Forrige	Næste
Alle filosoffer4 er nemlig enige om (og det ligger i selve sagens natur), at der i den himmelske verdens ætheriske region ikke foregår nogen forandring i form af tilblivelse eller tilintetgørelse.5 Tværtimod kan himlen og de ætheriske legemer, der findes i den, ikke øges eller mindskes og ikke ændres i antal, størrelse, lysstyrke6 eller på nogen anden måde. Himlen er og bliver altid den samme, sig selv lig og i alle henseender upåvirket af tidens tand. Desuden bevidner alle videnskabsmænds observationer foretaget gennem nogle tusinde år, at alle stjerner har haft samme antal, position, orden, bevægelse og mængde, som astronomiens udøvere ved omhyggelige observationer kan se, at stjernerne stadig har. Vi kan ikke læse, at en astronom nogensinde har observeret, at der i den himmelske verden er opstået nogen stjerne - med undtagelse af Hipparch, hvis man skal tro Plinius.7 Plinius fortæller nemlig i 2. bog af Naturhistorien, at Hipparch8 opdagede en stjerne, der afveg fra alle andre før sete stjerner, og som var opstået i hans egen levetid. Plinius' ord er som sædvanlig fremragende og storslåede, og jeg finder det på sin plads at citere dem. Han siger: "Samme Hipparch kan aldrig prises nok, fordi han som ingen anden har lagt vægt på stjernernes slægtskab med mennesket og på, at vore sjæle er en del af himlen. Han opdagede, at der var født en ny og for den tid ukendt stjerne, og på grund af dens bevægelse9 på den dag, da den lyste, kom han i tvivl om, hvorvidt dette kunne ske flere gange, og om også de stjerner, som vi regner for faste, skulle kunne bevæge sig. Han kastede sig ud i en opgave, der selv for en gud måtte synes voldsom, nemlig til gavn for eftertiden at opregne stjernerne og at fastsætte	himmellegemerne i række og geled med nogle instrumenter, som han opfandt til at angive hver enkelt stjernes placering og størrelse. Herved kunne det let afgøres, ikke blot om de forsvandt eller fødtes, men også om de voksede eller mindskedes. Han gjorde himlen til fælles eje for enhver, der i fremtiden måtte kunne fatte denne viden." Så vidt Plinius. Ganske vist bevidner Plinius' ord utvetydigt, at Hipparch havde opdaget en ægte stjerne i den ætheriske region, født på hans egen tid, og at han ved den lejlighed med de nødvendige instrumenter havde angivet alle andre stjerners positioner (hvilket ingen før ham havde præsteret), således at eftertiden kunne vide, om dette kunne ske flere gange. Ikke desto mindre har Plinius-kommentatoren Milichius10 ikke betænkt sig på at mistolke dette som en kometforekomst. Han er snarere kommet til det resultat ud fra det usandsynlige i historien og som følge af alle filosoffers afvisning end på grund af forfatterens udsagn. Enhver, der nærlæser Plinius' ord, vil nemlig være enig i, at Milichius har fortolket dette Plinius-sted som en komet helt forkert. Ja, det er ligefrem absurd at påstå, at en mand som Hipparch, der var fremragende i alle videnskaber og var langt foran andre i matematikken, ikke udmærket skulle kunne kende forskel på ægte stjerner i ætherregionen og et ildmeteor i luftregionen, som man kalder en komet, når han ved denne lejlighed kunne overlade eftertiden en fortegnelse over og positionerne for alle faste himmellegemer, en kraftanstrengelse, der snarere passer sig for en gud end for et menneske. Jeg skal undlade at omtale, hvor latterligt det er, at den samme Plinius-kommentator ud fra citatet frejdigt påstår, at Hipparch ved denne komets bevægelse har fundet fiksstjernernes placering og bevægelse (han tror nemlig, at denne stjerne var en komet),
Forrige	Næste