Væk ikke Svanerne

Mit Vaarfløjt blev nedstemt af Andedams-Claquerne.
Selv Svanerne rystede Svanenakkerne.

Fjerhammene bruste, mens næppe de maalte mig
med Sideblikke, der lod, som de taalte mig.

En enkelt kom sagtelig sejlende hen:
Lig stille og ti, er du Svanernes Ven ...

Det er Svane-Skæbne, at alt maa dræbe os,
Livet er til for at efterstræbe os.

Kom ikke med Trækfugletoner forlystende
til Svanen, som drømmer sin Isdrøm, den rystende ...

En Brøde er Livet, og vi - vi er Sonerne,
kun født til at synge med Døden i Tonerne.

Men ildner du os med det hede og higende
- den dobbelte Islæt i Trækfugleskrigene -

og maa vi ej blunde til Solnedgangsklokkerne,
vi rejser os. Ve over Livs-Forlokkerne!

Vi rejser os. Fyrige svulmer da Hammene.
I Fald vi er stækkede - dø maa vi Rammende.

Ak, Svanerne lokker man kun for at slæbe dem
i Hobevis sammen ... og derefter dræbe dem.

Til evige Vintre har stængt Oceanerne
og Snefald faar Mundene lukt paa Vulkanerne -

væk ikke, med Ildhu og krigerisk dystende,
de Vingefjer-brusende, kraftig sig brystende!

Lad Festskrud og Lege paa Drømmebanerne
forlyste de sorgfulde. Væk ikke Svanerne!

Sophus Claussen, 1917. Fra Fabler