Danske Kulturtidsskrifter 1917-45 Red.: Det Kongelige BibliotekOm / About Hjælp / Help
Clarté (1926-27)
1927
Nr. 07-09 - August-September
[10] s. 146-148
Poul Nord: Den intellektuelle Socialist og Arbejderklassen
Facsimile
Tidsskriftprojeter
|
DEN INTELLEKTUELLE SOCIALIST
OG ARBEJDERKLASSEN
Det kan ikke nægtes, at Agitationen blandt de Intellektuelle er nødvendig, hvis den socialistiske
Idé, saa smertefrit som Forholdene til sin Tid vil tillade det, skal kunne omsættes i en brugbar
Samfundsform. Socialismens blændende Storhed og dens Simpelhed i Konstruktionen berettiger
da ogsaa til at tro, at den alvorligt søgende med suggestiv Kraft vil tilegne sig dens Grundsætninger
og lade dem gennemsyre hans Livsanskuelse. Og der er Brug for den Intellektuelle baade nu og i
det socialistiske Samfund, hvad enten han der som Tekniker sættes til at lede de socialiserede
Bedrifter, eller han som Jurist og Nationaløkonom skal administrere efter det ny Samfunds
Retsregler; ja, som Lærer og Læge har det ogsaa sin enorme Betydning, at han samfundsmæssigt
er indstillet paa de Opgaver, der stilles ham. For Socialismens og for hans egen Skyld maa han
aandeligt tilegne sig dens Indhold. Nu kan det maaske nok siges, at den borgerlige
Nationaløkonomis krinkelkrogede Uhyrlighed ikke frister nogen redeligt søgende Sjæl. Men
Milieuet, de tilvante spidsborgerlige og kapitalistiske Synsmaader uddybet og videreført af Kirke,
Skole og Universitet, har bundfældet sig i ham. Her har "Clarté" sin Opgave. Dens Medlemmers
mundtlige Paavirkning, Tidsskriftets positive Oplysninger, dets skarpe Kritik og bidende Satire er de
Vaaben, hvormed Fordommene skal besejres. Som Socialdemokrat kunde jeg ganske vist ønske
"Clarté" nøjere knyttet til mit Parti, da Kommunismen næppe faar Lejlighed til at løse
Socialiseringsspørgsmaalet her til Lands. Men forhaabentlig kommer det søndrede Samarbejde i
Stand paany; Splittelsen har altfor længe tæret paa Arbejderklassens Slagkraft; dog heldigvis ikke
her i Landet.
Der er imidlertid en Opgave, som jeg ikke kan se, "Clarté" har søgt at løse. Det er den
Intellektuelles Stilling til Arbejderklassen, naar han gennem "Clarté"s Agitation er vundet for
Socialismen. For det kan næppe være Meningen, at han i olympisk Ophøjethed skal beskæftige
sig med akademiske Diskussioner om socialistiske Teorier. Selvfølgelig vil det altid
være en underholdende og til Dels ogsaa udviklende Hjernegymnastik at konstruere nye
Samfundsformer; intet er lettere, naar man ikke behøver at tage de praktiske Forhold i Agt. Skal
han faa nogen egentlig Værdi som Socialist, maa han gaa ind i Samarbejde med den organiserede
Arbejder. Saafremt dette ikke sker, vil den Intellektuelle i sin Afsondrethed let bukke under for den
Fare, at han føler sig hævet over Arbejderen eller ogsaa ser paa denne som Type i romantisk,
idealiseret Skikkelse. Begge Synsmaader, hvad enten de er samlet eller findes hver for sig, gør
ham værdiløs som Socialist, ligesom den organiserede Arbejder med fuld Ret vil se paa ham med
Mistillid. Haandens Arbejder er ikke ringere end Aandens og heller ikke en homogen Masse, der
kan agere Type.
Det vil naturligvis altid være Undtagelsen, der som Herbert Iversen søger manuelt Arbejde, men det
gøres heller ikke nødigt. Den Intellektuelle kan ogsaa paa anden Vis komme i Kontakt med
Haandens Arbejder. Som Medlem af den lokale Vælgerforening vil han altid kunde drage Lære af
Begivenhederne, ligesom han almindeligvis vil faa den Indflydelse, som hans Intelligens,
Arbejdsevne og Vilje berettiger ham til; men han skal deltage paa lige Fod med Arbejderen og gøre
Arbejdet for Sagens Skyld, aldrig af personlige Hensyn. Der har den intellektuelle Kommunist sin
store Svaghed. Han er nærmest indstillet negativt; han skal finde de svage Punkter, kritisere dem
og helst undgaa at bemærke Lyssiderne. Han reducerer sin Indflydelse til lig Nul og skader som
Regel den Sag, han ønsker at gavne. Den Intellektuelle maa ogsaa, hvor det lader sig gøre, støtte
Arbejdernes kooperative Virksomheder ved Medlemsskab, ved Køb af deres Varer eller ved Brug af
deres Arbejdskraft. Og i Særdeleshed bør han tage Del i det oplysende Arbejde, hvor hans Indsats
paa Grund af hans særlige teoretiske Uddannelse bliver af stor Værdi. Det er kun tre Aar siden,
Arbejderklassen oprettede sin særlige Kulturcentral - Arbejdernes Oplysningsforbund - i nøje
Forbindelse med de faglige, politiske og kooperative Organisationer. Jeg tror, at den Intellektuelle
indenfor denne Virksomheds Rammer kan yde en mægtig Indsats, naar han møder med en redelig
Vilje, saaledes at Arbejderne, der skal nyde godt af hans teoretiske
Indsigt, faar Tillid til ham og betragter ham som Ven og Kammerat, der arbejder med samme
Formaal for øje: Det socialistiske Samfund. Samtidig med at han viser Arbejderen, at Krop gør det
ikke alene, vil han selv lære, at Aand kun eksisterer i Kraft af Hændernes Slid; begge Parter vil
med andre Ord lære at respektere hinandens Arbejde som lige nødvendige Faktorer i det moderne
Kultursamfund. De har fælles Interesser og fælles Fjender. Den Intellektuelle kan gennem dette
Samarbejde i mange Tilfælde give Arbejderen en videre Horisont og selv modtage praktisk Erfaring
om de mange Vanskeligheder, som det kapitalistiske Samfund bereder Arbejderklassen. Derved
bringes han ogsaa til Forstaaelse af og Kendskab til Fagorganisationernes Værdi.
Hvis den intellektuelle Socialist med Redelighed tager Del i de her skitserede Opgaver under
Iagttagelse af de forskellige lokale Forhold, vil han sikkert faa Glæde af Samarbejdet, ligesom jeg
tror, han vil kunne bidrage væsentlig til at gøre Socialismen almen menneskelig og derved lette
Overgangen til den ny Tid.
Poul Nord.
|