Nordisk forhistorie & mytologi
Ørnen er gammelkendt i hele Norden, og det må antages, at de før kristningen af landet har nydt godt af efterladenskaber på offerpladser og slagmarker. Faktisk efterlod man med vilje en del af de faldne, som var blevet helliget Odin, til føde for ravne og ørne.
Der sad en ørn i toppen af verdenstræet, YggdrasiI. Den vidste mange ting. Guder og jætter brugte ofte en ørneham, når de skulle flyv. Ved verdens ende sad der en jætte i ørneham, Hræsvælgr (ligslugeren), og når det blæste hed det sig, at jætten baskede med vingerne.

Talemåder

• En ørn kan i overført betydning fx være en erfaren, dygtig person, en hårdfør person eller en fremragende kunstner
• Han er ikke nogen ørn til dette eller hint. Han er ikke særlig dygtig til det
• Ørnens næb har med sin karakteristiske facon givet navn krumme ting: Ørnenæse og ørnenæb (en kraftig grensaks)
• Ørneblik. Et skarpt, evt. gennemborende, blik
• Ørnebregne. Bregne, som har fået sit navn, fordi der inden i de overskårne stængler ses en figur, som kan minde om en dobbeltørn

Skadedyr og frygtet fugl - og med god grund
Ørnen er en rovfugl og tager foruden ådsler også smådyr såsom harer og lam; på Sjælland fik en bonde ødelagt 25 lam på en uge. Ørnen kunne gøre stor skade og var et jaget dyr. På Færøerne kunne man for livstid blive fri for at betale "næbtold" (se ravnen), hvis man afleverede næbbet af en havørn til landsfogeden. På Sjælland betalte man skydepræmie gennem lange tider, i 1600-tallet var det fire mark for et sæt ørnekløer og i 1773 fik skovriderne 24 skilling for et sæt ørnekløer og fire mark for en ødelagt ørnerede.
Ørnen kunne også tage små børn; der er ganske få beretninger om at en ørn har bortført et spædbarn eller har angrebet mennesker. Frygten for ørnene var så udtalt, at det endnu i begyndelsen af 1900-tallet stod at læse i skolebøger i zoologi: Kongeørnen er den farligste; den tager undertiden smaa Børn og flyver bort med dem; den er meget sjælden i Danmark. I en bog fra 1870-erne*, Naturens Vidundere ses et billede af en ørn, som bortfører en pige på seks år; i teksten er der en dramatisk beretning om hændelsen. Ser man nærmere på billedet og sammenligner pigens og ørnens størrelser, kan man kun nå frem til, at det enten må være en meget stor ørn eller en meget lille pige. De største kongeørne måler ca. 90 cm fra næb til halespids, har et vingefang på ca. 230 cm og vejer 6,7 kg. Ifølge moderne højde-vægttabeller er 6-årige piger omkring 116 cm høje og de vejer ca. 20 kg. Hvis man går ud fra ørnen på billedet er barnet ca 60 cm højt, hvilket i dag svarer til et barn på ca 1 år. Så nogen har forbedret historien undervejs, men den har bestemt ikke bidraget til at mindske frygten for ørnene.

* Pouchet, F. A.: Naturens Vidundere. Populære Naturskildringer fra det uendelig smaas og det uendelig stores Verden. På dansk udgivet af P. Mariager. Kjøbenhavn 1876