig med musikken før september . Herefter blev der stille omkring stykket til 1844, hvor A omarbejdede det 12.-16.2. (Almanakker 120). 25.8. s.å. påbegyndtes renskrivningen på Glorup (ib. 133). Kort efter blev det indsendt til Det kgl. Teater og antaget efter J.L. Heibergs censur 9.10. (A&C 368f.). Opgaven med at komponere musikken blev nu overdraget til J.P.E. Hartmann, der fik teksten 11.11.1844 (Almanakker 138). Endnu en gang trak arbejdet med musikken ud, men endelig 12.5.1846, medens A opholdt sig i udlandet fandt førsteopførelsen sted. (jf. MLE II 9-10; Hetsch 57-67 samt Inger Sørensen: “Hartmann. Et dansk komponistdynasti”, 1999, 215ff.).

[5] Abrahamson, Nyerup og Rahbek: “Udvalgte danske Viser fra Middelalderen”, 3. Afsnit, 1. Afdeling, 1813, 358-60, Nr. CLV.

[6] ideen til romanen, der aldrig blev realiseret, men i stedet blev til fortællingen “Den fattige Dreng paa Frankerigs Throne” (trykt i “Iris”, et literair-belletristisk Blad, redigeret af Th.K. Rumohr, Nr. 2, 10.1.1836, 6 (genoptrykt i Anderseniana 2 rk. II,2 202f.)) og senere omarbejdet til “Femte Aften” i “Billedbog uden Billeder” (R&R IV 7-8) havde A fået under festligholdelsen af julidagene i Paris, jf. brev til Signe Læssøe 9.8.1833: “jeg var ved en Drengs Grav, der havde den poetiske Historie, at han blev dræbt ved et Bajonnetstik inde i Tuilerierne; blødende slæbte han sig ind i Thronsalen, hvor han faldt om paa Thronen; man svøbte ham der ind i Fløielstæpperne, og det fattige Barn døde saaledes paa Frankrigs Throne” (BfA I 129f.).

[7] Tuilerierne; tidligere kgl. slot i Paris, afbrændt under Kommunardopstanden i maj 1871.

[8] Frederik VI’s fødselsdag.

[9] “Borgfogdens Bryllup”, idyllisk drama i 2 akter af skuespilleren og digteren Wilhelm Holst (1807-98) med musik af J.F. Frøhlich (1806-60), opført 1. gang 29.1.1834 (ikke 28.1. som A skriver) på Det kgl. Teater men henlagt efter 3. opførelse 4.2.1834, idet det if. Overskou V 227 “optoges med Mishag”. Jf. også BHW I 211f.

[10] eventyrkomedie i 1 akt af J.L. Heiberg med musik af L. Sinck; var bygget på Ludwig Tiecks fortælling “Die Elfen”. Jf. i øvrigt Johanne Luise Heiberg: “Et Liv gjenoplevet i Erindringen”, 4. udg., I, 1944, 194.

[11] Giuseppe Casorti (1749-1826), ital. mimiker; kom 1800 til Kbh., hvor han som skuespiller ved det folkelige Vesterbros Teater sikrede den italienske pantomime et blivende sted, der videreførtes på Tivolis Pantomimeteater.

[12] “Hof og Statskalenderen”, grundlagt 1801, giver oplysninger om Danmarks embedsmænd, institutioner, rangforordning, titler m.m.

[13] det i note 17 til brev 134 omtalte leksikon ved N.C. Øst.

[14] birk, i ældre retssprog betegnelse for retskredse, der var udskilte fra herrederne.

[15] 1.2.1835 bragte “Søndagsblad”. Redigeret af H.P. Holst, 1. Aargang, Nr. 5, 76-80 en anonym anmeldelse af Wilhelm Holsts “Nytaarsgave for 1835”, hvor sproget og ikke mindst retskrivningen blev skarpt kritiseret. I “Søndagsblad” Nr. 6, 8.2.1835, 96 besvarede Wilhelm Holst kritikken og skrev bl.a.: “Jeg vover at troe, at hvis der er Noget i mit Bryst, der engang igjen skulde lokke mig til Sang [...] saa skal det finde et værdigere Organ og en mere passende Maade at udtale sig paa, end gjennem en forvansket og - hvis det kan være en Undskyldning - i Correcturen skjødesløst behandlet Sprogform, som jeg selv er nødt til at foragte.”

[16] digteren H.P. Holst (1811-93) var redaktør af “Søndagsblad” fra januar til marts 1835.

[17] Ferdinand Printzlau (1794-1865) blev i 1833 valgt til kasserer ved Det kgl. Teaters Enke- og Børneforsørgelseskasse og 5.11. s.å. hovedkasserer og bogholder ved teatret. I februar 1834 blev han suspenderet efter at have bedraget teaterkassen for 5000 rdlr. til at dække privat gæld. Under og efter suspensionen, som i øvrigt blev holdt hemmelig, forfalskede han Enkekassens og senere også teaterkassens obligationer bl.a. for at dække store tab ved spil i Tallotteriet. Umiddelbart inden en opdagelse af bedragerierne, der androg omkring 70.000 rdlr., var uundgåelig, forlod han 21.1.1835 sin bopæl under foregivende af en ferierejse. 7.2. blev han pågrebet og 8.1.1838 idømt livsvarigt fængsel af Højesteret. Han blev først sendt til Kronborgs fæstning, men efter at have misbrugt den deltagelse forvalterens familie viste ham, blev han 1843 indsat i Stokhuset i Kbh. 1854 blev han benådet pga. sin indsats som sygepasser i fængslet under koleraen 1853. (Thomas Overskou: “Af mit Liv og min Tid”, udg. af Robert Neiiendam, II, 1962, 170, 227f.).

[18] Det kgl. Hofteater på Christiansborg (nu Teatermuseet).

[19] rådhuset, hvor politiet også holdt til.

[20] John Erik Leerbech (1805-60); cand. jur. 1830; kopist ved Kbh.s politiret; fungerende politiadjudant 1832; vægterløjtnant 1841; fuldmægtig ved Kbh.s politiret 1841; inspektør ved Det slesvigske Gendarmeri 1851-58.

[21] jf. brev til Henriette Wulff 16.3.1835: “Ingeborg Drevsen har havdt Kopper i næsten 7 Uger, Lægen havde opgivet hende, hun leed meget, alle Negle gaae af Hænder og Fødder, hun bliver koparet. Næsen er endnu rød og fæl; Gud skee Lov hun lever. Alle som komme til hende endnu have ladet sig vaxinere af Frygt for Smitte; jeg allene ikke, jeg bryder mig ikke om Smitte eller Død” (BHW I 216, se også BHH 109f.).

[22] Frederikke Lovise Müffelmann, f. Wahlmann (1786-1835), enke efter pakhusforvalter M., døde 22.1. af “Brystkrampe” og blev begravet på St. Petri Kirkegård. Hun boede if. Vejviseren for 1835 Vestergade nr. 52. A havde stiftet bekendtskab med fru Müffelmann gennem hendes søster, Martha Wilhelmine Wahlmann, der havde været i huset hos Meislings i Slagelse, medens A gik i skole dér (MLE I 407). Scenen med fejringen af fuglens fødselsdag benyttede A senere i “Lykkens Kalosker” (Eventyr I 233).

[23] uvist hvem der hentydes til.

[24] Chr. Molbech havde i “Maanedsskrift for Litteratur”, XII, 1834, 226-41 skrevet en meget kritisk anmeldelse af Hauchs anonymt udgivne historiske roman “Vilhelm Zabern”. Hauch besvarede kritikken i sit eget navn i “Kjøbenhavnsposten” Nr. 211-213, 1834 (brudstykker gengivet i Morten Borup: “Christian Molbech”, 1954, 269ff.) og skrev bl.a.: “Der gives overhovedet Mennesker, der ere afstumpede for Alt i Livet, ja der pines af en bestandig Begierlighed efter at ærgre og kiede sig; disse ere allermindst af Alle skikkede til at være Recensentere”. Som svar udsendte Molbech pjecen “Kritiske Epistler til Vilhelm Zaberns Forfatter” (1835). Heri hedder det: “Jeg seer vel, det er atter mig, De tænker Dem ved et saadant forunderligt Dyr - skiøndt jeg, Himlen skee Tak, endnu ikke er a f s t u m p e t paa noget Lem” (20) og “Det er nu engang min Natur, at i Poesien giør det Falske, det Affecterede, det i Ansigtets Sved Efterjagede og aldrig Opnaaede, det maniererede, Halsen brækkende Komiske, det hule, svulstige Tragiske, og enhver forskruet, forskaaret, paa Hoved, Arme eller Been “a f s t u m p e t”, ligesom enhver tom og væsenløs Pap-Carricatur, som man vil indsmugle i et Drama eller en Roman, og der lade gaae og gielde for en virkelig, levende Charakteer - samme Virkning paa mig, som i det physiske Liv et Qvalmemiddel” (35; her cit. efter Morten Borup:”Christian Molbech”, 1954, 271).

[25] “Zuleimas Flugt. En poetisk Fortælling.” Jf. brev til Henriette Wulff 16.3.1835: “Vor berømte Landsmand Paludan Müller [...] har givet os et nyt Digt: Zuleimas Flugt, det er nydelige Vers, og jeg anseer det for det meest poetiske af ham, men dog for mislykket, det gjør ikke almindelig Lykke” (BHW I 211).

[26] “De italienske Røvere”, tragisk drama i fem akter af Oehlenschläger, skrevet 1834, opført 1. gang på Det kgl. Teater 28.2.1835; henlagt efter 5 forestillinger (Overskou V 226). Jf. brev til Henriette Wulff 16.3.1835: “[Oehl.s.] Røvere i Terracina har jeg seet, der blev hysset af den og det var efter Fortjeneste, det er noget elendigt Tøi, efter den at dømme har han hverken været i Italien eller nogensinde været Digter og dog ere jo begge Dele uomtvistelige Sandheder” (BHW I 211; se også ib. III 76 og BHH 111).

[27] “Igaar og Idag, eller et Eventyr paa Heden.” Originalt lystspil med sang i 3 akter af Sille Beyer (1803-61). Musikken af I.F. Bredal. Opført 1. gang på det kgl. Teater 2.5.1835. Jf. Overskou V 227: “Der hørtes allerede ved første Forestilling et Par Piber og ved den anden faldt det totalt, tildeels som en Følge af at det i Handling virkelig var særdeles udramatisk og i Charakterer og Dialog meget kjedsommeligt; deels fordi det var bekjendt, at Molbech antog sig dette forfeilede Arbeide med en langt mere levende Interesse, end han pleiede at vise Stykker af æsthetisk Værd.” Jf. i øvrigt BfA I 306f.

Noter til brev nr. 136:

[1] Coll.Brevs. XII (KB). Trykt i BHW I 208-210.

[2] i Grækenland berømt som det paradisiske land, hvor fred og uskyld havde hjemme.

[3] vække forhåbninger uden at opfylde dem; se i øvrigt brev 134.

[4] se BHW I 205.

[5] 9.3.1835. Sml. brev 129 ovenfor.

[6] behager.

[7] søndag 15.3. så hun Colosseum i måneskin. “Tydskerne sang smukt, og Ole Bull spilte kunstigt havde han haft tact for at spille noget simpelt kunde det have været dejligt” (H. W.s dagbog 17.3.1835).

[8] ufordærvet, uskyldig, naturlig.

[9] 17.2. noterer hun i sin dagbog, at hun nu har set “den skjønneste Bygning der existerer i Verden, Sn Pietro”.

[10] Fontana Paola på Gianicolo.

[11] Frederik Fiedler (1806-80), cand.jur.; volontør i Danske Kancelli, senere justitiarius i Overretten. A kendte Fiedler, der var Carl Baggers skolekammerat og tilkommende svoger,fra sin skoletid i Slagelse. På hjemrejsen havde A truffet Fiedler i Berlin og 24.7.1834 spist middag sammen med ham, Zeuthen, Feddersen og flere danske (Dagbøger I 506). Fiedler havde fra 1831 indtil sin rejses begyndelse i 1834 boet sammen med Carl Bagger, der dengang studerede jura, og som han forgæves søgte at holde til studierne (“Carl Baggers samlede Værker”, II, 1867, S. XXIX og XXXIV).

[12] vistnok cand. phil. Jacob Philipsen (1808-48); tilhørte en rig og anset jødisk silke- og klædekræmmerfamilie fra Pilestræde; var et fremtrædende medlem af Studenterforeningen, hvor han sluttede sig til en kreds, der bl.a. talte Edvard Collin, Chr. Winther og Hertz. Han spillede med i flere studenterkomedier bl.a. i Fr. Fabricius’ “Aëronauterne eller Vrøvlereisen” (1836) (H. C. A. Lund: “Studenterforeningens Historie 1820-1870”, I, 267-68; “Studenterkomedier” udg. af Axel Sørensen, 1904, 7; BfA I 63 og 377). Efter faderens død 1831 bestemte Philipsen, der hidtil havde studeret jura, sig for landvæsenet, “i hvilket Øjemed han i de følgende Aar opholdt sig paa forskjellige Avlsgaarde i Sjælland; foretog sig 1834-36 en Reise gjennem Tydskland, Holland, Frankrige, Italien og England, for at gjøre sig bekjendt med Landoekonomiens Tilstand i disse Lande, og tillige at udvide sine Kundskaber i de levende Sprog” (Erslews Forfatter-Lexicon, Supplement, II, 1864, 669). 1838 volontør ved Det Kongelige Bibliotek ,1842 amanuensis smst.; samlede materialer til en Holbergbibliografi, men fik kun udgivet et prøvehæfte (1847); gjorde 1848 frivillig tjeneste som feltkasserer ved Nørrejydske Armékorps’ intendantur; søgte efter felttoget sin afsked pga af svagelighed og døde 9.10.1848 i Horsens.

[13] arkitekten Gottlieb Bindesbøll (1800-56), Thorvaldsens Museums bygmester, var på Kunstakademiets stipendium 1834-38 på en længere studierejse til Italien og Grækenland.

[14] Villa Doria Pamphilis udenfor Porta San Pancrazio.

[15] se BHW I 106 og 108.

Noter til brev nr. 137:

[1] Trykt i BHH 107-111.

[2] “Søndagsblad” 1835 indeholder s. 143 af Henriette Hanck “Poesiens Toner”, der består af flg. vers: “Natur”, “Kjærlighed”, “Haab”, “Længsel”, “Phantasi”, “Vid”, “Erindring”.

[3] “Improvisatoren” udkom under titlen “Jugendleben und Träumen eines italienischen Dichters” oversat af Laurids Kruse i Hamborg 1835.

[4] hvad præcist der hentydes til er usikkert. Som nævnt i brev 135 havde A planer om en roman om “Den fattige Dreng paa Frankerigs Throne”, der imidlertid aldrig blev til noget. Det samme gælder ideen til en roman med titlen “Skiftingen”, han omtalter i brev 139 nedenfor. Der kan dog også være tale om “O.T.” (jf. BHH 112 note 2), jf. imidlertid R&R II XIVf.

[5] Catharina Bügel, f. Adzer (1767-1845), enke efter grosserer, etatsråd C.P. Bügel (1759-1817). Hun var en stor beundrer af A.s digtning og overvældede ham med gaver og opmærksomhed, ligesom han en periode spiste til middag hos hende hver mandag og torsdag (BHH 239). Fru Bügel var imidlertid meget lunefuld, og allerede 16.3.1835 skriver A til Henriette Wulff: “Den gamle Dame havde kastet sin Godhed paa mig, og overvælder mig med Artigheder, Gud veed hvorlænge det varer, for det er Lune” (BHW I 212). Bortset fra at A efterhånden blev træt af hendes ekscentriske væsen, kom det derfor ikke bag på ham, da hun i november 1839 i bogstaveligste forstand sendte ham et opsigelsesbrev (se BIngemann I 164f.). A brugte hende i øvrigt senere som model til den gamle baronesse i “De to Baronesser”.

[6] “Varulven, Den levende Døde, Corsicaneren, tre Fortællinger”(1835).

[7] Christiane Holst (1816-41); debuterede 17.3.1835. Hun blev 1839 gift med skuespilleren Ludvig Phister.

[8] “De italienske Røvere”, tragisk drama i fem akter af Oehlenschläger, skrevet 1834, opført 1. gang på Det kgl. Teater 28.2.1835; henlagt efter 5 forestillinger (Overskou V 226). Jf. brev til Henriette Wulff 16.3.1835: “[Oehl.s.] Røvere i Terracina har jeg seet, der blev hysset af den og det var efter Fortjeneste, det er noget elendigt Tøi, efter den at dømme har han hverken været i Italien eller nogensinde været Digter og dog ere jo begge Dele uomtvistelige Sandheder” (BHW I 211; se også ib. III 76 og BHH 111).

[9] Christian Faaborg (1811-57), operasanger; debuterede 16.5.1835 på Det kgl. Teater; afsked 1850; klasselotterikollektør 1851; kammerassessor 1855. Jf. Overskou: “Hans for en Theaterelsker ikke heldige Udvortes kunde kun gjøre ham skikket for Syngespillets Helteroller, og selv dem kunde han kun sjeldent gjøre sig klædelige, da han ikke blot savnede Fremstillingstalent og udtrykte Lidenskaber mere med convulsiv Heftighed, end med Varme, men ogsaa virkede stødende ved en Ubehændighed, som han ikke omhyggeligt nok søgte at afvænne sig. Han fik kun faa Roller, hvori Publikum oversaae Manglerne i hans Spil paa Grund af en ypperlig Sangudførelse” (IV 221).

[10] Ludvig Læssøe (1808-78); i BHH 112 fejlagtigt identificeret med Niels Frederik Læssøe (1775-1831), g.m. Signe L.

[11] 2.4.1835 blev der afholdt auktion over overlærer ved Odense Katedralskole Mathias Vilh. Brohms (1779-1834) bogsamling.

Noter til brev nr. 138:

[1] Trykt i BfA I 294-295.

[2] 30.3.

Noter til brev nr. 139:

[1] Coll. Brevs. XVII (KB). Trykt efter koncept i BfA I 296-297.

[2] udkom 8.5.1835.

[3] romanen blev aldrig til noget.

Noter til brev nr. 140:

[1] Coll. Brevs. IX (KB). Trykt i BIngemann I 106-107.Dateringen er foretaget ud fra oplysningen om modtagelsen af “Improvisatoren” 26.4. sammenholdt med oplysninger i brev fra A til C.H. Lorenzen 15.5.1835: “Med “Improvisatoren” var Reitzel [...] ikke, som han burde; jeg gav ham Exemplaret til Ingemann den 8de April, og han lovede med Haand og Ord, at den næste Aften skulde det være i Sorø - ellers havde jeg selv besørget det - og saa fik Ingemann den først 14 Dage efter” (BfA I 306).

[2] trykt i BIngemann I 105f.

[3] Anden Del, Kap. XII (R&R I 285-94).

[4] Anden Del, Kap. XIV (R&R I 312ff.).

[5] Anden Del, Kap. VII (R&R I 232ff.).

[6] lat.: folkeyndest, popularitet; et af I.s yndlingsudtryk.

[7] Første Del, Kap. VIII (R&R I 75) og Anden Del, Kap. IX (ib. 250).

[8] i det hele taget, overhovedet.

Noter til brev nr. 141:

[1] Holger Laage-Petersens Samling (KB). Trykt i BHW I 217-219.

[2] skal være: Bellona. Fregatten Bellona afsejlede 7.5.1835; den skulle afhente 45 kasser med Thorvaldsens arbejder i Livorno, hvor fem passagerer kom ombord 7.7., nemlig Peter og Henriette Wulff, Ludvig Bødtcher, sekondløjtnant i Søetaten F. Paludan og epigrafikeren Olaus Chr. Kellermann. 27.8. var de tilbage i Kbh. Se i øvrigt A. G. Drachmann: “Min Rejse gennem Livet” (“Svundne Tider” udg. af Carl Dumreicher, H. G. Olrik og H. Topsøe-Jensen. I), I, 1942, 92-114.

[3] operasangeren Julius Schwartzen (1802-75).

[4] solodanserinden Andrea Kretzmer, f. Møller (1811-89).

[5] se brev 140 ovenfor.

[6] “Søndagsblad” Nr. 16 , 19.4.1835, 254. Forfatteren var Carl Bagger. Se MLE I 193-94.

[7] Thomasine Gyllembourg-Ehrensvärd, f. Buntzen (1773-1856).

[8] Jules Janin (1804-74), fransk romanforfatter og journalist.Han var ikke alene kendt for sine spirituelle og pikante causerier, der blev efterlignet både i og udenfor Frankrig, men han skrev også rejseskildringer. 28.10.1836 skriver A til Henriette Hanck i forbindelse med arbejdet på “Kun en Spillemand”: ““Det er dog mærkværdigt”, sagde Jette Wulff da jeg læste hende sidste Capitel af første [Del] hvor De har meget tilfælles med Jules Janin, hans sidste Roman er et [Mester]værk og jeg synes at høre ham i Deres Roman! Vidste jeg nu ikke meget godt, at De slet ikke kan fransk vilde jeg sige: han har studeret Jules Janin, ligesom Hertz studerede Baggesen, men De er original, som Jules Janin og det forbauser mig at to Digtere, saa langt fra hinanden, ganske føle og tænke eens!”” (brev 183 nedenfor).

[9] “Improvisatoren”, Første Del, Kap. X-XI (R&R I 85-117).

[10] den italienske digter Dante Alighieri (1265-1321).

[11] den italienske tragediedigter Vittorio Alfieri (1749-1803).

[12] den italienske maler og billedhugger Michelangelo Buonarroti (1475-1564).

[13] Giardino di Boboli.

[14] ital.; ragazza: pige; ragazzo: dreng.

[15] italiensk fingerspil, “spillet saaledes, at de to spillende staar over for hinanden med Haanden lukket og i Ansigtshøjde; i et Nu og paa een Gang udstrækker de et vist Antal Fingre, Modparten skal da i Øjeblikket sige, hvor mange der var” (“Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udg. XVII, 1924,305).

[16] Jørgen Hansen Koch (1829-1919), søn af Ida og Jørgen Hansen Koch.

[17] “Eventyr fortalte for Børn”( udkom 8.5.1835), “Eventyr fortalte for Børn”, Andet Hæfte (udkom 16.12.1835) og “Liden Kirsten”. Se i øvrigt brev 144 nedenfor.

[18] Chr. Wulff, der var også var komponist, hørte til Weyses skole og var derfor modstander af den italienske opera (Rossini, Bellini og Donizetti), der var særdeles populær i hele Europa.

[19] den no. landskabsmaler Thomas Fearnley (1802-42).

[20] blandet sammen

[21] Chr. Wulff.

Noter til brev nr. 142:

[1] Trykt i BfA 303-304.

[2] skal være: Bellona. Fregatten Bellona afsejlede 7.5.1835; den skulle afhente 45 kasser med Thorvaldsens arbejder i Livorno, hvor fem passagerer kom ombord 7.7., nemlig Peter og Henriette Wulff, Ludvig Bødtcher, sekondløjtnant i Søetaten F. Paludan og epigrafikeren Olaus Chr. Kellermann. 27.8. var de tilbage i Kbh. Se i øvrigt A. G. Drachmann: “Min Rejse gennem Livet” (“Svundne Tider” udg. af Carl Dumreicher, H. G. Olrik og H. Topsøe-Jensen. I), I, 1942, 92-114.

[3] Chr. Wulff, der var også var komponist, hørte til Weyses skole og var derfor modstander af den italienske opera (Rossini, Bellini og Donizetti), der var særdeles populær i hele Europa.

[4] citatet er ikke fundet. Nærmest på A.s tankegang kommer Ordsprogenes Bog 5,18: “glæd dig over din ungdoms hustru”.

[5] chefen på Bellona kaptajn i Søetaten, senere kommandørkaptajn Louis de Coninck (1788-1840).

[6] uvist hvem der hentydes. If. H.Topsøe-Jensens “Person- og Værkregister til C.St. A. Bille og Nikolaj Bøghs Udgave af Breve til og fra H.C. Andersen”, 1978, muligvis maleren Sophus Schack (1811-64), der dog ikke som dér oplyst var landkadet, men siden 1828 premierløjtnant ved 2. jyske Infanteriregiment.

Noter til brev nr. 143:

[1] Trykt i BtA 416-418.

[2] “Maanedsskrift for Litteratur”, 12. Bind, 109ff. Forfatteren var den senere biskop D.G. Monrad.

[3] “Varulven, Den levende Døde, Corsicaneren, tre Fortællinger”(1835).

[4] Chr. Wilsters oversættelse af Homers Iliaden udkom i 1836.

Noter til brev nr. 144:

[1] Trykt i BJC I 120-121. Da brevet er uden underskrift, er der sandsynligvis tale om en koncept, men renskriften har sikkert på det nærmeste haft samme ordlyd.

[2] de små danske kolonier på Guldkysten (Christiansborg, Augustenborg og Fredensborg) i Afrika, som blev solgt til England i 1850. Pga. klimaet døde de fleste udsendte danske embedsmænd kort efter ankomsten.

[3] 28.10. “Festen paa Kenilworth” fik dog først premiere 6.1.1836.

[4] “Liden Kirsten. Syngestykke i to Acter med Ballet-Mellemact”. A fik ideen til stykket i Rom, Dagbøger 10.11.1833: “En Prindssesse blev gjort til Nonne; Bøtcher fortalte om en ung Pige han havde seet, hvorledes de lagde Liigklædet over hende og ringede med Klokkerne; jeg læste i Kjæmpeviserne og fandt her Leilighed til Lignende Situation for Scenen i Romanzen “Hrr Sverkel”, som jeg vil benytte til et Drama. Kjæmpeviserne er en Guldgrube af Sujets” (I 228f.). Efter hjemkomsten gik han i gang med arbejdet og 30.1.1835 blev det indleveret til Det kgl. Teater, hvor Molbech fandt, at teksten “i Sammenligning med ældre Sager af denne Forfatter - lider mindre af egenlig Smagløshed, men derimod endnu meer af Tomhed, Magerhed og dramatisk Fattigdom”. Han forkastede den dog ikke, men ønskede at komponisten, koncertmester Ivar Bredal (1800-64), der efterfølgende fik til opgave at arrangere musikken efter gamle folkemelodier, først blev hørt ang. tekstens musikalske brugbarhed. Medcensoren, C.L. Kirstein, var enig med Molbech om magerheden, men stykket blev dog antaget med teaterchefen Holsteins stemme (A&C 237f.). If. et brev til Henriette Wulff 16.3.1835 var det planen, at “Liden Kirsten” skulle opføres i april (BHW I 211), men af et brev til Jonas Collin 14.5.1835 (se brev 144 nedenfor) fremgår det, at Bredal ikke kunne være færdig med musikken før september . Herefter blev der stille omkring stykket til 1844, hvor A omarbejdede det 12.-16.2. (Almanakker 120). 25.8. s.å. påbegyndtes renskrivningen på Glorup (ib. 133). Kort efter blev det indsendt til Det kgl. Teater og antaget efter J.L. Heibergs censur 9.10. (A&C 368f.). Opgaven med at komponere musikken blev nu overdraget til J.P.E. Hartmann, der fik teksten 11.11.1844 (Almanakker 138). Endnu en gang trak arbejdet med musikken ud, men endelig 12.5.1846, medens A opholdt sig i udlandet fandt førsteopførelsen sted. (jf. MLE II 9-10; Hetsch 57-67 samt Inger Sørensen: “Hartmann. Et dansk komponistdynasti”, 1999, 215ff.).

[5] “En eneste Soldat, original dramatisk Situation i 1 Akt paa Vers”, som blev indsendt anonymt til Det kgl. Teater 1.5.1835. 18.5. hedder det i Chr. Molbechs censur: “Det Hele er ikke blot en Bagatel, men en flou Bagatel; og jeg mener, at vi maatte være meget forlegne, om vi skulde trænge til at opføre Stykker som dette.” Stykket blev forkastet (Gustav Hetsch: “H.C. Andersen og Musiken”, 1930, 40). A havde fået ideen til det 5.7.1834 under sit ophold i Wien: “fik Idee til “Tante og Broderdatter”, en Pendent til “der Soldat ganz allein”” (Dagbøger I 479). Efter forkastelsen omarbejdede han det og indsendte det under titlen “En rigtig Soldat, dramatisk Situation paa rimede Vers med Sange og Chor i een Act”, men det forkastedes igen (A&C 280f.), hvorefter A trykte det i “Tre Digtninger”, 1838, 53-88, der udkom 19.5.1838.

[6] “Eventyr fortalte for Børn”, Andet Hefte, der indeholdt “Tommelise”, “Den uartige Dreng” og “Reisekammeraten”, udkom 16.12.1835.

[7] se note 6 til brev 135 samt note 4 til brev 137 ovenfor.

[8] muligvis syngestykket “Renzos Bryllup”.

Noter til brev nr. 145:

[1] Coll. Brevs. XIII (KB). Trykt i BJC I 122.

Noter til brev nr. 146:

[1] Trykt i BfA I 304-307.

[2] se brev 143 ovenfor.

[3] “Igaar og Idag, eller et Eventyr paa Heden.” Originalt lystspil med sang i 3 akter af Sille Beyer (1803-61). Musikken af I.F. Bredal. Opført 1. gang på det kgl. Teater 2.5.1835. Jf. Overskou V 227: “Der hørtes allerede ved første Forestilling et Par Piber og ved den anden faldt det totalt, tildeels som en Følge af at det i Handling virkelig var særdeles udramatisk og i Charakterer og Dialog meget kjedsommeligt; deels fordi det var bekjendt, at Molbech antog sig dette forfeilede Arbeide med en langt mere levende Interesse, end han pleiede at vise Stykker af æsthetisk Værd.” Jf. i øvrigt BfA I 306f.

[4] den ty. forfatter A.E. Wollheim da Fonseca.

Noter til brev nr. 147:

[1] Coll. Brevs. XV-XVI (KB). Trykt i BEC I 223-227.

[2] hovedgård 14 km sydvest for Nyborg. Ejeren var Johanne Marie Lindegaard , f. Colding (1763-1838), enke efter justitsråd Salomon L. (1763-1825) (se Hans Henrik Jacobsen: “H.C. Andersen på Fyn 1819-75”, Odense 1968, 85ff. og Kai Uldall: “H.C. Andersen på Lykkesholm” i: “Kulturminder” Ny Række, Bd. IV, 1961, 145-210).

[3] maleren Constantin Hansen (A&C 271).

[4] (1625-99); blev, efter at et brev fra ham til en elskerinde, hvor han fortalte om dronning Sophie Amalies (1628-85) utroskab, kom myndighederne for øre, dømt til døden for majestætsfornærmelse. Da K.L. var flygtet til Sverige, blev dommen eksekveret in effigie 5.9.1661. Efter Sophie Amalies død fik K.L. lov at vende hjem. Han har i øvrigt aldrig ejet Lykkesholm, der på K.L.s tid var i slægten Sehesteds besiddelse (se P. Lindegaard: “Historiske Meddelelser over Lykkesholm”,1910).

[5] syngestykke til musik af Hérold, opført 1. gang på Det kgl. Teater 25.9.1830. A benyttede barcarolens melodi til en af sangene i “Skilles og mødes” (SS IX 183).

[6] J.L.s svigerdatter Frederikke Christiane, f. Ramshardt, datter af admiral Peder Ramshardt, havde tre ugifte søstre: Johanne Jakobe (1781-1852), Anna Elisabeth (1785-1868) og Christiane (1792-1843), sidstnævnte døde på Lykkesholm. Hvem af de tre, der menes her, kan ikke afgøres. Anna Elisabeth og Christiane R. boede 1835 i Kbh.; A var i de følgende år ofte gæst hos dem, hvor han læste sine nyeste arbejder op.

[7] den eng. romanforfatter Edward Bulwer-Lytton (1803-73).

[8] Oehlenschläger var 5.6.1835 rejst til Fyn efter indbydelse af prins Christian (VIII), der var guvernør over Fyn (jf. digtsamlingen “Fynsreisen”,1835).

[9] slaget på Rheden 2.4.1801.

[10] kar.viceadmiral F.C.Risbrich (1754-1835); han døde i øvrigt 28.9.1835. I slaget på Rheden havde han været chef for blokskibet Wagrien.

[11] Ida Hansen (1815-89), datter af prokurator Søren Hansen og Helene Marie f. Dall; S.H. var nu gift anden gang med fru Lindegaards datter Elise. Ida Hansen blev 1847 gift med hofjuvelerer Anton Michelsen (Eiler Nystrøm: “Guldsmed Anton Michelsen. Hans Virksomhed og Slægtskabskreds”,1909).

[12] den polske pianist Henri Louis Stanislaus Mortier de Fontaine (1816-83); var 1832 kommet fra Danzig (Gdansk) til Kbh., hvor den franske gesandt, de Montebello, havde taget sig af ham. På Fyn havde han givet flere koncerter og gæstet forskellige herregårde. 1836 blev han gift med en belgisk sangerinde Marie-Josine Vanderperren.

[13] allerede under sit ophold i Odense i sommeren 1830 havde A samlet optegnelser om spaniernes ophold på Fyn i 1808 med henblik på en roman (BEC I 52). Den blev imidlertid opgivet, og inspireret af Riborg Voigt-episoden kort efter skrev han dobbeltvaudevillerne “Spanierne i Odense” og “Fem og tyve Aar derefter” (MLE I 109), der i marts 1833 blev indleveret til Det kgl. Teater. Efter Molbechs meget skarpe censur, hvor de bl. a. blev kaldt et “umodent, ubearbeidet, i Charakteer usselt, i Dialog trivielt og i Diction mangengang pøbelagtigt-smagløst og lavt Product”, blev de forkastet 4.4.1833 (A&C 175-76). I november gik Jonas Collin på eget initiativ ind i sagen og skrev et brev til Molbech med henblik på en omstødelse af forkastelsen efter en evt. omarbejdelse. I et ret afdæmpet privatbrev stillede Molbech sig 16.11.1833 ikke helt afvisende, men foreslog Collin at høre Heibergs dom (A&C 213ff.). Det var sidstnævntes responsum af 23.11.1833, der angav mulighederne for en omarbejdelse, som inspirerede A til “Improvisatoren” (ib. 215- 21). Det var dog først under sit ophold på Lykkesholm og i Odense i 1835, A begyndte på en omarbejdelse, hvorefter vaudevillerne indleveredes som en dobbeltvaudeville til Det kgl. Teater 6.9.1835 under titlen “Skilles og mødes”. Efter Molbech og Kirsteins censur blev dobbeltvaudevillen antaget 9.11.1835. Efterfølgende forlangte Molbech og teaterchefen Holstein, at hovedtitlen skulle fjernes, og de to vaudeviller spilles som selvstændige stykker, dog altid ved samme forestilling. A fastholdt imidlertid hovedtitlen, men måtte acceptere, at de nok blev opført som een digtning, men altid med en ballet, der skulle spilles imellem de to afdelinger. “Skilles og mødes” opførtes 1. gang 16.4.1836, men gik kun 3 gange (Overskou V 261-63).

[14] Luis de Camões (1524-80), portugisisk digter, hvis hovedværk er eposet “Os Lusiadas” (1572); døde i beskedne kår i Lissabon, dog ikke af sult. På A.s tid var hans biografi stadig præget af legendeagtige historier bl. a. om hans indiske slave, der tiggede for sin herre. Camões omtales i “Ærens Tornevei” (Eventyr IV 60) og i “Et Besøg i Portugal” (SS VIII 507ff.), hvor A fortæller hans livshistorie og udtrykker sin skuffelse over, at slaven ikke kommer med på hans statue i Lissabon: “Jeg tænkte mig denne siddende paa Fodstykket, udstrækkende Haanden, som han i C a m o e n s´ Levetid sad her i Gaderne og tiggede til sin fattige, forladte Herre, der var nær ved at døe af Sult”.

[15] J. L. Heiberg var 1829 blev udnævnt til kongelig teaterdigter og oversætter, og var som sådan embedsmand under Molbech.

[16] i 1830 havde Carsten Hauch angrebet Heiberg og vaudevillerne i “Den babyloniske Taarnbygning i Mignature. Et Forsøg i den Aristophaniske Comoedie”, der førte til en litterær fejde mellem de to digtere. Heibergs indlæg fra “Kjøbenhavns flyvende Post” er optrykt i “Prosaiske Skrifter”, X, 1861, 39-153.

[17] sølle.

[18] “Kjøbenhavnsposten” stod på Hauchs side i striden 1830. Prøver på Heibergs polemik imod den findes i “Prosaiske Skrifter”, X, 1861, 397-498.

[19] i Hertz’ “Gjenganger-Breve”; i december 1830 udgav Henrik Hertz (1797/98 -1870) under pseudonymet “Knud Sjællandsfar” “Gjenganger-Breve eller poetiske Epistler fra Paradis”, hvori han i lighed med Jens Baggesen, der i 1807 havde udgivet “Gjengangeren og han selv, eller Baggesen over Baggesen”, betonede formens betydning og tog J.L. Heibergs parti i dennes debat med Oehlenschlägers tilhængere om form og indhold i digtningen. I øvrigt indeholdt “Gjenganger-Breve” også et angreb på A, der blev hånet som “denne Hellig Andersen, der rider / Berust af Phantasiens Øl / Paa Musens nattegamle Føl,/ Det slagelseske Krik med lamme Sider, / Mens Pøblen holder ham for en Prophet / Af en Poet” (33).

[20] snævrere.

[21] ved sommerforestillingerne på Det kgl. Teater i juni 1835 opførtes 13 nye stykker, alle franske; kun et enkelt af dem, Mélesville og Duveyriers vaudeville “Michel Perrin” indgik i det faste repertoire.

[22] Fregatten Bellona afsejlede 7.5.1835; den skulle afhente 45 kasser med Thorvaldsens arbejder i Livorno, hvor fem passagerer kom ombord 7.7., nemlig Peter og Henriette Wulff, Ludvig Bødtcher, sekondløjtnant i Søetaten F. Paludan og epigrafikeren Olaus Chr. Kellermann. 27.8. var de tilbage i Kbh. Se i øvrigt A. G. Drachmann: “Min Rejse gennem Livet” (“Svundne Tider” udg. af Carl Dumreicher, H. G. Olrik og H. Topsøe-Jensen. I), I, 1942, 92-114.

[23] Gottlieb Collin.

[24] grotten blev opdaget i 1826 af malerne Ernst Fries (1801-33) og August Kopisch (1799-1853). Sidstnævnte skildrede den 1839 i “Entdeckung der Blauen Grotte auf der Insel Capri”. Jf. i øvrigt “Improvisatoren”, Anden Del, Kap. VII (R&R I 230-36).

Noter til brev nr. 148:

[1] Coll. Brevs. XIII (KB). Trykt i BEC I 227-230.

[2] se brev 147.

[3] slå op.

[4] poet af græsk π ο ι ε ι υ, at gøre.

[5] spil med kugler, hvor een kugle kastes ud som mål, og man søger da at bringe de øvrige så nær som muligt.

[6] “Dansk Literatur-Tidende for 1835”, Nr. 17, 261-65, Nr. 18, 282-91; den er signeret E. 9 A. (uddrag trykt i A&C 248f.; sml. MLE I 197f.).

[7] anden del af anmeldelsen (i Nr. 18) bringer en meget rosende gennemgang af bogens handling; tilsidst (s. 290f.) anføres imidlertid en lang række italienske sprogfejl, hvoraf de værste er “et slaaende Beviis paa Hr. Andersens totale Ukyndighed i det italienske Sprog”; selv rettelserne bag i bogen er “næsten alle urigtige”. I de flg. udgaver rettede A disse fejl.

Noter til brev nr. 149:

[1] Coll. Brevs. XV-XVI (KB). Trykt i BEC I 230-236.

[2] se nr. 148.

[3] gardinerne omkring himmelseng.

[4] frygtelig.

[5] benklæderne.

[6] i den Collinske familie anførte man vendingen “n’est pas” i betydningen: “ikke sandt!” som en prøve på A.s franskkundskaber (Stampe 31).

[7] Antonios beskytterinde, den gamle Eccellenzas datter. A har benyttet visse træk af fru Wulff til skildringen, hvorimod hun slet ikke ligner Henriette Collin d.æ.

[8] “Conferentsraad Collin og hans fortræffelige Hustru, i hvem jeg fandt Forældre, deres Børn, i hvem jeg fandt Sødskende, Hjemmets Hjem, bringer jeg, med sønligt og broderligt Hjerte, dette, det Bedste jeg eier. Forfatteren.”

[9] A brugte 1860 scenen i “Deilig!” ( Eventyr III 163).

[10] 22.6.1835 (trykt i uddrag i A&C 244-45, men fejlagtigt af Collin henført til 1836).

[11] E. Bulwer-Lytton udgav 1835 en række essays, der tidligere havde været trykt i “The New Monthly Magazine”, i to bind under titlen “The Student, a series of papers”. En dansk oversættelse ved J. C.Magnus udkom først 1837.

[12] digtet “Zuleimas Flugt. En Fortælling” var udkommet februar 1835.

[13] “Derfor, endskiøndt vi ikke tage i Betænkning at foretrække Improvisatoren for Corinna, som Roman betragtet, kunne vi dog ikke nægte, at Antonio, trods sin høist poetiske Natur, dog ikke forekommer os at være nogen sand i t a l i e n s k Charakteer” (“Dansk Literatur- Tidende for 1835”, Nr. 17, 263).

[14] i “Improvisatoren”, Første Del, Kap.VII, hvor Antonio skildrer sin begejstring for Dantes “Divina Commedia”, gengiver A i originaludgaven (I, 89) indskriften over porten til Helvede (Inferno III, 1-6) således:

”Igjennem mig man gaaer til Smertens Stad,
Igjennem mig til Smertens evige Væren,
Igjennem mig til de Forbandede.
Retfærdighed drev ham, der har mig bygget,
Almagt, Urkjærlighed, Alvidenhed,
De have grundet disse mine Mure.”

Anmelderen i “Dansk Literatur-Tidende” påtaler s. 284-85 denne oversættelse, meddeler den italienske tekst og tilføjer: “Ordret oversat, og uden Hensyn til Metrum, hedder det paa Dansk:

Giennem mig gaaer man ind i den sørgende Stad,
Giennem mig gaaer man ind til den evige Smerte,
Giennem mig gaaer man ind blandt det fortabte Folk.
Retfærdighed bevægede min høie Skaber,
Mig skabte den guddommelige Magt,
Den største Viisdom og den første Kiærlighed.”

På denne baggrund ændrede A stedet saaledes i 2. udgave 1837,I,84 (R&R I 64):

“Igjennem mig man gaaer til Sorgens Stad,
Igjennem mig ind til en evig Smerte,
Igjennem mig til det fortabte Folk.
Retfærdighed drev ham, min høie Skaber,
Mig skabte den guddommelige Magt,
Den største Viisdom og Urkjærligheden.”

[15] Christian Winthers “Nogle Digte” (1835) blev anmeldt i “Dansk Literatur-Tidende”, Nr. 16, 245-51, og Nr. 17, 265-75 under Mærket B-q (dvs. Chr. Wilster).

[16] god, rimelig.

[17] “Kjøbenhavnsposten”, Nr. 159-60, 7.-8.7.1835. Indlægget var af Chr. Winthers halvbroder Poul Martin Møller.

[18] Molbechs navn nævnes ikke, men i indledningen karakteriseres kritikere i almindelighed som mennesker, der “tiltage sig [...] en beskikket Dommers hele Myndighed og overordnede Stilling til Forfatteren”, hvem “Erfaringen har lært [...] at de uden Straf kunne bruge deres selvtagne Myndighed med den ønskeligste Vilkaarlighed”. Den værste frugt af “disse for Recensenter altfor gunstige Forhold er ikke den aabenbar uretfærdige Dom [...] langt mere fordærvelig i sine Følger er den Kritik, der med Miner af Upartiskhed tildeler et fortrinligt Arbeide baade Roes og Dadel, men saaledes, at en virkelig eller digtet Skyggeside derved fremhæves med Forkjærlighed, medens dets virkelige Fortjenester let berøres og med Flid trænges i Baggrunden”. Om striden, hvori bl.a. også D.G. Monrad deltog, se Nicolaj Bøgh: “Christian Winther”, II, 1900, 321-55. A.s sympati var i øvrigt på Wilsters side mod Poul Martin Møller ( ib. 352).

[19] sognepræst i Kværndrup Jørgen Alexander Lassen (1800-88), g. 1826 med Laurine Lind.

[20] Jacob Saxtorph (1771-1850); lektiehører ved Roskilde Katedralskole 1789; skoleembedseksamen 1795; lærer ved Blaagaard Seminarium 1799; rektor ved Odense Katedralskole 1818-43. Titulær professor 1807.

[21] i “Improvisatoren”, Første Del, Kap. VIII, siger Bernardo til Antonio: “ i de første Dage, jeg var kommet ud af Skolen, havde jeg ogsaa noget af disse Klosterbegreber, men jeg var klog nok til ikke at lade mine nye Kammerater mærke det, jeg fulgte med dem, mit Kjød og Blod, mit hele egentlige Jeg bæved af Livslyst, og jeg fulgte denne Drift, thi den var stærkest; men jeg følte ogsaa en hæslig, ond Stemme inden i mig, det var den propagandiske Klostertugt og den sidste Rest af Barnagtigheden, der sagde: Du er ikke længer uskyldig som Barnet! siden har jeg leet deraf, nu forstaaer jeg det bedre! jeg er Mand, Barnet er rystet af Ærmet! det var det, som græd, da det mistede sin Villie!” (R&R I 77).

[22] Fritz Petzholdt.

[23] Fregatten Bellona afsejlede 7.5.1835; den skulle afhente 45 kasser med Thorvaldsens arbejder i Livorno, hvor fem passagerer kom ombord 7.7., nemlig Peter og Henriette Wulff, Ludvig Bødtcher, sekondløjtnant i Søetaten F. Paludan og epigrafikeren Olaus Chr. Kellermann. 27.8. var de tilbage i Kbh. Se i øvrigt A. G. Drachmann: “Min Rejse gennem Livet” (“Svundne Tider” udg. af Carl Dumreicher, H. G. Olrik og H. Topsøe-Jensen. I), I, 1942, 92-114.

[24] Augusta Collin; Hjalmar Collin var født 18.7.1834.

[25] Henriette Collin d.æ. var meget døv. “Som Følge af hendes Døvhed havde hun stedse beskjæftiget sig en stor Deel af Dagen med at læse, men kun Romaner, Noveller og sligt; og da hun blot læste Dansk, samt hurtigt slugte en Bog, var det ikke altid let at skaffe hende Lekture” (Stampe 52).

Noter til brev nr. 150:

[1] Coll. Brevs. XVII (KB). Trykt i BIngemann I 110-111.

[2] synes ikke bevaret, men i MLE I 195 hedder det: “Mange, som før havde været mine Modstandere, skiftede nu Mening, og mellem disse vandt jeg Een, som jeg tør troe, for hele Livet. Det var Digteren Hauch [...] nu havde han læst “Improvisatoren” og fornam, at der var Poesie og Dybde hos mig, som han ikke havde troet; han følte, at noget Bedre rørte sig i mig, end han havde tænkt, og det var ham derfor naturligt, at han strax skrev mig et hjerteligt Brev til, sagde, at han havde gjort mig Uret, rakte mig Haanden til Forsoning, og fra den Tid bleve vi Venner.”

[3] “Improvisatoren”.

Noter til brev nr. 151:

[1] Coll. Brevs. XV-XVI (KB). Trykt i BEC I 238-239.

[2] fyrste. A stavede altid ordet med ø ud fra betragtningen, at en fyrste var den første i staten.

[3] baron Vilhelm i “O.T.”, hvis første del i øvrigt bl.a. er inspireret af A.s ophold på Lykkesholm. Romanen blev skrevet i efteråret 1835 og skulle oprindelig have heddet “De to Studenter eller Kjøbenhavn og Provindserne” (jf. brev 156 og 157 nedenfor). 19.1. 1836 kunne han meddele Henriette Hanck, at den var færdig (brev 159 nedenfor) og 8.3., at den var under trykning (BHH 131). “O.T.” udkom 21.4.1836.

[4] stemmer ikke med “O. T.” i den endelige udformning. Formodentlig har A oprindeligt villet lade Vilhelm såre Otto ved at afslå hans bøn om at drikke dus med ham, således som Edvard Collin sårede A ved at afslå hans bøn om blive dus i 1831. Dette ændres således, at Vilhelm netop går ind på Ottos anmodning, men at denne selv føler sig så trykket ved dusbroderskabet, at vennerne bliver De’s igen.

[5] Edvard Collin var på ferie hos Bangs på Nørager.

[6] Fregatten Bellona afsejlede 7.5.1835; den skulle afhente 45 kasser med Thorvaldsens arbejder i Livorno, hvor fem passagerer kom ombord 7.7., nemlig Peter og Henriette Wulff, Ludvig Bødtcher, sekondløjtnant i Søetaten F. Paludan og epigrafikeren Olaus Chr. Kellermann. 27.8. var de tilbage i Kbh. Se i øvrigt A. G. Drachmann: “Min Rejse gennem Livet” (“Svundne Tider” udg. af Carl Dumreicher, H. G. Olrik og H. Topsøe-Jensen. I), I, 1942, 92-114.

[7] komponisten, kapelmester Claus Schall var død 10.8.1835; ved sørgefesten på Det kgl. Teater 3.9. opførtes Oehlenschlägers forspil “Schalls Minde”, Schalls ouverture til balletten “Lagertha” og Méhuls opera “Joseph og hans Brødre”.

[8] den no. digter J.S. Welhaven (1807-73).

[9] dat. 25.8.1835 (BtA 185-88); her findes de i det følgende opregnede eksempler på digtermiskendelse.

[10] (ca. 125-85 e.Kr.),gr. forfatter.

[11] familien Collins landsted på Østerbro.

Noter til brev nr. 152:

[1] Trykt i C.L.N. Mynster (udg.): “Breve fra og til F.C. Sibbern” II, 1866, 188-189.

[2] erobring, vinding.

[3] allusion til Adam Oehlenschläger: “Aladdin”, Anden Act, En skiøn Plads (“Poetiske Skrifter” udg. af F.L. Liebenberg, I, 1857, 134f.)

[4] Tredie Act, Et prægtigt Marmorbad (ib. 190-95).

[5] lat.: gå bort, thi også her er guder! dvs. hvor godtfolk er, kommer godtfolk til. Omdannelse af den rom. litterat Aulus Gellius’ (ca. 130 e.Kr.): “Introite, nam et heic Dii sunt” ( Træd ind, thi også her er guder!).Sætningen kan føres tilbage til Aristoteles (384-322 f.Kr.), der citerer Herakleitos ( ca. 540-475 f.Kr.) for den, da han engang varmede sig i en bageovn, og nogle kikkede ind til ham. Sætningen er i øvrigt kendt, fordi den ty. digter G.E. Lessing (1729-81) brugte den som motto til skuespillet “Nathan der Weise” (1779).

Noter til brev nr. 153:

[1] Trykt i BfA I 309-310.

[2] nr. 152.

Noter til brev nr. 154:

[1] Coll. Brevs. XV (KB). Trykt i BJC I 123.

Noter til brev nr. 155:

[1] Trykt i BtA 188-190.

[2] ordsprogsagtig, kort, fyndig.

Noter til brev nr. 156:

[1] Trykt i BHH 116-119.

[2] baron Vilhelm i “O.T.”, hvis første del i øvrigt bl.a. er inspireret af A.s ophold på Lykkesholm. Romanen blev skrevet i efteråret 1835 og skulle oprindelig have heddet “De to Studenter eller Kjøbenhavn og Provindserne” (jf. brev 156 og 157 nedenfor). 19.1. 1836 kunne han meddele Henriette Hanck, at den var færdig (brev 159 nedenfor) og 8.3., at den var under trykning (BHH 131). “O.T.” udkom 21.4.1836.

[3] Wulf Salomon (ca. 1770-1842), brygger og kornhandler, gift med Sara, f. Oppenheim (1786-1858). A havde gjort bekendtskab med sønnen, stud.theol. Victor Salomon (1807-75) på dampskibet til Lübeck (Dagbøger I 119). Betty og Hanne Salomons (1809-1900) fader købmand Juda Salomon (død 1824) var født i Hamborg.

[4] i sin anmeldelse af “Bruden fra Lammermoor” og “Ravnen” omtaler Chr. Wilster A som “en ung Digter, der engang vakte gode Forhaabninger” ( “Maanedsskrift for Litteratur”, IX, 1833, 193).

[5] J.P. Mynster (1775-1854), cand.theol. 1794; efter en årrække som huslærer for grev A.W. Moltke på Bregentved sognepræst i Spjellerup og Smerup 1801. 1811 præst ved Vor Frue Kirke i Kbh., 1826 hofprædikant, 1828 kgl. konfessionarius og 1834 biskop over Sjællands Stift. Foruden talrige tillidshverv også fra 1817 medlem af Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler.

[6] allerede under sit ophold i Odense i sommeren 1830 havde A samlet optegnelser om spaniernes ophold på Fyn i 1808 med henblik på en roman (BEC I 52). Den blev imidlertid opgivet, og inspireret af Riborg Voigt-episoden kort efter skrev han dobbeltvaudevillerne “Spanierne i Odense” og “Fem og tyve Aar derefter” (MLE I 109), der i marts 1833 blev indleveret til Det kgl. Teater. Efter Molbechs meget skarpe censur, hvor de bl. a. blev kaldt et “umodent, ubearbeidet, i Charakteer usselt, i Dialog trivielt og i Diction mangengang pøbelagtigt-smagløst og lavt Product”, blev de forkastet 4.4.1833 (A&C 175-76). I november gik Jonas Collin på eget initiativ ind i sagen og skrev et brev til Molbech med henblik på en omstødelse af forkastelsen efter en evt. omarbejdelse. I et ret afdæmpet privatbrev stillede Molbech sig 16.11.1833 ikke helt afvisende, men foreslog Collin at høre Heibergs dom (A&C 213ff.). Det var sidstnævntes responsum af 23.11.1833, der angav mulighederne for en omarbejdelse, som inspirerede A til “Improvisatoren” (ib. 215- 21). Det var dog først under sit ophold på Lykkesholm og i Odense i 1835, A begyndte på en omarbejdelse, hvorefter vaudevillerne indleveredes som en dobbeltvaudeville til Det kgl. Teater 6.9.1835 under titlen “Skilles og mødes”. Efter Molbech og Kirsteins censur blev dobbeltvaudevillen antaget 9.11.1835. Efterfølgende forlangte Molbech og teaterchefen Holstein, at hovedtitlen skulle fjernes, og de to vaudeviller spilles som selvstændige stykker, dog altid ved samme forestilling. A fastholdt imidlertid hovedtitlen, men måtte acceptere, at de nok blev opført som een digtning, men altid med en ballet, der skulle spilles imellem de to afdelinger. “Skilles og mødes” opførtes 1. gang 16.4.1836, men gik kun 3 gange (Overskou V 261-63).

[7] i foråret 1832 opfordrede Weyse A til at bearbejde Walter Scotts “Kenilworth” som operatekst. Han gik straks i gang og udarbejdede en plan, som Weyse accepterede. Arbejdet gik hurtigt. 28.5.1832 meddeler han Henriette Hanck rollelisten (BHH 49), men if. MLE I 116f. var han dog ved at opgive pga. kritik fra forskellig side. Efter opmuntring fra Weyse fuldførte han imidlertid arbejdet, og 22.6.1832 blev det indsendt til Det kgl. Teater. Censorerne kunne ikke umiddelbart gå ind for dets antagelse (Hetsch 22-23), og i en skrivelse fra direktionen 8.9.1832 blev A anmodet om at omarbejde stykket samt indlevere det i en god og læselig afskrift (BtA 516). I marts 1833 blev den omarbejdede tekst antaget (BHH 65), og Weyse gik i gang med at komponere musikken. Det viste sig hurtigt, at han ikke var tilfreds med teksten, jf. udateret brev fra Weyse (BtA 558) samt brev fra A til Thomas Overskou 8.1.1836: “efterhaanden fik han den [eller den] Idee, som maatte anbringes, og jeg havde nu fuldt og fast bestemt ganske at føie ham i Alt; for her var han Mesteren, jeg kun Svenden, som byggede Stilladset” (BfA I 318). Under A.s store udenlandsrejse foretog Weyse ændringerne dels på egen hånd dels med hjælp fra A.s studenterkammerat, digteren F. J. Hansen, ikke alle til tekstens fordel eller A.s tilfredshed (jf. MLE I 117, Hetsch 26). De mange ændringer og andre opgaver forsinkede arbejdet, men 16.3.1835 skriver A til Henriette Wulff: “Weyse er i Slutningen af Kenilworth” (BHW 1211). Operaen kom imidlertid først til opførelse 6.1.1836 og blev spillet i alt 7 gange, sidste gang 24.9. 1836. Trods kritik “vandt ethvert Nummer meget Bifald og Optagelsen var glimrende” (Overskou V 258). Netop pga. ændringerne lod A kun sangene i stykket trykke (udkom 12.1.1836). Først i “Samlede Skrifter” 32. Bind (udkom 30.11.1876) blev stykket trykt i sin helhed, efter at A i vinteren 1875 havde omarbejdet prosadialogen til 5-fodede jamber til brug for et klaverudtog, som Samfundet til Udgivelse af dansk Musik forberedte af operaen (BHW III 21f.). Se i øvrigt Carl Thrane: “Weyses Minde”, 1916, 40-42, Hetsch 20-32.

[8] “Debatten i Politievennen”. Vaudeville i to Acter, opført 1. gang på Det kgl. Teater 3. 12. 1835.

[9] Ferdinand Lindgreen kom ikke til at medvirke i “Debatten i Politievennen”.

[10] tragedien “Sokrates” opførtes 1. gang på Det kgl. Teater 16.12.1835, men opnåede kun i alt 3 forestillinger.

[11] “Eventyr, fortalte for Børn”, Andet Hefte, der indeholdt “Tommelise”, “Den uartige Dreng” og Reisekammeraten” udkom 16.12.1835.

[12] “Sangene i Festen paa Kenilworth, romantisk Syngestykke i tre Acter af H.C. Andersen” udkom 12.1.1836.

[13] snurrigt, pudsigt.

[14] under sit ophold i Wien fik A 5.7.1834 “Idee til “Tante og Broderdatter”, en Pendent til “der Soldat ganz alein”” (Dagbøger I 479), og 1.5.1835 indleverede han anonymt “En eneste Soldat”, original dramatisk situation i 1 akt på vers til Det kgl. Teater. 18.5. skrev Molbech bl.a. i sin censur: “Det Hele er ikke blot en Bagatel, men en flou Bagatel; og jeg mener, vi maatte være meget forlegne, om vi skulde trænge til at opføre Stykker som dette.” Kirstein erklærede sig “Aldeles enig” 21.5., og stykket blev forkastet (G. Hetsch: “H.C. Andersen og Musiken, 1930, 40). I april 1836 indgav han det i omarbejdet skikkelse under titlen “En rigtig Soldat, dramatisk Situation paa rimede Vers med Sange og Chor i een Act”. 17.5.1836 udtalte Molbech: “Det Hele er i Smag og Sammensætning, som om det var skrevet af en Skoledreng for Skoledrenge - og er et beklageligt Beviis paa, hvormegen Tid Hr. A. maa have tilovers, for at versificere dette dumme Tøi”, medens hans medcensor 28.5. udtalte: “Det lader til, at Hr. Andersen er saa forelsket i sig selv eller idetmindste i sine Sujetter, at han ikke kan nøies med een Gang at høre, at de ikke due noget” (A&C 280-81). Stykket forkastedes derfor igen, hvorefter A trykte det i “Tre Digtninger”, 1838, 53-88 (SS IX 245-70).

[15] “Alferne”, romantisk komedie i 1 akt af J.L. Heiberg med musik af Ludvig Zinck. Opført l. gang på Det kgl. Teater 29.1.1835.

[16] “La vida es sueñio” af den spanske digter Pedro Calderón de la Barca (1600-81).

[17] Elise Cathrine Guldbrand, f. Mühlenstedt (1784-1851).

[18] “Improvisatoren”, Andel Del, Kap. XII (R&R I 287ff.).

[19] formodentlig en hentydning til “O.T.”, Anden Deel, Kap. III (R&R II 133ff.).

[20] herredsfoged Marsilius Knutzen (1762-1847), g.m. Mette Christine K. (1764-1848).

[21] Hans Henrik Bekker (1790-1854), amtsforvalter i Odense Amt 1824-54, g. 1822 m. Caroline Sophia Amalia, f. Halse (1794-1864).

Noter til brev nr. 157:

[1] Coll.Brevs. XVII (KB). Trykt i BIngemann I 112-114.

[2] fru Heiberg havde birollen som Sokrates’s Dæmon.

[3] “Fyensreisen. Nytaarsgave af Oehlenschläger” udkom december 1835.

[4] “Ingemann” (“Fyensreisen”, 1835, 223 ( “Poetiske Skrifter” ved F.L. Liebenberg, XXII, 1861, 133).

[5] “Til Carsten Hauch” (“Fyensreisen”, 1835, 190ff. ( “Poetiske Skrifter” XXII, 1861, 117ff.). A citerer i øvrigt efter hukommelsen. Versene lyder: “Du ædle Ørn, som med et stækket Been/ Dog ei har Kraften tabt i dine Vinger!”

[6] Charlotte Phister, f. Oehlenschläger døde 12.3.1835. A tænker specielt på digtene “Digteren paa Kirkegaarden” og “Gaven” (“Fyensreisen”, 1835, 1ff. og 236ff. ( “Poetiske Skrifter”, XXII, 1861, 27ff. og 143ff.)).

[7] “Blade af Jerusalems Skomagers Lommebog” udkom juni 1833.

Noter til brev nr. 158:

[1] H.C. Andersens Hus. Trykt i BIngemann 114-115.

[2] brev 157.

[3] “O.T.”.

[4] skaberkraften.

[5] den førende Oehlenschlägerskuespiller dr. med. J.C. Ryge (1780-1842) spillede titelrollen i Oehlenschlägers tragedie “med ædel Ro, dyb Sandhed og sjælfuld Kraft” (Overskou V 257).

[6] “Valdemar”, romantisk ballet i 4 akter af August Bournonville og musik af J.F. Frøhlich, opført 1. gang på Det kgl. Teater 28.10.1835. Som erkendtlighed for dette værk fik Bournonville af Frederik VI titel af balletmester uden gage.

[7] “Blade af Jerusalems Skomagers Lommebog” udkom juni 1833.

Noter til brev nr. 159:

[1] Trykt i BHH 120-123.

[2] synes ikke bevaret.

[3] i løbet af vinteren 1835-36 havde syngemester L. Zinck (1776-1851) anmodet A om at skrive tekst til et syngestykke. A valgte at dramatisere en episode i den ital. digter Alessandro Manzonis (1785-1873) “I promessi sposi” (A&C 242). Teksten indleveredes til Det kgl. Teater 15.6.1836, og direktionen vedtog efter Molbechs og Kirsteins censur at overlade ansvaret for tekstens brugbarhed til komponisten, altså i realiteten en forkastelse. 4.11.1836 indleverede A det påny i omarbejdet skikkelse. For at det ikke skulle afhænge af Zinck, havde han desuden “underlagt Syngenumerne bekjendte Melodier”, som komponisten H.S. Paulli havde påtaget sig at arrangere (brev 184 nedenfor). Direktionens svar af 3.12.1836, forfattet af Molbech, mundede ud i den for A dybt krænkende betingelse, “at den er villig til at antage det paany indsendte musikalske Drama, Renzos Bryllup, til Opførelse, saaledes at Honorar for Text og Arrangement ikke udbetales, medmindre dette Drama udholder 5 Forestillinger uden Mishags-Yttringer, og uden at man ved en altfor ringe Indtægt seer sig nødsaget til tidligere at henlægge Stykket” (brev 185 nedenfor). A accepterede dog dette ultimatum, men stykket kom heller ikke denne gang på scenen. Det skete først efter endnu en omarbejdning til operatekst og med musik af Franz Gläser (1798-1861) under titlen “Brylluppet ved Comosøen” 29.1.1849, hvorefter det opførtes i alt 12 gange frem til 12.3.1852 ( G. Hetsch: “H.C. Andersen og Musiken”, 1930, 41-49).

[4] “O.T”, Anden Deel, Kap XXIV (R&R II 250f.). Kapitlet er i øvrigt det tredjesidste, ikke det næstsidste.

[5] den tidligere skuespillerinde ved Det kgl. Teater Ellen (Eline) Kirstine Falbe, f. Bech (1782-1857), g. 1805 med herredsfoged Chr.A.Falbe (1769-1838). Falbes gård på Klingenberg (jf. Levnedsbog 42, MLE I 46 og brev 1 ovenfor) var samlingssted for fremtrædende repræsentanter for dansk åndsliv, og Oehlenschläger, der som ung havde været forelsket i Eline Bech omtaler haven i “Fyensreisen” 1835, 53ff. (“Poetiske Skrifter” ved F.L. Liebenberg XXII, 1861, 54ff.).

[6] “O.T.”, Anden Deel, Kap. XX (R&R II 227f.).

[7] prokurator Søren Hansens (1783-1858) gård Albanitorv 5 (“O.T”, Anden Deel, Kap. XIX (R&R II 223)).

[8] ib. (R&R II 216ff.).

[9] Vibeke Muus, f. Lund (1677-1755), gift med biskop Christian Muus. If. sagnet lod hun sig begrave i St. Knuds Kirke med sine Katte (se J.M. Thiele: “Danske Folkesagn” II, 1823,22). Jf. Anderseniana VIII 18. A nævner hende i “O.T.”, Anden Deel, Kap. XIX (R&R II 220).

[10] gæstgiver C.F. Larsens (1818-63) hotel, som lå på hjørnet af Overgade og Skomagerstræde. Jf. “O.T.” Anden Deel, Kap. XIX (R&R II 219).

[11] herredsfoged Marsilius Knutzen, der boede på i gården på hjørnet af Nørregade og Staalstræde, hørte til familien Hancks omgangskreds, og den omtalte “Sopran” er muligvis Knutzens hustru eller datter. Jf. “O.T.”, Anden Deel, Kap. XX (R&R II 231).

[12] “Improvisatoren” udkom under titlen “Jugendleben und Träumen eines italienischen Dichters” oversat af Laurids Kruse i Hamborg 1835.

[13] C.A. Benzon (1816-49).

[14] premierløjtnant Chr.F. Sælboe (ca. 1796-1865).

[15] Carl Heger (1771-1836), privat dimitteret til Kbh.s Universitet 1788; studerede teologi uden at tage eksamen; fra 1809 til sin død 20.1.1836 bibliotekar hos prins Christian (VIII). A.s brev må i øvrigt således være afsluttet tidligst denne sidstnævnte dato.

[16] jf. digtet “Ankomsten til Odense” i Oehlenschlägers “Fyensreisen”,1835, 31 (“Poetiske Skrifter” ved F.L. Liebenberg XXII, 1861,42), hvor prins Christian advarede Oehlenschläger mod at træde på en snog.

Noter til brev nr. 160:

[1] Holger Laage-Petersens Samling (KB). Trykt i BHW I 223-225.

[2] biskop P.E. Müller døde 4.9.1834, altså kort efter A.s hjemkomst fra den store udenlandsrejse. A skrev i øvrigt et mindedigt over ham, der blev trykt i “Kjøbehavnsposten” Nr. 184, 13.9.1834 (SS XII 346f.).

[3] “Kun en Spillemand”. Først i løbet af foråret begyndte ideen for alvor at spire. 13.5.1836 hedder det i et brev til Henriette Hanck: “Næste Gang faaer De een [roman] forskjellig fra begge de to første. Poesien i vor Tidsalder her i Danmark, kun det Poetiske, intet Hverdags og dog Sandhed. Maaden er det nu at udfinde, at gribe Momenterne; Sjælen til det store Legeme, udvider sig alt i mit Bryst, men denne Gang gaaer der vist meer end et Aar før det store Hele er skabt” (BHH 139), og 3.6. skriver han til Henriette Wulff: “Stof til en ny Bog vil jeg vist samle paa den lille Udflugt, dog ikke saameget udenfra, som indenfra” (BHW I 227). Imidlertid fik rejsen afgørende betydning for romanens indhold. 3.7. meddeler han Signe Læssøe: “En ny Roman rører sig levende i mig; Halvparten af første Deel er tænkt, men ikke et Ord nedskrevet. Scenen bliver vistnok Fyen, især Svendborg-Egnen” (BfA I 341). 19.7. var de tre første kapitler skrevet (BEC I 261, BHW I 235). Romanen udkom med en tilegnelse til Ingemann og Hauch 22.11.1837. p>

Noter til brev nr. 161:

[1] Coll. Brevs. XII (KB). Trykt i BHW I 225-226.

[2] nr. 160.

Noter til brev nr. 162:

[1] Trykt i BHH 124-129.

[2] postdiligencen ( i modsætning til den hurtigere ridende post).

[3] nr. 159.

[4] kobberstik, her specifikt i betydningen: portræt.

[5] trykt under titlen “Den lille Havfrue” i “Eventyr fortalte for Børn”, Tredie Hefte, der udkom 7.4.1837 (se i øvrigt Eventyr VII 37f.).

[6] by- og rådstueskriver samt 2. rådmand i Odense F. A. Schønheyder (1801-72), g.1826 m.Maren Bruun (1797-1886), havde flg. børn: Bertha Magdalene (1828-89), g.1847 m. A. S. Weis, Marie Angelica (Lica) (1829-75), g. m. departementschef A. M. Weis, og Johan Franciscus Gottlieb (1831-71).

[7] by- og rådstueskriver samt 2. rådmand i Odense F. A. Schønheyder (1801-72), g.1826 m.Maren Bruun (1797-1886), havde flg. børn: Bertha Magdalene (1828-89), g.1847 m. A. S. Weis, Marie Angelica (Lica) (1829-75), g. m. departementschef A. M. Weis, og Johan Franciscus Gottlieb (1831-71).

[8] vistnok Angelica Schønheyder.

[9] formentlig Regitze Sophie Vind (1825-1901),datter af ritmester ved De fynske lette Dragoner Chr.A.Vind til Sanderumgaard og Bækkeskov.

[10] Bertha Schønheyder.

[11] Gottlieb Schønheyder.

[12] Carl Bernhard (pseud. for A.N de Saint Aubain (1798-1865): “Noveller”, I Bind (1836).

[13] Henrik Hertz: “Kjærligheds Veie. Nytaarsgave for 1836”, indeholdt udover en række digte “Den eneste Feil”, lystspil i rimede vers i 2 akter, og novellen “De Frifarvede”.

[14] “Nytaarsgave fra danske Digtere”, 2. Aarg., 1836, udg. af H.P. Holst.

[15] N.G.Blædel (1816-79), student fra Odense Kathedralskole1836; cand.theol. 1841; blev efter nogle års lærervirksomhed præst ved Almindeligt Hospital og Abel Cathrines Stiftelse i Kbh. 1849; 1853 residerende kapellan og 1859 sognepræst ved Garnisons Kirke i Kbh.

[16] “En lille Udflugt til Rom. Den 8de Marts” (“Nytaarsgave fra danske Digtere”, 1836, 102-05 (SS XII 477).

[17] “Paa Slottet Chillon” (“Nytaarsgave fra danske Digtere”, 1836, 101 (SS XII 403).

[18] “Til Henriette T-. Med et Exemplar af Paludan-Müllers Amor og Psyche” og “Til Henriette T. - paa hendes Fødselsdag” (“Nytaarsgave fra danske Digtere”, 1836, 99 og 100 (ikke i SS).

[19] Chr. H. Kalkar (1803-86), født i Stockholm som søn af en jødisk rabbiner, men kom 1812 til Kbh. Begyndte efter studentereksamen 1819 at læse jura, men valgte efter 1823 at være blevet døbt i stedet teologien. Cand.theol. 1826, adjunkt i Odense 1827, dr.phil. i Kiel 1833, i Kbh. 1836; sognepræst i Gladsaxe og Herlev 1843-68. Udover forfatter til et stort historisk og teologisk forfatterskab også oversætter af Bibelen og 1861-73 formand for Det danske Missionsselskab. A stiftede bekendtskab med Kalkar gennem adjunkt J.H.T. Hanck. Han besøgte flere gange Kalkar og hans hustru Eggertine Dorothea, f. Tryde i Odense og senere i Gladsaxe og i et brev 20.10.1836 omtaler Henriette Hanck fru Kalkar som A.s “særdeles Veninde” (BHH 148).

[20] den gr. filosof Platon (ca. 427- ca. 347 f.Kr.).

[21] Charlotte Phister, f. Oehlenschläger døde 12.3.1835.

[22] beboelseshuset.

[23] ti år.

[24] Caroline Petrine Krag (1809-76) , datter af Peter Krag (1761-1826) på Munke Mølle, blev 1828 g. m. den holstenske læge C.J.F. Ruge (1801-76), der først nedsatte sig som praktiserende læge i Odense, siden på Taasinge, inden familien familien til USA.

[25] Joseph Abrahamson, der i 1835 var bleven generalkrigskommissær for Danmark med bolig i Odense, købte ikke Kragsbjerg, men Vestergade 254 (Mageløs). Skøde 27.2.1837.

[26] muligvis studenten, senere ejer af Bregningegaard Claus Peter Vilh. Baagøe (ca. 1812-52) (jf. BHH 217).

[27] herredsfoged Marsilius Knutzen, der boede på i gården på hjørnet af Nørregade og Staalstræde, hørte til familien Hancks omgangskreds, og den omtalte “Sopran” er muligvis Knutzens hustru eller datter. Jf. “O.T.”, Anden Deel, Kap. XX (R&R II 231).

[28] i “Dagen” Nr. 22, 26.1. og Nr. 23, 28.1.1836 samt “Søndagen”, Nr. 6, 7.2.1836 rettede Th. Overskou et angreb på forfatteren Th. Rumohr i anledning af dennes ytringer i “Iris”, Nr.4- 5, 24.- 31.1.1836 i forbindelse med “Festen paa Kenilworth”. Striden drejede sig navnlig om Weyses musik.

[29] (1816-55), datter af godsejer Jens Wedel, Søbysøgaard, senere g. m. postmester J. Krabbe Krogh.

[30] Livia Thora Octavia Faber (1817-52), datter af biskop Nicolaj Faber og Christiane, f. Kaarup.

[31] “Skilles og mødes” blev dog først opført 1. gang 16.4.1836.