Storken

Han kommer med Sommer, han kommer med Sol
Til Kløver og nikkende Hvener.
Mens Pigen hun sømmer sin blommede Kjol'
I læ af de røde Syrener,
Han sænker sig ned paa det mossede Tag
Og knebrer fra Reden den udslagne Dag
En Højsommervise om Danmark.

Og Børnene stirrer fra Tærsklen didop,
Hvor Løget på Mønningen nikker,
Og Oldingen ranker sin krogede Krop
I Stuen, hvor Slagværket dikker;
Og Minderne dugger, og læberne be'r,
Og Børnene pludrer og peger og ler:
»Se Storken er kommen til Danmark«!

Velsignede Fugl uden Høgenes Klør,
Med Ørnenes mægtige Vinge,
Du dukker dig helst mellem græssende Kø'r,
Kun Hygge og Fred vil du Bringe;
Du følger i Furen vor Bonde saa nær
Og nikker som han, mens af Rugen det drær
Med Løfte om Høst over Danmark.

Hvor Engblommen lyser langs Aaløbets Bred,
Du skridter saa langt gennem Engen;
Med Halsen i Bugt og med Øjet paa Sned
Du titter ti lPigen og Drengen.
Du søger din FØde til Leernes Klang,
Og Høduften følger din higende Gang
Langs alle de Aaer i Danmark.

Så lad os da værne den solkære Fugl,
Der pynter vor Vang og vort Vænge,
Der ruger sit Kuld i det ormstukne Hjul
Til Vejrs paa den mossede Længe,
Hans Yngel skal trives i Regn og i Sol,
Hans Rede beskyttes som Hjemmets Symbol,
Mens Sangene lever om Danmark!

Jeppe Aakjær, 1912. Fra Vejr og Vind og Folkesind, 1916.