SAKSENS SKRIFT

”Det hele er Andersens poesi i klipperi! Broget, løjerligt alleslags, alt med en saks!”

Sådan lød digterens egen forklaring på en vældig spektakulær side i ”Astrid Stampes Billedbog” fra 1853, hvor syv-otte småklip fra dobbelt så mange stykker papir i alle mulige farver og mønstre flyder sammen til ét stort billede. Og sådan må man nødvendigvis også betragte H.C. Andersens papirkunst. Som noget broget, løjerligt og poetisk, der står i uhyre tæt forbindelse med digterens lyrik, dramatik, eventyr, romaner og rejsebøger. Andersens papirklip er noget, der ikke bare lader sig skille fra og lægge ved siden af hans skriftlige oeuvre.                     De måske 1000 små og større papirklip, som eksisterer den dag i dag - både de primitive figurer og enkle tableauer, samt de mere ornamentale, forfinede klip – er nok en verden for sig, men de har alle sammen rødder i nøjagtig samme rige, vidtfavnende digterfantasi, som i 1800-tallet revolutionerede verdenslitteraturen med sine eventyr, fortalte for børn og for barnet i den voksne. Derfor kan digterens mange papirklip ikke, som det ofte er sket i Andersen-forskningen, slås hen som tidsfordriv og leg, eller blot anskues som pudsige, underholdende illustrationer til det egentlige og essentielle: H.C. Andersens eventyrverden på skrift. At ”klippe og kline” var en drift i Andersen. Lige så kraftig som driften til at skrive og rejse. Han var næsten altid bevæbnet med en saks, hvilket ikke var helt ufarligt. Saksen kunne glide ud af lommen og Andersen kunne sætte sig på den, sådan som det engang skete i hestevognen på vej hen over Fyn, hvor digteren efterfølgende måtte have sin smertende bagdel badet og forbundet ...                     Men for det meste greb Andersen om saksen med glæde, og når han foldede papiret én eller to gange, og gav sig til at klippe ud fra en længde- eller tværakse, var det på en måde altid en visualisering af, hvordan hans magiske ordkunst kom ud af intet, og lynhurtigt materialiserede sig i mønstre, figurer og landskaber. Et klip kunne ofte i sig selv være et lille eventyr i tid og rum, foldet ind og ud i forskellige dimensioner, og med stor sans for mulige dybde- og kontrastvirkninger.                     ”Fra Andersens saks/ springer eventyr straks!” skrev han engang til en ung ven, og betonede dermed selv det improvisatoriske skær, der altid var over et papirklip fra Andersens hånd. Saksen var som pennen et digterisk værktøj, der med et af digterens få latinske yndlingsord - impromptu (som betyder ”i beredskab” og ”parat”) - fik glæde, vrede, tillid, frygt, had og kærlighed til at antage former og figurer, der nærmest på kommando myldrede ud af hans indre.                     Det var sådan én af hans små trofaste barnevenner, Otto Zinck, senere huskede fænomenet. Digter Andersen havde omkring 1830 lavet nogle tegninger til drengen, hvor et regiment soldater marcherer ud af munden på digteren på et billede, mens man på en anden profiltegning ser en forsamling af mere eller mindre groteske, fantastiske menneskeskikkelser, der ligger sammenklemt og på spring i digterens ansigtstræk. Senere i Andersens liv og værk ser man, hvordan han udvikler denne bizarre form for selvportrættering, bl.a. ved at klippe silhouetter, hvor mennesker hænger eller danser rundt på digterens næse og isse, næsten som om de er kravlet ud af øre og mund, eller måske ligefrem blev snydt ud af hans rummelige næse. Sådan har mange børn både i de københavnske borgerhjem, rundt omkring på danske herregårde, og i konge- og fyrstehuse ude i Europa, samt hos gode venner som maleren Kaulbach i München, digterparret Elisabeth og Robert Browning i Rom, samt Charles Dickens i London oplevet H.C. Andersen med saks og papir i 1800-tallet. Som én, der var gennemsyret af fantasi og eventyr, og ved at banke på sin høje pande, eller løfte pen og saks kunne kalde det levende frem i papirets døde flader. Når Andersen begyndte at dreje de kulørte papirstykker omkring saksens rolige spids, så vidste ingen af børnene omkring bordet, hvad der nu ville ske. Han begyndte gerne at snakke lidt, og med snakken fulgte et improviseret eventyr i relation til klippets tema eller motiver. Flere gange kunne digteren stoppe op for at lægge en ny længde- eller tværakse på papiret, som brød symmetrien og fremtvang nye vinkler og perspektiver, hvilket svarede fuldkommen til de greb, Andersen betjente sig af som mundtlig og skriftlig fortæller, når han på filmisk vis gav sig til at ”klippe” i kronologien eller pludselig møblerede om på kompositionen, og indskød nye synsvinkler, scener og personer.                     ”Åh, Anser må vi ikke nok se?”, spurgte de tre døtre Stampe (Astrid, Christine og Rigmor) på den sydsjællandske herregård Nysø. Som voksne emanciperede kvinder i slutningen af 1800-tallet, hvor eventyrdigteren for længst var død, glemte pigerne aldrig, hvordan ”Anser” engang havde siddet og fortalt historier for dem, mens han hele tiden vendte og drejede papiret omkring den rolige, sorte saks. Og disse mundtlige improvisationer havde ikke ret meget til fælles med de mere andægtige og alvorlige oplæsninger, Andersen underholdt børnenes forældre og andre indbudte voksne med om aftnen i salonen, hvor æstetikken var i højsædet. Her skulle man jo være musestille, og enhver hosten og urolig skraben med stole – selv fra et barn – var bestemt ikke velset af digter Andersen.                     Anderledes frigjort og nede på jorden var eventyrdigteren i børnestuen, med saks og papir i hænderne og et par udvalgte børn omkring sig, der hverken skulle sidde på skødet eller kravle rundt på hans skuldre, men sidde i behørig afstand. Så var Andersen, der siden barneårene havde drømt om at stå forrest på en teaterscene, i sit es. Så kunne han – som pigerne på Nysø huskede - græde med sørgmodige øjne, le med de lystige, hviske uhygge frem, eller synge og tralle, nøjagtig som den mundtlige fortælling bød ham. Og så med ét, når den spidse tørre klang af saksen forstummede og Andersens stemme tav, var både historien og papirklippet færdigt, og langsomt og forsigtigt blev klippet foldet ud. Måske pustede ”Anser” lidt på det, og straks dansede en række nisser og sylfider i korte strutskørter væk fra saksen og lignede små nyudklækkede sommerfugle. Som én af Stampe-døtrene huskede disse øjeblikke: ”Dér stod figurerne. Det var så at sige små eventyr; ikke illustrationer til hans skrevne eventyr, men udtryk for den samme fantasi som i disse.” Der var altså også tale om en form for legetøjsproduktion, når Andersen klippede. Det kunne være mere eller mindre interaktivt pynt til børnestuen i form af sjove, bevægelige figurer eller de noget mere klodsede, men charmerende ”møllemænd” (Portman, kat. 481 + Portman, kat. 491), der altid havde indbydende stige op til en stor dør med låger i møllemandens mave, der således kunne åbnes og lukkes, og kigges ind i eller ud af. Med sine fire fægtende arme kunne møllemanden både stilles på et bord eller hænges op i et vindue og – hvis det nu var en særlig flot og bronzeret møllemand – i et juletræ Blandt det klippede legetøj ser man også teatertableauer, hele scener med fortæppe, orkestergrav, kulisser og dansere (Portman, kat. 477), eller eventyrlige, orientalske paladser med slanke spir, vinduer og døre til at åbne og lukke, så fantasien kunne komme indenfor og få lov at være i fred en rum tid (Laage Petersen, nr. 657). I enkelte og sjældnere tilfælde var der været tale om virkelig store og ambitiøse anlægsprojekter i børnestuen i lighed med det klippede og klistrede papirslot, Andersen beskriver i sit ukendte eventyr, ”Herrebladene”, der først blev trykt og udgivet tre årtier efter hans død, men aldrig er blevet optaget i hans samlede værker:                     ”Hvor man dog i papir kan klippe og klistre nydelige ting! Det måtte man rigtignok sige, når man så det slot, der var således klippet og klistret, at det fyldte et helt bord og var malet med udseende som om det var bygget af røde sten; det havde skinnende kobbertag, det havde tårn og vindebro; vand i kanalerne som et spejlglas, for det var spejlglas. Der stod i det højeste tårn en vægter snittet af træ, han havde en trompet at blæse, en han blæste ikke.”                     Eventyret handler om drengen William, som ejer dette prægtige papirslot, og elsker at ligge på alle fire eller hænge på en stol og kigge ind gennem slotsporten til riddersalen, hvor væggene er udsmykkede med konger, damer og knægte fra et kortspil. En aften William stirrer på de flotte billedkort bliver de yderst levende. De løfter deres sceptre, vifter og hellebarder, og hilser på slotsherre William, der nu er rykket så tæt på, at han nær vælter papirslottet med sit hoved, og derfor må holdes tilbage af klør-, spar-, ruder- og hjerterknægt, der advarer ham mod at trænge sig for meget på. Ja hjerterknægt er så uforskammet at bemærke, at den lille slotsherre nok ikke har vasket hænder i dag.                     De fire knægte fortæller nu på skift drengen, at alle billedkortene engang har været levende mennesker, der bare ikke opførte sig så godt som man skal, og det får William så en masse eksempler på. Samtidig bliver han efter hver historie bedt om at tænde et vokslys for hvert eneste af billedkortene. Levende lys, papir og et barn! Katastrofen lurer, mens knægtene fortæller løs og William med funklende øjne - hed af alle disse vidunderlige syner - tænder lys efter lys rundt om papirslottet. Og det uundgåelige sker. Pludselig må William springe forskrækket til side, og kalde far og mor til øjeblikkelig hjælp, da papirslottet og billedkortene står i lyse luer:                     ”Ja den ende fik det med Williams slot og med herrebladene (billedkortene, red.). William lever endnu og vasker sine hænder. Hans skyld var det ikke at slottet brændte.”                     Nej, det var vel nærmest den luende fantasis. Andersens eventyr om ”Herrebladene” er et af disse radikale kig dybt ind i børnestuen og børns adfærd og psykologi, som var noget ganske nyt i verdenskunsten i 1830erne og 40erne, hvor ingen talte så konsekvent med børnenes stemme som Andersen fra Danmark, og hvor summen af fantasi og forestillingskraft i mødet mellem børnene og barnet i eventyrdigteren ofte var så stor, at man med tankens kraft kunne risikere at stikke ild i papiret. At Andersen overhovedet kunne få så fine mønstre og så florlette, yndefulde dansere ud af et tykt sammenfoldet stykke papir og en grov, tung saks, var ren magi i børnenes øjne. Den ældste af døtrene på herregården Holsteinsborg huskede som voksen baronesse især de lette, fine dukker af hvidt papir, Andersen havde klippet til hende, og som hun så bagefter stillede på bordet og puste forsigtigt til, så de bevægede sig frem og tilbage: ”Han klippede altid ud med en enorm stor papirsaks, og det var mig ubegribeligt, hvordan han med sine store hænder og den enorme saks, kunne udskære så nydelige, fine ting.” I modsætning til mange af tidens silhouet- og papirklippere tegnede Andersen aldrig sine motiver op på forhånd. I stedet klippede han efter en indre synsrand – improviserede – sådan som vi ser det udført i de to meget smukke og romantiske buketholdere fra Laage Petersens Samling (Laage Petersen, nr. 658 + Laage Petersen, nr. 656), der var beregnet til at holde sammen på de temmelig uortodokse, for ikke at sige ”postmoderne” blomsterbuketter, Andersen fandt og bandt i den kultiverede herregårdshave og de vilde grøftekanter, klit og mose.                     Med sin farvesans, plastiske fornemmelse og figurative evner var han i stand til at kaste sig ud i meget store og ofte ret så komplicerede papirklip, der krævede både koncentration og tid. Mageløst er jo det store klip til Melchiorfamilien i 1874, der i dag hænger på væggen i H.C. Andersens Hus i Odense. Klippet samler de fleste figurer, symboler, motiver og temaer i Andersens papirkunst, og rummer samtidig en del mindre fiksérbilleder – altså billeder, der indeholder en form eller figur, som er skjult i klippets større linjer. Noget lignende er jo ofte på færde i Andersens eventyr og historier, der gerne rummer flere lag, og dermed åbner sig for mindst to, tre eller fire mulige tolkninger.                     Det var ofte med stor elegance, at Andersen udnyttede muligheden for en fiksér- eller silhuetvirkning i sin papirkunst. Se f.eks. det forholdsvis enkle klip, ”Danserinder under træer”, fra Laage Petersens Samling (Laage Petersen, nr. 656), hvor to unge sylfider under gamle, truende trækroner, der til forveksling ligner onde stedmødre eller vrisne heksemuttere, danner et fiksérbillede, hvis sorte bund kunne være både et orientalsk palads og kinesisk tempel eller et skib med kurs mod andre verdner, som de unge piger sammen med klippets beskuer – værsgo´ denne vej! - danser og drømmer sig ind i. I sine collager i de store sammenhængende billedbøger til børn i familier og slægter, hvor Andersen kom meget, var han vældig moderne i sit billedkunstneriske udtryk. Ofte indgik der i collagerne så forskelligt og flygtigt materiale som udklippede stumper af tidsskrifter, togbilletter, regninger, reklamer, vinetiketter, frimærker, kort m.m., som så blev farvelagt eller tilført endnu et lag materialer, f.eks. overskydende, farvestrålende stumper fra et papirklip eller et hyperkort digt, skrevet med flydende blæk, der samlede collagens spredte dele i korte, rimede verselinjer som: ”En linedans/ under træernes krans./ Manden nederst, han hedder Frands!” og ”Guld på tværs,/ indeni et vers,/ det er komers”. Mon ikke! Og sådan finder man mange steder i Andersens hundredvis af collager et ekspressionistisk formsprog, som peger direkte frem mod dadaismens og surrealismens collagekunst i 1920erne.                     Er Andersen således avantgardistisk i sine collager, så er der i de mere isolerede og enkeltstående papirklip tale om at Andersen søger tilbage i tiden. Tilbage til barndommen, til naturen og til al tings begyndelse. Til arketypiske, primitive forestillinger, knyttet til en urgammel, folkelig sagn- og eventyrverden, der havde været så spillevende i digterens egen barndom, og præget hans ludfattige opvækst i en by- og landalmue, hvor den mundtlige fortælletradition var stærk, og summen af lyttende ører og synske øjne enorm.                     I forlængelse af saksens bevidste og ubevidste klippen sig tilbage til den stærkt overtroiske mor og den rationalistiske, eventyrglade far i skomagerværkstedet, klemt ind i hjørnet af den lillebitte stue i Munkemøllestræde i Odense, tog Andersen endnu et par skridt tilbage i menneskeslægtens historie. Og i sine meget enkle og groft snittede klip, der i visse tilfælde næsten kan ligne afrivning med fingrene (og skam også kunne være det, enten med avispapir eller blade fra et gummitræ!) gav Andersen liv til en lang række farvestrålende figurer og masker. På den ene side er disse stående, siddende og balancerende figurer (f.eks. Laage Petersen, nr. 657 + Laage Petersen, nr. 658) pendanter til det brogede og vidt forgrenede persongalleri i Andersens 156 eventyr, men på den anden side er de ofte så groteske og primitive (Billedbog til Hans Christian Ørsted, fol. 4 verso), at de i mange tilfælde kan ligne de mytisk-kultiske figurer, man kender fra hedenskabens tid og fra såvel inuitkulturen i Polarområderne som urgamle stammefolk i det inderste Afrika og yderste Polynesien, hvor den mundtligt fortalte og skulpturelt udformede kunst altid har knyttet sig til en mytologisk livsopfattelse. Andersens egen far, der forstod at bruge saks og nål, havde været en ganske ferm papirklipper, og det var ham, som lærte den følsomme og feminine dreng at håndtere en saks og klippe i mange forskellige slags materialer. Friskomageren i Munkemøllestræde havde i sin ungdom været dygtig til at lave ”bindebreve”, der var dén tids avancerede form for gækkebreve mellem mand og kvinde, og som altid indeholdt et skælmeri af mere eller mindre erotisk karakter. Og så kunne eventyrdigterens far også klippe og kline billeder, sætte dem sammen på de mest løjerlige måder, fortæller Andersen i ”Mit livs eventyr”, så de forvandlede sig – hokus, pokus - når man trak i en snor, ligesom han også havde konstrueret et perspektiv og lavede en række små nikkedukker til sin teatertossede knægt.                     Den voksne H.C. Andersen havde således en yderst veludviklet sans for værktøjets og materialets muligheder, og samtidig en følelse og fornemmelse for såvel det nydeligt ornamentale som det mere forvredne og forvrængede, der rumsterede i dybet af almuens overtro, som digterens mor sværgede til, og som hendes søn vedblev at være talerør for i sit liv. Og det er denne naturlige forbundethed med det underjordiske, vi ser overalt i Andersens digtning, tegnekunst, collage- og papirklip, hvor alfer, gnomer, hekse, nisser, trolde gang på gang materialiserer sig (Laage Petersen, nr. 658 + Billedbog til Hans Christian Ørsted, fol. 30 verso + Portman nr. 279 + Laage Petersen, indrammede klip), sammen med mere amorfe væsner, kendt fra almuen og fra hedenske folkeslags tro på kraftfulde genstande og figurer, som også den halvtossede bedstefars forunderlige træskærerkunst engang var udsprunget af.                     Iklædt en kejserkrone af kulørt papir og udsmykket med friske bøgegrene, stukket ned i bukserne, havde farfaren vandret rundt i Odenses gader med kor af hujende drenge efter sig for at sælge sine fantasifulde træfigurer - disse ”mennesker med dyrehoveder, dyr med vinger og forunderlige fugle”, som Andersen skriver i ”Mit livs eventyr”. Og fra barnebarnets saks flød det gennem hele hans digterliv med lignende humoristiske, livsbekræftende repræsentanter fra en fortryllende, tidløs natur- og sagnverden, som i takt med århundredets tekniske og videnskabelige landvindinger, industrialiseringen og hele det moderne gennembrud blev stadig mere fjern og fremmedartet. Som en tysk beundrer i 1873 udtrykte det i en skål for den danske digter, så var alle hans eventyrfigurer sande udtryk for, som han sagde, ”Poesiens herlighed i vor materielle tid.”                     Og der står, sidder, hænger og hopper de så den dag i dag, alle Andersens eventyrfigurer på skrift og i klip. Disse tidløse tilskuere og graciøse, grinende udfordringer til den moderne verden. Som sådan bør vi altid tage venligt og taknemmeligt imod dem. De vil os det jo godt. Som Andersen skrev i en medfølgende kommentar til et klip, som forestillede et ”Tableau af dansere”:

”Fra H.C. Andersens saks sprang et eventyr straks Du klipningen fik, Du er den milde kritik!”