Den syge Svale

Naar Vaaren tvinger Vintren til at vige
Og spreder ud sin rige Blomsterskat,
Naar Svaleflokken leger lydt Tagfat
Igjennem Luftens grænseløse Rige,
Naar Dagen deler med den dunkle Nat
Sit Lys, saa fast det bli'er hinandens lige -
Da stiger høit fra Jordens travle Vrimmel
En Takkesang op imod Herrens Himmel.

Thi det er Foraar! - Hvilken magisk Klang
Har Sproget ei til selve Ordet bundet!
I Tanken sés med blanke Bølger Sundet
At skumme langs med Bøgeskovens Hang;
Man hører Frøens Kvækken, Lærkens Sang,
Man sér hver Plet, hvor man engang har blundet,
Og op fra Mindets rige Kilder strømme
De stærke farverige Foraarsdrømme.

Hvor tydelig sér man ei Lyset spille
Igjennem nysudsprungne Bøges Hegn,
Og Duggens Perler, Freias Troskabstegn,
Man hører Faldet af den milde Regn,
Og hvor fra Blad til Blad de Draaber trille,
Man mærker Granens Duft, og Vindens Susen,
Og Aftenklokkens Klang, og Bølgens Brusen.

Da gribes man af denne stærke Længsel!
Til brat at bryde Trædemøllens Hjul,
Man faaer en Følelse som Høstens Fugl,
Der higer bort mod Syd fra Nordens Trængsel -
Da sprænger man med Kraft sit Bylivs-Fængsel
Og søger dybt i Skoven Læ og Skjul,
Hvor trindt omkring, af nyfødt Liv omgivet,
Man, nyfødt selv, just dobbelt nyder Livet.

Og Alle lytter til Naturens Tale
Og drager bort som Trækfuglesværm i Høst;
En Dél for sig paa Klampenborg at svale,
Hvor Sundets Bælte hæver Sverigs Bryst,
En anden Dél, og det den bindegale,
Og lever høit, bevidste om det Fine,
Af Strandvei, Støv, Besøg og Krinoline.

Men hver en Høst, naar Svalerne sig samle
Til Reisens Iil med Kvidren, Støi og Sang,
Man finder nogle Unge, nogle Gamle,
Hvis svage Vinger Reisen er for Lang,
Man finder Flyvere, før høit i Rang,
Som nu ei mér med Flokken op kan hamle;
Thi Skæbnen, hver Mands Hersker og Betvinger,
Har Kraften brudt og stækket deres Vinger.

De bli'er tilbage, naar de Friske jage
Afsted til Syden under Jubelsang;
De bli'er tilbage her, men deres Klage
Sig spreder trindt i Skov, paa Mark og Vang,
Og sént i Høst man hører mangen Gang
En Vemodstone gjennem Luften drage,
En Tone, længselsfuld og dyb i Smerte,
En Gjenklang fra et tungt, fortvivlet Hjerte.

Saa kommer Vinteren, den mørke, lange,
Med Sneens Flokke, Østenvindens Kuld,
Saa glemmer de de muntre Foraarssange
Og fjæler dybt sig i det sorte Muld;
Dér venter hver af dem, en stakkels Fange,
Paa Sneens Smelten, Foraarssolens Guld,
Paa Dagen, som igjen skal Frihed bringe
Og skænke Livskraft til de brudte Vinge.

Min Lod som disses blev. Som dem jeg drømmer
Om svundne Tiders himmelhøie Flugt,
Om stille Skove hist ved Aaens Bugt,
Hvor Bølgen dæmpet mellem Sivet strømmer,
Om Bien, som paa Luftens Solhav svømmer,
Om Aftenrødens Glands, i Havet slukt,
Og hvert et Minde, jeg i Krandsen fletter,
Sin Dél af Tidens Langsomhed udsletter.

Vilhelm Bergsøe. Fra I Ny og Næ (1887)