Fasaner. André Lütken (red.): Opfindelsernes Bog. Bd. 4. Kjøbenhavn 1879
Kulturhistorie
I dag er fasanen en ganske almindelig fugl, som
er let at kende på sin lange hale og hannens kraftige gø-gø-gøk
under opflyvningen, men sådan har det ikke altid været. Fasanen er ikke
oprindelig i den danske fauna, den har først optrådt vildtlevende siden 1840,
da man begyndte at udsætte fasaner i det fri. Siden er fasanen blevet en ganske
almindelig vildtlevende fugl. Fasanerne bliv indført og opdrættet på grund
af deres velsmagende kød, først senere med henblik på udsætning. Jagt på fasan sker ved trampejagt, hvor
jagtarealet systematisk trampes af og fuglene skydes, når de flyver op, ved
jagt med stående hund, hvor hunden tager anstand, når den finder en fasan og
jager den op på kommando, ved drivjagt og ved klapjagt. Omkring år 2000
nedlægges der ca. 750.000 fasaner om året.
De første fasaner i Danmark kom i 1562 hvor Frederik II fik et par levende
fasaner af en engelsk falkonér, som til gengæld fik lov at jage i Danmark.
Siden var der kongelige fasanerier forskellige steder i landet, bl.a. på
Koldinghus, ved Fredensborg, i Frederiksberg Have på Jægerspris og til
sidst i Kongelunden på Amager; fasaneriet på Amager blev nedlagt i 1920 som
det sidste kongelige fasaneri.
I slutningen af 1800-tallet blev der indrettet fasanerier på adskillige godser
og herregårde med henblik på udsætning til jagt; dette opdræt til udsætning
sker stadigvæk.