Valravnen

I fem danske Opskrifter fra 16de Aarh. er denne mærkelige Omskabningsvise (DgF. 60) kommen til os. Paa fire af dem grundede Vedel sin Text 1590. Den ene, som han ikke kjendte, afviger meget fra de andre, og den er det, som her væsentlig er fulgt. Visen synges endnu i Jylland, vistnok paa Grundlag af Vedels Tryk, skjønt med adskillige gode Nydannelser. En ufuldstændig bevaret norsk Vise er rodbeslægtet med den, og Æmnet gjenfindes til Dels i et dansk Folkeæventyr.

1.
Ravnen han flyver om Aften,
om Dagen han ikke maa:
den skal have de onde Lykke,
de gode kan ikke faa.
Men Ravnen han flyver om Aften.

2.
Jomfruen stander i Højeloft,
og ser hun ud saa vide:
ser hun vilden Valravn,
han flyver for oven de Lide.

3.
Alt fløj vilden Valravn
hen over de høje Mure;
da stod hun stollen Ermelin
saa sørgende i hendes Bure.

4.
"Hør du, vilden Valravn!
og flyv du neder til mig!
alle mine lønlige Sorrig
den vil jeg sige for dig.

5.
Alt er det min største Sorrig,
dertil min meste Harm:
min Fader haver lovet saa ledt et Trold,
han lægger det i sin Arm.

6.
Hun forskabte dig, vilde Valravnl
at flyve med Angest og Traa:
hun bad dig aldrig at bide Bod,
alt før end jeg Daatter aa.

7.
End gjorde hun dèr mere til
alt med sin ramme Gale:
hun bad dig aldrig bide Bod,
før end Barnet kunde tale.

8.
Hun forskabte min Fæstemand,
han flyver for Vind og Vove:
Fjedrene af det hvide Sølv
det røde Guld skin der over.

9.
End gjorde hun dèr mere til
alt med sine ramme Ord:
hun bad hannem aldrig Bod at faa,
før han drukke mit Hjærteblod.

10.
Nu haver hun mig hid udsendt
til denne samme Ø,
det jeg skulde vorde
hendes Søstersøns Fæstemø.

11.
De[i]lig da er den Fæstemand,
naar han i Gaarden gaar:
alt som det lede Smedestedt,
der i en Smedje staar.”

12.
”Vilt du give mig det første Blomster,
der du til Verden bær:
da vil jeg føre dig til det Land,
der din Fæstemand paa er.”

13.
Saa tog hun den Ravnefod,
lagde paa sin hvide Hand:
hun svor om sin kristelig Tro,
han skulde fange hendes første Barn.

14.
”Alt giver jeg dig det første Blomster,
der jeg til Verden bær:
vilt du nu føre mig til det Land,
der min Fæstemand paa er.”

15.
Det var vilden Valravn,
satte Jomfruen paa sin Bag:
”Du gjør det for den vældige Gud,
du sidde nu alt saa spag!”

16.
Bort fløj vilden Valravn
saa vidt over Hav og By,
til han kom paa det samme Land,
hendes Fæstemand fløj ved Sky.

17.
Det var Jomfruens Fæstemand,
det første han hende saa':
han slog ned med baade sin Ben,
slog hende i Lodder tvaa.

18.
Han slog hende i Lodder to,
drak af hendes Hjærteblod:
saa blev han til en Ridder
alt baade stærk og stor.

19.
Det var vilden Valravn,
lagde Jomfruen paa sin Bag:
saa fløj han til Helevaags
Kilde alt i sit gode Mag.

20.
Det gjorde vilden Valravn,
døbte hende i Helevaags Flod:
stod hun op Jomfru Ermelin,
hun var i sin Hu saa mod.

21.
Det var vilden Valravn,
han satte hende paa sin Bag:
end fløj han over vilden Hav,
sig selv til megen Umag.

22.
Ned fløj vilden Valravn,
han satte hende paa de Tinde:
”Du glæd dig nu, Jomfru Ermelin!
her er din Fæstemand inde.”

23.
Ud gik hendes Fæstemand
med Sølvkar paa hviden Hand:
"Værer velkommen, Jomfru Ermelin,
til disse fremmede Land!”

24.
”Du hav Tak, vilden Valravn!
vel fanger du Lykken i Klo;
flyv nu bort i Jamling!
jeg holder saa vel min Tro.”

25.
Bort fløj vilden Valravn,
han fløj saa højt ved Sky;
der den Jamling forleden var,
da kom han dèr paa ny.

26.
Det var ikke derefter
Dage foruden tvaa:
Fru Ermelin ganger i Bure,
favren Daatter at faa.

27.
”Tager I nu det lille Barn,
og svøber I det i Peld!
I faar det vilden Valravn!
I beder ham fostre't vel!”

28.
Det var vilden Valravn,
lagde Barnet for sin Fod:
”Herre Gud give Lykken dertil,
at Barnet kunde tale tre Ord!”

29.
Herre Gud gav der Lykken til,
at Barnet taled tre Ord:
saa blev han en Ridder
alt baade stærk og god.

30.
”Tager I nu dette lille Barn
og svøber I det i Lin!
bærer I det i Stenstuen
ind for Moder sin!

31.
Fostrer I det i Vinter ni,
og fostrer I det vel!
naar de Aar forgangen ere,
da vil jeg have hende selv.”

32.
Nu haver hin skjønne Fru Ermelin
forvunden baade Angest og Kvide:
nu haver hun baade Broder og Barn
og sover ved sin Fæstemands Side.

33.
Nu haver hin skjønne Fru Ermelin
forvunden aaade [i.e. baade] Sorrig og Harm:
nu haver hun baade Broder og Barn
og sover i sin Fæstemands Arm.
Men Ravnen han flyver om Aften.