TYVERIET OG DETS OPKLARING
I 1970erne blev Det Kongelige Bibliotek udsat for tyverier fra bibliotekets ældre samlinger. Tyverierne er begyndt senest i 1970-71, muligvis allerede i 1967-68. I de tidlige 1970ere måtte biblioteket gang på gang konstatere uforklarlige mangler, når lånere bestilte ældre bøger frem. Fra 1975 stod det klart, at svindet fra samlingerne var så stort og af en sådan art, at det måtte skyldes systematisk tyveri. Sagen blev overgivet til politiet, som gennemførte en omfattende efterforskning og efterlysning af stjålne bøger via Interpol og den internationale antikvarboghandlerverden, ligesom biblioteket selv kontaktede alle væsentlige danske antikvarboghandlere. Men tilsyneladende kom de stjålne bøger ikke i handelen, i hvert fald ikke i Danmark, og på trods af det årelange efterforskningsarbejde blev forbrydelserne ikke opklaret og henlagt af politiet før 1985.
Tyverierne ophørte senest i 1977, da biblioteket gennemførte en række nye sikkerhedsforanstaltinger. Samtidig iværksatte biblioteket nu en omfattende revision af sine samlinger af ældre, udenlandske bøger. Det var nemlig fra disse samlinger, der var konstateret tyverier. Det viste sig, at over 3.000 bøger manglede.
Den 11. september 2003 blev Det Kongelige Bibliotek ringet op af det engelske auktionshus Christie’s i London. Her undrede man sig over en uhyre sjælden bog, der var blevet indleveret, for den kendtes kun i ét komplet eksemplar, der tilhørte Det Kongelige Bibliotek, og et defekt, der befandt sig i Spaniens Nationalbibliotek i Madrid.
Ganske rigtigt var der tale om en af de mange bøger, som havde manglet i bibliotekets samlinger siden 1970erne. Og det gjaldt også flere andre bøger som Christie’s havde modtaget fra samme rekvirent – en tysk kvinde med opgivet adresse i Lindenberg, Bayern, som siden viste sig at være bogtyvens svigerdatter. Herefter rullede sagen. Mistanken samlede sig snart om en tidligere afdelingsleder, senere forskningsbibliotekar, der var død i begyndelsen af 2003, og hans familie.
Den 5. november 2003 foretog Københavns politi ransagninger på seks adresser i Danmark og Tyskland. I flere af dem blev der fundet bøger, der tilhørte Det Kongelige Bibliotek. Men især i tyvens eget hjem i Espergærde ventede der en overraskelse: Her fandt politiet knap 1500 bøger, der tilhørte Det Kongelige Bibliotek. Den videre opklaring afslørede, at tyven og hans familie i årene 1998-2002 havde solgt 76 stjålne bøger gennem internationale auktionshuse. Det anslås, at tyven kan have solgt op til 250 bøger, inden han døde.
Den afdøde tyvs familie blev siden dømt for hæleri. Både by- og landsretten fandt det i 2004 godtgjort, at familien – hustru, søn, svigerdatter og i foråret 2005 endvidere datteren – var klar over, at de bøger, de havde forsøgt at sælge, var stjålet fra Det Kongelige Bibliotek.
Retssagen blev således p.g.a. gerningsmandens død et halvt år før opklaringen en sag om hæleri. Men ud fra Det Kongelige Biblioteks synsvinkel drejede hovedsagen sig naturligvis om tyverierne, der fandt sted en generation før opklaringen, hvornår de var påbegyndt, hvordan det kunne lade sig gøre, hvornår de standsede, hvad der var stjålet, og hvilket motiv tyven handlede ud fra.
Analysen af de tilbagekomne værker holdt op imod de stadig resterende har givet biblioteket et ganske klart billede af forholdet forud for opdagelsen i 1975 og iværksættelsen af modforanstaltningerne i 1977-78. Beviser og indicier peger på, at tyven har påbegyndt sit værk omkring 1970 og at han i gennemsnit har stjålet 1 bog pr. arbejdsdag i 9-10 år.
TYVERIETS PROFIL
Langt den største del af de stjålne bøger stammer fra bibliotekets samlinger af udenlandske ældre bøger. Dem havde tyven – som bibliotekets øvrige ansatte dengang – direkte adgang til i magasinerne. De allerældste trykte bøger, inkunablerne (trykt før 1501), var ikke tilgængelige for ham, da de stod i et særligt aflåst rum. Det samme gælder en gruppe af de fineste tryk fra tiden efter 1530, den såkaldte boghistoriske studiesamling.
Motivet bag de omfattende bogtyverier var efter alt at dømme simpel berigelse. Det vides med sikkerhed, at bogtyven solgte 76 af de kostbare bøger efter 1998, og sandsynligvis har han tidligere bragt en hel del flere i handelen i udlandet uden at efterlade sig spor. Når han særligt gik efter ældre, udenlandske bøger, var det formodentlig ikke alene, fordi han som betroet medarbejder uden videre havde adgang til dem, men også fordi de er lette at afsætte til høje priser på det internationale marked.
Et nærmere blik på bøgerne ser ud til at bekræfte, at deres markedsværdi har været det styrende princip bag tyverierne. Langt de fleste er trykt i 1500-tallet, og så gamle bøger har alene i kraft af deres alder en høj handelsværdi. Dertil kommer, at mange af dem er illustrerede. Illustrationer – træsnit og kobberstik – er med til at hæve prisen på en antikvarisk bog. Nogle af bøgerne er egentlige kunstbøger. F.eks. er der flere værker af Albrecht Dürer.
Endelig falder bøgerne indholdsmæssigt inden for nogle kategorier, som er populære på det internationale samlermarked. Store navne i verdenslitteraturen er stærkt repræsenteret, såsom Thomas More, Erasmus af Rotterdam, Pierre de Ronsard, Joachim du Bellay, Cervantes, Moliere, la Fontaine, Goethe, Victor Hugo. Særlig italienske renæssancedigtere er der mange af – Petrarcha, Boccaccio, Ariost, Sannazaro, Torquato Tasso, Pietro Bembo – og ligeledes udgaver af græsk-romerske litterære klassikere som f.eks. Ovid, Vergil, Silius, Terents, Persius, Jordanes, Horats, Homer og Æsop. Tilsvarende finder man mange klassikere inden for videnskabs- og filosofihistorien, bl.a. Giordano Bruno, Francis Bacon, Hugo Grotius, René Descartes og Immanuel Kant.
Et andet tyngdepunkt er teologi, særlig værker fra reformationstiden. Martin Luther er den forfatter der er flest bøger af blandt tyvekosterne, 141 i alt. Dertil kommer et tilsvarende antal bøger af andre centrale reformationsforfattere, såsom Philipp Melanchthon, Ulrich Zwingli og Jean Calvin. Det store antal skal nok også ses i lyset af, at disse bøger er små og tynde og var lette at luske ud af biblioteket. De var simpelthen taget i håndfulde fra hylderne!
Opdagelsesrejser, søfart og geografi er også et tilbagevendende emne på listen over tyvekoster. Der er flere bøger om Amerikas kolonisering fra 15- og 1600-tallet, de fleste på spansk, men også en tysk udgave af Amerigo Vespuccis beretning om den nye verden fra 1508. Sådanne værker går for astronomiske priser i USA. Bøger med mere tekniske emner, som f.eks. urmageri, ridekunst og musik, figurerer også i stort tal blandt tyvekosterne. Disse bøger er generelt rigt illustrerede.
Danske bøger er der kun få af. Deres internationale markedsværdi er typisk ikke så stor, undtagen når det gælder ”fyrtårne” som Tycho Brahe. Og netop Tycho Brahe er den eneste dansker, der er forholdsvis velrepræsenteret.
Alt i alt er der næppe tvivl om, at tyven er gået efter, hvad han har kunnet regne med at sælge til høje priser.
Se Det Kongelige Biblioteks officielle netsider om tyverisagen her.
Nogle af de stjålne og genfundne bøger
GJORT KLAR TIL SALG
På Det Kongelige Biblioteks bøger findes forskellige kendetegn – f.eks. signaturer og kongemonogrammer – der viser at de tilhører biblioteket. Bogtyven var naturligvis klar over, hvilke tegn det drejede sig om. I hans hjem fandt man forskellige redskaber, som han har brugt til at fjerne de afslørende ejermærker. I flere af de bøger, han og familien har indleveret til salg, er det næsten umuligt at se spor af bibliotekets signaturer med det blotte øje. Men tyven og familien var ikke altid lige omhyggelige. I nogle af de bøger, der blev indleveret til Christie’s, ses bibliotekssignaturen ganske tydeligt.
