Danske Kulturtidsskrifter 1917-45 Red.: Det Kongelige BibliotekOm / About Hjælp / Help
Clarté (1926-27)
1926
Nr. 07-08 - Juli-August
[7] s. 220-221
Otto Gelsted: Socialismens Psykologi
Facsimile
Tidsskriftprojeter
|
SOCIALISMENS PSYKOLOGI
Hendrik de Mann: Zur Psykologie des Sozialismus. (434 Sider. E. Diederichs, Jena.)
Hendrik de Mann var tidligere Fører for den marxistiske Fløj af det belgiske Arbejderparti. I det
omfattende Arbejde, der nu er udkommet paa Tysk, sætter han sig til Formaal at "overvinde"
Marxismen. Det er dog ikke hans Hensigt at indlade sig paa en Diskussion om de marxistiske
Læresætninger. Ved Marxisme forstaar han, hvad der lever af Marx i det aktuelle Socialdemokrati.
De Manns psykologiske Kritik er væsentlig bygget paa Sigm. Freuds Psykoanalyse og Alfred
Adlers Lære om "Minderwertigkeits"-komplekser og "männlicher Protest", der anvendes paa
Underklassen. Freuds Indflydelse, der er saa stærk i Litteraturen, vil sikkert ogsaa faa Betydning for
Sociologien. Mange af hans Resultater stemmer fortrinligt overens med den Betragtning, hvortil
Engels ad helt anden Vej er kommet i sin Bog om Familiens og Statens Opstaaen. Men de Mann
behandler Psykoanalysen for dilettantisk til at hans Undersøgelse kan faa større Interesse.
Han er et Pragteksemplar af moderne, halvdannet Alvidenhed. Han roder Marx og Freud, Spengler
og Sinclair Lewis, James og Einstein, Bergson og Mc. Dougall sammen til en Grød,
der klistrer Tarmene til paa Læseren. Bogen er farlig, for saa vidt som kun de færreste Læsere kan
kontrollere, hvor overfladisk en Viden og hvor letsindigt et Ræsonnement, der ligger bag den
kedsommeligt professorale Tone, som de Mann har tillært sig i Tyskland.
Der findes i Bogen en Del rigtige og ganske pudsige Iagttagelser af speciel socialdemokratisk
Psykologi, og man kan ogsaa give de Mann Medhold i enkelte af hans kritiske Betragtninger. Men
der findes ingen Argumentation i Bogen, der kan bevæge en Marxist til at forlade sine Synspunkter.
For Kommunismen har de Mann endnu mindre tilovers end for Socialdemokratiet. "Jeg tror ikke
mere paa en Revolution som en Verdensdom," siger han. "Jeg tror kun paa en Revolution, der
frembringer en Omvæltning i os selv." Og videre: "Die mächtigste Waffe gegen die Gewalt ist die
Gewaltlosigkeit". Det er Tolstoi og Gandhi, hvis Evangelium de Mann her prædiker, men det er ikke
muligt at komme længere bort fra Marx, end det er lykkedes denne tidligere Marxist.
Trods den Afsky, han nærer for Bolsjevikerne, nærmer han sig ofte i sin Kritik af Socialdemokratiet
en Betragtning, der ellers er rettroende kommunistisk, saaledes hvor han diskuterer
Socialdemokratiets Stilling til Verdenskrigen. Det er tragisk, siger han, at Krigen udbrød et Par
Uger før den Kongres i Wien, hvor den afgørende Kamp skulde staa om Keir Hardie-Vaillants
Forslag om Generalstrejke i Tilfælde af Krigsudbrud. Herved skulde det Fremstød fornyes, der var
mislykkedes 1907 i Stuttgart og 1910 i København paa Grund af de tyske Socialdemokraters
Modstand. Kun en lille Skare med Karl Liebknecht som Fører vovede at træde aabent op mod den
tyske Militarisme, mens Hovedmassen af de tyske Delegerede erklærede Tanken om
Generalstrejke og Militærnægtelse i Krigstilfælde for indiskutabel !
Der kunde sikkert skrives en god Bog om Socialismens Psykologi, bl. a. om den Maade, hvorpaa
Marxismen former sig i de forskellige Lande. Men de Mann har forfusket Opgaven ved at
sammenblande den med en løs Kritik af marxistisk Teori og socialdemokratisk Partitaktik.
O. G.
|