Bartolomé de Torres Naharro: Propalladia (Napoli 1517).

Propalladia, trykt i Napoli i 1517, er førsteudgaven af den spanske digter Bartolomé de Torres Naharros værker. Bartolomé de Torres Naharro levede fra ca. 1480 til ca. 1525, men hvad der i øvrigt vides om hans liv er sparsomt. Formentlig kom han til Rom i 1503 og gik i tjeneste først hos Cesare Borgia, senere hos Giulio de Medici og fra 1516 hos Cardinal Bernardino de Carvajal. Han synes at have skrevet de fleste af sine værker i Rom.

Propalladia indeholder en række af Torres Naharros digte samt seks af de otte skuespil der kendes fra hans hånd. I bogens forord opstiller Torres Naharro en række teoretiske overvejelser over dramaet som genre og inddeler bl.a. sine skuespil i de realistiske comedias a noticia og de mere ’fantastiske’, comedias a fantasia. Det satiriske element er fremtrædende i flere af Torres Naharros tekster, og Propalladia var endda at finde på det spanske Index over forbudte bøger, i 1559. Dog blev den, efter at de nødvendige korrektioner var foretaget, godkendt til udgivelse igen i 1573.

Propalladia var tilsyneladende en populær bog i samtiden. I alt kendes ni udgaver fra det 16. årh., hvortil kommer udgaver af de enkelte tekster. Titlen betyder noget i retning af ”Pallas’ første frembringelser”, dvs. Pallas Athene, den græske gudinde for kunst og visdom.

Propalladia 1517 er dediceret til Fernando Francisco de Ávalos, Marqués de Pescara, hvis våbenskjold ses på titelbladet.

 
Anvendt litteratur:
Propalladia and other Works of Bartolomé de Torres Naharro, vol. I, ed. Joseph E. Gillet, Bryn Mawr 1943.

Dictionary of the Literature of the Iberian Peninsula, edd. Bleiberg, Ihrie, Pérez, 1993.

 
Dette eksemplars historie

Dette eksemplar af førsteudgaven af Propalladia har været ejet af den store, danske bogsamler Grev Otto Thott (1703-1785). Thott testamenterede alle sine håndskrifter og palæotyper (i denne sammenhæng defineret som bøger trykt før 1531) til Det Kongelige Bibliotek, heriblandt Propalladia. Resten af samlingen blev sat på auktion, og også derigennem erhvervede Det Kongelige Bibliotek en lang række af Thotts bøger.

Thotts eksemplar af Propalladia kan følges tilbage til den berømte engelske Harley-samling. Den var blevet opbygget i første del af 1700-tallet, først af Robert Harley, jarl af Oxford, og siden af sønnen af Edward Harley. Efter Edward Harleys død i 1741 blev samlingens håndskrevne bøger afhændet til British Library, mens de mange trykte bøger blev opkøbt af London-boghandleren Thomas Osborne i 1742. Blandt dem der købte flittigt ind af Harley-bøger hos Osborne, var Otto Thott. 

Propalladia bærer spor efter Osbornes salg. Ligesom i mange af de andre Harley-bøger som Thott købte hos Osborne, er det øverste hjørne af forsatsbladet klippet af, formentlig fordi Harley dér havde skrevet sit navn eller sine initialer. Nedenfor ses med blyant et 6-tal, nemlig den pris - formentlig pund - som Osborne ville have for Propalladia

Dette eksemplar er det eneste komplette eksemplar af førsteudgaven af Propalladia der kendes i dag. Derudover findes et enkelt eksemplar i Madrid, men det er ikke komplet. Madrid-eksemplaret var forlæg for en facsimileudgave i 1936, hvor de manglende sider blev suppleret ud fra et eksemplar af den udgave der udkom i Napoli i 1524.

 
Det store bogtyveri

I 2003 kom denne bog, på grund af sin store sjældenhed, til at spille den afgørende rolle i opklaringen af de omfattende bogtyverier der havde fundet sted fra Det Kongelige Biblioteks ældre samlinger to årtier tidligere.  

Blandt de bøger som bogtyvens familie i sommeren 2003 indleverede til auktionshuset Christie’s i London, var Propalladia. Ved at konsultere den moderne standardudgave af Torres Naharros værker, kunne Christie’s bogeksperter konstatere at det eneste kendte, komplette eksemplar af førsteudgaven af Propalladia tilhørte Det Kongelige Bibliotek i København. Da det netop var et komplet eksemplar man havde modtaget hos Christie’s, kontaktede auktionshuset omgående Det Kongelige Bibliotek – og herefter rullede sagen. 

Læs mere om det store bogtyveri og dets opklaring på Det Kongelige Biblioteks website Efterlysning af manglende bøger – klik på Baggrund. Besøg også bibliotekets digitale udstilling Trusler og Tyvekoster, som har en fyldig sektion om bogtyveriet