Foraarsjagt

Aprilis du smukke! du deilige Vaar!
Som volder, Naturen sin Skikkelse faaer!
Da Markene grønnes, da Træerne knoppes:
    En Spurre sin Mage, en Andrik sin Brud,
    En Vibe Vibinde, vil søge sig ud.
Uhrhanen alleene med høner vil hore,
Og aldrig sig eeneste Kone vil kaare;
   En Tyrk i sit hierte; saa tidt som han kand,
   Til ti, ja til tyve, vil binde sig an.
Naar Lerken hun siunger, han høres at hvæse,
Som stolte Philander, der savnte sin Næse:
   Kort efter han buldrer og brumler paa Tysk,
   Og springer, ret som han var galen og rydsk;
Og viser, hvad heller han hopper og triner,
Letfærdige Fagter, horagtige Miner.
   Naar Hønen hun kagler, og raaber: Kom! kom!
   Paa Spansk han da triner, og snurrer sig om.
Men Enden paa Leegen: Vulcanus dig møder,
Med Blye og Salpeter til Døde dig støder.