Danske Kulturtidsskrifter 1917-45 Red.: Det Kongelige BibliotekOm / About Hjælp / Help
Clarté (1926-27)
1927
Nr. 04 - April
[3] s. 73-77
Hartvig Frisch: Aandslivets Fornyelse
Facsimile
Tidsskriftprojeter
|
AANDSLIVETS FORNYELSE
Af Hartvig Frisch.
Foredrag d. 30. Marts i Arbejdernes Læseselskab.
En Indsender i Arb. Læseselskabs Medlemsblad har for nogen Tid siden taget Anledning til efter at
have set "Genboerne", som jo stammer fra den Tid, da Studenterne var de førende i Aandslivet, at
opkaste det Spørgsmaal: "Findes der da ikke noget Sted, der kan kaldes Midtpunkt for dansk
Aandsliv? Findes det i Læseselskabet?" Mit alt for ringe Kendskab til Arb. Læs. forbyder mig at
svare paa det sidste Spørgsmaal, men hvis kun det første var stillet - om der findes et Midtpunkt
for dansk Aandsliv, turde jeg uden Betænkning svare Nej!
Det findes der ikke af to Grunde: for det første fordi ingen enkelt Klasse mere er Herre i Aandernes
Rige som i Hostrups Dage. Dernæst - og det er ligesaa vigtigt - fordi Tiden nu er en
Opløsningstid, som gaar forud for en Kamptid. I en saadan Tid er der selvfølgelig intet Midtpunkt i
Aandslivet.
Højtragende og iøjnefaldende ses de gamle og nu graanede fra 90ernes Kuld, Mænd som Aakjær,
Johs. V. Jensen, Sophus Claussen og Skjoldborg. Men de er Klassikere nu; imellem deres
Ungdom og vor Tid ligger Krigen med dens politiske, sociale og økonomiske Følger, som indenfor
Aandslivet har bragt de tre Kulturer i Forfald, hvorom det danske Publikum i to Menneskealdre delte
sig:
Radikalismen, Højskolen og Kirken.
Radikalismens Opløsning begyndte den Dag, da den radikale Facon havde erobret Landet, og dens
politiske Koryfæer var naaet til Magten. Det var blevet en stor Familie, der holdt sammen og roste
hinanden. Andet var der saa ikke at udrette. Idealerne skrumpede ind, og de personlige Interesser
blev tilbage med Snobberi for Kongemagten, Storkapitalen og Ententens Gesandter. Kun ude
omkring i Provinsen sidder der endnu stoute Typer fra den svundne Tid, som den gamle Lektor
Bech i Ribe, der for nylig har udgivet en Række bitre hedenske Epigrammer, Radikalismens
Eftermæle - paa Latin.
Højskolens Forfald begyndte allerede før Krigen. Den særlige grundtvigske Vækkelse stammer fra en Tid, da den danske Bonde ikke læste. Denne
Foredragsform er nu antikveret og upraktisk, og dens Sprog en tom Jargon. Men haardest har det
ramt, at Idealiteten er uddød hos den danske Venstrebonde. Den materialistiske danske Agrar,
som lod Andelsbanken falde, solgte sig selv til Kapitalen og nu vil drive Renterne ind fra Fattigfolk,
kan nok synge Grundtvigs Sange, men digte nye, der kan samle Folket - ?
Kirken har Verdenskrigen ramt i Hjertet. Dens Præster har velsignet Vaabnene i alle Lande, og for
den tænkende Kristne efterlod baade Krigen og Voldsfreden en gabende Tomhed. Ogsaa her
dækker man sig bag en Jargon og optager en Mængde Mystik og Spiritisme, som efter Krigen har
gjort Furore i Bourgeoisiet. Radikale Hyklere fylder Pladserne for manglende Begavelse, hvad der
ogsaa er et Opløsningens Tegn.
Samtidig er Konservatismen blevet amerikaniseret og garconneklippet. Dens Blade skrives af
radikale Overløbere. Materialismen har sejret, og de besiddendes Enhedsfront er en praktisk
Kendsgerning.
Det aandelige Tidevande er præget af denne Reaktion. Vort Land er gennemtrængt af en Mængde
aandelige Tabuer, som det er de anstændige Borgers Pligt at respektere, f. Eks. Troen paa en
personlig Gud, paa et Liv efter Døden, paa at en Konge er den bedste Præsident, at vor nationale
Fortid er glorværdig, at Sønderjyderne har "kæmpet" sig tilbage til Danmark ved at skyde
Franskmænd og Englændere, og at Kapitalrenten er en hellig Pligt - samt at de danske
Kapitalejere er Martyrer for denne Pligt. Denne Række er kun et lille Udvalg af Tabuer, der er saa
nødvendige, at man betvivler en Mands Ret til at udnævnes til Forstander for en Lærerhøjskole, hvis
han ikke besidder dem alle.
Det er nemlig det betydningsfulde ved de 117 danske Tabuer, at kun den, der besidder dem alle,
regnes for neutral. Hvis man i Skrift og Tale overholder enhver Tabu uden direkte at omtale dem
(netop det fine ved det, ligesom hos de vilde), saa er man neutral, saa kan man skrive Historie,
undervise i Folkeskolen, redigere Leksika og tale i Radio. Men hvis man bestrider blot en Tabu -
saa er det Agitation, og det betydes en, at det er taktløst. Gennem dette sindrige System er det
lykkedes Reaktionen at bevare Troen paa selv at være frisindet og fordomsfri.
Paa den anden Side ses i øjeblikket nærmest kun en mørk Sky; den er uformelig og af og til lyser
et fjernt Lyn op i det anonyme Mørke, men den trækker op - den nærmer sig.
Det er herude det nye Skel sættes. Man skal ikke være meget Spaamand for at se, at det er selve
Kampen mod Kapitalismen, som vil give det unge Danmark Daaben. Brændpunktet for vor Tid er det
sociale. En stor Dansker er gaaet forud og har vundet Verdensry; det er Martin Andersen Nexø.
Hans Forhold til Danmark burde give os noget at tænke paa; han peger paa Skellet, hvor det virkelig
ligger.
Hermed skal ikke være sagt, at der ikke kan være Talent og formel Begavelse paa den borgerlige
Side. Der er netop ikke andet. De fleste af øjeblikkets anerkendte Skribenter er uden for Tidens
Element, udenfor det sociale. De er selv søgt udenfor og befinder sig sikkert rent borgerligt vel ved
det. Men jeg vil paastaa, at den af de yngre, der i vor Tid smyger udenom, han er brudt itu
indvendig, knækket et Sted i Personligheden, skuffet maaske og fortvivlet eller fræk; men hverken
han eller hans Kunst er Tiden voksen.
Det nye Fremstød vil have en langt bredere Basis. Ved 8 Timers Arbejdsdagen og ved Presse, Film
og Radio er et helt stort Befolkningslag modnet til aandelige Interesser. Det er en ny Kulturtype, og
Tilfredsstillelsen af dette Lags voksende aandelige Behov vil ogsaa stimulere et nyt Aandsliv.
Harald Bergstedt har Ret, naar han peger paa Brandesianismens Opløsning og siger om det nye:
"Det nye Aandsliv begynder med den skønne og reelle Opgave at sikre Eksistensen for de tusinde
smaa Hjem og de tusinde smaa Skæbner - - - og med haandfast og storstilet at lovordne et
Samfund, der er vokset os alle over Hovedet".
Men man kan af Skribenten ønske en mere aktiv Holdning overfor det nye; Bergstedt siger blot, at
det "bovner" ud af sig selv, men der er meget, der tyder paa, at "Familie-Journalen"
og "Aftenlæsning" længe vil kunne mætte Behovet, hvis der ikke fra Skribenternes Side gøres et
Fremstød.
Derfor er det værd at kaste et Blik paa Stillingen, som den er nu. Lad os holde Mandtal over
Forkæmperne for den nye Tid.
Arbejdernes Oplysningsforbund under Harald Jensens Ledelse har taget Opgaven op. at virke med
Foredrag og Studiekredse baade i de politiske og de faglige Foreninger. Forbundets Medlemstal er
omkring 1/4 Million, og denne kæmpemæssige Organisation omspænder saaledes hele Landet.
"Karl Marx" og de andre Diskussionsklubber har fortsat Traditionerne med ugentlige Møder og
gennem Tidsskriftet "Socialisten" vundet en stor Læsekreds.
"Studentersamfundets Oplysningsforening", som er en Fortsættelse af det gamle Foredragsudvalg,
er gaaet over til en betydelig Udgivervirksomhed (den gule Serie, kaldet "Kultur og Videnskab").
Clarté, stiftet 1925, præget af Efterkrigstidens Tænkning, har under Anton Hansens og Knud Korsts
Ledelse øvet en skarp Kritik af det borgerlige Samfunds Økonomi, Kultur og Moral.
"Arbejdernes Teater" under Budtz-Müller arbejder direkte paa at give den proletariske Kultur
kunstnerisk Udtryk.
"Kritisk Revy", stiftet af Poul Henningsen, har allerede vundet en en stor Læsekreds ved sin
saglige Styrke og sin kvikke Form. Det er stor Læsekreds ved sin saglige Styrke og sin kvikke
Form. Det er velskrevet, uærbødigt og præget af Arkitekturens stærkt sociale Indstilling paa
praktiske Problemer. Her finder man ogsaa Mogens Lorentzen, der er lige aktiv med Pen og
Pensel.
Biblioteker og Studiekredse og Bladet "Læsning". Betydningen af det Arbejde, der her gøres, er
vidtrækkende. Den store Organisator er Døssing, som ogsaa er den nye Tids Mand. Et læsende
Folk vil være et sejrende Folk, der betvinger Kapitalismen.
"Studentersamfundet", af hvis yngre Medlemmer adskillige har gjort sig bekendt i Agitationen,
baade da de brød ud i det ny Studentersamfund, og senere, efter at mange er vendt tilbage,
saaledes Forfatteren Broby-Johansen.
Den frie Skole bør ogsaa nævnes i Forbindelse med det nye Fremstød. Dens Talsmænd er ofte
noget galt vendt, uden rigtig Forstaaelse af, at det, der sker, tillige er en social Omlejring i Skolens
Styrelse fra Centraladministration til Forældrekreds.
Der er samtidig ved at foregaa et Skifte i den aandelige Orientering. Filosofien i gammeldags
Forstand med alle dens Skinproblemer om Sjælen contra Legemet, Viljens Frihed, Subjekt og
Objekt o. s. v. er ved at gaa samme Vej som Teologien. I Stedet træder Psykologien og
Sociologien, som fuldstændig undergraver de gamle individualistiske Synsmaader. Herhjemme
gjorde Herbert Iversen Begyndelsen, og Tanker, der er beslægtet med hans, trænger nu frem.
Professor Jørgen Jørgensens Forelæsninger og Dr. Sv. Ranulfs Afhandlinger er baaret af denne nye
psykologiske Indstilling. Det er ikke Diskussion mere, men Kendsgerninger, der interesserer. Man
maa ønske, at de mange, der arbejder paa det nye Grundlag, maa finde hinanden. Altfor let bliver
en vis ugrundet Mistænksomhed hindrende for Samarbejdet mellem energiske og begavede Mænd,
der kæmper for samme Maal. Den Splittelse har vi ikke Raad til herhjemme. Fornyelsen i det
danske Aandsliv er indvarslet, et stort nyt Publikum rører paa sig, Psykologien har afløst den ældre
noget massive Rationalisme, kort sagt: Handlinger tiltrænges, kunstneriske, litterære og
videnskabelige, og en fælles Front. Der er Masser at gøre for Ungdom og Talent.
|