Sørgeligt skrigende Fugle!

Sørgeligt skrigende Fugle!
alle de taagede Dage
den evigt skændende Krage,
om Natten den klagende Ugle.

Er det saa svært at skikke
sig ensomt blandt øde Grene,
sidde hver Aften ene,
- hvorfor tier I ikke?

Hvorfor tier I ikke?
- se, hver Gang Sommer gaar under,
tusinde Sjæle drikke
af samme evige Vunder,

suge sig Kval - og Lise
af det, som maatte saa være,
lader et Vindpust bære
det bort i en lydløs Vise.

Viggo Stuckenberg. Fra Sidste Digte (1906)