Danske Kulturtidsskrifter 1917-45 Red.: Det Kongelige BibliotekOm / About Hjælp / Help
Clarté (1926-27)
1926
Nr. 12 - December
[4] s. 330-334
Leonid Andrejew: Ben Towit
Facsimile
Tidsskriftprojeter
|
Leonid Andrejew: BEN TOWIT
Og det var paa hin Rædselens Dag, den Dag, da Slægtens store Misgerning blev begaaet, da
Jesus Kristus blev korsfæstet mellem Røvere paa Golgatha - paa den Dag fik Købmand Ben Towit
i Jerusalem en uudholdelig Tandpine. Det begyndte at værke i hele hans Kæbe, allerede før det
lysnede om Morgenen. De første Lidelser havde forresten allerede meldt sig Aftenen i Forvejen, han
havde følt en ubetydelig Smerte i højre Underkæbe. Det syntes som om en Tand, den sidste af
hans Visdomstænder, havde hævet sig en Smule, naar han berørte den med Tungen, gjorde det en
ganske lille Smule ondt. Men efter at han havde spist, holdt det fuldstænlig op; Ben Towit blev
beroliget og glemte det helt.
Han havde samme Dag byttet sit gamle, halte Æsel med et ungt og kraftigt Dyr, derfor var han
meget fornøjet og tillagde ikke Tandpinen nogen Betydning.
Han sov ogsaa meget rolig og fast, men lige før Daggry begyndte noget at gøre ham urolig, som om
man kaldte paa ham i et meget vigtigt Anliggende, og da han rasende fo'r op af Søvne, værkede
det frygteligt i Tænderne, det gnavede kraftigt og intenst, en skarp, borende Smerte. Og det var ikke
længere muligt at skelne, om den syge Visdomstand gjorde ondt alene, ellere om der var andre,
som havde gjort fælles Sag med den. Hele Munden og Hovedet brændte af Smerte, det var, som
om man havde tvunget ham til at tygge paa spidse, rødglødende Nagler. Han fyldte Munden med
koldt Vand fra Lerkrukken, og i et Par Minutter tog Smerterne ogsaa af i Hæftighed; han
følte det, som om Tænderne bevægede sig i Bølgegang frem og tilbage, og denne Følelse var
meget behagelig i Forhold til Tandpinen. Ben Towit lagde sig ned igen, huskede paa det nye Æsel,
tænkte paa, hvor lykkelig han i Grunden var. hvis han bare kunde være i Fred for de forbandede
Tænder - og prøvede saa paa at falde i Søvn igen. Men Vandet havde ikke været koldt nok, og efter
fem Minutters Forløb gjorde Tænderne endnu mere ondt end før. Ben Towit sattte sig op i Sengen
og virrede med Hovedet. Hele hans Ansigt fortrak sig - det skrumpede sammen omkring den svære
Næse, som var blevet mat og graableg af Smerten, og yderst paa den dirrede en kold Draabe. Og
mens han sad saadan og vuggede i Smerte, traf de første Solstraaler ham, den Sol, som af
Skæbnen var fordømt til at skue Golgatha med de tre Kors og til at fordunkles af Skræk og Sorg.
Ben Towit var en brav og hjertensgod Mand, som ikke yndede at være uretfærdig mod nogen, men
da hans Kone vaagnede, hvæsede han imod hende, endnu før hun havde faaet Tid til at aabne
Munden, og bebrejdede hende, at man ganske rolig lod ham forgaa af Smerte. Konen tog taalmodig
mod den ufortjente Overhaling, for hun vidste, at det ikke var sagt i en ond Mening. Hun bragte ham
mange fortrinlige Lægemidler, renset Rottemøg, skarp Skorpiongift og en ægte Stensplint fra en af
de Lovtavler, som Moses slog i Stykker. Af det rensede Rottemøg blev han en Smule bedre, men
det varede ikke længe; Stensplinten og Skorpiongiften lindrede ogsaa lidt, men hver Gang kom
Smerten igen med fornyet Kraft.
I de korte Minutter, han var bedre, trøstede Ben Towit sig ved Tanken om Æslet, men naar han blev
daarligere, ærgrede han sig over sin Kone og truede med at dunke Hovedet mod en Sten for at slaa
Hjerneskallen i Stykker paa sig selv, hvis Smerterne ikke forlod ham. Og hele Tiden gik han frem og
tilbage paa det flade Hustag og skammede sig ved at gaa hen til Kanten af Taget, for hele Hovedet
var bundet ind i et Tørklæde som paa en Kvinde. Af og til kom Børnene løbende hen til ham og
fortalte forpustet om Jesu Nazaræeren. Ben Towit blev staaende og hørte paa dem med rynkede
Bryn, saa stampede han arrigt i Gulvet og jog dem bort, han var i Virkeligheden et godt Menneske og glad for Børn; men nu ærgrede han sig over, at de plagede ham med
alskens dumt Vrøvl.
Det var ogsaa pinligt, at der havde samlet sig saa mange Folk paa Gaden og paa de tilstødende
Hustage, Folk, som ingenting tog sig for og som saa nysgerrigt paa Ben Towit, der bar Hovedet i et
Tørklæde som en Kvinde. Og han var allerede ved at gåa nedenunder, da hans Kone sagde til ham:
- Se der, der trækker man af med nogle Forbrydere. Kan det ikke adsprede sig?
- Vær saa venlig at lade mig i Fred. Ser du ikke, at jeg lider? svarede Ben Towit ærgerlig. Men i
sin Kones Ord fandt han alligevel et svagt Haab om, at Smerten kunde forsvinde, og modstræbende
gik han, med Hovedet paa skraa, det ene øje lukket og Haanden under Kinden, hen til Taget og saa
ned med et mismodigt og begrædeligt Ansigt.
I den smalle Gade, som gik over Skraaningen til Bjerget, bevægede en stor Folkemængde sig
fremad, hyllet i Støv - uordnet og under uendeligt Spektakel. Midt i den slæbte Forbryderne sig af
Sted under Byrden af Korsene, og de romerske Soldater svang uophørlig deres lange Svøber over
dem. En af Forbryderne, som havde langt, lyst Haar og stolprede afsted i blodstænket og iturevet
Undertøj, snublede over en Sten, som var kastet foran Benene paa ham, og faldt omkuld. Skrigene
og Støjen blev endnu højere, og Mængden bølgede omkring den faldne. Pludselig fo'r Ben Towit
sammen af Smerte, som om man havde stødt en glødende Nagle i Tanden og rodet rundt, han
begyndte at stønne og gik arrig og uinteresseret bort fra Kanten af Taget.
- Som de skriger - sagde han misundelig, og han kunde ikke lade være at forestille sig de
vidtaabne Munde med sunde Tænder, som ikke gjorde ondt, og han forestillede sig ogsaa, hvordan
han kunde skrige, hvis han var rask. Ved disse Forestillinger øgedes Smerten voldsomt, og han
vuggede hurtigere frem og tilbage med Hovedet og klynkede.
- Man siger, at han har helbredet Blinde, sagde hans Kone uden at gaa væk fra Kanten af Taget
og kastede i det samme en lille Sten ned, hvor Jesus besværligt slæbte sig frem, pisket af
Svøberne.
- Ja, naturligvis - lad ham helbrede min Tandpine, svarede Ben Tovrit ironisk, og han føjede bittert
og vredt til: Hvor de støver - som en Faareflok! Man skulde drive dem fra hinanden med
Stokkeslag! Før mig nedenunder, Sara! -
Hans Kone fik Ret. Optrinet havde adspredt Ben Towit en Smule, det kunde ogsaa være, at
Rottemøget havde hjulpet, - det lykkedes ham i hvert Fald at falde i Søvn.
Og da han vaagnede, var Smerten væk. Kun højre Kæbe var lidt ophovnet. Hans Kone sagde, at
man slet ikke kunde se det, men Ben Towit smilede forstaaende; han vidste, hvor hjertensgod hun
var og at hun holdt af kun at sige Behageligheder.
Saa kom Naboen, Garver Samuel, og Ben Towit gik ud med ham, viste ham sit nye Æsel og hørte
med Stolthed paa Naboens øverstrømmende Ros. Saa gik de bagefter op paa Golgatha, fordi den
nysgerrige Sara saa gerne vilde se de korsfæstede. Paa Vejen fortalte Ben Towit Samuel det hele i
Sammenhæng,
hvordan han i Gaar havde lidt ondt i højre Kæbe, og hvordan han i Nat var vaagnet med en frygtelig
Tandpine. For at gøre det anskueligt, satte han et lidende Ansigt op, lukkede øjnene, virrede med
Hovedet og stønnede. Og den graaskæggede Samuel nikkede medfølende og sagde:
- Hi-ai-ai. Hvor modbydeligt!
Denne Deltagelse gjorde Ben Towit godt, og han fortalte sin Lidelseshistorie en Gang til, og saa
fortabte han sig i Fortiden - da han første Gang havde Tandpine - i venstre Underkæbe. Paa den
Maade kom de i dyb Samtale op paa Golgatha. Solen, som af Skæbnen var fordømt til at oplyse
Verden ogsaa denne forfærdelige Dag, gik allerede ned bag de fjerne Bakker, i Vest brændte et
smalt purpurrødt Strejf som et Blodspor..
Mod denne Baggrund stod de tre Kors, og ved Foden af det midterste skimtedes svagt og blegt
nogle knælende Skikkelser.
Folkemængden var allerede forlængst gaaet fra hinanden; det blev køligt, og Ben Towit saa flygtigt
hen paa Korsene og tog saa Samuel under Armen og vendte tilbage til sit Hus. Han følte sig mere
end almindelig oplagt og vilde fortælle Historien om Tandpinen til Ende. De vandrede afsted, og Ben
Towit satte et lidende Ansigt op og under stadige medfølende Nik og Udraab fra Samuel, virrede han
med Hovedet og stønnede naturtro.
Og Natten bredte sig fra de blaa Bjergkløfter og de fjerne og øde Dale. Det var, som om den vilde
gemme Jordens skændige Udaad for Himlens Blik.
|