Danske Kulturtidsskrifter 1917-45 Red.: Det Kongelige BibliotekOm / About Hjælp / Help
Clarté (1926-27)
1926
Nr. 10 - Oktober
[4] s. 278-80
Maxim Gorki: Om Borgerlighed
Facsimile
Tidsskriftprojeter
|
OM BORGERLIGHED
Af Maxim Gorki.
Tolstoi og Dostojefski er begge store Genier. Med Talentets Kraft har de rystet hele Verden. De har
rettet hele det overraskede Europas Opmærksomhed mod Rusland, og de er begge som
jævnbyrdige gaaet ind i den umaalelige Række, der tæller Navne som Shakespeare, Dante,
Cervantes og Goethe. Men engang har de gjort deres mørke og ulykkelige Hjemland en daarlig
Tjeneste.
Det var netop paa den Tid, da vore bedste Mænd udtømte deres Kræfter og faldt i Kampen for at
befri Folket fra dets Undertrykkere. De unge Kræfter, som var færdige til at springe ind der, hvor de
andre faldt, standsede, forvirrede, oprørte, foran Galgerne og Tvangsarbejdet. Det gaadefuldt
ubevægelige Folk tav ligesom Jorden, der opsugede Blodet, som flød i Kampen for dets Frihed.
Borgeren længtes, i Rædsel for den revolutionære Kamps Udbrud, efter Ro og Orden, og var beredt
til at adlyde den sejrende, udlevere den besejrede for at stikke en aldrig saa lille, men lækker Bid
Magt til sig som Løn for sit Forræderi. Reaktionens tunge, graa Skyer drev over Landet, Haabets
lysende Stjerner slukkedes, Forsagthed og Sorg trykkede Ungdommen ned. Den sorte Magts
blotplettede Hænder vævede paany behændigt Trældommens Næt.
I denne triste Tid skulde Folkets Førere have sagt til dets fornuftige og brugbare Kræfter:
Folkets Fattigdom og Uvidenhed, det er Kilden til hele vort Livs Ulykke. Det er det Sørgespil, som vi
ikke kan staa som uvirksomme Tilskuere til, fordi vi alle af Tingenes egen Magt vil blive tvunget til at
spille de lidendes og de ansvarshavendes Roller. Vi er Mursten for Staten. Af os bygger den Mure
og Taarne og styrker sin onde Magt. Kunstfærdigt skiller den os fra Folket, og dermed opnaar den,
at hele Verden bliver magtesløs i Kampen mod dens sjælløse Mekanisme. Et fornuftigt Menneske
kan ikke være rolig, saa længe Folket bare er en Slave og et blindt Dyr. Livet kan aldrig blive smukt,
saalænge der er saa mange fattige og saa mange Slaver omkring os. Staten dræber Mennesket for
at vække Dyret i ham og styrke sin Magt gennem hans dyriske Kraft. Begrib, at der findes ikke
noget andet Land, hvor Mennesker af Fornuft, af Ære, er saa ensomme som hos os. Og derfor,
kæmp for Friheden og Retfærdighedens Sejr - i denne Sejr ligger Skønheden. Jeres Liv vil blive et
Heltedigt.-
"Vær taalmodige," var Dostojefskis Ord til det russiske Folk i hans Tale ved
Puschkinmonumentets Afsløring.
"Gør dig selv fuldkommen," har Tolstoi sagt, og han tilføjede: "Sæt dig ikke op mod det onde."
Der er noget nedtrykkende, hæsligt og beskæmmende, der er en Slags ond Ironi i disse Taler om
Taalmod og om ikke at kæmpe mod det onde. Thi de to Verdensaander levede i et Land, hvor den
Vold, som blev øvet mod Menneskene, naaede ukendte Grænser ved sin hensynsløse Kynisme.
Den ustraffede og berusede Magts Vilkaarlighed, forvandlede det hele Land til et Torturkammer, hvor
Magtens Tjenere, fra Guvernøren til Soldaten, plyndrede og frækt pinte Millioner af Mennesker og
haanede dem, som Katten haaner en fangen Mus.
Og til disse forfulgte Mennesker sagde man: Sæt Jer ikke op mod det onde, vær taalmodige!
Dette pinlige Eksempel belyser bedst den russiske Literaturs Indstilling overfor Folket. Hele vor
samlede Literatur er bare en haardnakket, egensindig Lære om en taalmodig Indstilling overfor Livet,
en Lovsang til Uvirksomheden. Og det er naturligt !
Anderledes kan Borgernes Literatur ikke være, selv om de borgerlige Kunstnere er Genier.
*
Et Kendemærke for det borgerlige Sind er Kryberiet, den tjenstvillige Underkastelse under
Autoriteterne. Har nogen en Dag i Godgørenhed givet en stor Almisse, saa gør Borgeren den
veldædige til en lille Gud, og han bøjer sig for ham som Tiggeren for sin Giver. Men kun saa længe Guden lever i Overensstemmelse med de borgerlige
Forordninger. Saa snart han begynder at modsige dem - hvilket forekommer overmaade sjældent
- falder han ned fra sin Piedestal, som en skudt Krage falder ned fra Taget. Derfor er den
borgerlige Forfatter altid mere eller mindre sin Læsers Tjener, det er behageligt for Menneskene at
være Smaaguder.
Jeg er forberedt paa, at Gudernes Tilbedere vil skrige: Hvad? Tolstoi ? Dostojefski ?
Jeg befatter mig ikke med at bedømme disse store Kunstneres Værker, jeg afslører dem blot som
Borgere. De vil forsone de pinte med ham, som piner dem, og de ønsker at retfærdiggøre deres
nære Forhold til Bøddelknægten, deres Urokkelighed overfor en Verdens Lidelser. De lærer
Martyrernes Taalmodighed, de overtaler dem til ikke at sætte sig op mod det onde. De søger altid
efter Beviser for det umulige i at ændre den Forskel, der er mellem den, som ejer noget, og den,
som intet ejer. De lover Folket, at i Himlen skal dets Møje og dets Lidelser belønnes, de glæder sig
ved at se det haarde Liv, som leves her paa Jorden, de suger den levende Kraft ud som Bladlus. I
deres Værk tjener de Voldsherredømmet i det mindste indirekte ved Taalmodighedens Evangelium,
ved Forsoningen, ved Tilgivelsen, ved Retfærdiggørelsen.
Det er et forbryderisk Arbejde. Det dæmmer op for den normale Udviklingsproces, som skal befri
Menneskene fra Trældommens Forvirring - det er saa meget mere forbryderisk, som dets dybeste
Grund er personlig Magelighed. Borgeren elsker et velbehageligt Arrangement for sin egen Sjæl.
Naar alle hans Tanker og Følelser er føjelige og smidige, da er Borgerens Sind roligt. Han er
Individualist ligesaa sikkert, som at der ikke findes en Gedebuk, uden at den lugter.
I Oldtiden gav den jødiske Vismand Hillel Mennesket en beundringsværdig ligetil og klar Formel for
de individuelle og sociale Forhold. Han sagde: "Naar jeg ikke sørger for mig selv, hvem sørger da for
mig? Men naar jeg kun sørger for mig selv, hvad sørger jeg vel da for?"
Borgeren godkender gerne den første Del af denne Formel, men kan ikke fatte den anden.
Maxim Gorki.
|