Planche 28c, figur 5
Kjærbøllings danske navn: Almindelig agerhöne
Kjærbøllings latinske navn: Perdix cinerea, Lath.
Agerhønseruse. Johannsen: Illustreret Jagtbog. Kjøbenhavn 1871
Agerhøns. H. E. F. Justesen: Haandbog for Jægere. Kjøbenhavn 1880
Link til Kjærbølling
Perdix perdix
Kulturhistorie
Agerhønen er højt skattet på middagsbordet,
man har sågar berettet, at den sammen med fasanen hørte til lækkerierne på
kong Salomons bord. Den regnedes som en større delikatesse end sneppen. Martin
A. Hansen sætter dette i relief i novellen Agerhønen (1947) hvor han
lader en familie, som levede i yderste fattigdom og var på nippet til at give
op tilberede et festmåltid af en agerhøne, der er fløjet mod døren i en
vinterstorm. De sidste reserver blev mobiliseret, og der blev dækket bord som
sjældent set i huset. Så lidt der blev til hver af den lille fugl, blev det
til et håbets måltid for familien. Jagt og landbrug Lægemidler
Agerhønen er kendt fra dansk område fra i hvert fald midten af 1300-tallet, og
der er, som fasanen, blevet indfanget og udsat nye steder med henblik på jagt;
bestandene på en række af de danske øer skyldes udsætning.
Agerhønen er blevet betegnet som menneskets følgesvend. Den lever af ukrudt og
ukrudtsfrø på dyrkede marker og har fulgt mennesket i dets udbredelse.
Agerhønen er - og har altid været - en af de vigtigste jagtfugle selv
om de ændrede dyrkningsforhold i landbruget har reduceret bestanden, og dermed
jagtudbyttet. Frem til begyndelsen 1960'erne blev der skudt omkring 400.000
fugle om året; halvtreds år senere, omkring år 2000, er det årlige
jagtudbytte faldet til under 50.000.
I middelalderen kunne man lave medicin mod tandpine, øjensygdomme, for
store bryster og impotens af forskellige dele af agerhønen eller dens æg
Ordsprog